Et offer for EU og WTO

Ved åbningen af Verdenshandelsorganisationen WTO’s topmøde i Cancun, Mexico, begik en sydkoreansk bonde selvmord i protest mod WTO-liberaliseringens katastrofale konsekvenser for bønder i Den Tredje Verden.

For de fleste af os er det en uforståelig handling. Ikke desto mindre er den ikke usædvanlig. Hundredvis af fattigbønder i Indien begår hvert år selvmord, fordi de ikke længere kan forsørge deres familier. En hovedårsag til, at de ikke kan forsøge deres familier, er, at de bliver udkonkurreret af landbrugsprodukter fra Europa og Nordamerika, og i nogle tilfælde af indiske storbønder, der driver industrielt GMO-landbrug med det amerikanske Monsanto som bagmand.

På WTO-mødet i disse dage bliver de spilleregler fastlagt, som driver fattigbønder til selvmord. Med sit officielle overordnede princip om stadig fremadskridende liberalisering tvinges u-landene til at fjerne alle hindringer for landbrugs- og industriprodukter fra de rige lande og - hvis det går som de rige lande ønsker - snart også for investeringer. Med sit uofficielle overordnede princip om, at magten – dvs. de stærkeste økonomier – bestemmer og gør, hvad de vil, får de rige lande lov til fortsat at beskytte deres landbrugs- og industrivarer mod konkurrence udefra.

I dette spil har EU og USA også sine modsætninger. Men de står sammen om at skaffe adgang for deres store virksomheder til u-landenes hjemmemarkeder. Og EU har intet at lade USA høre. Her gælder princippet: Med alle til rådighed stående midler.

EU kæmper f.eks. indædt for at fastholde støtten til landbruget i EU-landene, så det både kan undgå konkurrence i Europa og samtidig udmanøvrere lokale produkter i u-landene ved at sende stærkt statsstøttede og derfor superbillige varer til disse lande. Det er oven i købet lykkedes EU at præsentere sin nye ”reform af landbrugsstøtten”, som om den bliver beskåret.

Men sandheden er, at man blot flytter pengene rundt mellem forskellige former for landbrugsstøtte.

EU er i front, når det gælder om at presse u-landene til at give fri adgang for industrivarer, produceret af de mere moderne og effektive virksomheder i Europa. Det betyder, at u-landene ikke får mulighed for at opbygge og udvikle deres egne industrivirksomheder.

EU er allerforrest i forsøget på at påtvinge u-landene en WTO-investeringsaftale, som bl.a. skal forhindre u-landene i at kræve lokalt medejerskab af virksomheder. WTO-investeringsaftalen skal også sikre europæiske virksomheder, at de ikke bliver stillet over for krav om at anvende lokale virksomheder som underleverandører eller krav om at investere noget af overskuddet i de lande, hvor pengene er tjent.

Med andre ord optræder EU-Kommissionen som en klassisk imperialistiske regering, der anvender sin magt til at skaffe sine kapitalister optimale arbejds- og profitmuligheder i Afrika, Asien og Latinamerika – og kapitalisterne sidder også i dag med ved bordet, når beslutningerne træffes.

Denne politik har den fulde opbakning fra den danske regering og et flertal i Folketinget.

Men i modsætning til i 1800-tallet hvor imperialisterne sendte soldater af sted for at skyde og tvinge de fattige til at makke ret, camouflerer de i dag magtanvendelsen bag indviklede hierarkier og organisationer (fra Folketing til regering, fra regering til EU-Ministerråd, fra EU-ministerråd til EU-kommission, fra EU-kommission til lukkede uofficielle forhandlingslokaler, fra de lukkede uofficielle forhandlingslokaler til WTO-topmødet i Cancun). Derfor bliver den imperialistiske udbytning og magtanvendelse mere usynlig og på nogle måder sværere at bekæmpe.

Den koreanske bonde er et offer for dette system.

Hans selvmord kan måske være med til at åbne øjnene hos nogle for, hvad der foregår.

Men kun en fortsat styrkelse og udbredelse af bevægelsen mod liberalistisk globalisering og en stærkere alliance mellem denne bevægelse, de folkelige organisationer i u-landene og fagbevægelsen her og i Den Tredje Verden, kan slå imperialismen tilbage og for alvor ændre på verden.

Socialistisk Arbejderpartis forretningsudvalg, 12. september 2003