Socialistisk Information nr. 195 • Marts 2005                          Til SAP's Forside

USA’s besættelse og antikrigsbevægelsen

Irak efter valget

Det irakiske folk og dets flertalsrepræsentanter kan kun vinde ved, at der opbygges det mest magtfulde pres fra den udenlandske antikrigsbevægelse for en øjeblikkelig, ubetinget og total tilbagetrækning af besættelsestropperne fra Irak.

Af Gilbert Achcar

Enhver, som havde lejlighed til at se George W. Bushs budskab om Irak i hans tale om landets tilstand til den amerikanske kongres den 3. februar, kunne kun blive overbevist om, at medlemmerne i begge Kongressens kamre, med selveste Dick Cheney i front, helt sikkert sørger for at få holdt deres kondition ved lige.

Den afsindige rytme af stående klapsalver matchede uden tvivl den mest intensive aerobic-øvelse. Hvad angår håbet om en Oscar-pris, var det til gengæld en total fiasko – Bush-administrationens manuskriptforfattere er bedre til sæbeoperaer end til gode kvalitetsfilm, og Bush selv er en ynkelig skuespiller, selv sammenlignet med Ronald Reagans lave niveau.

Hykleriet var på sit højeste, som det både var forudset og forudsagt. George W. Bush forsøgte at præsentere valget i Irak som en stor heltegerning i demokratiets tjeneste, som hans administration kunne tage æren for. På tv-skærme kunne offentligheden se en irakisk kvinde stå foran de to kongreskamre og bede om ordet ved at rejse hendes lilla finger i vejret – pegefingeren, i hendes tilfælde, mens det irakiske folk derimod gav besætterne deres midterste finger.

Et sandt valgnederlag

I de næste par dage kunne selv de amerikanske mainstream-medier ikke skjule det faktum, at USA med valget faktisk havde lidt et sandt nederlag. Ikke bare havde den irakiske befolkning, gennem massemobiliseringer i gaderne, tvunget besætterne til at udskrive dette valg, efter flere måneder med ophedede konfrontationer mellem den amerikanske prokonsul Paul Bremer og Shia Ayatollah Ali al-Sistani. Sidstnævnte formåede at forpurre alle forsøg, fra Washingtons nye prokonsul John Negroponte, på at danne én enkelt kandidatliste med alle deltagerne i det USA-udpegede irakiske »regeringsråd«, der blev udpeget efter invasionen.

Washingtons og Londons håndlangere blev afvist, og Iyad Allawi, såvel som al-Yawar, Pachachi osv. havde ikke noget andet valg end at føre kampagne på egen hånd, mens Ayatollahen sponsorerede en Iran-venlig »Forenet Irakisk Alliance« (herefter benævnt UIA efter den engelske forkortelse, red.), som omfattede de vigtigste shia-muslimske fundamentalistiske kræfter såvel som en række andre shia- og ikke-shiagrupper.

På trods af den massive amerikanske indblanding i valgkampagnen, og den stærke økonomiske og politiske støtte fra Washington og London, led deres håndlanger Allawi et klart nederlag, idet han fik mindre end 14 procent af stemmerne – og dette på trods af ikke-deltagelsen i valget af en vigtig del af den irakiske befolkning, hvoraf de fleste er meget i mod alt, hvad han repræsenterer.

De bemærkelsesværdige og imponerende massemobiliseringer blandt shia-muslimer og kurdere i landets sikreste provinser førte til en overvældende sejr til UIA med 48 procent af de alle afgivne stemmer, efterfulgt af den Kurdiske Alliance, som fik 26 procent, mens Allawis liste kom på en fjern tredjeplads med kun lidt over halvdelen af, hvad den kurdiske kandidatliste fik. (Et hurtigtløbende rygte fortæller, at USA fik presset andelen af stemmer på UIA ned fra 60 procent til mindre end 50 procent for at forhindre dem i at kunne bestemme over landets skæbne.)

