Socialistisk Information nr. 183 • Januar 2004 Til SAP's Forside
Af John Jessen
I den allerførste sætning præsenteres den centrale påstand, der er baggrunden for hele programmet: »Globalisering er en forudsætning for en fortsat velstandsudvikling« – og herefter præsenteres målet: »Den globale økonomi skal blive så åben som muligt.«
Gevinst for Danmark
I rapporten fremlægges en række nye initiativer, der skal fjerne »barrierer for en aktiv udnyttelse af globaliseringen«. Det samlede resultat beregnes til at blive en årlig gevinst for den danske økonomi på 7-8 milliarder kroner (ca. 0,5 procent af bruttonationalproduktet, BNP).
Hvilke grupper af befolkningen, der vil få glæde af gevinsten, er der ingen direkte vurderinger af, men det påstås, at »de gevinster, globaliseringen hidtil har givet, ikke er sket på bekostning af udsatte grupper på arbejdsmarkedet«, da der i Danmark ikke er kommet støre ulighed i lønningerne som i USA og heller ikke stigende ulighed i form af arbejdsløshed som i visse andre europæiske lande.
Den globale ulighed
Rapporten benægter ikke, at der er stor fattigdom og ulighed i verden, men hævder, at den i nogen udstrækning er blevet reduceret de sidste 10-20 år, hvis man ser bort fra Afrika. Det er et regnestykke, der svarer til at vise forskellene i indkomst i Danmark, hvis alle modtagere af kontanthjælp og dagpenge ikke tælles med. Man kan alt efter temperament kalde det manipulation eller et liberalt syn på verden.
Hertil kommer, at forskelle mellem lande intet fortæller om, hvordan fordelingen i indkomst og levevilkår er internt i landene. Lad os tage et enkelt eksempel.
Det kinesiske væksthus
Regeringen i verdens folkerigeste land, Kina, der fortsat kalder sig kommunistisk, har kastet sig ind i globaliseringen med begejstring og har ikke flere forbehold end den danske regering, dvs. ingen.
Resultatet er, at Kinas samlede udenrigshandel i 2003 er steget med over 36 procent. Væksten i Kinas økonomi er så markant, at den tilskrives ca. 20 procent af verdens samlede velstandsstigning (ifølge Danmarks ambassadør i Singapore, Politiken, 27.12.03). Men hvem betaler prisen?
De officielle tal lyver, og det er strafbart for kinesiske arbejdere at ytre sig, men forholdene kan illustreres med denne historie:
En meget stor del af det legetøj, som i sidste måned blev købt i den rige del af verden, er produceret i Kina, hvor en af de største legetøjsfabrikker heder Kin Ki. Mange af de ansatte her er teenagere, der kommer til storbyerne fra de fattige provinser. De tjener reelt kun det halve af, hvad de officielle tal for mindstelønnen viser. De bor i tætpakkede, små værelser, og de har hverken sundhedsforsikring, pensionsrettigheder eller kontrakter på deres arbejde. (New York Times, 14.12.03)
Noget for noget
Det er som bekendt den danske regerings trosbekendelse, at der skal sættes en pris på alt (miljø, sundhed eller noget helt tredje), og at prisen så vidt muligt skal fastsættes på et åbent marked. Dette er baggrunden for alle former for privatiseringer og udliciteringer af offentlige opgaver og virksomheder.
Den samme logik styrer reglerne i verdenshandels-organisationen, WTO, og rapporten fastslår da også, at regeringen giver sin fulde opbakning til EU’s linje i WTO, der vil have åbnet verdensmarkedet for den fri bevægelse af ikke bare varer, men også af kapital – både i form af bankforretninger og direkte investeringer.
(Læs mere om WTO i bogen Frihandel eller fribytteri af Michael Voss.)
De konkrete initiativer i regeringens rapport kommer inden for de følgende fire områder:
Globalisering gennem handel
Den danske udenrigshandel er for lille, ifølge rapporten. Det viser sig ved, at eksporten kun svarer til gennemsnittet i EU, og importen kun er på ca. 70 procent af EU-landenes gennemsnit – og det er ens for stort set alle brancher.
Rapporten argumenterer for, at en større import – ligesom en større eksport – kan bidrage til vækst. Det udtrykkes sådan: »Handel er ikke et nulsumsspil, hvor nogen »taber«, mens andre »vinder«. Handel gavner alle.«
Det store problem er. at det stadig er nabolandene Tyskland, Sverige og England, der er Danmarks største handelspartnere. Og apropos det ovenfor omtalte tilføjes det:
»Således udgør handlen med Kina, »verdens væksthus«, kun knap 2 procent.«
For at øge udenrigshandlen – især eksporten – vil regeringen gennemføre:
Fjernelse af tekniske handelshindringer, f.eks. nationale regler for godkendelse af produkter (gennem WTO) og hurtigere harmonisering af standarder i EU.
