Socialistisk Information nr. 187 • juni 2004 Til SAP's Forside
Af Eylem Knudsen
Diyarbakir, Amed på kurdisk, den største by i det kurdisk dominerede sydøstlige hjørne af Tyrkiet, er fuldt af liv. Caféerne er fyldt med mennesker, og især unge ses i gadebilledet. Sent ud på eftermiddagen fortsætter picknickerne ved bredden af Tigris-floden. For en skandinav virker det surrealistisk med vandrende musikanter, som går rundt i bjergene og spiller hæmningsløst. Men her er det hverdag, og når musikanterne nærmer sig, danner folk pludseligt ring og begynder at danse kurdisk folkedans. Musikken er blevet et udtryksmiddel for frihed og en lysere fremtid. En lokal person fortæller, at dette ikke var muligt for to år siden, hvor undtagelsestilstanden lige var blevet ophævet. Vinduer og døre blev grundigt låst og ingen færdedes i gaderne efter mørkets frembrud.
Voldtægt, tortur og mord
PKK (Det Kurdiske Arbejderparti) erklærede ensidig våbenhvile i 1999, da dets leder, Abdullah Öcalan blev taget til fange af den tyrkiske stat. Undtagelsestilstanden blev først hævet tre år senere i forbindelse med Tyrkiets forsøg på at leve op til EU’s standarder. Konflikten mellem PKK og den tyrkiske stat – »krigen«, som kurderne kalder det, og »terrorismen«, som tyrkerne kalder det varede fra 1984 til 1999 og kostede ca. 37.000 liv. Den tyrkiske hær evakuerede over 3.000 landsbyer med tvang for at forhindre dem i at hjælpe PKK. Over 350.000 kurdere blev tvunget til at forlade deres hjem i landsbyerne. Voldtægter, tortur og vilkårlige mord blev anvendt som strategiske metoder for at isolere kurdernes selvstændighedskamp. Da det var værst, skød det tyrkiske militær mod en folkemasse under en begravelsesceremoni i Diyarbakir uden noget forvarsel. En lokal kurder siger: »Gid vi havde været Frankrigs koloni!«
Radikalisering af kurderne
– Diyarbakir er en by med mange sår, og det kurdiske problem kan kun løses ved solidaritetskamp, siger Sükrü Abay, lokalformanden for det Enhedslistelignende ÖDP. Han har selv været anholdt og udsat for tortur. Under sin tortur sagde en soldat til ham at »vi beholder den her by ved at tæske jer«. Nu mener han, at byen blot er blevet stærkere af alle de slag, den har fået.
Sükrü Abay mener ikke, at det er korrekt at tale om en kurdisk bevægelse, han vil hellere tale om »de udstødtes bevægelse«.
– Kurderne er blevet mere bevidste om deres situation. Diskussionerne om et socialistisk alternativ er øget. I Tyrkiet har vi levet sammen med tyrkerne. Dette har gjort Tyrkiets kurdere mere oplyste, revolutionære og anti-imperialistiske«, siger han.
Ved lokalvalgene i marts stillede ÖDP op i alliance med det venstresocialdemokratiske SHP, det prokurdiske DEHAP og andre mindre venstrefløjspartier. I denne alliance er det DEHAP, som har trukket stemmer, på grund af sin popularitet blandt Tyrkiets ca. 15 millioner kurdere. I Diyarbakir fik alliancen 59 procent af stemmerne, og i den nærliggende by Batman fik de 70 procent.
Sükrü Abay ser denne alliance som et bevis på den politiske radikalisering blandt kurderne. Han er dog meget forsigtig med at besvare spørgsmål om politiske uenigheder mellem DEHAP og ÖDP. Men svaret bliver noget i retning af, at der er to strømninger i DEHAP, og at størstedelen støtter en solidarisk linje og ikke vil skelne mellem tyrkere og kurdere. Alliancen er ny, men Sükrü Abay har store forhåbninger.
