Af Emmanuelle Rio
Den 16. marts blev 65 af Frankrigs 84 universiteter erklæret i strejke af stormøder med flere tusinde studerende. Den efterfølgende aktionsdag samlede flere hundredtusinder. På lønmodtagersiden blev mobiliseringer sat i værk, fagforeninger indkaldte til punktaktioner og flere arbejdermøder opfordrede til at fortsætte aktionerne mod regeringens lovforslag om at forringe ansættelsesvilkårene for unge.
Frem til i dag har franske arbejdere grundlæggende været beskyttet at to kontrakter: en midlertidig ansættelseskontrakt og en fast ansættelseskontrakt. En midlertidig kontrakt vil sige, at man er sikret job i en bestemt periode uden at kunne blive fyret. Ved kontraktens udløb modtager den ansatte et ekstra engangsbeløb, og arbejdsgiveren har ikke ret til at forlænge ansættelsen med en ny midlertidig kontrakt i den samme stilling i de kommende 18 måneder.
Disse fordele for lønmodtagerne kompenserer for den usikkerhed, der er i de midlertidige ansættelseskontrakter i forhold til de faste ansættelseskontrakter, som kun kan blive brudt af arbejdsgiveren af »økonomiske grunde«, eller hvis den ansatte har begået »alvorlige fejl«. Selvom disse kontrakter er langt fra perfekte (der har været talrige eksempler på misbrug, og usikkerheden ved de midlertidige ansættelser er reelle) så sikrer de en vis beskyttelse af franske arbejdere… i hvert fald en alt for stor beskyttelse ifølge MEDEF, Frankrigs vigtigste arbejdsgiverorganisation.Sommeren 2005 blev en ny lov om ansættelseskontrakter – som giver arbejdsgiveren uhindret ret til at fyre uden kompensation – implementeret på virksomheder med mindre end 20 ansatte. Nu går regeringen til angreb på de unge med kontrakten for førstegangsansættelse.
Ikke desto mindre taler tallene for de første kontrakter deres eget sprog: Indtil nu er 150 000 kontrakter blevet indgået, uden at det har fået arbejdsløsheden til at falde. De har ikke haft anden effekt end at erstatte de mest sikre og bedst beskyttede kontrakter. For øjeblikket går regeringen fremad med små skridt.
Vi har allerede vidst siden i sommer, at den samme kontrakt vil komme til at gælde for alle lønmodtagere. Det er altså hele arbejderklassen, der er blevet angrebet af disse reformer.
I virkeligheden er den foreslåede nye kontrakt ikke iværksat for at bekæmpe arbejdsløsheden. Kontrakten har flere navne (Kontrakt for Nyansættelse og Kontrakt for Førstegangsansættelse) med det ene formål at kunne tillade fyringer uden forvarsel og uden begrundelse. Det handler om at indføre en 2 års prøveperiode, hvor den ansatte kan blive fyret uden forvarsel, uden begrundelse og uden godtgørelse.
Efter de to år er det idéen, at kontrakten skal blive til en fastansættelse. Men hvor mange når dertil? Når virksomheden har ret til at ansætte nye på midlertidige kontrakter (hvad de ikke havde før), er det svært at se, hvad der skulle holde arbejdsgiverne tilbage fra at benytte den ledige arbejdskraft.
Hvis denne lov bliver implementeret, vil det medføre meget seriøse konsekvenser i arbejdernes dagligdag. Udbredelse af usikkerhed i jobbet medfører reelle problemer med at finde en bolig og organisere sit hverdagsliv.
Men det er også et mere generelt angreb på arbejdsretten. Alle ansatte, udsat for usikkerhed, risikerer ikke længere at kunne forsvare deres rettigheder, hvilket ikke blot sætter midlertidigt ansatte under pres, men truer alle arbejdere.
