Socialistisk Information nr. 196 • April 2005 Til SAP's Forside
Af Murray Smith
I løbet af de første tre måneder af 2005 er der opstået en ny social og politisk situation i Frankrig. På den ene side har der været et markant opsving i klassekampen, synliggjort bl.a. gennem en række landsdækkende strejker og demonstrationer. På den anden side er temperaturen steget forud for folkeafstemningen om EU-forfatningen, med en reel mulighed for en nej-sejr. Følgelig er der skabt en øgende politisk ustabilitet og en potentiel politisk krise.
»Nej« fra både højre og venstre
Kampagnen for et »nej« har hidtil været klart venstreorienteret – i tydeligere grad end i 1992, hvor der var afstemning om Maastricht-traktaten. Imidlertid er der også et højreorienteret »nej«. Det kommer fra Jean-Marie Le Pen’s Nationale Front, fra et mindretal i regeringspartiet UMP og fra Philippe de Villiers’ højrekatolske »Bevægelse for Frankrig«. I øjeblikket er de ikke så meget i fokus, men måden hvorpå debatten vil blive organiseret, betyder at tre ud af de fire partier, der kommer i medierne for at forsvare et »nej«, vil komme fra højrefløjen og fra det yderste højre. Dermed vil de sandsynligvis blive mere markante, efterhånden som kampagnen skrider frem. Fra venstrefløjen er der kun blevet plads til Kommunistpartiet (PCF), eftersom LCR og Lutte Ouvrière ikke er blevet vurderet som tilstrækkeligt repræsentative. For ja-siden vil der være to højrefløjspartier, UMP og UDF, udover Socialistpartiet (SP) og De Grønne. Det er muligt at der også vil blive tildelt taletid til de betydelige mindretal i disse partier, der går imod forfatningen.
Venstrefløjen og Socialisterne
Venstrefløjens kampagne er nu ved at komme rigtig godt i gang. PCF og LCR begyndte allerede tidligt at føre kampagne mod forfatningen og udgør de to bærende kræfter i de venstreorienterede nej-komiteer, der nu er ved at sprede sig meget hastigt. I alt er der allerede dannet over 350 komiteer i hele Frankrig. Inden for PCF er der imidlertid flere tendenser, hvoraf nogle er mere optaget af fælles kamp mod forfatningen end andre. Den ledende gruppe omkring generalsekretær Marie-George Buffet forsøger således at hindre et udstrakt samarbejde med den radikale venstrefløj – ikke mindst LCR – for ikke at skabe problemer for en kommende deltagelse i en regering under ledelse af Socialistpartiet. Dette er efterhånden blevet til et problem for PCF. Kampagnen imod forfatningen har helt åbenbart revitaliseret partiet og hjulpet det med at komme sig over valgnederlaget i 2002. Imidlertid er det et faktum, at kampagnen ikke kun føres imod Chirac og Raffarin, men også imod SP-ledelsen. Dermed vil det blive sværere for PCF-toppen at forsvare en tilbagevenden til en ny regering med netop denne ledelse. Organisationer som Attac er aktivt involveret i kampagnen imod forfatningen, og der er efterhånden opstået tydelige interne modsætninger både i SP og i De Grønne. Så sent som i november resulterede en afstemning i Socialistpartiet i et 60 procent ja-flertal mod 40 procent nej-sigere. SP’s formand François Hollande troede fejlagtigt, at sagen dermed var blevet afgjort.
Fra starten var der flere af SP’s mere venstreorienterede ledere, såsom Jean-Luc Mélenchon, der tilkendegav, at de ikke ville bøje sig for partidisciplinen. Tværtimod gik de straks, sammen med andre nej-kræfter, i gang med at kæmpe aktivt mod forfatningen. Denne gruppe har nu fået selskab af tidligere partisekretær Henri Emmanuelli, der imidlertid har slået fast, at han ikke vil samarbejde med den yderste venstrefløj. Samtidig har lederen af nej-fløjen i SP, Laurent Fabius – der er Socialistpartiets nr. 2 og gerne ser sig selv som en kommende præsident – gradvis bevæget sig mere og mere tydeligt i retning af åben opposition. Godt hjulpet af og med stigende styrke i takt med den voksende »nej«-stemning på venstrefløjen. Stillet overfor denne revolte, har ledelsen omkring Hollande flere gange truet med disciplinære tiltag, men har til nu undgået reelt at skride til handling. Dermed er indtrykket blevet bekræftet af en ubeslutsomhed, der yderligere ser ud til at undergrave ledelsens autoritet.
I mindre målestok har De Grønne haft tilsvarende problemer, efter at ja-fløjen vandt med en knap margin på 52 mod 48 procent.
