Socialistisk Information nr. 187 • juni 2004 Til SAP's Forside
Af Finn Kjeller
På topmødet i Lissabon i foråret 2000 fastlagde EU’s stats- og regeringschefer en strategi for at gøre EU til »verdens mest konkurrencedygtige og dynamiske vidensbaserede økonomi«. Kernen i strategien handler om at afregulere og liberalisere markederne for tjenesteydelser og kapital.
På Lissabon-topmødet blev bl.a. el, gas, post, transport og finansielle tjenesteydelser udpeget som områder, der skal afreguleres.
EU-lederne opfordrede også EU-kommissionen til at udarbejde en strategi for at bortskaffe hindringer for handelen med tjenesteydelser over grænserne, og det har nu ført frem til et forslag til rammedirektiv om tjenesteydelser i det indre marked. Forslaget kan få vidtrækkende konsekvenser for de ansatte i servicesektoren, som i Danmark står for to tredjedele af omsætningen i hele erhvervslivet.
Udenlandske regler, udenlandsk kontrol
Hovedsigtet med det planlagte direktiv er at skabe en fælles retlig ramme for tjenesteydelsesmarkedet, som skal gælde for alle virksomheder. Med målet om fri etablering og fri bevægelighed vil man fjerne alt, hvad der kan besværliggøre handel med tjenesteydelser over grænserne. Princippet om gensidig anerkendelse og oprindelsesland er her centralt. Det betyder, at servicevirksomheder, som vil placere dele af deres virksomhed i et andet EU-land, blot behøver at følge lovgivningen i deres hjemland – ikke lovgivningen i det land, hvor virksomheden skal foregå. Og ansvaret for at kontrollere tjenesteyderen og de tjenesteydelser, der udføres, ligger hos oprindelseslandets myndigheder. Hvis for eksempel en lettisk servicevirksomhed vil udøve virksomhed i Danmark, behøver den ikke at følge dansk lovgivning på det pågældende område og skal ikke kontrolleres af de danske myndigheder; den er kun bundet af lovgivningen i Letland og kontrolleres af de lettiske myndigheder.
Udstationeringsregler giver ingen garantier
Der er dog ifølge forslaget visse undtagelser fra princippet om gensidig anerkendelse, fx hvad angår offentlig sikkerhed, hensynet til folkesundheden og statslig planlægning. Desuden statslige aktiviteter inden for social-, uddannelses-, sundheds- og kulturområdet. Disse undtagelser er naturligvis ikke uden betydning. Men det kan nævnes, at Kommissionens fortsatte strategi på tjenesteydelsesområdet, som den bl.a. er formuleret i en grønbog om tjenesteydelser, indeholder tydelige åbninger for udlicitering af så godt som samtlige områder af den offentlige service. Andre undtagelser vedrører EU’s udstationeringsdirektiv, som indebærer, at når en virksomhed tager arbejdskraft med, gælder de ansættelses- og arbejdsvilkår, som forefindes i det land, hvor arbejdet udføres.
Der er tilsyneladende ikke noget formelt til hinder for, at der indgås overenskomster, eller at fagforeningen griber til konflikt mod virksomheder, der siger nej til overenskomst. Men der er stor risiko for, at overenskomster i mange tilfælde ikke vil blive gennemført, især når virksomhederne kun udstationerer arbejdere i landet i en kort periode. I disse tilfælde kan det være svært at nå at få en overenskomst på plads. Der er heller intet krav om, at virksomheden skal have en repræsentant i landet, og hvem skal fagforeningen så forhandle med?
Forholdet mellem princippet om gensidig anerkendelse og lønmodtagernes rettigheder vil efterhånden blive afklaret i kraft af EU-domstolens afgørelser. Det kan ikke vides på forhånd, hvilken fortolkning domstolen vil anlægge, men som regel forsvarer domstolen de grundlæggende principper, når de sættes op imod andre krav. Det vil i så fald indebære en næsten fuldstændig underminering af overenskomstsystemet og de faglige rettigheder. Domstolen vil utvivlsomt også komme til at fortolke flere af de andre undtagelser, der er i tjenesteydelsesdirektivet.
Medbragt arbejdskraft
Direktivets intentioner tydeliggøres af andre af de foreslåede bestemmelser. For eksempel skal en udenlandsk virksomhed ikke opbevare arbejdsretlige dokumenter såsom ansættelsespapirer i udstationeringslandet. Det vil gøre det umuligt at sikre efterlevelse af udstationeringsdirektivet og føre kontrol med illegale arbejdere, påpeger LO i sit høringssvar den 12. maj. Her bemærkes det også, at direktivet lægger op til, at vi som følge af EU-Domstolens praksis skal tillade udstationerede tredjelandsborgere at arbejde i Danmark på serviceopgaver, uden at de skal have dansk arbejdstilladelse.
