Socialistisk Information nr. 179 • September 2003 Til SAP's Forside
Af Ole Thorbek
I en fremragende udtalelse af 27. juni, »Vi savner ikke Sovjet!« (SI nr. 178), konstateres det, at bureaukratiet i Sovjetunionen modarbejdede socialistiske revolutioner rundt om i verden, og at et opgør med dette bureaukrati og det sovjetiske samfundssystem var en forudsætning for, at socialismen igen kunne komme på banen som et attraktivt samfundsmæssigt alternativ.
Denne analyse gælder, også selvom det kapitalistiske system, der har efterfulgt det sovjetiske, ikke er særlig sympatisk eller attraktivt.
Men det rejser nogle spørgsmål om karakteren af det sovjetiske system, når det kan konstateres, at der er et historisk fremskridt, at det sovjetiske system erstattes med et endog primitivt kapitalistisk system. Har Sovjetunionen overhovedet været et overgangssamfund mellem kapitalisme og socialisme – eller har det socialistisk set været en ren blindgyde? Var udviklingen i Sovjetunionen på et »rigtigt« socialistisk spor indtil 1922? Eller var der noget helt galt allerede fra starten og i det bolsjevikiske partis oprindelige politiske kontekst?
I forbindelse med den kontrarevolutionære rolle, som magteliten i Sovjetunionen spillede i og med, at bureaukratiet modarbejdede socialistiske revolutioner rundt om i verden, var de kommunistiske partier i de enkelte lande jo et vigtigt redskab, hvilket den klassiske trotskistiske historieskrivning rummer tonsvis af eksempler på. Men det rejser jo så spørgsmålet, om det kommunistiske partis – herunder Danmarks Kommunistiske Partis – natur. Er den logiske følge af den udmærkede analyse, der præsenteres i resolutionen, ikke, at DKP – uanset hvor meget enkeltmedlemmer er blevet snydt og bedraget – grundlæggende er et kontrarevolutionært parti?
Jeg synes, analysen rummer en bevægelse væk fra forestillingen om, at Sovjetunionen havde en dobbelt karakter, både socialistiske og borgerlige træk. Den faktiske udvikling tyder på, at Sovjetunionen aldrig blev til andet end et særegent overgangsstadium mellem et system med stærke feudale samfundstræk og kapitalisme. Der har på venstrefløjen været mange illusioner om den såkaldte planøkonomi, som også har været i stand til at generere en ekstensiv vækst, dvs. mobilisere flere mængder. Men den var aldrig i stand til at sikre en intensiv anvendelse af samfundets ressourcer, hvilket handler om kvalitet og kreativitet. Har denne såkaldte planøkonomi nogensinde haft noget specielt med socialisme at gøre?
Under alle omstændigheder er det glædeligt, at SI bringer denne – så vidt jeg kan se – politikudviklende resolution. De tider, hvor vi troede, at verdensgåden i hvert fald stort set var løst, og at det bare gjaldt om at udvikle de politiske og samfundsmæssige strukturer for, at løsningen kunne sætte sig igennem, er vistnok forbi. Der er brug for en åben og nysgerrig debat om, hvordan vi skal forstå den historiske udvikling og nutiden. Med henblik på at ruste os bedst muligt til fremtiden.
Jeg vil derfor opfordre SI til at afholde et åbent debat-seminar med afsæt i resolutionen.
Af SAP’s forretningsudvalg
Med afsæt i en af vores ugekommentarer rejser Ole Thorbek en stribe spørgsmål til vurderingen af Sovjetunionen og de kommunistpartier, der støttede Sovjet.
Det første spørgsmål tager udgangspunkt i, at »det kan konstateres, at det er et historisk fremskridt, at det sovjetiske system erstattes med et endog primitivt kapitalistisk system«.
Det er nu ikke en konstatering, man kan finde i vores ugekommentar. På den ene side var det en befrielse for det sovjetiske folk at slippe af med den undertrykkelse, som det sovjetiske bureaukratiske regime stod for. På den anden side er der meget, der tyder på, at prisen har været et barskt tilbageskridt, hvad angår de økonomiske og sociale forhold i landet.
Hvis arbejderklassen havde formået selv at vælte bureaukratiet; hvis de havde kunnet fastholde produktionsmidlerne på samfundshænder og undladt at lægge den sovjetiske økonomi åben for multinationale selskaber; og hvis de i stedet selv havde overtaget styringen af virksomheder og samfund, kunne vi have talt om et klart historisk fremskridt.
Det skete som bekendt ikke. I stedet fik vi de ikke særlig misundelsesværdige forhold, russerne og de andre folk fra det tidligere Sovjetunionen lever under i dag. Eftersom arbejderklassen ikke havde den politiske styrke til selv at tage magten, var turen omkring en kapitalistisk generobring en nødvendig omvej. Forhåbentlig skaber det forudsætningen for historiske fremskridt.
Ole Thorbek mener, at der går en direkte linje fra den kurs, som Bolsjevikpartiet lagde for Sovjetunionen i de første år efter revolutionen i 1917, og til den økonomisk katastrofale, undertrykkende og morderiske politik, som Stalin i spidsen for bureaukratiet gennemførte fra midten af 20’erne og frem.
Det er ikke et nyt synspunkt. Det har såvel borgerlige som stalinister og anarkister altid ment, og ikke mindst højrefløjen fører sig kraftigt frem med den pointe for tiden.
Det ville være tåbeligt at benægte, at der blev begået fejl under og efter revolutionen. Lenin og Trotskij og de øvrige bolsjevikledere var ikke ufejlbarlige. Alene den kendsgerning, at de ofte var uenige, dokumenterer dette. Både Lenin og Trotskij har selv efterfølgende påpeget fejl, de begik. Og vi andre, der har større afstand til begivenhederne, kan sikkert finde endnu flere.
Men hvis vi skal være i stand at forstå og lære af historien, bliver vi nødt til at drage en afgørende skillelinje mellem på den ene side et revolutionært parti, som er stærkt forankret blandt arbejdere og menige soldater, som gennemfører en revolution, som forsøger at opbygge et nyt samfund under utroligt dårlige betingelser, og som i den forbindelse begår fejl – og på den anden side et diktatur, der bygger på et nyt socialt lag, som står i modsætning til arbejderklassen, som tiltager sig privilegier på bekostning af arbejderklassen, og som gennemfører en brutal undertrykkelse af arbejderklassen.
Hvis det var det samme parti og den samme politik, så er det da mærkværdigt, at Stalin og de nye magthavere måtte likvidere stort set hele ledelsen af det parti, der gennemførte revolutionen.
Ole Thorbek ønsker også at diskutere, hvad DKP er. Det kan man godt diskutere, hvis man synes, det er interessant. En ting står dog fast: at den alvorligste kritik, vi i SAP før i tiden havde af DKP, ikke holder længere. Nemlig, at partiet var et ukritisk talerør og redskab for det herskende bureaukrati i Sovjet. Det kan vi dårligt beskylde dem for at være i dag.
Endelig opfordrer Ole Thorbek SI til at afholde et seminar om emnet. Der må vi nok melde pas. Mange andre vigtige politiske temaer trænger sig på. Men skulle Ole Thorbek få overbevist sit eget parti, Solidarisk Alternativ (SOL), om emnets betydning, stiller vi gerne en oplægsholder til et seminar.
Socialistisk Information modtager gerne respons fra læserne – det være sig debatindlæg, kommentarer til artikler i bladet, ideer til nye artikler eller andet.
Debatindlæg bør højst være på 3.500 tegn inkl. mellemrum, og redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte.