Socialistisk Information nr. 187 • juni 2004 Til SAP's Forside
Af Farooq Sulehria
Det var »mass media versus mass reality«, skrev en analytiker i det kendte indiske dagblad Hindu. »Dette jordskredsvalg svarer til otte på Richterskalaen«, skrev han også. Så sent som 12. maj, dagen før valgresultatet stod klart, troede medierne, at den BJP-ledede National Democratic Alliance (NDA) førte over alliancen under ledelse af Kongrespartiet. Men 13. maj stod det klart, at massernes virkelighed vandt over massemedierne. NDA fik 187 mandater og Kongrespartiets alliance 214. Nu var det på tide for masserne at juble. Massernes jubel mod mediernes frustration, for at sige det præcist.
Vestbengalens »kommunistiske« førsteminister Buddhadhev Bhattacharya gjorde sig lystig over BJP’s valgkampagne »Indien stråler» med parolen »Hav det godt« og sagde, »Jeg har det godt – hundrede procent«. Bhattacharya havde desuden god grund til at have det godt, idet firepartialliancen Left Democratic Alliance (LDA) anført af Bhattacharyas Communisty Party of India Marxist (CPM), fik sit bedste resultat nogensinde med 59 mandater.
Massernes jubel havde ingen grænser, ikke en gang nationale grænser. I Pakistan var der glæde, ligesom i Bangladesh. Da jeg selv åbnede min e-post 13. maj havde dusinvis af venner sendt brev med titlen mubarik (»til lykke«). Brevene kom fra venner over hele Asien.
Det var svært at befinde sig på det indiske subkontinent for syv år siden, da BJP blev stemt til magten. Det var svært at være i Sverige, da BJP nu blev stemt væk. Forfatteren Arundhati Roy sammenfattede stemningen i Guardian 14. maj: »For mange af os, der føler, at vi ikke hører hjemme i mainstream-politikken, kan der komme korte og sjældne øjeblikke af glæde. I dag indtraf et sådant øjeblik«.
I den sidste tid har Indien, sammen med Kina, været den vestlige imperialismes kæledægge. De to landes fremvoksende middelklasse – hvor lille den end er i et hav af fattigdom – er alt for stor til at blive ignoreret af de multinationale selskaber. Den billige arbejdskraft får Indien til at »stråle« for økonomiens rovdyr, og den offentlige sektor er som modne bær, der bare venter på at blive plukket. De multinationale selskaber ville ikke have det helt så godt, hvis de så bort fra Indien.
Lige siden uafhængigheden fra den britiske imperialisme i 1947 har Indien ført en strengt protektionistisk politik. Dette har både fordele og ulemper for økonomien under et kapitalistisk system. I Indien bidrog den protektionistiske model til, at den indiske kapitalistklasse blomstrede, og at den fra begyndelsen af 1990'erne også forsøgte at række ud efter det internationale marked. Men dele af det indiske borgerskab var bekymrede over udsigterne til også at skulle konkurrere med de multinationale på hjemmeplan.
Det tragiske mord på Rajiv Gandhi førte Kongrespartiet til magten i 1991. Denne regering påbegyndte en »økonomisk reformproces«. I privatiseringens navn blev Indien åbnet for udplyndring. Udsalget af den offentlige sektor bliver kaldt økonomiske reformer og liberalisering. Fra at have været en regional kæmpe inden for fremstillingsindustrien blev landet forvandlet til et marked for importerede forbrugsvarer.
Hindu-fundamentalisterne i BJP & co indledte en hetz mod de multinationale selskaber. De angreb både Babrimoskeen og Coca Cola. Men idet de nåede magtens korridorer, indså de, at det var mere »praktisk» at samarbejde med de multinationale. Og ganske vist blev der skabt it-øer af Bangalore-typen midt i fattigdommens hav, men havet skulle vise sig at være for overvældende til at kunne tøjles.
Polarisering
Dagen før resultatet fra Lok Sabha (Underhuset) blev offentliggjort, viste delstatsvalget i Andhra Pardesh, hvad NDA havde at vente. »Styrken i valgjordskælvet« viste sig at være større end otte på den »politiske Richterskala« i Andhra Pardesh. Men det viste også, hvad der gik galt for BJP og for avisernes såkaldte eksperter.