»Dette kunne tænkes at ske, hvis russiske arbejdere arbejder lovligt for et polsk firma, og dette firma får opgaver i Danmark og medbringer de russiske ansatte til at udføre opgaverne. Reglerne for opnåelse af arbejdstilladelse i EU’s medlemslande varierer, og incitamenterne til at kontrollere arbejde udført i et andet land er næppe store, hvilket betyder, at markedet er åbent for useriøse aktører,« skriver LO.
»En bombe«
»Direktivet vil lægge en bombe under løn- og arbejdsforhold på det danske arbejdsmarked«, siger Enhedslistens folketingsmedlem Søren Søndergaard, der stiller op til EU-parlamentet for Folkebevægelsen ved valget den 13. juni.
»Hvis det bliver vedtaget i sin nuværende form, vil det bl.a. betyde, at firmaer fra andre EU-lande kan operere i Danmark uden krav om, at de overholder dansk lovgivning og danske overenskomster. De ansatte skal arbejde efter hjemlandets regler. Det vil så være oplagt, at firmaerne flytter derhen, hvor kravene er mindst, og beskyttelsen af de ansatte dårligst,« siger Søren Søndergaard.
Som det påpeges af LO, er tjenesteydere »ofte små virksomheder uden større tilknytning til den stat, hvor de er »etableret«, men ikke nødvendigvis arbejder. Forslaget vil derfor medføre en fristelse til at placere sin servicevirksomheds postadresse i de medlemsstater, hvor udgifterne er de laveste.«
Tidsplanen
I EU fortsætter arbejdet med direktivforslaget. På det seneste møde i Ministerrådet vedrørende konkurrenceevne/det indre marked den 17.-18. maj noterede det irske formandskab, at nogle af de involverede spørgsmål er »komplekse og følsomme«, og at den kompetente arbejdsgruppe stadig er på et tidligt stadium i behandlingen. EU-Kommissionen har tidligere vurderet, at hvis direktivet skal nå at få effekt inden for Lissabon-processen, må det implementeres senest 2007. Det kræver efter Kommissionens opfattelse, at det bliver vedtaget i 2005. »Fra dansk side er man indstillet på at støtte en ambitiøs tidsplan,« hedder det på Erhvervs- og Boligstyrelsens hjemmeside, dvs. fra den ansvarlige styrelse i Bendt Bendtsens ministerium.
Faglig modstand
Svensk LO’s formand har for længst taget afstand fra direktivforslaget, og seks svenske LO-forbund fører en fælles kampagne mod det. I Danmark har både Socialdemokratiet og LO været henholdende i deres udtalelser. Den 12. maj kom LO imidlertid med sit høringssvar, hvor man kræver en række punkter afklaret eller ændret.
LO tilslutter sig intentionen om at skabe et indre marked for tjenesteydelser med fuld respekt for traktatens artikel 2 EU, men finder på det foreliggende grundlag direktivforslaget til rammedirektiv helt uacceptabelt.
LO er også utilfreds med at være blevet forbigået:
»Det er uacceptabelt, at den europæiske fagbevægelse (ETUC) og sektordialogen ikke har været inddraget i forberedelsen af dette omfattende forslag, som får store konsekvenser for arbejdstagerne i Europa. Fagbevægelsen bør i videst muligt omfang inddrages i Kommissionens overvågning af udviklingen«.
Søren Søndergaard har en mere grundlæggende kritik af direktivforslaget:
»Vi må fastholde, at udenlandske arbejdere skal sikres de samme rettigheder som alle andre, når de arbejder i Danmark. Både af hensyn til dem selv og af hensyn til løn- og arbejdsforhold for danske arbejdere. Derfor skal det direktiv skrottes, eller ændres fuldstændigt«, fastslår han og fortsætter:
»Direktivforslaget viser tydeligt, hvordan EU-bureaukraterne dyrker de uhæmmede markedskræfter, og hvad det betyder i form af pres på løn- og arbejdsforhold. Ikke bare i Danmark, men i alle EU-landene. Magthaverne stræber efter, at det bliver mindste fællesnævner – de dårligste forhold – som kommer til at gælde. Derfor er det nødvendigt, at EU-modstandere og fagbevægelsen står sammen for at bekæmpe det her direktiv og EU’s undergravning af overenskomsterne«.
Første del af artiklen bygger på en artikel i Internationalen nr. 18/2004.