Midt i en revolution

Venezuela står midt i en brydningstid. Siden 1998 har præsidenten heddet Chavez. En ombrust præsident, udsat for hård international kritik, et kupforsøg, og flere angreb fra oppositionens side. Men også en præsident og en regering, der har fået en sjælden folkelig opbakning fra landets allerfattigste. Søren Henriksen var i Venezuela i dagene omkring fokeafstemningen for eller imod præsidenten i august, for at finde ud af hvad det var, der skete, og opleve venezuelanernes måske vigtigste valgsejr til dato.

Af Søren Henriksen

Vi landede elleve dage, før der skulle være folkeafstemning i Venezuela. Skal præsidenten gå, lød spørgsmålet på stemmesedlen. Ja eller nej. Det var oppositionen, der havde fået afstemningen i hus, gennem massiv indsamling af underskrifter. En mulighed, som lå i den forfatning, Chavez selv indførte som netop indtrådt præsident. Og dermed et paradoks, som tilhængerne af Chavez ikke forspildte en chance for at påpege.

Det var ikke et dansk Europa-parlamentsvalg, tankerne henfaldt på, da vi besøgte venezuelanerne og deres hovedstad. Det var et valg, alle havde en mening om, og en mening, alle tilkendegav. De grå betonmure langs motorvejen havde fået farver og liv fra ja- og nej-sidens aktivister. Store murmalerier opfordrede til hvert sit kryds på stemmesedlen. Lejlighedernes vinduer og bilernes bagruder var prydet af enten nej- eller ja-plakater og -mærkater.

De kunne hænge side om side, fra hver deres lejlighed, men opdelingen af byen var slående. Caracas ligger klemt ned mellem to bjergskråninger, og op ad disse skråninger vidner faldefærdige huse stablet på hinanden om en massiv fattigdom. Stående for foden af disse skråninger var der ingen tvivl: Chavez bliver! Nej-plakaternes røde farve var altdominerende hele vejen op.

Konkrete forbedringer

Vi begav os op ad de stejle veje for at få svar på, hvad der havde fået Venezuelas allerfattigste til at tro på dette projekt og kaste sig ind i det med den kraft, som da tusinder fra slummen væltede ind mod præsident-paladset under kuppet i 2002. De udgjorde en stor del af det pres, der fik kupmagerne, med arbejdsgiverformanden i front, til at give sig, og bringe præsident Chavez tilbage i live.

Vores første besøg var i en lille lægeklinik i den lavere liggende del af slummen. Vi mødte sekretæren, der viste os rundt i det, der var hendes families hus, hvor de havde stillet et rum til rådighed for konsultationen. Lægen var cubansk og blot en af seksten tusinde cubanske læger, der arbejder i Venezuela som en del af et nyt sundhedsprogram. Pengene, hovedsagligt fra det statslige olieselskabs overskud, bliver gennem staten kanaliseret ud i de såkaldte missioner, der forvaltes og styres lokalt, og på den måde undgår det store bureaukrati i statsapparatet. Ligeledes undgås det, at bevillingerne havner hos embedsmænd fra det tidligere regime. Klinikkerne kan behandle og forebygge med medicin fra Cuba. Konsultationerne har ligeledes mulighed for at henvise til motionsundervisning, foretaget i slummen af cubanske sports-instruktører.

Sekretæren tog os efter rundturen i hendes hjem hundrede meter ned ad den hullede vej, hvor el-ledningerne hang i store knudrede klaser, over til det lokale folkekøkken. Stedet fungerede på samme måde, med penge fra staten, men med lokal styring og frivillig tilberedning af maden. Vi blev budt på vandmelonsaft, mens de tre kvinder, der var i gang med at tilberede maden, fortalte om folkekøkkenet, der bespiste 200 mennesker om dagen.

