Socialistisk Information nr. 191 • November 2004                          Til SAP's Forside

Offentlig Overenskomst 2005:

Sammen eller hver for sig?

Forhandlingerne for de ansatte i amter og kommuner følger denne gang en ny model. Der skal være plads til særlige ønsker for de enkelte grupper. Men risikoen er, at arbejdsgiverne spiller organisationerne ud mod hinanden.

Af Katrine Toft Mikkelsen

566.000 ansatte i amter og kommuner skal have ny overenskomst fra april 2005. Forhandlingerne er gået i gang, og denne gang ser det lidt anderledes ud, end det plejer, idet de enkelte forbund forhandler først, hvorefter forhandlingsfællesskabet KTO træder ind og forhandler de overordnede krav. Intentionen med denne model fra KTO-organisationernes side er at give bedre plads til organisationsrettede forhandlinger. Altså at hvert område kan forhandle sig frem til et resultat, der passer deres specifikke område – f.eks. i forhold til ny løn eller en afløser for denne.

Håbet er, at det giver et forløb, hvor de 55 organisationer i KTO hver for sig får forhandlet sig frem til en overenskomst, som tager hensyn til deres specielle ønsker og arbejdsområdets kultur, hvorpå det store KTO-fællesskab sikrer, at den økonomiske basis i overenskomsterne er i orden, og at alle – små som store – kommer med over målstregen. KTO’s formand Dennis Kristensen udtrykker det således, at »alle skal med, og alle skal have, men alle skal ikke nødvendigvis have det samme. Hele formålet med at lade organisationerne være spilførende, mens KTO nøjes med at tage sig af nogle få og overordnede spørgsmål, er netop at skaffe rum for forskelligheder på det kommunale arbejdsmarked«.

En risiko ved modellen er, at arbejdsgiverne af frygt for at få et arbejdsmarked som på grund af alt for store forskelligheder ikke er til at administrere, laver et hurtigt forlig med en organisation, der er så tilpas stor, at dens resultat kan blive den skabelon, som alle andre overenskomster passes ind i. Fremgangsmåden kendes fra det private arbejdsmarked, hvor det gerne er det selvbevidste CO Industri, som lægger linien.

»Vi har i KTO-fællesskabet givet hinanden håndslag på, at arbejdsgiverne ikke skal slippe af sted med at skolde nogen. Alle organisationer skal have mulighed for at føre realitetsforhandlinger, alle skal opnå et rimeligt resultat, og ingen vil blive efterladt på perronen, når toget kører,« sagde KTO’s formand og forhandlingsleder Dennis Kristensen.

En anden fordel ved en omvendt køreplan er, at det gerne skulle bringe forhandlingerne tættere på medlemmerne. Og det vil så også, hvis det skulle komme dertil, øge den fælles forståelse af og opbakning til en eventuel konflikt.

Men samtidig giver det et væsentligt længere forhandlingsforløb. Det giver bedre tid til at forberede nye lønmodeller og andre organisationsspecifikke krav ved de enkelte organisationsborde. Men det lange forløb kan meget vel også komme til at give anledning til frustration over manglende fremdrift, forskellige og modsatrettede meldinger fra med- og modparter osv., osv.

Og så er der den oplagte risiko, at modellen i høj grad giver arbejdsgiverne mulighed for at spille organisationerne ud mod hinanden.

Sundhedskartellet

Allerede inden forhandlingerne er gået i gang, er det lykkedes at få splittelse i lønmodtagernes rækker – helt uden at arbejdsgiverne har rørt en finger. Sundhedskartellet brød ud af KTO i forbindelse med de sidste overenskomstforhandlinger, fordi de mente, de kunne få mere ud af at forhandle for sig selv. Og deres hovedkrav til disse overenskomstforhandlinger er ekstraordinært store lønforbedringer til sygeplejersker og andet sundhedspersonale i forhold til andre offentligt ansatte. Deres argument er, at de ikke blot er sakket bagud i forhold til det private arbejdsmarked, men også i forhold til andre grupper af offentligt ansatte. Og i stedet for så at gøre fælles front med de sidstnævnte for at nå op på niveau med stigningerne i det private, har sundhedskartellet altså valgt at »nøjes med« at stille krav om at komme op på niveau med stigningerne på den øvrige del af det offentlige arbejdsmarked.

