Socialistisk Information nr. 189 • September 2004 Til SAP's Forside
Af Luc Marchauciel
I de seneste måneder har situationen i USA været præget af en voksende politisk polarisering. Boghandlerne bugner af pamfletter for eller imod Bush, med bestsellere i begge lejre. Polariseringen slår ikke alene igennem i talkshows og andre mediedebatter, men også i de sociale kampe. Der er opstået nogle virkelige massebevægelser, som er stærkere, end hvad man har set i mange år.
En antikrigs-bevægelse, der varer ved
I 2001, da USA lige efter 11. september-chokket invaderede Afghanistan, skete det næsten uden modstand på hjemmefronten, men sådan gik det ikke med invasionen i Irak. Lige inden angrebet, den 15. februar 2003, gik hundredtusinder af demonstranter gennem USA’s gader i en bevægelse, der i omfang klart overgik modstanden mod Vietnam-krigen i dens indledende faser.
Ganske vist har bevægelsen siden oplevet en periode med tilbagegang og demoralisering, fordi den ikke nåede sit mål, at standse krigen. Men det har ikke forhindret bevægelsen i at fortsætte og rodfæste sig. Og mens besættelsen har vist sig stadig mere langtrukken, smertefuld og bekostelig, er bevægelsen blomstret op igen. Den 20. marts 2004 blev der mobiliseret i 250 byer, med 100.000 demonstranter i New York, 25.000 i San Francisco osv. Protesterne har også tendens til at blive mere politiske: Det handler ikke længere kun om et pacifistisk nej til krigen, men om et antiimperialistisk nej til en besættelse.
På trods af advarslerne fra »moderate« kredse tog bevægelsen Palæstina-spørgsmålet op og uden af den grund at blive marginaliseret. Målet er klart at gå imod enhver imperialistisk aggression, ikke mindst i Mellemøsten, og fastslå folkenes ret til selvbestemmelse. Det drejer sig om at forklare, at en anden verden er mulig, hvis man vil gå imod de koloniale og imperialistiske planer, hvad enten det er i Fallujah eller Gaza, i Caracas eller Port-au-Prince.
Bushs legitimitetskrise
En meget væsentlig indsats er blevet ydet af organisationer for krigsveteraner og navnlig soldaterfamilier som f.eks. Military Families Speak Out. Ved at udbrede soldaternes skildringer af forholdene under besættelsen og det had, som besættelsesmagten mødes med, svækker disse organisationer den regeringspropaganda, som medierne er villige talerør for. Den 20. marts stod organisationerne bag et protestmøde med 1.000 mennesker i Fayetteville ved militærbasen Fort Bragg. Det var det største siden 1970, da Jane Fonda talte til soldater mod krigen i Vietnam.
Det er en model for modstand: Krigens legitimitet skal angribes indefra, mens Bush-regeringens position lider under afsløringen af løgnene om masseødelæggelsesvåben og især fremkomsten af en væbnet modstand i Irak.
Med afsløringen af tortur mod irakiske fanger er Bush-regeringen kastet ud i en dyb krise, hvis følger det endnu er svært at bedømme, mens støtten til besættelsen falder støt i opinionsmålingerne… Næsten en ud af to amerikanere ser i dag ud til at gå ind for omgående tilbagetrækning af tropperne. Dermed er opinionen nået længere end mange liberale, hvis argumentation lyder: »Nu, hvor vi har skabt denne situation, må tropperne blive – eller afløses af FN-tropper – indtil en demokratisk regering er på plads, og for at undgå, at landet bliver ramt af kaos og islamisme.«
Homoægteskaber
Hvis der er noget, der i de seneste måneder har polariseret debatten mellem højre og venstre endnu mere end krigsspørgsmålet, så er det spørgsmålet om homoseksuelles ret til at gifte sig, og abortretten.