Desværre har en række nederlag for de sociale bevægelser påvirket opinionen. På trods af de store strejker i 2003 (op til tre måneders strejke på uddannelsesinstitutioner og demonstrationer med mere en million deltagere) lykkedes det ikke at få regeringen til at trække sin pensionsreform tilbage. Kort herefter blev kampen mod en velfærdsreform tabt næsten uden kamp. Siden 2002 har regeringens eneste svar på enhver protest været knippelsuppe og anholdelse af aktivister. Den bitre eftersmag af disse nederlag giver ikke tillid til mobiliseringer!
Heldigvis lader befolkningen, og især ungdommen, sig ikke lokke i fælden, men samler mod til massivt at demonstrere mod dette angreb uden fortilfælde på arbejdsretten. 1 million demonstrerede den 7. marts mod førstegangsansættelseskontrakten på et meget radikalt grundlag. Lørdag den 18. marts var der igen store demonstrationer overalt i Frankrig, med omkring 1,5 million deltagere.
Bevægelsen har en bred opbakning i befolkningen, idet 68 procent af franskmændene i dag er imod førstegangs-ansættelseskontrakterne og udrykker sympati med bevægelsen. Alle betingelser har altså været til stede for opbygge en landsdækkende bevægelse, der har fået regeringen i defensiven.
På sin side har regeringen ikke udtrykt andet end foragt overfor demonstranterne. Dens vigtigste argument er, at de unge ikke har forstået reformen, og at man skal være pædagogisk for at forklare den.
Officielt prædiker de dialog og rådslagning, men i stedet for pædagogik pudser de politiet på demonstranterne. Det var tilfældet på Sorbonne Universitet (symbolsk sted for studerende siden maj 68), men også ved at rydde talrige institutter i provinsen, der fredeligt var besat af studerende. Lørdag den 18. marts var der igen over 150 anholdelser…
På trods af det folkelige pres og regeringens foragt, forbliver fagforeningerne meget lidt offensive. De indkalder til dage med punktaktioner, især på lørdage, så det ikke udvikler sig til strejke. De studerende, der nu har været i bevægelse i flere uger, begynder nu at blive udmattede og venter desperat på følgeskab af lønmodtagerne. Landskoordineringen af de studerende i strejke vedtog en ny aktionsdag den 23. marts. Desværre har fagforeningernes eneste svar været at indkalde til aktioner den efterfølgende uge.
LCR, den franske sektion af Fjerde Internationale, og dens ungdomsorganisation, JCR, er aktivt tilstede i denne bevægelse og arbejder for, at lønmodtagerne skal tilslutte sig ungdommen. Fagforeningsaktivister forsøger især at lægge pres på fagforeningerne for hurtigst muligt at få vedtaget en strejkeerklæring. Hvis arbejderne kan få fagforeningerne til at være mere offensive, er alt muligt. Efterhånden som bevægelsen bliver opbygget, vokser håbet, og der bliver genskabt en tro på at kæmpe. Man hører af og til folk forsvare idéen om, at »vi kan vinde«.
For første gang siden 2003 er sejren indenfor rækkevidde!
Emmanuelle Rio er medlem af LCR og studerer for tiden i Danmark.
Artiklen er oversat fra fransk af Bertil Videt
Faktabox:
Seks skridt for fast arbejde & sikker løn
Ligue Comuniste Revolutionaire (LCR – SAPs søsterparti i Frankrig) har fremlagt en sekspunktsplan som et modsvar til forslaget om de forhadte førstegangs-kontrakter.• Fast ansættelse til alle
• Alle skal have samme sikre ansættelse, arbejdstiden skal umiddelbart ned til 35 timer og derefter 32 timer.
• Forbud mod fyringer
• Jobgaranti i hele arbejdslivet
• Ret til uddannelse
• Alle ansatte – og arbejdsløse – skal have ret til gratis videreuddannelse i arbejdstiden
• Flere jobs i den offentlige sektor især inden for sundhed (300.000 jobs), uddannelse (90.000 jobs) og transport.
• Stop for social udstødning
• Nej til arbejdsgivernes diskrimination af unge med anden hudfarve!