Fagbevægelsen og CGT
Den allermest interessante udvikling er måske alligevel spørgsmålet om CGT’s position. Frankrigs vigtigste faglige sammenslutning har i løbet af det sidste årti – og under ledelse af generalsekretær Bernard Thibault og hans forgænger Louis Viannet – bevæget sig væk fra dets traditionelle bånd til PCF og i retning af en såkaldt »ansvarlig« og »ikke-politisk« linie i dets faglige aktiviteter, ligesom den har bevæget sig nærmere ETUC, også kaldet »Euro-LO«, hvor CGT i mellemtiden er blevet medlem. Thibault har dog ikke turdet opfordre CGT til direkte at overtage ETUC’s holdning om åbent at støtte forfatningen. Det ville have været et alt for stort skridt. Målet var derimod at få sammenslutningen til ikke at vedtage en holdning. I en opsigtsvækkende afstemning i slutningen af januar blev han imidlertid stemt eftertrykkeligt ned af hovedbestyrelsen, bestående af repræsentanter fra industriforbundene og de regionale fagforbund. Repræsentanter fra CGT og andre fagforeninger er gået aktivt ind i »Nej fra venstre«-kollektiverne. Og sti i mod ETUC-ledelsens mål om at holde spørgsmålet om forfatningen ude af den store ETUC-demonstration 19. marts i Bruxelles, var CGT stærkt repræsenteret med dets »nej«-badges.
Dynamik og krise
Det er helt åbenlyst, at der er ved at blive opbygget en dynamik for et venstreorienteret »nej«. I de sidste demonstrationer, ikke mindst 10. marts, var der mange – hvis ikke de allerfleste – af demonstranterne, der bar »nej«-badges. Dynamikken er helt i samklang med opinionen i Frankrig. Gennem de sidste ti år har den sociale modstand ikke alene befundet sig på et generelt højt niveau, den offentlige opinion har også stadigt mere klart udtrykt opposition til nyliberalismen. Dette er blevet bekræftet af adskillige meningsmålinger, der med jævne mellemrum viser folks tilknytning til f.eks. den offentlige service – samt det faktum at bevægelserne såsom den i 2003 og de nuværende mobiliseringer, stabilt har haft støtte af omkring 2/3 af befolkningen. Jo mere forfatningen kommer i skudlinien og identificeres med nyliberale værdier, des mere samler den venstreorienterede »nej«-kampagne styrke.
På denne måde har Hollandes forsøg på at argumentere for et »Ja fra venstre« og samtidig holde afstand til Chirac efterhånden fået alvorlige problemer. Forfatningen forsøger endeligt at grundfæste det nyliberale Europa, som EU forsøger at opbygge. Det er de europæiske magthaveres hovedprojekt Det bliver støttet af hver eneste af de 25 regeringer, af de multinationale, af industriens og finanssektorens ledere. De bærende politiske partier, inklusive socialdemokratiet, støtter det også. Et »ja« til forfatningen betyder et »ja« til nyliberalisme og militarisme. I grunden findes der intet »ja fra venstre« – men Hollande og SP-ledelsen er nødt til at lade som om. Derfor kan de ikke føre en kampagne sammen med Chirac. Selvfølgelig var de nødt til at stemme med ham, da de to kamre i parlamentet skulle godkende forfatningen i slutningen af februar. Men ligefrem at føre en fælles kampagne ville være politisk selvmord. Så SP er nødt til at føre kampagne sammen med De Grønne, i en situation, hvor størstedelen af den øvrige venstrefløj – tillige med mindretallene i begge partier – støtter et »nej«.
Alt dette er ved at føre ud i en potentiel politisk krise. Det er derfor, at Raffarin ikke vil turde lancere nye større angreb før afstemningskampagnen er overstået. Han kan endda blive tvunget til at yderligere komme med i det mindste symbolske indrømmelser for at få temperaturen ned og undgå mareridtsscenariet, hvor en afstemningskampagne finder sted på baggrund af fortsatte strejker og demonstrationer.
Følgerne af et »nej«
En sejr for et »nej« i Frankrig vil have langtrækkende effekter. På det europæiske niveau vil det være et slag mod den foreslåede forfatning og skabe en institutionel krise i EU. Det vil være en formidabel opmuntring til alle, der går imod den nyliberale offensiv – ikke kun i Frankrig og ikke en gang kun i Europa. I bevidsthed om faren for et fransk »nej« er EU-lederne blevet enige om – under pres fra Chirac – at se nærmere på det omstridte Bolkestein-direktiv om liberalisering af de offentlige tjenester – dog for at revidere det, ikke at trække det tilbage. I Frankrig vil en sejr for et »nej« yderligere miskreditere den allerede forslåede Raffarin, men også Chirac, der i stigende grad vil blive tvunget til at tage direkte affære forud for afstemningen. Dette ville udløse en krise i Socialistpartiet. Faldhøjden er derfor stor på såvel den europæiske som den franske scene. Det er derfor, at magthaverne og deres partier vil sætte alt ind for at undgå et nederlag. Og det er derfor at tilhængerne af et »nej« fra venstre vil gøre sit yderste de næste to måneder for at lade deres værste mareridt gå i opfyldelse.
Fra International Viewpoint nr. 265, marts 2005. Oversat og forkortet af Bjarke Friborg. (Mellemoverskrifter er indsat af redaktionen)