Oprydning i de offentlige mærker, hvor regeringens holdning er, at et fælles europæisk kvalitetsmærke skal afløse de mange nationale produktmærker. Forslaget er ikke beskrevet nærmere i rapporten (se dog nedenfor om lettelse af import til Danmark), men det kan betyde, at kravene til produkternes sikkerhed, sundhed og miljøbelastning, f.eks. mærker om økologi. sænkes, hvis det er nødvendigt, for at et nyt fælles mærke kan indføres. I hvert fald fastslår rapporten, at »hensynet til vækst og åbenhed i økonomien skal veje tungere, når det fremover overvejes at lave nye, offentlige mærker«.
Reduktion af told (gennem WTO).
Færre godkendelser af statsstøtte i EU. Den mest omfattende statsstøtte – landbrugsstøtten i den vestlige verden, der f.eks. udgør halvdelen af EU‘s samlede budget – omtales kun i forbindelse med WTO-forhandlingerne, hvor bl.a. EU bruger den som pression over for den fattige verden: Hvis I åbner jeres markeder, vil vi (måske) skære ned i statsstøtten til landbruget.
Effektiv håndhævelse af regler om udbud af offentlige opgaver (både gennem EU og WTO).
Liberalisering af servicesektoren (både gennem EU og WTO), bl.a. søtransporten, der udgør en betydelig del af den danske serviceeksport.
Hertil kommer en særlig indsats for, at udenlandske virksomheder lettere kan komme ind på det danske marked – som underleverandører, samarbejdspartnere eller konkurrenter.
Som konkrete barrierer, der skal gribes ind over for, fordi de begrænser importen, nævnes:
– kravene til beviser for varernes oprindelsessted
– kvalitetskravene til renovering af kloakker
– de danske krav til økologi, der opleves som skrappere end i andre lande.
Globalisering gennem investeringer
Dette område handler om, at udenlandske virksomheder skal have lettere ved at investere i Danmark, fordi det vil øge produktiviteten og bringe ny teknologi med sig.
Investeringer den modsatte vej er derimod ikke beskrevet, fordi gevinsterne ved, at danske virksomheder investerer i udlandet ifølge rapporten er sværere at vurdere.
I denne del af rapporten findes en enkelt indrømmelse af, at globaliseringen kan have en pris. Det nævnes, at direkte udenlandske investeringer ikke nødvendigvis giver en gevinst i form af vækst, hvis den »primært er drevet af skattespekulation elle lempeligere standarder for miljø og arbejdstagerrettigheder«. Lige så snart det er skrevet, er det dog glemt igen, og dette problem nævnes ikke i nogen anden sammenhæng i rapporten.
Rapporten fastslår, at udenlandske investeringer i Dannmark er blandt de højeste i verden, og at de formelle barrierer for dem allerede er blandt de laveste i hele OECD – i alle brancher.
Da flere af de barrierer, der hæmmer handlen, også kan begrænse investeringerne, er der kun nævnt få særlige initiativer om investeringer. De drejer sig om selskabsskatten, der er højere end i nabolandene, og om tilslutning til euroen, som ifølge rapporten vil øge bevægelsen af kapital mellem Danmark og udlandet med 20-30 procent.
Globalisering gennem arbejdende mennesker
I dette afsnit fastslås det, at »vandringer på tværs af grænserne er grundlæggende et gode«, men straks tilføjes, at den »kan være problematisk, hvis der er ubalance i vandringerne.«
I praksis betyder det, at regeringen ikke ønsker en fri bevægelse af mennesker som en del af globaliseringen. Det præciseres nemlig, at udlændinge skal komme til Danmark af de »rigtige årsager«, dvs. at »der er behov for deres særlige kvalifikationer, og fordi de finder landet attraktivt.« Med andre ord skal de inviteres af en arbejdsgiver – det er ikke nok, at de selv kommer hertil for at prøve lykken.
Det eneste nye initiativ på dette område er, at det skal gøres nemmere for udlændinge fra lande uden for EU at få vurderet og anerkendt deres uddannelse og kvalifikationer i Danmark.
Globalisering gennem udveksling af viden
Rapporten anfører det som et problem, at 84 procent af virksomhederne i Danmark hverken har udlændinge i bestyrelse eller ledelse. Desuden er Danmark god til at tiltrække udenlandske studerende, mens danske studerende ikke i samme grad rejser ud.