Vi var interesserede i at høre, hvorfra råvarerne, køleskabet og redskaberne kom. Svaret på alle vores spørgsmål var: Det har præsidenten sendt os. Sandheden var nok lidt mere kompliceret, men Venezuelas fattigste har set en vilje til at handle og bryde med det gamle systems rammer for at komme nogle af de uligheder, som har været en inkarneret del af samfundet, til livs. Chavez er blevet symbolet på denne proces.

Venezuelas fattigste har smagt en bid af kagen, men vil ikke nøjes med det. De har alt at vinde, og har set sig selv i rollen som en væsentlig magtfaktor. Alternative medier, råd og organiseringer spirer frem i slummen, og blandt de revolutionære generelt.

På gaden for revolutionen

Det er også slummen og Venezuelas lavere middelklasse, der fylder Avenida Bolivar søndag den 8. august. Uanset hvor højt et udkigssted man får kæmpet sig op til, er det umuligt at se slutningen på de røde nej-t-shirts, plakater og flag, akkompagneret af blå og gul; farverne i Venezuelas flag. Mange forsøger at tjene lidt ved salg af den nye forfatning i lommeformat, eller plakater med Simon Bolivar; Sydamerikas frihedshelt.

Demonstrationen er enorm, og det samme er interessen for at fortælle os om Venezuela og svare på vores spørgsmål om processen. Stort set alle aviser og tv-stationer er ejet af folk med tilknytning til oppositionen. Og venezuelanerne på Avenida Bolivar ved, at hvis deres historie skal blive fortalt, må de fortælle den selv.

Modstand mod processen

Oppositionen er på gaden dagen efter, med deres blå ja-skilte. Alle tv-stationerne, undtagen det statslige tv (som har travlt med at genudsende gårsdagens demonstration), viser ikke andet end billeder fra oppositionens demonstration. Dommen i næste dags aviser er da heller ikke til at tage fejl af; vi var flest! Nu mangler valget bare. En fintælling er ikke nødvendig for at tilbagevise denne påstand. Heller ikke tv-stationernes skæve kameravinkler kan skjule det. Men der var mange, rigtig mange. Venezuelas overklasse og privilegerede gennem årtier ved, at de har noget at tabe.

I en bygning tæt ved Plaza Bolivar, trykker elevatordamen os op til fjerde sal, hvor vi træder ind på Wilfredos lille kontor. Han har dog et større i en anden bydel, forsikrer han os, men den nuværende situation gør det for farligt for ham at være der, som han siger.

Wilfredo Rodriguez er international kontaktperson for oppositions-sammenslutningen Coordinadora Democrática, der ud over de gamle regerende partier; Kristendemokraterne og Socialdemokratiet, huser alt, hvad der kan gå og stå mod regeringen og reformerne. Deriblandt Primero Justicia, som Wilfredo er en del af. PJ er, efter de to gamle regeringspartier, det mest indflydelsesrige i oppositionen. Udsprunget af tidligere fascistiske grupper, men dog mener Wilfredo ikke, at de er i besiddelse af nogen ideologi. Men det kommer lige så snart valget er vundet. Ungdommen kan godt lide ideologier, forklarer han.

Hvilken fred?

Wilfredo siger ikke direkte, at det var bedre under det gamle regime, Socialdemokratiet og Kristendemokraterne, der har delt magten mellem sig siden 1958, men meget er værre nu, fortæller han. Før kunne rige og fattige leve side om side, nu slås de fortæller han, med forargelse i stemmen.

Udenfor hænger de blå ja-plakater. For freden, står der på dem. Men hvilken fred?

For Venezuelas fattige har der aldrig været fred. Fred er ikke blot fraværet af rullende panser-køretøjer, eller kuglerne fra AK-47 geværer.

Konflikten har altid været der, men nu besidder Venezuelas fattige en aktiv rolle med egne visioner og egen slagplan, og reelle chancer.

Søren Henriksen er medlem af Internationalt Forums Venezuelagruppe 2004 og var med i en gruppe på syv personer i Venezuela i august.

Følg med hver måned: Abonnér!