Våbenhvile udløber 1. juni
I Diyarbakir er der udbredt bekymring om, hvad der vil ske efter første juni 2004, hvor PKK’s våbenhvile udløber. Hverken politikere eller lokalbefolkningen ønsker, at den forholdsvis fredelige hverdag forvandler sig til en borgerkrig igen. Et selvstændigt Kurdistan er der ingen, der taler om. Nu vil kurderne leve i fred i et demokratisk og multikulturelt samfund. Et samfund hvor de kan få lov at være kurdere med deres sprog, skoler, radio og tv.
For halvandet år siden vedtog det tyrkiske parlament, at det statslige tv må sende nyheder på kurdisk. Intet tyder dog på, at det kommer til at ske foreløbig. Lokale radio- og tv-stationer må fortsat ikke sende på kurdisk. Efter lang tids tovtrækkeri er der åbnet tre private sprogskoler, der underviser i kurdisk (i byerne Van, Batman og Sanliurfa). Alle offentlige steder; skoler, universiteter, byråd osv., er det stadig strengt forbudt at tale kurdisk. I Diyarbakir mærkes en voksende utilfredshed med, at Tyrkiet vedtager en masse reformpakker for at tilfredsstille EU, men at kurderne ikke mærker nogen forandringer i hverdagen.
Kvinder for fred
– Mange er blevet dræbt, landsbyer er blevet brændt ned, og tusinder er flyttet væk. Vi kvinder og mødre er de, som har lidt mest. Vi vil have enhed mellem mødrene for at kræve fred, siger Azize Yigit, der er medlem af foreningen Fredsmødrene. Organisationen, der blev stiftet i 1998, består af mødre som har mistet sønner og døtre både i guerillaen og i den tyrkiske hær. Her er også mødre, som har mistet sønner på begge sider.
Azize har selv mistet en søn, der var aktiv i PKK. Efter hans død sluttede en anden søn sig til guerillaen, ham har hun ikke fået nyt fra i fire år. I dag har hun viet sit liv til kampen for fred mellem tyrkere og kurdere.
-Vi er mødre. Det er ikke vigtigt, om man er tyrker eller kurder. Jeg er sikker på, at tyrkiske mødre, der har mistet sønner i konflikten, lider lige så meget som mig, siger hun.
To dage senere er det mors dag. Det markerer fredsmødrene med at rejse til Ankara for at demonstrere foran parlamentet. Der er en 14 timers lang busrejse fra Diyarbakir til Ankara, og før afrejsen er der solidaritetsdemonstration foran Diyarbakirs rådhus. Stemningen er glad, og der bliver delt blomster ud til mødrene. I Ankara får kvinderne ikke meget opmærksomhed. Men i de kurdiske områder vokser frustrationen over fortsat at være nægtet basale rettigheder. Hvis ikke den tyrkiske stat finder en holdbar løsning på det kurdiske problem, kan den væbnede konflikt let vende tilbage, og Diyarbakir kan vende tilbage til en hverdag i krig.
Det kurdiske guerillaparti PKK blev officielt nedlagt for nogle år siden, og har siden skiftet navn til KADEK og senest KONGRA-GEL. Der er forlydender om, at man nu vil vende tilbage til sit gamle navn, og under alle omstændigheder omtales de fortsat som PKK af både tilhængere og modstandere. PKK har stadig væbnede grupper i bjergene på begge sider af grænsen mellem Tyrkiet og Irak, selv om det af gode grunde ikke er til at få et bud på deres militære styrke. Internt i PKK er der splittelse om, hvilken vej der skal vælges: Abdullah Öcalan, der fortsat sidder i fængsel, taler for en fredelig løsning, hvorimod flere af PKK’s ledere i eksil i Europa indtager en mere radikal linje over for den tyrkiske stat. Det er uklart, om – og givet fald hvilke – forbindelser, der er mellem DEHAP og PKK. Derimod er det klart, at de to organisationer får støtte af samme befolkningsgrupper. Det er næppe helt ved siden af at antage, at støtten til PKK nogenlunde kan aflæses af DEHAP’s valgresultat.