I Andhra Pardesh havde BJP og dets nærmeste allierede Telgu Desham Party (TDP) siddet i regeringen i ni år. TDP-lederen Naidu havde gjort sit bedste for at spille Vajpayee junior i Andhra Pardesh. Han forsøgte at forvandle Hyderabad til et nyt Bangalore, skar ned på støtten til bønderne og privatiserede delstatens offentlige sektor. Bill Gates blev hyldet, it-industri begyndte at vokse frem. Men i landområderne blev bønderne rammet af tørke og reduceret støtte – og mange begik selvmord.
I folkemunde i Andhra Pardesh var der mange kommentarer: »Bill Gates, Bill Clinton og Dollar Bill. Naidu has saddled us with a lot of Bills to pay«, var en af de vitser, der cirkulerede.
Selvmord blandt indiske bønder er efterhånden blevet hverdagskost, snarere end undtagelser. 70 procent af befolkningen lever i landområderne. Mindre end en halv million lever af it-sektoren. BJP var afhængig af denne gruppe. Kongrespartiet satsede på de 70 procent eller 700 millioner mennesker. Resultatet er oplagt. For første gang i de sidste tre valg er det lykkedes Kongrespartiet at få flere mandater (145) end BJP (138). BJP’s allierede klarede sig endnu dårligere. I det afgående parlament havde BJP og dets allierede næsten 300 pladser.
BJP’s sejre i de tidligere valg handlede mest om den oppiskede hindu-chauvinistiske stemning, som det lykkedes at oppiske. Indien var blevet en kernevåbennation. Dette fremstillede BJP som et kæmpeskridt i retning af at gøre Indien til en supermagt. En mindre krig, som Pakistans general Musharraf indledte i 1998, hjalp Vajpayee med at blæse den nationale chauvinisme op. BJP kunne have tabt valget i 1998, men fik objektivt set hjælp af Musharraf til at vinde. Den antipakistanske politik har imidlertid ikke ført nogen vegne. I tidligere valg forsøgte BJP at benytte sig af krig mod Pakistan. Denne gang var det fred med Pakistan, der var kortet, som Vajpayee forsøgte at benytte sig af under valget.
»Indien stråler«-kampagnen og »Hav det godt«-parolen blev kørt frem over alt i medierne og i valgkampen. Det var et forsøg på at gennemtrumfe et enkelt budskab: BJP er ved at forvandle Indien til en supermagt, der i det mindste kan sammenlignes med Kina. Men de almindelige indere, både på landet og i byerne, forkastede alt det, BJP havde at komme med. De forkastede dets »økonomiske reformer«, dets religiøse splittelsespolitik, dets chauvinistiske mål om at blive en imperialistisk magt i regionen. Budskabet er klart: Kernevåben og computere tabte i forhold til et måltid mad om dagen.
Venstrefløjen og Kongrespartiet
Kongrespartiet får nu statsministerposten med støtte fra LDA. Kommunisterne kommer ikke til at gå ind i koalitionsregeringen, men kommer til at stemme for dens indsættelse for at holde de radikale hinduer væk fra magten. Det »fælles minimumsprogram« for at skabe en sekulær regering er det eneste, venstrefløjen ville få ud af alliancen med Kongrespartiet. Men alliancen mellem Kongrespartiet og venstrefløjen har skræmt en del af de multinationale selskaber og internationale finansinstitutioner. Denne uro blev dog hurtigt skinger. Sonia Gandi har lovet at gennemføre reformerne. Hun er tilmed stolt af det faktum, at det var Kongrespartiet, der tog initiativ til reformerne i 1991.
Venstrefløjen har heller ingen indvendinger mod at komme med på dette område. »Outsourcing er ikke mulig at undgå i globaliseringens epoke, og i dette tilfælde vil vi desuden drage fordel af det,« sagde hr. Bhattacharya til IBM-direktøren. »Vi ønsker, at I skal hjælpe os«. Dette fremgår af Washington Post 16. maj.
»Mr. Bhattacharya har også anskaffet et hold af konsulenter fra det USA-baserede selskab McKinsey & Co, der skal hjælpe med at tiltrække de udenlandske investorer. Han har overtalt lokale marxistiske fagforeninger til at sætte en stopper for de næsten konstante strejker, der lammede Calcutta. Han har også opmuntret investorer til at åbne glitrende indkøbscentre i USA-stil, hvor unge indere fra middelklassen kan købe Levis-jeans og Nike-sko«, fortæller Washington Post.
Chefen for den indiske industrigruppe Birla har allerede vist sin tilfredshed med den vestbengalske regering og forklaret, at den er »reformvenlig». Forventningerne er høje. Snart kommer opvågningen. Sonia Gandhi vil fortsætte, hvor Vajpayee slap. Dette kan igen bane vej for BJP. BJP er ude af regeringskontorerne, men ikke ude af politikken.
