Socialistisk Information nr. 180 • Oktober 2003 Til SAP's Forside
Af Bodil Rasmussen
Det kniber med fodslaget, når imperialismen skal have opbakning i diverse internationale organisationer.
For 4 år siden brød forhandlingerne i Verdenshandelsorganisationen (WTO) sammen under et midtvejsmøde i Seattle. For et år siden måtte USA erkende, at de ikke kunne bruge FN til at skabe opbakning bag krigen mod Irak. Og her i midten af september kom det så til endnu et forhandlingssammenbrud i WTO, da repræsentanter for 147 lande var samlet til møde i den mexicanske badeby Cancún.
WTO har indtil nu holdt møde hvert andet år, hvoraf det nys overståede og det i Seattle betegnes som midtvejsmøder. Og EU og USA har længe haft en dagsorden om at bruge organisationen som en løftestang for at tvinge yderligere liberaliseringer igennem.
EU-pres
Op til mødet i Cancún havde EU, der forhandler samlet for alle sine medlemslande, bl.a. Danmark, presset på for, at der skulle indledes forhandlinger om liberaliseringer på fire nye områder: investeringer, konkurrenceregler, offentlige indkøb og såkaldte handelslettelser. Disse emner er også blevet kaldt Singapore-emnerne efter et møde i Singapore, hvor de først blev foreslået.
De regler, EU pressede på for, ville bl.a. betyde, at u-landene ville blive forhindret i at stille krav til udenlandske investorer om f.eks. benyttelse af lokale underleverandører, samarbejde med lokale investorer. Eller med andre ord krav, der kunne skabe udvikling og ikke bare gøre de udenlandske investeringer til en pengemaskine.
EU’s forslag til nye regler betød også, at udenlandske investorer skulle sikres over for indgreb fra regeringernes side, hvis først tilladelse til at producere var givet. Noget, der gør enhver tale om at udbrede demokrati til en hul frase.
På trods af modstand fra mange u-lande var det ved WTO’s foregående møde i Doha, Qatar, i 2001 blevet besluttet, at der kunne forhandles om Singapore-emnerne, hvis der var enighed om det. Det var der imidlertid ikke. En gruppe lande blandt andre bestående af den såkaldte LDC-gruppe (Least Developed Countries) samt landene i Den afrikanske Union, sagde nej. Og dermed måtte den mexicanske mødeleder konstatere, at forhandlingerne var brudt sammen.
At det kom dertil, burde imidlertid ikke være kommet som et chok for EU’s forhandlere. Forud for mødet havde ikke mindre end 101 u-lande krævet emnerne taget af bordet. Alligevel var EU gået videre og havde presset sine krav med i møde-oplægget. Sikre som de var, på at hvis bare EU og USA stod sammen, kunne den 3.verden presses til hvad som helst. En holdning, der fik NGO-repræsentanter uden for mødet til at spørge sig selv, hvilken del af ordet nej det var, EU ikke forstod.
Landbrugsstøtte og demokrati
Et par dage inde i WTO-mødet havde det ellers set ud til, at det ville være spørgsmålet om den rige verdens landbrugsstøtte, der ville få forhandlingerne til at bryde sammen. På trods af visse løfter i Doha om en aftrapning havde WTO-ledelsen også på dette spørgsmål lagt sig tæt op ad EU og USA, og kun foreslået meget moderate beskæringer i disses landbrugsstøtte.
WTO’s forslag var så uspiseligt, at en gruppe af de store 3.verdens-lande som Brasilien, Indien, Sydafrika og Kina havde stillet sig i spidsen for en gruppe (G-21), som krævede de rige landes eksportstøtte totalt fjernet og kraftige beskæringer i produktionsstøtte og toldsatser. Gruppen repræsenterede lande med over halvdelen af jordens befolkning og omkring to tredjedele af verdens landbrugere.
Alligevel ønskede hverken USA eller EU at give indrømmelser. Og forsøg fra EU’s og USA’s side på at spille en række fattige lande ud mod gruppen mislykkedes. Også på dette spørgsmål var der således skarpe modsætninger mellem EU/USA og den 3. verden, selv om nogle af de store 3. verdenslande måske havde kunnet købes, hvis ikke den generelle vrede mod Vestens forhandlingsudspil havde været så stor.
For netop Vestens magtarrogance og den generelt udemokratiske måde, WTO fungerer på, må også ses som en bagvedliggende faktor for sammenbruddet. I Seattle var det bl.a. vrede over, at forhandlingerne reelt blev afgjort bag lukkede døre af en lille gruppe lande, der fik en række 3. verdenslande til at udvandre. Senere er de udemokratiske metoder i forbindelse med Doha-mødet blevet dokumenteret af en række WTO-kritiske organisationer som »Focus on the Global South«.
Regeringsmodstand og folkemodstand
Det nye er, at grupperinger af 3. verdenslande ved dette WTO-møde var betydelig bedre organiserede og i offensiven med alternative forslag. Foruden G-21-gruppen fremlagde en gruppe u-lande med Indonesien i spidsen forslag, der kunne gøre det muligt at beskytte deres smålandbrug mod vestlig dumping. For disse lande handlede det ikke så meget om adgangen til vestlige markeder, som de kun ville have ringe mulighed for at udnytte, men om at hindre, at deres eget landbrug bliver udraderet af Vesten.
Og uden for WTO-topmødet blev der demonstreret. På åbningsdagen var der omkring 10.000, hvor et flertal var mexicanske småbønder. Og selv om demonstrationerne ikke fik samme presseomtale som under topmødet i Seattle, har de og især bevægelserne bag dem en væsentlig del af æren for, at regeringslederne i den 3. verden ikke længere vil makke ret.
Den internationale organisation af småbønder »Via Campesina« har spillet en vigtig rolle, ved såvel internationalt som nationalt at mobilisere bag krav om, at den 3. verdens landbrug sikres mod Vestens »agro-business«.
En lang række NGO’er, der er kritiske over for den ny-liberalistiske globalisering, har arbejdet sammen i SNR (Stop the New Round Coalition) for at forhindre, at de nye emner blev inddraget i WTO. Og mens 10.000 demonstrerede i Cancún, var andre 10.000'er på gaden i Asien og Latinamerika.
For alle disse organisationer var reaktionen på forhandlings-sammenbruddet: Vi vandt! Men konklusionen for disse organisationer er også, at det kun er første runde, der er vundet. Det er nu, regeringerne i den 3. verden skal holdes fast på deres pæne ord. Det er nu, de skal tvinges til at styre efter folkets interesser, ikke de transnationales.
En aktivitet, der kan blive god brug for, hvis USA gør som deres repræsentant ved mødet i Cancún »truede« med: at USA nu vil forsøge at gennemtvinge liberaliseringen gennem tosidige handelsaftaler i stedet for gennem WTO.
I forbindelse med WTO-topmødet havde Attac-Danmark tre mand i Cancún. Rapporter fra dem er offentliggjort på: www.wto.dk. Ovenstående artikel bygger i høj grad på oplysninger derfra.