Washingtons svage håb om, at Allawis kandidatliste, sammen med andre pro-besættelseskræfter kunne få pladser nok til, med støtte fra de kurdiske medlemmer af den valgte forsamling, at kunne forlænge marionetregimet på ubestemt tid, blev knust. Selv om UIS ikke sidder på de to tredjedele af pladserne, som kræves for at træffe vigtige beslutninger er de med mere end halvdelen af sæderne klart grundpillen i den nye forsamling.

Washington håber nu på, at det vil være muligt at splitte shia-koalitionen ved hjælp af håndlangeren Allawi, ved at gribe til alle mulige beskidte metoder fra trusler til bestikkelse. Styrkeprøven mellem al-Sistani og besætterne er langtfra slut. Uanset udviklingen i den nærmeste fremtid i dette irakiske drama, og uanset alle de forudsigelige manøvrer i kulissen, vil to ting stå helt klart.

Washingtons holdning til tilbagetrækning

Det var fuldstændigt tydeligt for alle iagttagere, at det store flertal af arabiske vælgere – og derfor det overvældende flertal af den irakiske befolkning, hvis man regner med den dominerende stemning blandt dem, som ikke stemte, var og er imod besættelsen. Faktisk undgik det ikke de fleste iagttageres opmærksomhed, at det store flertal af de arabiske stemmer betragtede deres stemme som en politisk vej til at komme af med besættelsen. Denne holdning var så dominerende, at næsten alle arabisk-irakiske kandidatlister indeholdt et krav om tilbagetrækning af de udenlandske tropper som et centralt tema i deres program. Selv Allawis liste gjorde dette! (På deres bannere stod på arabisk: Sten på Allawis kandidatliste, hvis du ønsker et stærkt Irak, fri for udenlandske tropper.)

UIA’s valgprogram krævede meget udtrykkeligt forhandlinger med besættelsesmagterne, med det formål at lave en tidsplan for deres tilbagetrækning. Netop dette krav er blevet et centralt redskab for de politiske kræfter, som er mest standhaftige i modstanden mod besættelsen: »Sunniforbundet af muslimske lærde« (eller Muslim Ulema Rådet) og »Moqtada al Sadrs Strømning«. De to indgik en uformel alliance for at lægge pres om dette krav på flertallet af den valgte forsamling.

Det er også dette samme krav, George W. Bush udtrykkeligt refererede til, da han i sin Nationens tilstand-tale erklærede:

»Vi vil ikke opstille en kunstig tidsplan for tilbagetrækningen fra Irak, for det ville give opmuntre terroristerne og lade dem tro, at de kan forvente os ud. Vi er i Irak for at opnå et resultat: Et land som er demokratisk, repræsentativt for hele dets folk, som lever i fred med sine naboer, og som er i stand til at forsvare sig selv. Og når dette resultat er opnået, vil vores mænd og kvinder, der tjener i Irak, vende hjem med den ære, de har fortjent.«

Ordvalget var ganske klart og meningsfuldt: »Vi vil ikke opstille en kunstig tidsplan« betød ingen tidsplan overhovedet, eftersom enhver tidsplan kun kan være »kunstig«, mens den »naturlige« deadline som Bush hentydede til – »Vi er i Irak for at opnå et resultat… Og når dette resultat er opnået…« – er nærmest det samme som at sige, at Washington enerådigt vil bestemme, om og hvornår de vil trække deres tropper tilbage. »Resultatet«, som skal opnås, giver et fingerpeg om det faktum, at den nye forsamling og den fremtidige irakiske regering endnu ikke er »repræsentative for hele dens befolkning.«

