9.000 døde i løbet af 7 års maoistisk opstand

Nepal er kendt for verdens højeste bjerg Mount Everest. På det seneste er landet også blevet hjemland for verdens hurtigst voksende og mest succesfulde maoistiske bevægelse i perioden efter den kolde krigs afslutning.

Af Farooq Sulehria

Medierne rapporterede den 23. Marts, at myndighederne hævdede at have dræbt 500 maoister i byen Bani, der ligger 120 km fra hovedstaden Katmandu. »Slaget« havde været det hidtidigt mest blodige gennem syv års sammenstød mellem nepalesisk politi og maoister. Maoisterne har benægtet, at dødstallene var så høje, som myndighederne meddelte. Regeringen har også revideret tallene. Det nyeste tal er på ca. 150. I mediernes opfølgning til Bani begivenheden har de hævdet, at de sidste syv års maoistiske opstand har kostet 9.000 dræbte.

Uanset hvad det sande tal er, 500 eller 150, viser begivenheden den styrke, som maoisterne har opnået i Nepal siden 12. februar 1996, da Nepals Kommunistiske Parti (Maoister) eller forkortet NKPm begyndte sin såkaldte »folkekrig« (jana yuddha) i et forsøg på at omstyrte den statsmagt, det betegnede som reaktionær, og i stedet etablere en ny folkerepublik.

NKPm er en af adskillige splittelsesgrupper, der stammer fra det oprindelige Nepals Kommunistiske Parti (NKP). NPKm blev født, da den politiske del af den yderste venstrefløj ved navn »Samyukta Jana Morcha Nepal« (SJMN) eller Nepals Forenede Folkefront blev splittet i slutningen af 1993. Indtil da havde SJMN været den tredje største gruppe i Pratinidhi Sabha (parlamentet) med 9 MF´ere.

Folkelig støtte

Maoisterne i Nepal har ikke alene overlevet; men er også vokset og har øjensynligt også udvidet sin støtte i befolkningen. Næsten 70 % af de landlige områder i Nepal er angiveligt under guerillaens kontrol. Maoisterne styrer disse distrikter via folkekomiteer og har etableret folkedomstole. I modsætning til i 70´erne, da Nepal oplevede en stigning i maoistisk aktivitet, der fik aktiv støtte fra Kina, får de nepalesiske maoister denne gang ingen støtte fra Kina. Tværtimod har NKPm stemplet Kina som revisionistisk eller snarere nyrevisionistisk. NKPm mener, at Kina vendte sig til revisionismen efter Mao Ze Dongs død.

De maoistiske ideers succes i Nepal understreger den krise, som dette fattige land med næsten 80 millioner indbyggere, heraf 80 % under fattigdomsgrænsen, er stillet over for. Skønt visse demokratiske reformer banede vejen for et flerpartivalg i 1990, er Nepal stadig et klassisk eksempel på en feudal stat, der styres af en magtfuld monark.

Kongen er en militær/politi-diktator, der skjuler sig bag et svagt parlament. Det sociale grundlag for disse degenererede parasitter er ekstremt lille. Kongehuset henter sin støtte fra en hinduistisk elite. Nepal er den eneste officielle hinduistiske stat i verden. De pro-monarkistiske partier i det svage parlament har minimalopbakning fra masserne. Økonomien er fuldstændigt afhængig af ulandshjælp efter et katastrofalt nyliberalt eksperiment i de tidlige 90´ere, da Nepal åbnede op for de multinationale. Overudbytningen af de nepalesiske masser har ført til at disse har set hen til kommunisterne som dem der kunne skaffe dem af med denne udbytning, som det brutale kongehus, dets lakajer og dets statsapparat har båret ansvaret for. Kommunisterne har været i første række i kampen for demokrati i Nepal.

Kommunister vandt valget

Da begrænsede demokratiske reformer endelig banede vejen for flerpartivalg, fremstod Nepal Kommunistiske Parti (Forenede Marxist Leninister), som det største parti i valget i 1994.

Det var første gang i Asiens historie, at et kommunistparti blev valgt til magten. I perioden efter den kolde krigs afslutning var det den første valgsejr for noget kommunistparti i det hele taget. Denne sejr skabte stor begejstring på hele det indiske subkontinent, som dog snart fortonede sig, da regeringen under ledelse af kammerat Adhikari blev opløst efter ni måneder ved magten.