Hvorvidt det er korrekt, at de er bagud i forhold til andre offentlige ansatte, kan diskuteres. Det er muligt at finde grupper, der er steget mere end sundhedspersonalet, men det er også nemt at finde grupper, der er steget mindre. Men at strategien er håbløs, burde der ikke være tvivl om. Selvom det umiddelbart ser ud, som om arbejdsgiverne nu er placeret som en lus mellem to negle – sundhedspersonalet truer med konflikt, hvis de ikke får større stigninger end de øvrige offentligt ansatte, mens KTO på forhånd nægter at anerkende et resultat, der giver mere til sundhedskartellet end til KTO – så indebærer sundhedskartellets udmeldinger en risiko for, at der alene sammenlignes mellem grupper af offentlige ansatte, mens de langt større stigninger i den private sektor udelades fra diskussionen.

Det ligger i modellen, at der skal være færre fælles krav end tidligere. KTO har formuleret 10 krav til de fælles forhandlinger (se boks)

Generelle lønstigninger til alle

Først og fremmest handler det om, at de generelle lønstigninger skal sikre reallønnen. Og i modsætning til overenskomstforhandlingerne i 2002 vil man ikke acceptere at lønstigningerne »drysses« ud over overenskomstperiodens forløb. De skal udmøntes en gang årligt og på en måde, så de ansatte oplever det som en mærkbar lønfremgang. Dennis Kristensen sagde i sin tale ved KTO’s ekstraordinære repræsentantskabsmøde: »Vi tager ikke én gang til så vidtgående hensyn til den budgetmæssige klemme, som KL og Amtsrådsforeningen har bragt amter og kommuner i, som følge af de økonomiaftaler de har indgået med regeringen. […] Er arbejdsgiverne ikke parate til i højere grad end sidst at løsrive sig fra de lønforudsætninger, der ligger i økonomiaftalerne, vil det vanskeliggøre de kommende overenskomstforhandlingerne. Der er grænser for, hvor skævt og hvor lidt de kommunale og amtsligt ansatte kan aflønnes.«

Idéen er altså, at KTO sørger for, at de generelle lønstigninger sikrer reallønnen – så er det op til de enkelte organisationer at bygge ovenpå i deres lønforhandlinger.

Ligestilling mellem mænd og kvinder

KTO stiller med et forslag om, at hvert amt og kommune skal etablere en barselsudligningsordning. Den skal sikre, at yngre kvinder ikke diskrimineres ved ansættelsen, og at de øvrige ansatte ikke belastes unødigt ved barselsfravær. Når KTO ikke har valgt at støtte forslaget om en central barselsfond for hele arbejdsmarkedet – både offentligt og privat, skyldes det først og fremmest en frygt for, at det vil blive en alt for besværlig og bureaukratisk øvelse, fordi lønvilkårene både før og under barsel er så forskellige.

Et andet krav i forhold til øget ligestilling mellem mænd og kvinder er, at der skal indbetales pension også i den ulønnede del af barselsorloven. KTO henviser til en beregning foretaget af Sampension, der viser at en 25-årig kvinde med en årsløn på 240.000 kr., med en pensionsordning på 14,3 %, og som går på barselsorlov to gange i sit liv, som 65-årig vil mangle pensionsindbetaling på ca.130.000 kr. Det vil give hende en lavere pension på ca. 8.000 kr. årligt i forhold til, hvis hun ikke havde holdt barsel i den ulønnede del af barselsorloven.

Balladen om Ny Løn

Flere organisationer stiller i deres forhandlinger krav om afskaffelse eller markante ændringer af Ny Løn. Og her støder de allerede fra starten på hård modstand fra arbejdsgiversiden, der vil ikke blot fastholde, men udbygge Ny Løn.

Kritikken af Ny Løn er mangeartet. Der har været flere eksempler på, at de enkelte kommuner har forsøgt at sno sig uden om overhovedet at få udmøntet det, der var i puljerne. Mest åbenlyst Kolding Kommune, der i budgettet for 2004 slet ikke havde afsat pengene. Deres argumentation var, at aftalen var en landsdækkende aftale, der byggede på et gennemsnit, så hvis blot andre kommuner udbetalte mere end aftalen tilsagde, så ville kommunerne som helhed leve op til aftalen. I sidste øjeblik fortrød en af de socialdemokratiske byrødder dog.

Der er også kritik af, at de beløb, der udbetales, er små (i nogle tilfælde ned til 50 kr. om måneden), og at det meste ædes op af bureaukrati.

