Socialistisk Information nr. 182 • December 2003 Til SAP's Forside
Af Lance Vagnø Jensen
Da forsvarschef Helsø sidst i august skulle fremlægge det strategiske hovedindhold af forsvarets rapport om »de sikkerhedspolitiske vilkår for dansk forsvarspolitik«, brugte han udtrykket »først ind og først hjem« om de danske internationale styrker.
Det, som vi i dag kalder den internationale brigade, skal fremover være hjørnestenen i det danske militær og bestå af 3.500 mand, som skal være højteknologisk udrustede, professionelt uddannede og klar til at rykke ud med kort varsel til offensive »fredsskabende« militære operationer i selskab med USA og andre »villige«. Denne brigade skal altså »først ind og først hjem«. Den skal ikke blive hængende i konfliktområdet, efter den har fuldført sin militære opgave.
Nu skal det være slut med at komme luntende som skikkelige fredsbevarende styrker, efter »the tough guys« har ryddet op blandt terrorister og diktatorer rundt om i verden.
Desuden skal der være en brigade mere, også på 3.500 mand og lidt mere traditionelt udrustet, som kan rykke ud senere med de sædvanlige kedelige FN-begrænsende, »fredsbevarende« aktiviteter på programmet. Denne kunne så – i princippet – rykke »sent ud og sent hjem«, og overtage varetagelsen af de »fredsbevarende« aktiviteter og problemer, som er efterladt af de friske fyres oprydning i første omgang.
Trusler i en globaliseret verden
»Tidligere ageren kan endvidere medføre større udenrigspolitisk synlighed«, er en af konklusionerne i rapporten. Den kommer efter adskillige sider, hvor den globale situation analyseres.
Terrorismeproblemet medfører, at de fremtidige konflikter i højere grad flyttes mod personer, bevægelser, grupper end, som tidligere, imod stater (læs: slyngelstater).
»Truslerne i en globaliseret verden«, hedder et af afsnittene, som vurderer, at »fattigdom og kamp om knappe ressourcer, etniske konflikter og skrøbelige stater, grænseoverskridende kriminalitet, befolkningstilvækst og migration fra den 3. verden samt det globale miljø er alle væsentlige parametre, der er med til at definere det trusselsbillede, vi må forholde os til, og som derfor vil kunne påvirke den fremtidige sikkerhedspolitiske dagsorden«.
Denne trosbekendelse får ikke indflydelse på, om der var andre midler, man skulle prioritere for at ændre på tingenes tilstand – f.eks. økonomiske og sociale redskaber.
Danmark, USA og FN
Hvordan kan det danske »forsvar« ændres, så det opfylder behovet for at kunne være med i USA’s villige koalitioner også fremover? Hvordan de skal danske styrker og materiel se ud for at kunne leve op til USA’s krav og kriterier?
Det konstateres, at USA’s supermagtsstatus er blevet afgørende styrket i kraft af USA’s militærteknologiske overlegenhed. Dette betyder, ifølge rapporten, at den amerikanske regering »i stigende grad vurderer sine allierede på, hvorvidt de i kraft af investeringer i de nye teknologier vedbliver at være relevante koalitionspartnere« (min kursivering).
Senere hedder det om USA’s rolle i det globale system, at USA efter den 11. september »hævder en prioriteret stilling, når det drejer sig om at definere overordnede sikkerhedsinteresser, og at den amerikanske vilje til kompromis herom med sine traditionelle allierede er mindsket. Internationale forhandlingsfora og aftaler bedømmes og håndteres af USA i højere grad end tidligere ud fra pragmatiske hensyn. Dette opbrud i USA’s udenrigspolitik må vurderes at være af langvarig karakter, fordi den, set fra et amerikansk synspunkt, på én gang sikrer USA’s sikkerhedsinteresser og samtidig er kilden til fred og sikkerhed i verden« (min kursivering).
Det konstateres igen, at USA har draget den lære af Afghanistan og Irak, at den nye militær-teknologi muliggør hurtige og effektive operationer med forholdsvis begrænsede amerikanske tab. »Denne lære har konsekvenser for USA’s forhold til sine allierede, da USA i stigende grad vurderer sine allieredes styrkebidrag efter deres fortsatte evne til at operere med højteknologiske amerikanske styrker«. Her har vi den igen. Er vi klar politisk, er vi gode nok militært? – Til at fortjene USA's bevågenhed!
