Socialistisk Information nr. 182 • December 2003 Til SAP's Forside
Af Bjarke Friborg
I takt med den aktuelle debat på venstrefløjen kan det af og til være nyttigt at se med et nyt blik på tidligere diskussioner i vores bevægelse. Gennem tiden har Fjerde Internationale (FI) altid været et arnested for udviklingen af nye ideer og tendenser, med udgangspunkt i afvisningen af den stalinistiske kontrarevolution og Leo Trotskijs kamp mod sovjetbureaukratiet i 1920’erne og 1930’erne.
Meget af denne tidlige teoriudvikling var medvirkende til, at FI mange steder blev en vigtig drivkraft bag udviklingen af »det nye venstre« fra 1960’erne, der så på kampene for kvindefrigørelse, minoritetsrettigheder og socialistisk demokrati som en naturlig del af kampen for arbejderklassens rettigheder allerede i dag – og ikke bare som noget, der automatisk ville blive løst med en socialistisk revolution.
Raja Dunajevskaja
En af disse trotskistiske pionerer var den ukrainsk-fødte Raja Dunajevskaja (1910-1987). Som 12-årig kom hun med sine forældre til USA, hvor hun hurtigt involverede sig i politik. I 1920’erne var hun aktiv i den radikale del af datidens afro-amerikanske bevægelse, bl.a. American Negro Labor Congress og avisen Negro Champion. Efter at hun som 18-årig blev ekskluderet af det stadigt mere Stalin-loyale »officielle« kommunistparti, var hun med til at stifte det trotskistiske Socialist Workers Party (SWP). Her blev hun efterhånden en både markant og omstridt skikkelse, bl.a. som sekretær for Trotskij i Mexico 1936-1937 og som leder af den såkaldte »Johnson-Forrest-tendens« i SWP i 1950’erne.
Marxistisk humanisme
Dunajevskaja definerede sit projekt som »marxistisk-humanistisk«, fordi hun mente, at den humanistiske og menneskelige side af det marxistiske projekt var blevet og fortsat blev undervurderet af de andre socialistiske retninger. Det blev mere og mere afgørende for hende at slå fast, at det ikke er tilstrækkeligt med en ændring af ejendomsforholdene, men at det også er nødvendigt at ændre de sociale relationer, dvs. hvordan mennesker lever sammen. Sådanne ændringer ville desuden kun kunne blive kæmpet frem fra neden af folk selv, og ville aldrig kunne påtvinges fra oven eller udefra, f.eks. ved hjælp af sovjetiske bajonetter som i Østeuropa.
Særlig undertrykkelse
Kampen mod den særlige undertrykkelse af kvinder og sorte blev et kendetegn ved den nye »marxist-humanistiske« tendens. Sammen med den caraibisk-fødte C.L.R. James havde Dunajevskaja i årevis været stærkt involveret i SWP’s arbejde for kvinders og sortes rettigheder, men undervejs havde de stødt på en række nye problemer – både i forhold til SWP’s socialismesyn og til den interne partikultur. På denne baggrund organiserede de i 1948 »Johnson/Forrest-tendensen« (hvor »Johnson« var C.L.R. James og »Fred Forrest« var Dunajevskaja, eftersom SWP den gang opererede med interne partinavne, eller dæknavne).
For James og Dunajevskaja havde kampene for kvinders og sortes rettigheder en afgørende værdi i sig selv, dels fordi de rettede sig mod særlige former for undertrykkelse, men også fordi de byggede – og var nødt til at bygge – på forskellige former for selvorganisering, der pegede frem mod nye måder at indrette sig på og helt nye menneskelige relationer. På samme måde begyndte de at engagere sig i kampene for rettigheder til homo-, bi- og transseksuelle. For James og Dunajevskaja bidrog alle disse kampe til selvindsigt og selvtillid – noget, der var meget mere vigtigt end at partiet og partiledelsen til enhver tid havde et fast greb om udviklingen.
Overskride gammel uenighed
Den amerikanske skribent og forfatter Paul Le Blanc, er blandt dem, der i dag ivrer for at overskride gammel uenighed og se med nye øjne på den rige trotskistiske arv. Han er medlem af organisationen Solidarity, der opstod i slutningen af 1980’erne som led i processen med at forlige de tidligere stridende parter. I oktober 1996 skrev han følgende i tidsskriftet Monthly Review:
»Tidligere end de fleste andre på venstrefløjen, udviklede de, der deltog i eller blev påvirket af Johnson/Forrest-tendensen en seriøs teoretisk tilnærmelse til kvindefrigørelse og til de sortes befrielseskamp. Det gjorde de gennem at anerkende, at disse kampe var fuldt ud berettigede, at de var relativt uafhængige, og at arbejdernes klassekamp ikke blev mindre vigtig af den grund, men at der var tale om en gensidig revolutionær dynamik. (…) Johnson/Forrest-tendensen udmærkede sig ikke alene med et glødende engagement for ideerne, der var blevet udviklet af personer som Trotskij, Lenin, Luxemburg og Marx, men også med en utroligt seriøs fordybning i den revolutionære marxismes filosofiske dimensioner.«
Opgøret med etpartisystemet
I dag er meget af det, som Dunajevskaja stod for, helt almindelige og udbredte holdninger på venstrefløjen – ikke mindst blandt trotskister. Alligevel var det i mange år genstand for adskillige partikampe og stridigheder, der desuden udspillede sig på baggrund af en fuldstændig ændret situation på internationalt plan, som ikke var blevet forudset af hverken Trotskij eller hans tilhængere i 1930’erne.
