Socialistisk Information nr. 183 • Januar 2004 Til SAP's Forside
Af Søren Søndergaard
2003 blev ikke noget godt år for Anders Fogh Rasmussen. Hvor statsministeren ved sidste årsskifte så ud til at sidde sikkert i sadlen, så ser situationen anderledes ud ved årsskiftet 2003-2004. Ikke fordi han risikerer at blive væltet i Folketinget. For det gør han ikke. Dertil er Pia Kjærsgaard og de øvrige ledere af Dansk Folkeparti alt for glade for deres entré på magtens bonede gulve. Men statsministeren kan ikke længere være sikker på at vinde næste folketingsvalg, som senest skal afholdes i efteråret 2005, men som meget vel kan komme allerede i løbet af 2004.
Hvad er grunden til, at det er gået så galt? Der er næppe én forklaring, men en række faktorer som tilsammen har betydet, at det store VKO-flertal i meningsmålingerne er sat over styr.
Flere arbejdsløse
For det første er der arbejdsløsheden. Fra Anders Fogh satte sig til rette i statsministerstolen i november 2001, er arbejdsløsheden steget fra 140.800 til 180.600 i oktober 2003, dvs. med ca. 40.000. Selvom regeringen med en vis ret kan henvise til dårlige internationale konjunkturer, så har den ikke kunnet forhindre at komme til at fremstå som dårligere til at bekæmpe arbejdsløsheden end den tidligere regering.
For det andet er der nedskæringerne. Selvom skattestop og skattelettelser selvfølgelig er populære, har den megen snak herom været med til at øge bevidstheden om regeringens ansvar for nedskæringerne, såvel de direkte som dem, der føres igennem via amter og kommuner. Det har bl.a. givet sig udtryk på gymnasieområdet, hvor efterårets demonstrationer var rettet direkte mod regeringen, selvom det formelt set var amterne, som havde ansvaret.
For det tredje er der skandalerne. Mens Anders Fogh selv har fremstået rimelig kompetent og driftssikker, så kan det samme bestemt ikke siges om hans ministre. Miljøministerens vennetjenester, kirkeministerens roderi, finansministerens ragen til sig, kulturministerens forglemmelser, forsvarsministerens fortalelser og skatteministerens huller har tilsammen været med til at skabe indtrykket af en inkompetent regering. Når dertil lægges den aftalte dagpengebesparelse, som måtte tages af bordet (fordi TV lå inde med et klip fra før valget, hvor Anders Fogh lovede, at det ikke ville ske), ja, så bliver der noget »Bambi på isen« over det hele.
Hul i teflonbelægningen
For det fjerde er der gået hul i den teflon-belægning, som betød, at Anders Fogh i sidste valgkamp og i sit første år som statsminister kunne få alle problemer til at glide af. Disse huller er bl.a. skabt af balladen om docu-soap’en »Fogh bag facaden« om det danske EU-formandskab, som afslørede en brutal Anders Fogh – ikke bare over for den polske regeringsleder, men i endnu højere grad over for sin egen udenrigsminister og sit eget personale. Irak-krigen har også bidraget til teflon-hullet. Selvom den danske befolkning er delt på spørgsmålet om det rigtige i krigen, så er der en udbredt følelse af, at specielt Anders Fogh ikke fortalte sandheden. Alt i alt har det betydet, at pressen er gået noget hårdere til ham, end tilfældet var det første år.
Problemerne og de dårlige opinionstal ser ud til at have gjort regeringen noget rådvild i forhold til, hvordan den skal overleve næste valg.
Udskudt på ubestemt tid
På nogle områder har svaret været at udskyde at gøre noget som helst. Helt tydeligt omkring dagpenge, efterløn og andre overførselsindkomster, hvor der ellers ikke tidligere har manglet krav fra Venstre og Konservative om »reformer«, det vil sige forringelser. Efter annulleringen af dagpengebesparelsen i forbindelse med finanslovsforhandlingerne, har Anders Fogh lovet, at der ikke vil komme forslag på dette område, før Velfærdskommissionen kommer med sin beretning i 2005. Men ikke nok med det. Han har også følt behov for at love, at et eventuelt senere forslag kun vil komme, hvis det har været annonceret i en forudgående valgkamp. Dermed kan et indgreb på dette område være skudt adskillige år ud i fremtiden.
Et andet område, hvor regeringen har valgt udskydelsen, er opgøret med EU-forbeholdene. Det var ellers også et område, hvor Venstre i opposition tordnede løs mod den danske »fodnote-politik« og krævede omafstemning om forbeholdene – jo før, jo bedre. Helt anderledes forholder det sig nu, hvor Anders Fogh – trods voldsomme protester fra Socialdemokraterne og de Radikale – har udskudt folkeafstemninger om forbeholdene til på den anden side af en folkeafstemning om en kommende Unions-forfatning.
Det sker dels ud fra den – utvivlsomt korrekte – antagelse, at en Unionsforfatning med forbeholdene vil have større mulighed for at snige sig til et flertal end en Unionsforfatning uden forbeholdene. Men det sker så sandelig også ud fra en forståelse af, at ingen regering vinder på at sætte mere Union til folkeafstemning, og at det derfor er mest fornuftigt at udskyde den slags afstemninger til efter et folketingsvalg, hvis det er muligt.
Endelig er det spørgsmålet om en ny kommunal struktur, hvor den såkaldte Strukturkommission netop har barslet med sine anbefalinger. Også her er der mulighed for, at regeringen vælger at skyde problemerne til hjørne, hvis ikke det lykkes at blive enige med Socialdemokraterne. I hvert fald er det næppe sandsynligt, at Anders Fogh med et snævert flertal vil tvinge en løsning igennem, som under alle omstændigheder også vil møde omfattende modstand i hans eget bagland af kommunale Venstre-folk.
Foghs valgtaktik
Men hvordan vil Anders Fogh så forsøge at vinde det kommende valg?
Set på baggrund af hans nytårstale er det klart, at hetzen mod flygtninge og indvandrere i Danmark fortsat vil spille en vigtig rolle. Alligevel er der grænser for, hvor hårdt han kan spille det kort, da han samtidig har et behov for at hævde, at regeringens stramme udlændingepolitik har haft positive resultater.
Tilbage står løftet om, at bedre tider venter rundt om næste gadehjørne. Eller som han sagde det i nytårstalen: »Her på årets første dag tør jeg godt forudsige, at opsvinget kommer i 2004.«
Det må siges at være noget af en satsning. En satsning, som kan give bonus, hvis opsvinget kommer og arbejdsløshedskurven vender. Men en satsning, som kan give alvorligt bagslag, hvis opsvinget udebliver, eller hvis det ikke giver sig udslag i en øget beskæftigelse.
I så fald har Anders Fogh kun ét kort tilbage. Men det er måske i virkeligheden også hans bedste. Nemlig at oppositionen ikke er i stand til at fremlægge et alternativ, som giver tro på en bedre fremtid. I så fald kan det være, at valget vindes af logikken: Man ved, hvad man har, men man ved ikke, hvad man får...