Når venstrefløjen vil nøjes med »det fælles minimumsprogram» er BJP det eneste alternativ i dette scenario. Arundhati Roy påpeger: »Ingen af kommentatorerne eller valgeksperterne kunne forudsige resultatet. Koalitionen, der blev anført af højrepartiet BJP, er ikke bare blevet stemt væk fra magten, det er blevet ydmyget. Dette må betragtes som en afgørende stemme mod religiøs splittelse og nyliberalismens økonomiske reformer. Kongrespartiet er blevet det største parti. Venstrefløjspartierne, de eneste, der åbent (om end ineffektivt) har kritiseret reformerne, har fået et mandat uden sidestykke. Men allerede mens vi fejrer dette, ved vi, at der ikke findes afgørende ideologiske forskelle på Kongrespartiet og BJP, når det gælder de store spørgsmål (kernevåben og privatiseringer), udover den åbne hindunationalisme. Vi ved, at arven efter Kongrespartiet førte os ind i BJP-epoken. Alligevel fejrer vi i dag, eftersom en mørk tid er overstået. Eller er den?«
LDA tredjestørst
LDA blev det tredjestørste parti i parlamentet. Den dominerende kraft i LDA er Communist Party of India Marxist (CPM) og består desuden af All India Forward Bloc (AIFB), Revolutionary Socialist Party (RSP) og Communist Party of India (CPI). LDA fik 59 pladser i parlamentet, og er godt tilfreds med sit bedste valgresultat nogen sinde i traditionelle valg. De fleste af de nye folkevalgte kommer fra traditionelle højborge for venstrefløjen, f.eks. Kerala, Vestbengalen og Tripura. CPM havde opstillet 69 kandidater, mens CPI havde 34. AIFB og RSP havde respektive 10 og 17 kandidater, først og fremmest i de ovennævnte delstater, men også fra Andhra Pardesh, Assam, Punjab, Jammu, Kashmir, Bihar osv. At 59 af de 130 LDA-nominerede kom ind, er et meget bedre resultat end det, som Kongrespartiet og BJP opnåede. De to havde opstillet henholdsvis 364 og 417 kandidater. Men LDA’s andel af stemmerne var den samme som ved tidligere valg, omkring syv procent.
Lige nu er LDA’ ledelse tilfreds med at kunne berolige sine vælgere ved at sige, »Se! Det lykkedes os at holde de radikale hinduer fra magten. Det lykkedes os at få en sekulær regering«.
At Kongrespartiet skulle have noget at komme med, når det gælder sekularisme (dvs. adskillelse af stat og religion), kan diskuteres. Men LDA ønsker at komme med et budskab, der kan dæmpe gemytterne. Den fortsatte udvikling kan tænkes at føre BJP tilbage på dagsordenen. BJP, der nu befinder sig i opposition, vil fremstå som endnu mere radikal, for at forsøge at genvinde sine tidligere vælgere. På den anden side er LDA ikke rede til at ty til udenomsparlamentariske aktioner. Dets kampvilje begrænser sig til det faglige område, hvor man både kan udmatte, tilfredsstille og berolige sine tilhængere.
LDA er et offer for sin egen ideologi. Partiet har holdt fast i den dødsdømte stalinistiske forestilling, at man skal støtte sit eget borgerskab. Eftersom man er fuldstændigt fokuseret på en parlamentarisk orientering, har man indgået et kompromis med Kongrespartiet, der går ud på, at »I holder jer ude af venstrefløjens højborge i Vestbengalen og Kerala, og vi holder os ude fra jeres valgkredse.«
Ikke at påtage sig sine historiske opgaver er den politiske linie, som den indiske venstrefløj altid har fulgt.
Sidst, men ikke mindst: Det indiske demokrati fortjener et par rosende ord. Uden at nære illusioner om det kapitalistiske demokrati, må man alligevel erkende det indiske demokratis styrke – et resultat af arbejderklassens langvarige kamp, og som ikke bare har overlevet en nyfascistisk regering bestående af yderligtgående hinduer, men som også kan vælge en ikke-indisk premierminister, der desuden er kvinde. Hvornår mon det skandinaviske demokrati vil vise sig rede til at få en indvandrer som statsminister. Eller en kvinde?
Oversat fra den svenske ugeavis Internationalen nr. 1595, 21. maj 2004, af Bjarke Friborg. Mellemrubrikker er indsat af redaktionen.