Socialistisk Information nr. 185 • april 2004 Til SAP's Forside
Af Doug Lorimer
Mens Washington presser på for at få Spanien til at undlade at trække sine 1.300 soldater ud af Irak, truer en alvorlig splid med en anden NATO-allieret – Tyrkiet, som er modstander af den midlertidige grundlov, som USA har påtvunget Irak.
Den midlertidige grundlov, som officielt hedder »administrationslov for den irakiske stat i den midlertidige periode«, blev underskrevet af de 25 medlemmer af det USA-udpegede irakiske regeringsråd ved en ceremoni den 8. marts i hovedkvarteret for den amerikanskledede civile overgangsmyndighed (CPA). Den skal træde i kraft den 30. juni, hvor koalitionen formelt overdrager »den fulde suverænitet« til en »midlertidig irakisk regering«.
Samme dag rapporterede det franske nyhedsbureau AFP, at en »tyrkisk diplomat sagde, at Ankara var specielt bekymret over kurdernes status, som Tyrkiet længe har mistænkt for at planlægge et brud med Bagdad. Man frygter, at øget politisk indflydelse til de irakiske kurdere kunne udgøre et eksempel til efterfølgelse for kurderne i det sydøstlige Tyrkiet.«
Under den midlertidige grundlov vil irakisk Kurdistan, som består af tre provinser i den nordlige del af landet, hvor der bor 4,3 mio. kurdere, blive en autonom region inden for en irakisk føderal republik.
Den tyrkiske regering har gentagne gange modsat sig ethvert skridt, som kunne føre til selvstyre i irakisk Kurdistan. Tyrkiets 15,4 mio. kurdere ville blive opmuntret til at gå efter selvstyre som et skridt hen imod et selvstændigt og forenet Kurdistan.
Mens de pro-amerikanske irakiske kurdiske partier i det midlertidige regeringsråd – Jalal Talabanis Patriotiske Union for Kurdistan (PUK) og Massoud Barzanis Kurdiske Demokratiske Parti (KDP) er tilfredse med autonomi-bestemmelserne i den midlertidige grundlov, så er mange andre kurdere særdeles skuffede.
Skuffelse
Washington Times skrev den 16. marts, at mange irakiske kurdere »sagde, at de følte sig forrådt af deres ledere, ved ikke at få tilstrækkelige indrømmelser til kurderne i forhandlingerne i Bagdad om Iraks fremtid. Især ønsker kurderne (de olierige byer) Kirkuk og Khaneqin inkluderet i en fremtidig (kurdisk regional) regering og den 50.000 (mand store) peshmerga milits indskrevet i loven.«
Under den midlertidige grundlov er alle væbnede styrker og militser, som ikke er under den føderale, og derfor arabisk-dominerede regering, forbudte, med mindre »den føderale lov gør en undtagelse«. Den »irakiske overgangsregering« skal dannes efter valg til et parlament med 275 medlemmer (nationalforsamling), som skal afholdes ikke senere end 31. januar næste år.
Washington Post rapporterede, at irakiske kurdere »er dybt mistænksomme over for enhver fremtidig regering i Bagdad, som er domineret af arabere«.
Avisen citerede en kommentar fra Mahmoud Fallah, en taxachauffør i den overvejende kurdiske by Sulaymaniyah, som et typisk udtryk for følelserne blandt irakiske kurdere: »Araberne vil simpelthen vælge en ny udgave af Saddam (Hussein). Det var regeringen i Bagdad, som gjorde os uret i de forgange årtier.«
En anmodning om folkeafstemning om det nordlige Iraks status er blevet præsenteret for FN og underskrevet af næsten to millioner irakiske kurdere. »Vi ønsker at lade folket afgøre, om vi er en del af Irak eller noget andet, som fx en ny stat,« sagde Amanj Saeeed til Washington Times. Der er ingen bestemmelser i den midlertidige grundlov, som åbner op for en national selvbestemmelse for Iraks kurdiske befolkning.
Shiitisk kritik
Washington Post skrev den 9. marts, at mange arabiske irakere – især shiiter – også var kritiske over for den midlertidige grundlov.