Det eneste, som der mangler at blive taget stilling til, er: »Søger man at lægge sig tæt op ad USA i en global samarbejdende orden, eller tilstræber man en mere multipolær struktur, med større eller mindre rivalitet med supermagten?«
Om FN hedder det bl.a.: »For det første er det tvivlsomt, i hvor høj grad USA med sin nuværende sikkerhedspolitiske strategi vil give FN en fremtrædende rolle i fremtiden«. Da rapporten jo tidligere har beskrevet den nuværende amerikanske sikkerhedspolitik som værende af »langvarig karakter«, har man hermed nærmest svaret på, hvor meget tid Danmark skal bruge på FN.
S-R-regeringen viste vejen
Med hensyn til EU beskriver rapporten alle problemerne med at kunne få det hele til at hænge sammen, det danske forbehold, og problemet om »EU og USA sammen vil indgå i en samarbejdende orden, eller om de transatlantiske bånd vil svækkes og afløses af stærkere rivalisering mellem USA og EU på en række områder«. Det lyser ud af rapporten, at den er tilhænger af det første.
Det er tydeligt, at NATO – i hvert fald på kort sigt – er den organisation, som den danske forsvarsrapport og forsvaret sværger til i årene fremover.
Den nuværende offensive danske politik og fastholdelsen af den strategiske alliance med NATO og USA er ikke ny. I realiteten kunne Anders Fogh Rasmussen ikke have ført sin nuværende linje, hvis S-R-regeringen ikke havde iværksat denne politik for 10 år siden. I den sammenhæng kan man også konstatere, at tidligere forsvarsminister Hans Hækkerup fra starten støttede Bush i forhold til FN, ligesom Fogh fik støtte til at gå med i de »villiges koalition«, også selv om dette medførte et brud med og gåen uden om FN.
Fogh og de »villiges koalition«
Det var som en konsekvens af denne opfattelse af den globale situation og USA’s rolle, at Fogh gik med i de «villiges koalition«, og at han var medunderskriver af den lille gruppe af EU-regeringschefers støttebrev til Bush.
Men det er også klart, at for Fogh er der en overordnet ideologisk/politisk dimension i den danske støtte til USA og Bush. Der er ingen tvivl om, at han støtter Bush og hans politik. Ikke kun militært, men også fordi Bush er en konservativ politiker, som i praksis fører den politik, Fogh Rasmussen – af hensyn til at bevare sit vælgerflertal – ikke kan føre i praksis herhjemme.
Set fra disse synsvinkler er det efterhånden spørgsmålet, om det danske forbehold på det militære område egentlig ikke passer Fogh udmærket i den nuværende situation. Det er tydeligt, at Fogh ikke vil være med i en offensiv udvikling og udbygning af EU’s militære dimension, specielt ikke hvis denne i stigende grad kan give problemer i forhold til USA og NATO.
Professionelle soldater
Denne strategiske omlægning af »forsvaret« – som begyndte for flere år siden – skal sikre et mindre forsvar, der ikke kræver så mange soldater, men kræver bedre soldater, professionelle soldater. Derfor kan værnepligten skæres ned, f.eks. til 3 eller 6 måneder. Denne indskrænkning af antallet af værnepligtige og deres indkaldelsesperiode skal så skaffe pengene til den »dyre« brigade og det nye avancerede materiel, som denne brigade skal bruge.
De har ikke turdet foreslå værnepligten helt afskaffet og indførelse af en totalt professionel hær. Til gengæld skal de værnepligtiges 3-6 måneder så primært bruges til at sortere de indkaldte og herfra hverve de »rigtige« soldater. Nogle af den »gamle« hærs opgaver skal så overtages af Hjemmeværnet.
Rapporten tør ikke direkte foreslå Hjemmeværnet nedlagt, men går den omvej, at de så skal tage sig af katastrofesituationer, nødberedskab osv. Noget som den allerede eksisterende Beredskabsstyrelse egentlig tager sig af, og hvor det ville være mere fornuftigt, at denne blev styrket, hvis det var det som var problemet.
Men det sidste ord er ikke sagt endnu om Hjemmeværnet. Dette »værn«, både top og bund, er i hvert fald skide sure over ikke at kunne få lov til at lege røvere og soldater fremover, og vil ikke finde sig i, at de gamle skræmmebilleder om forsvaret af Danmark ikke længere er relevante.
Lance Vagnø Jensen er sekretær i Enhedslisten på forsvars- og sikkerhedsområdet. Artiklen er en redigeret udgave af et længere notat om regeringens forsvars- og sikkerhedspolitik.