Et »demokratisk« Irak betyder, for Bush, et land som ikke er styret af et Iran-lignende regime, som kombinerer islamisk fundamentalisme, en grad af parlamentarisme og fjendtlighed overfor USA-dominans (selvom Washington er udmærket tilfredse med den saudiske kombination af servilitet overfor USA og den ekstreme fundamentalisme – uden tvivl det mest udemokratiske og anti-kvinde regime på jorden). Et Irak »som lever i fred med sine naboer« kan, i Bushs mund, kun betyde en irakisk regering som lever i fred med Israel, side om side med de jordanske og saudiske kongedømmer, med de iranske og syriske regeringer »pacifiserede« ifølge Washingtons standard. Endelig, betyder et Irak »som er i stand til at forsvare sig selv« at Washington ikke vil trække sig (delvist) tilbage fra landet, før det er sikret at det er under kontrol af bevæbnede styrker, som er ligeså afhængige Washington som deres saudiske og jordanske modstykker er.

Advarsel

Denne del af Bush Tale til nationen var et meget klart ekko, med dens understregning af »resultaterne« versus »tidsplanen«, af den advarsel, som blev formuleret offentligt et par dage tidligere af to republikanske, udenrigspolitiske veteraner, Henry Kissinger og George Schultz. Få dage før det irakiske valg skrev de en artikel i The Washington Post, hvis titel var: »Resultater, ikke tidsplaner, betyder noget i Irak«!

Det er værd at citere udførligt, pga. artiklens ligefremme formulering af de virkelige strategiske overvejelser, der leder Washington:

»Den grundlæggende forudsætning for en acceptabel tilbagetræknings-strategi er et resultat, vi kan fastholde, ikke en tilfældig tidsgrænse. For resultatet i Irak vil forme det næste årti for amerikansk politik. Et sammenbrud ville være en forløber for en række krampetrækninger i regionen, idet radikale og fundamentalister ville rykke for at få overtaget, tilsyneladende med vind i ryggen. Hvor som helst der er betydende muslimske befolkninger, ville radikale elementer blive opildnet. Som i alle andre dele af verden med forbindelse til denne virkelighed, ville udviklingen blive skadet af at få udstillet en amerikansk forvirring i Irak.«

»Hvis en demokratisk proces skal forene Irak på fredelig vis, afhænger meget af hvordan shia-flertallet definerer flertalsstyre. Indtil videre har de listige shiitiske ledere, hærdede af at have overlevet årtier af Saddam Husseins tyranni, været tvetydige omkring deres mål. De har insisteret på tidlige valg, faktisk blev datoen 30. januar nærmest fastsat efter ultimatum fra en af de mest fremtrædende shiitiske ledere, Storayatollah ali Sistani. Shiitterne har også insisteret på stemmeprocedurer baseret på nationale kandidatlister, hvilket arbejder mod føderale og regionale politiske institutioner. For nylig har shiitiske bekendtgørelser bekræftet målet om en sekulær stat, men har ladet en fortolkning af flertalsstyret stå åben. En absolutistisk anvendelse af flertalsstyre ville gøre det svært at opnå politisk legitimitet…«

»Reaktionen på uforsonlig Sunni brutalitet og den relative shiitiske stilhed må ikke friste os til at identificere irakisk legitimitet med et shiitisk styre, som ikke er efterprøvet. Den amerikanske erfaring med det shiitiske præstestyre i Iran siden 1979 indgyder ikke tiltro til vores evne til at forudse en shiitisk udvikling eller udsigterne for en shiitisk-domineret blok, der strækker sig til Middelhavet…«

»Den grundlovsgivende forsamling, der bliver resultatet af valget, vil blive suveræn til en vis grad. Men USA’s fortsatte indsats bør fokusere på fire kerneområder: 1) at forhindre enhver gruppe i at benytte den politiske proces til at etablere en type dominans, som den sunnierne før nød godt af; 2) at undgå at nogle områder kommer under Taliban-forhold, som tilflugtssteder og rekrutteringscentre for terrorister; 3) at forhindre det shiitiske styre i at omdanne sig til et præstestyre, iransk eller indenlandsk; 4) at lade muligheden stå åben for regional autonomi indenfor den irakiske demokratiske proces.«

Det, som Kissinger, Schultz og kompagni, tydeligvis taler for, at Bush-administrationen sørger for, er at Washington må forhindre »shiia«-flertallet – hvilket betyder et hvilket som helst irakisk flertal, som er fjendtligt overfor USA – i at styre Irak. Bush-administrationen må fastholde kontrollen over landet, ved at spille på splittelsen mellem shiaer og sunnier såvel som mellem arabere og kurdere, ifølge det kendte imperialistiske »del og hersk«-motto.