Kampagnen for homoægteskab fik for alvor opmærksomhed i februar, da den nye borgmester i San Francisco, Gavin Newsom, begyndte at udstede vielsesattester uden at tage hensyn til den californiske lovgivnings begrænsninger. Bag dette lå nok et vist mål af opportunisme hos en politiker fra Demokraterne, der lige havde vundet et valgopgør med en kandidat fra de Grønne, og som havde brug for at komme af med et højreimage i USA’s mest liberale by. Men Newsoms initiativ og argumentation fejlede ikke noget, og han stod fast over for pression fra sit eget parti.
Fra første dag stod tusinder af homoseksuelle par i kø foran rådhuset. Billederne af uendelige køer dag efter dag gik ud til hele landet og synliggjorde kravet om lige rettigheder. Over for George Bush, som udtalte, at han ville støtte en forfatningsændring for at forbyde homoægteskaber, opstod der en bevægelse, som gik til modoffensiv og drog paralleller til borgerrettighedsbevægelsen i 1960'erne.
Kampen om abortretten
Denne bevægelse går frontalt imod den kristne højrefløjs ideologi, som har været fremherskende i USA’s politiske liv siden 1980'erne. I den forstand er den en vigtig allieret for en anden bevægelse, der er ved at genopstå af asken, nemlig bevægelsen for retten til abort.
På abortspørgsmålet er den kristne højrefløj stadig i offensiven. Den udøver et pres, som har gjort sig gældende helt ind i det Demokratiske Parti – i 1996 underskrev Bill Clinton en lov »til forsvar for ægteskabet«, som angiveligt skulle nedbringe antallet af aborter… ved at opfordre de unge til seksuel afholdenhed. Hvor vellykkede den slags kampagner er, kan aflæses i antallet af unge mødre, som i USA er abnormt højt i forhold til andre industrialiserede lande.
Fokuseringen på færre aborter er et figenblad (!) for en undertrykkelse af kønslivet og et fornyet angreb på abortretten. Lige siden Clinton-årene har mange stater – uden modstand fra den føderale forvaltning eller den pro-demokratiske kvindebevægelse – vedtaget love, der begrænser kvinders ret til at vælge. Disse angreb blev ført op på landsplan, da Kongressen i november 2003 vedtog et forbud mod visse teknikker til forsinket abort, og i marts i år, da Senatet vedtog en lov, der giver fostre juridisk status ved siden af moderen – et overfald på en gravid kvinde opfattes som et overfald på to personer – som et første skridt hen imod et fuldstændigt opgør med retten til abort. South Dakota er gået forrest med et lovforslag, der ville betyde fem års fængsel for enhver abort, der ikke er nødvendig for at redde moderens liv.
Over for denne forværrede situation og efter antiabort-fanatikeres fortsatte overfald og mord på læger vågnede kvindebevægelsen op til demonstration den 25. april i år, fast besluttet på at forsvare sine landvindinger. Hen ved en million kvinder gik med i demonstrationen, og det var en yderst vigtig succes, der tegner godt for fremtiden, hvis man fortsætter med at opbygge bevægelsen i stedet for at lade den være en brik i Kerrys valgkamp. Hillary Clinton og de andre talere skiftedes til at forklare, at den eneste redning var at stemme på Demokraterne, og at Kerry ville gøre det overflødigt at demonstrere.
Denne strategi, som desværre dominerer for øjeblikket, er en livsfarlig blindgyde for bevægelsen. Det viser erfaringerne fra Clintons regeringsperiode, hvor kvindeorganisationerne undlod at mobilisere for ikke at genere »deres« præsident. Resultatet var, at Clinton aldrig levede op til sine løfter om at få vedtaget en lov til forsvar for retten til abort. Det var tværtimod under Clinton, at delstaterne vedtog flest begrænsninger. Desuden er alle de seneste republikanske love blevet vedtaget med stemmer fra dele af Demokraterne. Derfor bliver det nødvendigt at demonstrere igen og uafhængigt, uanset hvilken præsident der bliver valgt til november.
Hårde odds for faglig aktion
Det mørkeste punkt i situationen i USA er, at direkte antikapitalistiske kampe stadig befinder sig på et lavt niveau, hvad angår såvel kampe for globale alternativer som arbejderkampe.