Forslagene på dette område handler derfor om:
– forsikring og retshjælp, hvis patent-rettigheder krænkes
– skattelettelser for at tiltrække udlændinge til ledelsen af virksomheder i Danmark
– øget forskning, højere uddannelsesniveau og internationalisering af uddannelserne.
Udsigterne for 2004
Siden denne rapport blev skrevet, godkendt af regeringen og udgivet, har to vigtige begivenheder forstyrret billedet.
Den første var sammenbruddet af forhandlingerne i WTO, hvor de fattige lande blokerede for en aftale, som ikke begyndte at løse deres problemer i forhold til verdensmarkedet.
Den anden er sammenbruddet af forhandlingerne om en forfatning for EU.
Hermed er scenen ændret for den politiske kamp i 2004, men intet tyder på, at det vil ændre ved den holdning til globalisering, som VK-regeringen har fremlagt med denne rapport.
Mange af forslagene er generelle, og det må forventes, at regeringen i 2004 vil spille ud med en række konkrete forslag, der meget direkte vil sætte globaliseringen på den politiske dagsorden i Danmark.
Af Åge Skovrind
Er det ikke et problem, når danske arbejdspladser forsvinder, fordi virksomhederne flytter produktionen til mere profitable lande?
Det er klart et problem, fordi nogle mister deres arbejde, men den måde, vi tackler problemet på, er efter min mening ikke særlig klog. Vi må acceptere, at uanset om det er kapitalisme eller socialisme, så vil der blive nedlagt og oprettet arbejdspladser. Det er en del af udviklingen. I Danmark er der sket en udflytning af arbejdspladser i årtier, men Danmark er ikke blevet et fattigere land. Tværtimod er velfærden vokset, og økonomien er fordoblet på 25-30 år.
Problemet er, hvordan vi fordeler værdierne. I dag fordeler vi det sådan, at de, der er så heldige at have en arbejdsplads (eller endnu heldigere at eje den), bliver rigere, og de, der mister en arbejdsplads, bliver fattigere. Det er mere et fordelingsspørgsmål end et spørgsmål om økonomi.
Mange lande har en lovgivning, som er betydeligt skrappere end den danske, hvad angår virksomhedernes muligheder for at afskedige de ansatte? Er det en vej at gå?
Jeg er ikke tilhænger af krav, som nærmest indfører forbud mod at nedlægge arbejdspladser. Det er meget statisk og urealistisk. Selv om Danmark på dette område har nogle meget liberale regler, så har vi alligevel haft en stor vækst. Det vil være klogere at satse på et godt dagpengesystem og uddannelsesrettigheder.
Men er det mere realistisk?
Det afhænger af de politiske styrkeforhold. Men når vi lægger en strategi i en kapitalistisk verden, må vi se på, hvordan vi får det bedste ud af det. Verden udvikler sig ulige, også i produktivitet, og derfor må man regne med, at nogle typer jobs vil blive flyttet til lande med lavere produktivitet, mens andre jobs bliver udviklet her med højere produktivitet og højere lønninger. I stedet for at prøve at lade som om, man kan stoppe udflytning, skal man hellere stille nogle krav.
Hvis vi tager det konkrete eksempel med Ecco og deres skoproduktion, så burde virksomheden have en forpligtelse over for de ansatte. Det er ikke acceptabelt, at man i årtier kun uddanner arbejdskraft til at sy sko eller skjorter, og når man ikke gider det mere, så er det ud af porten…
Arbejdsgiverne skal have en forpligtelse til at give de ansatte almene kvalifikationer og efteruddannelse.
Som en lov eller som en del af en overenskomst?
Det kunne være ved betaling til en fond, ligesom man har i forhold til lærlinge. Politisk kunne man sagtens vedtage, at arbejdsgiverne indbetaler en procentdel af lønnen til efteruddannelse og kombinere det med en ret for de ansatte – ja, det burde næsten være en pligt – til gratis uddannelse. Det er samme princip som med feriedagpenge.
Det vil så ikke være en ordning, som specielt retter sig mod de virksomheder, der spekulerer i at flytte produktionen?
Hvis det er en koncern, som nedlægger produktionen blot for at flytte den til mere profitable lande, må man selvfølgelig skærpe kravene.
Du accepterer i princippet, at en virksomhed placerer produktionen der, hvor det er mest profitabelt. Men hvordan har du det med, at det jo netop er profitabelt, fordi arbejdsforholdene ofte er helt uacceptable i forhold til danske standarder?
