Globaliseringen slår tilbage

Globalisering er ikke noget nyt fænomen i økonomien. Den har været en gennemgående tendens i hele kapitalismens historie. Stadig ekspansion og erobring af nye markeder er et fundamentalt træk ved kapitalismen.

Men den aktuelle globaliseringsbølge, som tog fart i løbet af 80´erne udmærker sig ikke blot gennem konsekvenserne for befolkningerne i den tredje verden (se bl.a. SAP´s ugekommentar 12.9). Der er i høj grad også tale om alvorlige konsekvenser for arbejderbefolkningen i den rige verden. Nyliberalismen som økonomisk og politisk retning slog igennem fra begyndelsen af 80´erne, med USA (under Reagan) og Storbritanien (under
Thatcher) som drivkræfter.

Én af konsekvenserne var afskaffelse af de sidste rester af kapitalkontrol, som for alvor satte gang i kapitalbevægelser på tværs af landegrænserne. Siden 1985 er omsætningen af valuta og internationale værdipapirer mere end tidoblet, og der gennemføres nu internationale valutatransaktioner for næsten 1800 mia. dollars om dagen. Størstedelen af disse transaktioner er knyttet til ren valutaspekulation, og store internationale spekulanter har flere gange skabt rystelser i hele verdensøkonomien.

Et andet kendetegn i den globale økonomi er ekspansionen og den stigende dominans af multinationale koncerner. I 1995 blev det anslået, at de 200 største multinationale selskaber stod for 25 % af verdens bruttoproduktion. En sådan tyngde i verdensøkonomien har de først opnået de sidste 10-15 år, gennem voldsomme stigninger i udenlandske direkte investeringer.

Konsekvenserne af denne udvikling er stigende international konkurrence om at komme med på vognen. Virksomhederne reagerer ved at prøve at skaffe sig af med alle ”unødvendige” udgifter, og holde de øvrige udgifter nede. Internt betyder det effektivisering og rationalisering. Eksternt betyder det at øge presset på den offentlige sektor for at holde skatter og afgifter nede.

Derfor angribes den sociale service og den økonomiske tryghed særligt voldsomt for tiden, som ”trusler” mod landets konkurrenceevne. Får kapitalkræfterne det ikke som de vil have det, truer de med kapitalflugt.

Følgerne for de ansatte i såvel den offentlige som den private sektor er øget arbejdspres, og mindre tryghed i ansættelsen. I det offentlige er det især presset for udliciteringer og privatiseringer, der skaber utryghed. Det er et voldsomt pres at skulle ud og konkurrere om sin egen arbejdsplads, hvert tredje, fjerde eller femte år. For privat ansatte opstår det samme pres gennem truslen om udflytning af produktion. F.eks. i Tyskland, hvor næsten 1 million arbejdspladser er flyttet til lande med billigere arbejdskraft, bare i løbet af de sidste 5 år. Og et eksempel på presset på arbejdsforholdene var, da Kraft Foods fik arbejderne ved Freja i Oslo til at acceptere nathold, med truslen om ellers at investere i andre lande.

Arbejderbefolkningen i de rige lande har de sidste 20 år oplevet, hvad man kan kalde en brutalisering af arbejdslivet. Følgerne er arbejdsbetingede sygdomme og udstødning fra arbejdsmarkedet. Stress er blevet en folkesygdom, og udstødningen rammer stort set alle arbejdergrupper. I industrien skete meget af denne udstødning allerede under de omfattende rationaliseringsbølger i 80´erne. I 90´erne startedes en tilsvarende proces i den offentlige sektor.

Et andet udviklingstræk er øget fattigdom, hvor USA er kommet længst. Svækkelsen af fagbevægelsen, deregulering og globalisering af økonomien har forvandlet USA fra et højt- til et lavtlønsland. Der er skabt en hær af arbejdere, som ikke tjener nok til at opretholde et normalt liv. 15 millioner arbejdere (18 % af arbejdsstyrken) levede under den officielle fattigdomsgrænse i USA i 1990, selv om de arbejdede mindst 40 timer om ugen. Samtidigt erstattes faste jobs i stigende grad af midlertidige, og heltidsjobs erstattes af deltids. USA´s største arbejdsgiver hedder derfor ikke længere Genneral Motors, AT&T eller IBM. Vikarbureauet, Manpower, topper i dag statistikken over antal ansatte.

Alt i alt må vi sige, at globaliseringen ikke alene er en trussel mod arbejds- og leveforhold i den tredje verden, men også for arbejderbefolkningen i de rige lande.

Kampen for arbejde, for sunde og sikre arbejdsforhold, og for den sociale velfærd, kræver alliancer og international modstand.

Lige så vigtigt er det at erkende, at der er tale om en kamp mod de grundlæggende kapitalistiske mekanismer.

Derfor må modsvarene være indgreb i kapitalens muligheder for frit at lukke arbejdspladser og flytte investeringer og produktion hen, hvor arbejdskraften er billigst og arbejdsforholdene dårligst. Arbejderbevægelsen må sætte krav om kapitalkontrol, offentlig produktion og nationaliseringer på dagsordenen.

(Fakta i denne ugekommentar stammer fra
et foredrag af lederen af det norske velfærdsinitiativ, Asbjørn Wahl)

SAP´s forretningsudvalg, den 26. september 2003