Det var i USA, i Seattle, at kampen for globale alternativer fik luft under vingerne, men her gik den også mere eller mindre i sig selv igen, mens den bredte sig varigt på andre kontinenter. Den koalition, der oprindelig blev dannet i Seattle, hvor fagforeninger gik side om side med miljøorganisationer, radikale politiske grupperinger og humanistiske NGO’er, kunne ikke fastholdes over en længere periode og gik helt i stykker på grund af chokket fra den 11. september. Den såkaldte terrorbekæmpelse med sine løgnagtige imperativer lagde sig som en dyne over internationalismen hos mange, ikke mindst fagforeningerne. Man kan dog genfinde en smeltedigel svarende til Seattle i kampen mod krig og besættelse, selv om det er i langt mindre målestok.
Hvis man vil forstå, hvorfor arbejderkampene ikke er stærkere i dag, må man gå tilbage til to nøglebegivenheder i USA’s historie, som afgørende har svækket arbejderbevægelsen:
– Mccarthyismen i 1950'erne, hvor fagforeningsapparaterne lod modstanderen sætte præmisserne for debatten og selv tog del i kommunistbekæmpelsen under henvisning til »nationens interesser« og den Kolde Krig.
– Den liberalistiske offensiv i 1980'erne, som begyndte, allerede da demokraten Carter var præsident, og som forstærkedes i de otte år under Reagan. Denne politik resulterede ligesom i andre industrialiserede lande – men tidligere og kraftigere – i en massiv overførsel af velstand til kapitalejerne og højindkomstmodtagerne: I 1973 tjente den rigeste femtedel af befolkningen i gennemsnit 10 gange så meget som den fattigste femtedel. I 2000 tjente den 20 gange så meget.
Uanset om det har været under Reagan/Bush eller under Clinton, har denne offensiv haft form af en afmontering af socialstaten og en systematisk ødelæggelse af enhver arbejdsretslovgivning, som kunne lægge hindringer i vejen for den (fiktive) »rene konkurrence«.
Den industrielle omstrukturerings-proces har været præget af en hidtil uset offensiv mod fagbevægelsen, og man anslår, at mellem en tredjedel og halvdelen af de arbejdspladser, der var dækket af kollektive overenskomster med fagforeninger, er nedlagt. I Silicon Valley og andre påståede teknologiske eldoradoer er man frem for alt førende, når det gælder om at holde fagforeningerne ude og ansættelsesforholdene usikre. Det er nået så vidt, at selve begrebet ansættelseskontrakt er blevet forældet.
USA’s fagforeninger, der ofte er meget konservative og korrupte, er blevet ved med at føre en selvmorderisk klassesamarbejdspolitik, hvor de har undladt at gøre frontal modstand mod denne offensiv, mens de stadig havde kræfterne til det. Dermed har de savet den gren over, som de sad på, og i dag er muligheden for at sætte gang i kampe stærkt forringede.
Butiksansatte fik nok
På denne baggrund var det en virkelig eksemplarisk konflikt, der blev indledt af butiksansatte i det sydlige Californien i slutningen af 2003. De sagde nej til en ny arbejdskontrakt, som Safeway og andre butikskæder ville indføre, og som ville have berøvet de ansatte store dele af deres socialforsikring ved at lægge hovedparten af omkostningerne over på dem selv. Arbejdsgiverne udnytter, at de effektivt kan presse ansatte på tidsbegrænsede kontrakter ved at tage deres vilkår op til hyppige genforhandlinger. Og Safeway hævdede, at det var nødvendigt at reducere omkostningerne for at klare sig i konkurrencen med en anden kæde, hvor der slet ikke var nogen faglig organisering.
Selv om de ikke fik nogen medieomtale, varede strejken i flere måneder, inddrog 70.000 arbejdere og førte til en omfattende solidaritetsbevægelse. Ikke desto mindre endte strejken med et nederlag, da de strejkende tabte pusten og i starten af dette år måtte acceptere den foreslåede kontrakt.