»Jeg forstod ikke den midlertidige grundlov. De fleste gør det ikke«, sagde Amir Ali, en embedsmand på universitet, til avisen. »Det var Amerika, som skrev grundloven.«
I Bagdad demonstrerede flere tusinde shiiter mod den midlertidige grundlov den 12. marts med bannere, som sagde: »Vi ønsker ikke en amerikansk grundlov. Den er fabrikeret af amerikanerne og deres marionetter i regeringsrådet,« fortalte en demonstrant til AFP.
Arabiske shiiter i de hellige byer Karbala og Najaf, hvor Iraks mest indflydelsesrige shiitiske overhoved, storayatollah Ali al-Sistani har sin base, kritiserede dokumentet for at give for stor magt til de irakiske kurdere. Washington Post skrev den 9. marts, at Sistani selv havde kritiseret den midlertidige grundlov for at »sætte hindringer« i vejen for at nå en permanent grundlov.
Ifølge den midlertidige grundlov skal den civile overgangsmyndighed (CPA) »opløses« den 30. juni og en »fuld suveræn irakisk overgangsregering« skal overtage magten. Den amerikanske administrator, Paul Bremer, har imidlertid gjort det klart, at CPA vil blive USA’s ambassade i Irak, og at amerikanske embedsmænd vil fortsætte med at lede alle den irakiske regerings ministerier.
På en pressekonference den 19. februar sagde Bremer, at »koalitionens myndighed vil blive verdens største ambassade.. der vil være tusinder af amerikanske regeringsembedsmænd fra alle vores vigtigste ministerier, som fortsat arbejder her…«
Koalitionens myndighed vil, i »samråd« med dens håndplukkede regeringsråd, beslutte hvordan den »irakiske overgangsregering skal vælges. Ifølge Boston Globe den 15. marts er koalitionens myndighed og regeringsrådet »tilbøjelige til at holde regeringsrådet ved magten som del af et udvidet regeringsorgan efter den 30. juni, til trods for et stærkt ønske blandt irakerne for en mere repræsentativ regering«.
»Vi er i en proces, hvor vi udvider regeringsrådet og ændrer dets magt, udtalte et ledende shiitisk medlem af regeringsrådet, Ibrahim al-Jaafari, til avisen, som også skrev, at »shiitiske medlemmer afslørede i går, at de allerede var ved at udarbejde ændringer til grundloven. Tolv af de 13 shiitiske rådsmedlemmer udsendte en erklæring, efter at det midlertidige dokument var underskrevet, hvor de sagde, at de stadig har reservationer i forhold til dokumentet.«
Rådsmedlemmer, skrev Boston Globe, »indrømmer, at de stadig har brug for at vinde troværdighed blandt irakerne, men at de håber at udvide deres antal snarere end at stemme sig selv ud af deres stillinger til juli.«
Bremer bestemmer
»Spørgsmålet er, hvem der skal udvide rådet«, sagde Entifaadh Qanbar, en talsmand for Ahmad Chalabi, et sekulært, shiitisk rådsmedlem, som står i spidsen for den USA-oprettede Irakiske Nationalkongres (INC) INC er en organisation af tidligere eksilirakere, som modtog 340.000 dollars om måneden af Pentagon for »indsamling af efterretninger«.
Hvis det midlertidige regeringsråd, som er udpeget af CPA, skal udvides til at blive den »midlertidige irakiske regering« den 30. juni, så vil det blive Paul Bremer, som skal udpege de nye medlemmer og dermed den såkaldt »fuld suveræne midlertidige irakiske regering«.
Hvor CPA formelt skal opløses den 30. juni, så fastslår den midlertidige grundlov, at alle »love, regler, ordrer og direktiver«, som udstedes af CPA skal forblive fuldt gyldige, med mindre de omstødes eller ændres via retmæssig lovgivning« – hvilket formentlig betyder, indtil et parlament er valgt under en permanent grundlov.
Det parlament, som skal vælges ikke senere end slutningen af januar næste år skal udarbejde en permanent grundlov, som skal sendes til folkeafstemning næste år. Dog vil den midlertidige grundlov forblive i kraft, og et nyt parlament skal vælges, hvis to tredjedele af vælgerne i tre af 18 Iraks 18 provinser stemmer nej til den permanente grundlov, som det ny parlament skal udarbejde.