Imperialismens interesser

Af flere grunde står der særdeles meget på spil amerikanske imperialistiske kræfter:

1) Et fuldstændigt politisk nederlag i Irak – for eksempel at tabe magten over landet og blive tvunget til at forlade det – vil have værre konsekvenser end Vietnam havde, hvad angår amerikansk troværdighed, USA’s evne til at intervenere militært og i det hele taget for det amerikansk økonomiske og politisk overherredømme. På grund af oliefaktoren, er Iraks og det arabiske-persiske Golf-områdes strategiske betydning langt større, end hvad der var på spil i Vietnam og hele Indokina.

2) Irak er del af en regional, primært shia-domineret, »krise-halvmåne« i Washingtons – og Israels – strategiske øjne. Halvmånen strækker fra Libanon, hvor den er repræsenteret af Hizbollah i alliance med den syriske kontrol, over det alawitisk-dominerede regime i Syrien (alawiter er en afart af shiisme), og pro-iranske shia-kræfter i Irak, til mullaherne i Teheran. Washington har som en prioritet at undergrave denne omdefinerede og version af »ondskabens akse«. Deres holdning til begivenheder i Libanon, såvel som deres øgede trusler mod Damaskus og Teheran, viser den sammenhæng, hvori de ser deres rolle i Irak. I lyset af alt dette bør der ikke være nogen som helst illusion om den nuværende amerikanske administrations villighed til at komme ud af Irak. Britiske militærkilder bekræftede i slutningen af januar, at Washington og London var ved at udforme en »eksit-strategi, men uden en offentlig tidsplan«, men det er ren misinformation, beregnet på at behage en folkelig opinion, som er stadig mere imod en forlængelse af besættelsen.

Den næste irakiske regering og besættelsen

Diskussionen i Irak blandt det folkelige flertals politiske kræfter står blandt dem, som kræver en tilbagetrækning af de udenlandske tropper på mellemlang sigt og dem, som kræver deres tilbagetrækning på kort sigt. Det er klart, at de dominerende fraktioner i UIA, formentlig støttet at Ayatollah al-Sistani, hører til den første lejr. De tror – uden tvivl, oprigtigt for de flestes vedkommende – at de kan udnytte den fortsatte tilstedeværelse af besættelsesstyrker til at opbygge væbnede styrker under deres egen kontrol og dermed skabe betingelserne for en glat tilbagetrækning af udenlandske tropper. Dette synspunkt er blevet udtrykt af UIA’s kandidat til posten som premiereminister, Ibrahim al-Jafaari.

Det er et helt igennem forkert synspunkt. På den ene side har erfaringen på indiskutabel vis vist, at jo længere besættelsen får lov at blive, des mere vil situationen i Irak forringes. Besættelsen avler kaos mere effektivt end nogen anden faktor eller kraft, udenlandsk eller lokal. Grunden til dette er ganske simpel: besættelsen er dybt hadet af det store flertal af arabiske irakere, et had som bliver forværret dag for dag af besætternes klodsethed og brutalitet. Tilbagetrækningen af de udenlandske tropper, derimod, er en forudsætning for, at sikkerhed og orden kan vinde frem, og for en effektiv opbygning af en ny irakisk stat.