Adhikari regeringen mislykkedes ikke blot med at gennemføre de reformer, den havde lovet – først og fremmest en jordreform, som er yderst vigtig i dette landbrugsdominerede land – men den demoraliserede også en masse kadrer.

Derimod leverede maoisterne den handlekraft som masserne tilsyneladende ledte efter. Skønt kommunistpartiet ikke har mistet sin vælgermæssige styrke eller sin masseopbakning i byerne, har maoisterne fungeret som en magnet i landdistrikterne.

Maoisternes vækst har gjort nabolandet Indien temmelig nervøs. Nepal, der fungerer som en buffer mellem Indien og Kina, har haft stor strategisk betydning. Nepal har som hindustat været en slags indisk indflydelsessfære. Landet, der ingen adgang har til havet, har også desperat brug for indisk støtte og samarbejde. Traditionelt er kongen blevet støttet af indiske og engelske regeringer, og i den senere tid har USA i stadig større omfang støttet ham.

Bush-administrationen føjede den 30. april 2002 NKPm til listen over terroristiske organisationer. Den amerikanske regering underskrev også i 2002 en femårig aftale med Nepal om »samarbejde i kampen mod terrorisme og for at forhindre mulige terroristiske angreb«.

Washington gav samme år Nepal 14 mio. dollar i militærstøtte og offentliggjorde en leverance på 3.000 M-16 rifler i januar som del af et samlet støtte på 5.000 geværer. Ved at pumpe den nepalesiske hær op med politisk og militær støtte, styrker USA også kongehusets politiske magt, da dette traditionelt især har hvilet på militæret.

Forhandlinger

Washington er muligvis bekymret over virkningen af ustabilitet i Nepal på den øvrige del af hele det indiske subkontinent. Men den væsentligste grund til de voksende militære bånd til Nepal er landets strategiske placering – lige ved siden af Kina og Centralasien.

Washington har en række militære aftaler med de lande, der grænser op til Kina. De strækker sig fra USA´s nye baser i de centralasiatiske republikker, gennem Sydøstasien og videre til dets formelle allierede i Nordøstasien – Japan og Sydkorea. På den anden side støtter Indien, som udvikler stærke forbindelser til Washington, også det nepalesiske kongehus og har ydet betydelig militærhjælp til Nepal.

Maoisterne er tydeligt bekymrede over det voksende amerikanske engagement i Nepal. Næstformanden for NKPm, Baburam Bhattarai, udtalte til Guardian i maj 2002: »De (regeringsstyrkerne) kan ikke knuse os. De kan ikke slå os militært….. Men USA er verdens største terrorist. USA har åbent truet os. Det er en situation, vi ønsker at undgå.«

Maoisterne deltog i forhandlinger om våbenstilstand i november 2001, efter at Nepals regering var begyndt at brændemærke dem som terrorister, og USA blev mere interesseret i Nepal. Våbenstilstanden« brød sammen. I slutningen af 2003 blev der forslået en ny runde af forhandlinger mellem maoisterne og Nepals regering, men de kunne ikke afholdes.

To-trins-teori

Som andre maoDen tyrkiske kvindebevægelse er splittet over det muslimske, men strengt sekulære lands forbud mod at bære slør. Kvindeaktivist mener dog, at landet feminister står over for langt mere seriøse problemer med udbredte tvangsægteskaber, »æredrab« og et samfund gennemsyret af en macho kultur.istiske grupper støtter NKPm den stalinistiske »to-trins« teori (først nationale og demokratiske reformer, derefter socialistiske forandringer, -red.). I forbindelse med forhandlingerne tog maoisterne afstand fra deres egne begrænsede krav og tilkendegav deres villighed til at gå ind for en omstrukturering med et åbent marked.

NKPm´s forhandlingsleder, Krisna Bahadur Mahara, har tidligere tilkendegivet, at partiet ville overveje at beholde kongen. »Hvis folket accepterer monarkiet, er der intet problem. Hvis det afviser kongedømmet, må det væk«. Mahara besvarede også spørgsmål ved et stort erhvervskonference med titlen »Fred for en Økonomisk Revolution«, som blev afholdt af Nepals Handels og Industri Kammer. Han lovede at offentliggøre partiets politik, men for at berolige sin tilhørere tilføjede han: »Vores økonomiske model er en fri økonomi med sund konkurrence og lige muligheder for alle deltagere«.

Oversat fra engelsk af Peter Kragelund.

Følg med hver måned: Abonnér!