Washington Post skrev den 9. marts: »Shiitiske politikere siger, at klausulen giver 10 procent af irakerne magt til at blokere alle andres ønsker og vil kunne resultere i ustabilitet, hvis det ene udkast efter det andet bliver forkastet«. Avisen skrev også, at de shiitiske ledere er kritiske over for klausulen, som forbyder enhver ændring i den midlertidige grundlov uden et flertal på tre fjerdedele af det valgte parlament.
Permanent amerikansk kontrol
Den midlertidige grundlov sikrer en mekanisme, der legaliserer en permanent amerikansk kontrol over de nye irakiske væbnede styrker, som besættelsesmagten rekrutterer og træner. Dokumentet præciserer, at »de irakiske væbnede styrker vil være en væsentlig partner for den multinationale styrke, som opererer under enhedskommando i henhold til FN's Sikkerhedsråds resolution 1511 (2003) og alle senere relevante resolutioner«.
Resolution 1511, som blev vedtaget enstemmigt i oktober 2003, gav USA mandat til at etablere en »multinational styrke under enhedskommando til at tage alle nødvendige skridt for at bidrage til fortsat sikkerhed og stabilitet i Irak«.
På et pressemøde i Bagdad den 17. marts erklærede general Mark Kimmitt, pressetalsmand for USA’s militære kommando i Irak, at de amerikansk-ledede besættelsestropper »opererer her og kan meget vel opererer efter den 30. juni i henhold til Sikkerhedsrådets resolution 1511«.
Under den midlertidige grundlov, som skal gælde indtil en permanent grundlov er ratificeret, kan de amerikansk-ledede besættelsestropper legalt blive i Irak så længe resolution 1511 er gældende. Eftersom Washington kun behøver at overtale 10 procent af irakerne til at stemme imod en permanent grundlov, som man ikke går ind for, og at USA har vetoret i Sikkerhedsrådet, så vil den amerikansk-ledede besættelse og Washingtons kontrol med de nye irakiske væbnede styrker forblive »legalt« gyldig, så længe USA ønsker det.
Oversat fra den australske ugeavis Green Left Weekly, 24. marts 2004, af Åge Skovrind
»Dokumentet er, selvfølgelig, hverken perfekt eller ideelt. Det er et resultat af en konsensus mellem kræfter, partier og personer fra forskellige ideologiske og politiske strømninger. Det er resultatet af de herskende betingelser i et land under besættelse, af de rådende styrkeforhold og det eksisterende politiske klima (indenrigspolitisk, regionalt og internationalt). Trods visse mangler (som fx den manglende folkelige deltagelse i de forudgående diskussioner af dokumentet) og svagheder ved konkrete paragraffer (bl.a. vedrørende FN’s svage rolle i overvågningen af grundlovens gennemførelse, statens svage ansvar for at sikre social sikring og sikkerhed, den manglende klarhed mht. den udenlandske multinationale styrke under overgangsperioden ), så er det et grundlæggende positivt dokument, som modsvarer de påtrængende og legitime krav fra det irakiske samfunds nationale, religiøse og kulturelle spektrum og dets bestanddele. Det er derfor et udtryk for den politiske realitet og en fælles ramme for de håb, der næres af forskellige lag blandt vores folk under de mest komplekse og følsomme betingelser, som vi har gennemlevet i nyere tid.
Dokumentet behandler på en afbalanceret måde landets identitet, præciserer klart og åbent de civile rettigheder og friheder og understreger lighed for alle irakiske statsborgere.
Det kan betragtes som et acceptabelt kompromis og en aftale mellem forskellige visioner, holdninger og interesser. (…) Der er derfor ingen sejrherre, ingen vinder eller taber. Det giver muligheden for en bred og ansvarlig deltagelse i genopbygningen af landet – politisk, kulturelt og socialt – for alle, hvor fædrelandets interesser og folkets anstændighed er en hjertesag, og som forkaster undertrykkelse, diktatur og dens forbrydelser.«