Kommunernes argument er, at hvis blot puljen til Ny Løn blev sat op, ville det rent faktisk kunne mærkes som en lønfremgang for de lønmodtagere, der får del i den. Og dette rører netop ved et centralt problem med Ny Løn. Den undergraver solidariteten mellem de offentlige ansatte – både på tværs af faggrænser og på de enkelte arbejdspladser og institutioner. Her er det vigtigt, at KTO, når de kommer til forhandlingsbordet, holder fast i det helt centrale krav om, at de generelle lønstigninger skal sikre reallønnen – uanset hvad de forskellige organisationer måtte have forhandlet sig frem til i form af tillæg og Ny Løn. Hvis arbejdsgiverne er parate til at sætte ekstra midler af, så dem om det, men reallønnen skal og kan kun sikres gennem generelle lønstigninger til alle.

Strukturreformen

Men det handler om andet end løn og pension. Det handler bl.a. også om en grundlæggende usikkerhed blandt de ansatte pga. strukturreformen.

Både KTO og de enkelte organisationer forbeholder sig ret til at komme med yderligere krav i overenskomstperioden, når man kan se, hvilke konsekvenser strukturreformen får. Sådan som aftalen mellem regeringen og Dansk Folkeparti ser ud, ligger der alene en jobgaranti for de ansatte den dag, de overføres, det vil typisk sige til den 1. januar 2007, samt at virksomhedsoverdragelseslovens bestemmelser skal overholdes.

KTO vil ved at tage forbehold forsøge at hindre, at nogen ansatte får forringet deres vilkår ved f.eks. at skulle gå ned i løn få måneder efter overgangen til en ny struktur. Hvorvidt og hvordan dette kan lade sig gøre, er dog yderst tvivlsomt. Eftersom strukturreformen begrundes med rationaliseringer og effektiviseringer, og eftersom der, på trods af alle eksperters råd om det modsatte, ikke er sat midler af til overgangen, virker det åbenlyst, at det kommer til at koste. Og der er ikke mange andre end de ansatte til at betale. Dennis Kristensen udtaler da også: »Indtil videre har finansministeren ikke været i stand til at hjælpe os med at løse det problem, og jeg begynder da også at tvivle på, om han overhovedet ønsker at hjælpe os.«

Men han vil dog ikke helt opgive håbet: »Regeringen bliver nødt til at erkende, at fusioner koster penge – i hvert fald i en overgangsperiode. Det hele kan ikke finansieres ved rationaliseringer og udliciteringer. Regeringen må afsætte nogle midler på de kommende finanslove til at finansiere en række omstillingsomkostninger, ikke mindst initiativer til kompetenceudvikling af de ansatte.«

Konflikt på det offentlige område: Hvem kæmper mod (og for) hvem?

En konflikt på det offentlige område adskiller sig markant fra en konflikt på det private arbejdsmarked på især et område: De offentlige arbejdsgivere, kommunerne og amterne, sparer penge hver dag, de ansatte strejker. Derfor er det helt centralt at vinde kampen om den offentlige mening.

Og en konflikt på det offentlige område bør ikke kun handle om løn. Det er en mulighed for at få sat gang i en diskussion om, hvad det er, vi vil med velfærdssamfundet. En diskussion, som er sørgeligt fraværende, på trods af Fogh-regeringens stigende succes med at undergrave det, ved hjælp af nedskæringer og skattestop, og ikke mindst udliciteringer og privatiseringer af de offentlige serviceydelser.

Det handler om at skabe forståelse for og opbakning bag de krav, der stilles. Og potentialet er der. Flere brugertilfredshedsundersøgelser blandt f.eks. forældre til børn i daginstitutioner og patienter på sygehuse, viser, at brugerne er meget tilfredse med de ansatte og deres indsats, men utilfredse med de vilkår, de ansatte bydes i form af dårlige normeringer, elendige fysiske forhold mm. Klichéen om de offentlige ansatte, der driver den af hele dagen, er for længst død.

Der er mulighed for at skabe forståelse for ikke blot det rimelige i, at de offentlige ansatte får en ordentlig løn, men også at de får nogle arbejdsvilkår, der er til at holde ud, nogle vilkår, hvor de ikke konstant skal gå på kompromis med deres faglige stolthed for at være i stand til at overholde skrabede normeringer og besparelseskrav.

De offentligt ansattes kamp er en kamp for alle – også selvom vi i første omgang bliver ramt som brugere, når daginstitutionerne lukker, operationer aflyses, og både skidtet og sagspapirerne hober sig op på de offentlige kontorer.

Følg med hver måned: Abonnér!