Det var en eksemplarisk strejke, fordi den viste en overraskende evne til mobilisering, men den viste også en branchefagforening, som med bureaukratisk stædighed og enøjethed holdt stribevis af møder og svulstige taler om solidaritet, alt imens den nægtede at udvide strejken til resten af Californien. Derfor blev strejken tabt, og til efteråret venter den samme kontrakt de butiksansatte i det nordlige Californien. Tilbage står, at strejken har peget på den alternative faglige strategi, man burde have fulgt – en strategi, der bygger på at udbrede strejken, og som fremtidige strejkende måske vil kunne overtage.
Hvilket politisk svar?
I lyset af den Vietnam-lignende fastlåsning af besættelsen i Irak og polariseringen af USA’s politiske landskab kunne man med rimelighed forvente en valgkamp, der afspejler de dybe modsætningsforhold i form af en klassisk højre-venstre-opdeling. Men i stedet er billedet præget af forvirring.
Årsagen til denne forvirring skal frem for alt søges i den ideologi, der under parolen »Anybody But Bush« (»Enhver anden end Bush«), har sænket sig over den amerikanske venstrefløj. Argumentet lyder som følger: Bush-regeringen er halvfascistisk, vi må for enhver pris komme af med Bush. Derfor må vi være ansvarlige og nedtone vores uenigheder med Demokraterne.
Denne måde at tænke på udgør et kolossalt tilbageskridt for den amerikanske venstrefløj i forhold til valget i 2000, hvor der opstod et reelt venstrealternativ omkring Ralph Nader, dennes begrænsninger til trods. Og argumentationen er helt igennem uholdbar. At kalde republikanske regeringer for »fascistiske« – hvilket man har hørt systematisk gennem de sidste tredive år – svækker for det første bevidstheden om, hvor farlig fascismen er. For det andet er konsekvensen, at man i praksis slutter sig betingelsesløst til Demokraterne.
Dermed står vi over for et paradoks: Mens samfundet er blevet mere og mere polariseret, ligner Demokraternes kandidat måske sin republikanske modpart mere end nogensinde før. Kerry er en millionær, der går ind for lavere skatter for de rige, er tilhænger af dødsstraf, er modstander af homoseksuelle vielser og har støttet Bush i hans krigeriske forehavender siden den 11. september, bl.a. ved at stemme for krigen og for den frihedsdræbende US Patriot Act.
På spørgsmålet om besættelsen kan man endda nære berettiget tvivl om, hvem der er det mindste onde, når man tænker på, at Kerry overbyder Bush med krav om udstationering af flere tropper. Når man fremstiller denne mand som antikrigskandidat, mens hans tv-valgreklamer slår på hans fortid som »krigshelt« i Vietnam, er det et godt udtryk for den tilstand af forvirring, som nogle har kastet den amerikanske venstrefløj ud i.
Halehæng for Kerry
Mange af denne venstrefløjs frontfigurer, der støttede Nader i 2000, har i år undergravet mulighederne ved at udtale deres støtte til Demokraterne. Blandt andre filminstruktøren Michael Moore har fulgt denne strategi og under primærvalget satset på general Wesley Clark, dvs. lagt op til at gøre antikrigsbevægelsen til halehæng for en af lederne af USA’s intervention i Serbien… Taktikken med at blande sig i Demokraternes primærvalg i stedet for at opbygge en uafhængig kampagne har uundgåelig ført til, at man i sidste ende tilslutter sig den mest troværdige kandidat efter de dominerende mediers målestok, dvs. i praksis den kandidat, der er tættest på Bush. Virkelig godt gået af fortalerne for realisme og ansvarlighed!
Der er også noget ynkeligt ved at høre Kucinich, som unægtelig var den mest venstreorienterede af de demokratiske kandidater i primærvalget, når han fastholder sin kandidatur, selv om Kerry allerede har vundet, blot for at få mere vægt i debatten for at bringe det Demokratiske Parti tilbage til en antikrigslinje. Der bruges masser af energi på noget, der i sidste ende bliver kørt ud på et sidespor til fordel for høgen Kerry.