Vi har også en forpligtelse til at sikre ordentlige vilkår i de lande, der får arbejdspladser ved udflytning. Her må vi kigge på ILO og FN-systemet, og arbejde for nogle globale miljøkrav. Vi skal arbejde for en international lovgivning, så det ikke bare er op til forbrugerne at reagere, når Adidas eller andre bruger børnearbejde, men vi skal også kunne forbyde import, hvis et firma ikke lever op til standarderne. Her må vi udfordre EU og WTO-systemet, så vi får ret til at stille sådanne krav. Som det er i dag, vil et ensidigt forbud i Danmark indebære et brud med EU.
Hvad er det så for en type erhverv, vi skal satse på i Danmark?
Det er vanskeligt at sige. Jeg tror, det er vigtigere at satse på, at en tilpas stor del af arbejdsmarkedet ikke er afhængigt af de multinationale.
Det er da godt, at et stort elektronikfirma eller medicinalfirma etablerer sig her i landet, men dermed gør man sig også sårbar. Det allervigtigste er at have en sektor i den danske økonomi, som ikke er afhængig af monopolerne. Også for at have et alternativ til de ansatte, som bliver ramt, når arbejdspladser bliver nedlagt.
Her tænker jeg især på at udvikle den offentlige sektor – infrastrukturen med transport, energi osv., velfærden – og den offentlige produktion.
Er det ikke lidt nationalistisk, det med at beskytte sig mod de store, internationale virksomheder?
Jo mere vi får kontrol over vores egen økonomi i forhold til de multinationale, jo bedre mulighed får vi også for at udvise international solidaritet.
I stedet for at lade tekstilproducenter i Herning og omegn flytte rundt på arbejdspladser i verden, så kunne man – hvis vi kan se, at en produktion på sigt ikke er rentabel i Danmark – med en økonomisk plan overføre arbejdspladser på ordentlige vilkår til andre steder i verden, stille krav til vilkårene i de pågældende lande, og samtidig skabe job-alternativer herhjemme.
Det lyder meget harmonifuldt. Men når en privat virksomhed flytter ud, er det jo i bund og grund kun interessen for mere profit, som tæller?
Men det er os, som har fat i den lange ende. Når vi snakker om de multinationale, er det en udbredt – men efter min mening fejlagtig – opfattelse, at vi er mere afhængige af de multinationale end omvendt. Tag medicinalindustrien: Den var intet værd uden den offentlige sundhedssektor og den offentlige forskning. Derfor er der grundlag for, at vi kan stille krav, også krav om billig medicin til den tredje verden. Der er ingen multinationale i Danmark, som ikke har en fordel af at være her.
Er det ikke et problem, hvis globaliseringen fjerner alle de ufaglærte arbejdspladser i Danmark? Det er jo ikke os alle, som kan leve op til myten om Danmark som højteknologisk og vidensbaseret foregangsland.
Jeg er enig i, at vi ikke kun skal have arbejde til folk med videregående uddannelse. Men det gør det endnu vigtigere at have en stor offentlig sektor, hvor der også er plads til disse jobs.
Hvorfor afskaffer man billetsælgere og togkontrollører? Problemet ligger i den rationaliseringspolitik, der er gennemført især i det offentlige, men også i det private, hvor man har presset de mere ufaglærte jobs ud. Her er kapitalismen værre i dag end for 30-40 år siden, hvor enhver virksomhed havde plads til en mand med en kost, eller plads til folk på vej til pensionsalderen. Det har både skadet dem, der blev presset ud, og vilkårene for dem, der var tilbage.
Vi må ind med krav om, at man skal acceptere, at folk har en lavere produktivitet i dele af deres liv, – i stedet for at sende dem på dagpenge eller førtidspension.
Ofte taler man om en globaliseret økonomi som en kendsgerning, vi skal indordne os under – ikke som noget, vi selv er herre over. En ting er de begrænsninger, vi har pålagt os selv gennem EU, WTO, men vil det ikke få dramatiske konsekvenser med kapitalflugt osv., hvis man i et enkelt land indfører restriktioner over for kapitalens fri bevægelighed?
Lad spekulanterne spekulere der, hvor de har lyst – vi har alligevel rigeligt med kapital til alle fornuftige formål, ikke mindst pga. den kapital, der er bundet i pensionskasserne. Vi kunne lave et spekulationsfrit kapitalmarked i Danmark, baseret på Nationalbanken, pensionskasserne og selvejende realkreditinstitutioner – hvis vi ville.