07.05.16 | SAPs Forretningsudvalg

Tip en ven       |     Print  

Kommentar: Klassekamp om uddannelserne

Færre LO-arbejderbørn, andengenerationsindvandrere og unge fra ”udkantsdanmark”, som får gymnasiale uddannelser og videregående uddannelser. Det er konsekvensen både af påtænkte forringelser af SU’en og af den skærpede adgangsbegrænsning til ungdomsuddannelserne. Hele fagbevægelsen må bakke elever og studerendes modstand op og for alvor engagere sig i klassekampen om uddannelse. ”Lighed gennem uddannelse” er en gammel socialdemokratisk tanke. En gammel socialdemokratisk illusion, må man præcisere, for selvfølgelig har overklassebørn, alene i kraft af arveretten, nemmere ved at havne i overklassen end arbejderbørn, helt uanset hvor lige uddannelsesmulighederne er. Og klasseskellene fjernes jo ikke, selv hvis det lykkes et større eller mindre antal lønmodtagerbørn at kæmpe sig op til at blive en del af overklassen.

Klassekamp om uddannelserne
Elever på 36 gymnasier har allerede været i aktion mod karakterkravene. Og der er næppe tvivl om, at det også vil lykkes at mobilisere et meget stort antal universitetsstuderende mod et indgreb i SU’en af den art, der i øjeblikket trues med i optakten til finanslov.

Men hvis kampen skal vindes, vil det være nødvendigt med en langt bredere opbakning. Hele fagbevægelsen bør indse, at det også er et spørgsmål om klassekamp - for arbejderklassens ret til uddannelse.

En kamp, der må starte med en afvisning af regeringens klasse-sorterende angreb, men langt fra kan stoppe der. Der er nemlig påtrængende behov for store reformer af ungdomsuddannelserne (og hele uddannelsessystemet), der allerede i dag virker socialt sorterende og taber mange på gulvet. Kun 36% får i øjeblikket en højere uddannelse end deres forældre.

Men de reformer, der skal kæmpes for, går den stik modsatte vej af regeringens. For arbejderklassens ret til uddannelse handler det aktuelt om krav som:

  • Fri adgang til alle ungdomsuddannelser ud fra en grundig vejledningsproces
  • Udvikling af nye, brede ungdomsuddannelser, der modsvarer forskellige gruppers ønsker og behov, og som giver adgang videre i uddannelsessystemet
  • Faglige ungdomsuddannelser med praktikplads-garanti for alle
  • En SU, der er til at leve af, til alle studerende fra start til slut
  • Øjeblikkeligt nedskærings-stop i uddannelsessektoren

I dette års kampe om gymnasiereform og/eller SU må der pustes nyt liv i de forsøg, der tidligere har været gjort på at opbygge en bredere, handlingsrettet alliance om uddannelsespolitikken. Helst også om de nødvendige, lidt mere offensive krav.

SAPs forretningsudvalg, den 7. maj 2016

 

 

Tip en ven       |     Print  

Ingen kommentarer endnu...

Skriv kommentar

For at undgå misbrug skal du nedenfor i feltet "Kodeord" indtaste: HHAtth
Kodeord:
Navn:
E-mail:
Overskrift:

Socialistisk Arbejderpolitik - Studiestræde 24, o.g. 1.sal - 1455 København K - (+45) 3333 7948 - sap@sap-fi.dk