Tvetydig Nader
Midt i ruinerne er der så Naders opstilling – med en reduceret opbakning fra liberale kredse, men med forbindelse til bevægelserne. Den burde gøre det muligt at skabe en vis klarhed og undgå at forspilde den politiske kapital, der blev opbygget i 2000. Men selv om man må forsvare Naders grundlæggende ret til at stille op (over for de mange liberale, der forsøger at presse ham til at trække sig), må man konstatere, at hans kampagne er startet på et mildt sagt tvetydigt grundlag.
For det første er Nader, til forskel fra processen i 2000, gået alene i stedet for at prøve at blive opstillet for det Grønne Parti. Han vil tilsyneladende stille op som enkeltperson uden at være knyttet til partier eller bevægelser og centreret omkring sin hjemmeside. Resultatet er, at hans kampagne startede uden noget troværdigt aktivistgrundlag: Han fik problemer med at samle nok underskrifter, selv i de mest liberale stater. Man har ikke set meget til hans tilhængere i demonstrationerne – i modsætning til Demokraternes, der ikke er blege for at komme og fiske støtter. Og uden en solid græsrodskampagne bag sig kan han næppe bryde mediernes mørklægning. (Under disse omstændigheder er det meget overraskende, at Nader alligevel i enkelte meningsmålinger har været oppe på 8 procent – måske et tegn på, at vælgerne ikke er helt så modtagelige for »Anybody But Bush«…)
Også når det gælder det politiske indhold, er Naders kampagne problematisk. Krigsmodstanden står f.eks. langt fra centralt i Naders budskab; han foretrækker at slå på sine traditionelle temaer mod de multinationale og for miljøet. Men frem for alt profilerer han sig ikke klart som en kandidat til venstre for Demokraterne, og nogle af hans initiativer som f.eks. hans diskrete opfordringer til den reaktionære Ross Perot, en tidligere »uafhængig« kandidat, mudrer vandene til. Endelig viger Nader tilbage for at signalere et brud med Demokraterne til fordel for en mere ulden profil som pressionsmiddel over for Demokraterne.
På denne måde er der lagt op til forvirring i anden potens, og det kan føre til, at den radikale venstrefløj vender ryggen til Naders kampagne, når den er så tvetydig og selvtilstrækkelig. Selv i det Grønne Parti har kun en del villet støtte Nader.
Et parti for bevægelserne
Situationen i USA er præget af, at der ikke findes noget bevægelsesbaseret politisk alternativ med væsentlig forankring. Der har været lyspunkter for et sådant alternativ, som da forskellige kræfter gik sammen i Seattle eller i sidste Nader-kampagne. Men så længe de sociale kampe er på så lavt et niveau og »to-parti-systemet« rodfæstes, kan tilløb som disse ikke give langvarige resultater. Seattle skabte en dynamik i retning af enhed mellem fagforeninger og global alternativbevægelse, men den blev sat i stå af patriotismen efter 11. september, og det håb, som opstod omkring Nader-kampagnen i 2000 kørte fast i »Anybody But Bush«-kviksandet.
Ikke desto mindre er situationen i dag også kendetegnet ved, at massekampe er på vej op igen, og selv om de ikke gør sig gældende på direkte antikapitalistiske felter, giver de grobund for en politisk genopbygning. Målet må være at skabe et virkeligt venstrefløjsparti, som er anti-kapitalistisk og anti-imperialistisk, og som kan udvikle sig i samklang med kampe mod de forskellige former for udbytning og undertrykkelse.
Over for den nuværende tilstand af forvirring kunne et første, beskedent skridt være at samle de forskellige fraktioner af den revolutionære venstrefløj ud fra samme model som møderne for det Europæiske Anti-kapitalistiske Venstre eller den proces, der blev igangsat i Mumbai (i forbindelse med Verdens Sociale Topmøde, red.) Det ville give den revolutionære venstrefløj et langt bedre udgangspunkt for at henvende sig til alle dem, der på det seneste har været aktive i kampene mod krigen, mod dødsstraffen, for retten til abort og homoseksuelles ret til ægteskab – med et forslag om at gå sammen og opbygge et politisk alternativ til den amerikanske kapitalismes tvillingepartier.
Oversat fra Fjerde Internationales fransksprogede tidsskrift, Inprecor, nr. 494, juni 2004, af Finn Kjeller.