På den anden side kan besætterne legitimt mistænkes for at skabe former for kaos og vold, såvel som etnisk og sekterisk splid, for at kunne forlænge og legitimere besættelsen. De bliver faktisk beskyldt for at opføre sig sådan af et stort flertal af den irakiske befolkning. De fleste irakere tror, at Washington med vilje sår frø af civile stridigheder ved at spille befolkningsgrupper ud mod hinanden. De er overbeviste om, at Washington med vilje lader terroristgrupper, som Zarqawis og andre fanatikere, organisere deres barbariske aktiviteter, for at miskreditere den legitime modstand, og for at skabe typer af kaos, som bliver brugt som begrundelse for den uendelige forlængelse af besættelsen.

USA-kontakter til resterne fra Baath-diktaturet

Dette er i øvrigt en grund til, at de stædigste anti-besættelses politiske kræfter, for eksempel den allerede nævnte alliance mellem Sunni-forsamlingen af Muslimske lærde og Moqtada al-Sadrs strømning gentagne gange har krævet, at der skal trækkes en klar linje mellem den lovlige modstand mod besættelsesstyrkerne og det, de kalder »terrorisme«, idet de ganske korrekt under denne betegnelse regner dem, der griber til vold imod uskyldige civile, uanset om det er irakere eller udlændinge, eller udfører sekteriske angreb.

Washingtons magtpolitiske praksis har nået nye højder med de kontakter, de nu har taget til modstandernes Baath-fløj, dvs. med det netværk, der er tilbage fra Baath-diktaturet, og som besidder uhyre pengesummer og umådelige mængder af våben. Denne del af modstanden imod den amerikanske besættelse – mest afskyet af det overvældende flertal af den irakiske befolkning, fordi den ikke stræber efter at skabe frigørelse i samfundet, men efter at genetablere dets uudholdelige tyranniske undertrykkelse – er nu ved at forhandle sig frem til en eller anden aftale med Washington.

Denne udvikling er fuldstændig på linje med det skifte i Washingtons planer, som blev illustreret med udskiftningen af Chalabi med Allawi. Den første så sig selv som førstemanden for »af-baathificeringen« og havde en nøglerolle i Bremers beslutning om at opløse det baathistiske diktaturs magtapparat – og på den måde åbne vejen til én af de to udfald: kaos og langvarig USA-besættelse eller opbygningen af en ny stat baseret på et flertalsstyre. Den anden talte – både før og efter invasionen – for et samarbejde mellem Washington og centrale dele af det baathistiske magtapparat.

Da Bremer skilte sig af med Chalabi og udpegede Allawi som leder af marionetregimet, startede sidstnævnte med at reintegrere tidligere ledende baathister i den nye irakiske regering og hær – og gjorde dermed centrale shia-kræfter i UIA rasende. De shia-fundamentalistiske kræfter, som besidder militser, f.eks. Det Øverste Råd for Islamiske Revolution i Irak, Al-Daawa Partiet og al-Sadrs strømning, ønsker at udrense den nye irakiske hær for reintegrerede højtstående Baathister og lade deres egne militser smelte sammen med hæren – et mareridtsagtigt scenarie for Washington. Det er klart at Washington vil forsøge at nedlægge veto imod nogen som helst kontrol fra disse partier på »magtministerier«, de væbnede styrker og undertrykkelsesapparatet.

Stillet overfor udsigten til et sammenstød med shia-flertallet er Washington nødt til at bruge et hvilket som helst middel, som er nødvendigt for at modstå denne trussel, inklusiv en anti-iransk alliance med Baathisterne. Når det kommer til stykket, har Washington så ikke allerede i mange år deltaget i en alliance med selveste Saddam Hussein imod det iranske regime?

Ukritisk støtte til modstanden – en faldgrube

Alle disse udviklinger peger endnu engang på at det er nødvendigt for det anti-imperialistiske venstre i udlandet at være meget skarpsindige i sin holdning til den meget komplekse irakiske situation. F.eks at undgå faldgruber som f.eks. en ukritisk støtte til den irakiske modstand uden de nødvendige sondringer, eller den forsimplede opfattelse, at den eneste legitime og effektive form for kamp er den væbnede kamp.