Særligt spørgsmålet om socialismesyn og partimodel gav anledning til diskussioner.
Et flertal i SWP og Fjerde Internationale insisterede således på, at Sovjetunionen var en »arbejderstat« pga. den nationaliserede økonomi, ligesom man fastholdt, at de sovjetiske erobringer i Østeuropa dels var defensive træk for at sikre statens grænser og overlevelse, dels at de var udtryk for en »udbredelse af verdensrevolutionen«. For et stort mindretal var dette absurd: Hvordan var det muligt at tale om en »arbejderstat«, når arbejderklassen på alle måder var slavebundet – uden nogen ret til hverken faglig eller politisk organisering samt materielt udsultet og fysisk terroriseret? Og hvordan kunne udbredelsen af dette statssystem til endnu flere lande være progressivt?
Med den sovjetiske invasion af Finland i 1939 var splittelsen i SWP, den største og mest toneangivende sektion i Fjerde Internationale, et faktum. I de følgende år arbejdede Dunajevskaja på at udvikle et mere helstøbt syn på socialisme og parti- teori, først nogle år sammen med Max Shachtman og Hal Draper i Workers Party og derefter igen som medlem af SWP. Fra 1941 var hun overbevist om, at Sovjetunionen burde betragtes som et statskapitalistisk samfund, der var nøjagtig lige så aggressivt imperialistisk som de vestlige lande og med de samme ambitioner om kolonial dominans.
Splittelser
Sammen med andre ledende trotskister som Max Shachtman, Hal Draper og C.L.R. James ragede Raja Dunajevskaja flere gange uklar med flertallet i SWP-ledelsen omkring James Cannon og Joseph Hansen, der også var centrale i den internationale FI-ledelse. Uenighederne om Sovjetunionen og den sovjetiske ekspansionisme i Østeuropa førte snart til adskillige splittelser i den trotskistiske bevægelse og til dannelsen af en række nye organisationer og udbrydergrupper, både i USA og i andre lande.
Efter Anden Verdenskrig brød hun dog med Shachtman/Draper pga. disses meget langsigtede projekt for genopbygning af en anti-kapitalistisk formation i USA. Omvendt så hun et enormt og umiddelbart potentiale i de spontane kampe, der nu udfoldede sig på de amerikanske arbejdspladser, hvor mange sorte og kvinder havde fået indpas, mens en stor del af den hvide, mandlige arbejdsstyrke havde været udsendt som soldater.
For Dunajevskaja gik vejen til befrielse gennem denne form for selvorganisering og nye sociale bevægelser, i Vest såvel som i Øst. Hun blev stadigt mere uenig i de andre trotskisters fokus på partibygning, både i den mere traditionelt »leninistiske« forstand som i SWP (med vægt på en sammensvejset gruppe af partiaktivister, forenet af den demokratiske centralisme) eller i tråd med Hal Drapers ideer om meget bredere og mere pluralistiske formationer.
News & Letters
Raja Dunajevskaja og andre med hende følte ikke, at SWP-flertallet delte deres syn på vigtigheden af arbejdet med undertrykte gruppers selvorganisering og kamp. I det hele taget mente de, at partiet var organiseret på en måde, der ikke stimulerede de undertryktes egne stemmer, men at man kun så dem som en slags støttetropper for partiet og revolutionen. Kritikken var ikke ny, bl.a. byggede de på citater af Leo Trotskij, der havde været inde på noget af det samme – om end i en betydeligt mildere form – i sin kritik af SWP’s avis allerede før verdenskrigen.
»Hver af dem [journalisterne, red.] taler for arbejderne (og taler meget godt), men ingen af dem vil lytte til arbejderne. På trods af den litterære kvalitet er avisen til en vis grad et offer for den journalistiske rutine. Du hører ikke, hvordan arbejderne lever, kæmper, slås med politiet eller drikker whisky.«
I stedet oprettede de bladet Correspondence, hvor de i praksis ville vise en anden måde at lave avis på. De interviewede arbejdere og bragte teksterne i form af små artikler eller breve til redaktøren. De skrev om familieliv, sport og populærkultur – ti år før denne type emner blev taget op af den nye generation, der var opvokset i 1960’erne. Efter at gruppen forlod SWP har det været udgivelsen af deres nye blad News & Letters – med udgangspunkt i Correspondence-konceptet – der har stået i fokus sammen med strejkestøtte, kvindekamp samt international solidaritet og kamp mod undertrykkelse af minoriteter.
De sidste par år har gruppen specielt udmærket sig i antikrigsbevægelsen, hvor de har været en klar røst mod tendensen til at solidarisere sig med diverse diktatorer, nationalister og fundamentalister i kampen mod USA’s militarisme. For dem, der foretrækker humanistiske perspektiver, har Dunajevskaja fortsat noget at bidrage med.