Shia-sunni-alliancen imod besættelsen bestående af Sammenslutningen af Muslimske Elever og al-Sadr’s strømning har fuldstændig ret i dens insisteren på tilbagetrækningen af de fremmede tropper som det centrale spørgsmål og nødvendighed i den nuværende situation i Irak. De er den politiske formidling mellem presset fra den legitime væbnede modstand mod besættelsen og det politiske pres mod besættelsen udtrykt af befolkningen og repræsentanter for dens flertal. Kombinationen af disse to pres er afgørende for befrielsen af Irak.

Denne anti-besættelsesalliance har ret med hensyn til det nationale spørgsmål. Det betyder ikke, at de udgør en »progressiv« styrke. Især Moqtada al-Sadrs strømning er en voldsomt fundamentalistisk tendens, stærkt reaktionær på mange sociale, kulturelle og kønspolitiske spørgsmål. Den er blot et vidnesbyrd på den historiske fiasko for venstrefløjen i den del af verden – det eklatante nederlag for det Irakiske Kommunistparti i valget er en klar illustration – at religiøse styrker inklusiv forskellige fundamentalistiske retninger dominerer i folkets kamp mod fremmed og lokal undertrykkelse.

Alene mangfoldigheden af det irakiske samfund skaber heldigvis, klare begrænsninger for ethvert projekt for at skabe en islamisk fundamentalistisk regering i landet.

Anti-krigsbevægelsens opgaver

Til trods for det standpunkt, at den næste irakiske regering vil være et udtryk for resultatet af besættelsen, må anti-krigsbevægelsen udenfor landet nødvendigvis, mere end nogensinde, sætte styrke bag kravet om øjeblikkelig og total tilbagetrækning af besættelsestropperne fra Irak. Dette er ikke kun i det irakiske folks bedste interesse, men også af interesse for flertallet i den nye Forsamling og dens repræsentation i regeringen.

Faktum er, at dette flertal før eller senere vil blive konfronteret med alle former for pres fra USA. Det vil skære det faktum ud i pap, at Washington ikke ønsker at overveje noget fastlagt skema for tilbagetrækning, endsige udsigten til en total tilbagetrækning af deres tropper fra Irak. Bush-regeringen er ved at opbygge en militær infrastruktur for stationering af tropper i Irak – hovedsagelig i de strategiske arealer for olieudvinding – for en ubegrænset periode. At den fortsatte tilstedeværelse af USA’s tropper i de sidste 60 år i både Tyskland og Japan ofte er givet som model af Bush-regeringens egne eksperter er meget sigende i den sammenhæng.

Derfor vil det irakiske folk og dets flertalsrepræsentanter kun vinde ved, at der opbygges det mest magtfulde pres fra den udenlandske antikrigsbevægelse for en øjeblikkelig, ubetinget og total tilbagetrækning af besættelsestropperne fra Irak. Af den grund er det meget vigtigt, at den internationale dag for mobilisering imod besættelsen af Irak den 19.marts bliver succesfuld

Anti-krigsbevægelsen bør også organisere sig ud fra perspektivet om en langvarig kamp for at afslutte besættelsen af Irak og for at undgå nye militære eventyr imod Iran, Syrien eller et hvilket som helst land, Washington vil true i morgen. Dette medfører, at der må opstilles en kalender for mobiliseringer i et langt tidsperspektiv, i stedet for at aftale en enkelt markering ad gangen uden at tage stilling til fremtidige mobiliseringer.

Den globale antikrigsbevægelse gjorde det engang. Den kan gøre det igen: We shall overcome.

Gilbert Achcar er forfatter til bogen »The Clash of Fundamentalisms« (dansk udgave: »Fundamentalismernes sammenstød«, Informations Forlag) og medlem af ledelsen af Fjerde Internationale.

Følg med hver måned: Abonnér!