Saddam og hans masseødelæggelsesvåben

Uanset om det blev fundet masseødelæggelsesvåben i Irak, har regeringen misinformeret, manipuleret og løjet. Luften var tyk af billig propaganda, da Folketinget trak Danmark i krig.

Af Kenneth Haar

I løbet af de seneste to måneder er regeringen støt og roligt kommet i knibe. I juni så det ud som om både udenrigsminister Møller og statsminister Fogh Rasmussen ville slippe af sted med de mange påstande om irakiske masseødelæggelsesvåben uden en skramme. Mens Blair og Bush tidligt var sat i forlegenhed og blev presset ud i smertefulde bortforklaringer, så den danske regering ud til at være så langt fra orkanens øje, at renommé og status ville forblive intakt.

En »formodning«

Men sommeren har bragt mange afsløringer af regeringens påstande i de uger, hvor beslutningen om dansk krigsdeltagelse blev truffet. Afsløringer i Storbritannien og USA spillede en rolle, men byger af spørgsmål fra Folketinget gjorde også sit.

Per Stig Møller måtte i juli gentagne gange i pressen hævde, at han aldrig havde sagt, at Irak lå inde med masseødelæggelsesvåben. Ifølge Udenrigsministeren udtrykte han hele tiden »en formodning«.

Men det er ikke rigtigt. Under debatten i folketinget den 19. og 21. marts om dansk krigsdeltagelse talte Per Stig Møller ikke mindre end 34 gange om de irakiske våben som et etableret faktum. Gennemgående var vendingen »Saddam og hans masseødelæggelsesvåben«.

Per Stig Møller har ikke længere lyst til at tale om det emne. På et spørgsmål fra Enhedslisten om han stadig vil benægte, hvad han sagde – for den slags kan nemt bevises med referatet fra debatten – lyder svaret, at han »gentagne gange har peget på det faktum, at Irak ikke ville gøre tilfredsstillende rede for, hvad der var blevet af en lang række masseødelæggelsesvåben«.

Det var under samme debat, at Per Stig Møller hævdede, at våbeninspektørerne havde udtalt, at Irak havde masseødelæggelsesvåben. Han måtte siden sige undskyld til våbeninspektørernes chef, Hans Blix.

De forsvundne biologiske våben

Under folketingsdebatten var hovedfokus ikke på masseødelæggelsesvåben, men på fraværet af et FN-mandat. Men nu og da dukkede spørgsmålet op, og tilsyneladende var Udenrigsministeren velforberedt. En lang tirade af mængde- og vægtangivelser på forskellige våbentyper, Irak ikke havde redegjort for eller formentes at ligge inde med, fik det til at lyde meget præcist og velovervejet.

Men det skulle vise sig, at hér, hvor ministeren tilsyneladende stod på meget fast grund, dansede han snarere i kviksand.

Om biologiske våben sagde han bl.a., at Irak ikke havde redegjort for 19.000 liter butolinum toxin. I betragtning af, at blot en dråbe butolinum toxin kan dræbe, var det en dramatisk melding. Tallet var taget fra våbeninspektørernes rapport, men ministeren havde tilsyneladende ikke konsulteret det offentligt tilgængelige baggrundsmateriale. For her kunne han læse, at de 19.000 liter butolinum toxin blev produceret før 1991. Derfor ville det i dag være harmløst – hvis det fandtes – eftersom butolinum toxin har en begrænset holdbarhed.

»Fra« eller »før« 1995

I juli skrev Dagbladet Information flere artikler, som satte fokus på et enkelt spørgsmål, der blev stillet under debatten om dansk krigsdeltagelse. I spørgsmålet bliver Per Stig Møller bedt om beviser på irakiske masseødelæggelsesvåben. Det første afsnit af svaret lød:

»Under den første våbeninspektion i Irak fra 1991 til 1998, forestået af UNSCOM, blev der navnlig fra 1995 fundet og destrueret store mængder kemiske og biologiske masseødelæggelsesvåben. Denne proces blev aldrig afsluttet som følge af, at våbeninspektørerne på grund af Iraks obstruktion af deres arbejde måtte forlade landet i 1998«.

Våbeninspektørerne fra UNSCOM fandt altså ifølge ministeren store mængder våben, men nåede ikke at finde og destruere dem alle, før de måtte forlade Irak.

Problemet i svaret var, at de store mængder våben blev fundet før 1995, og kun småting i de efterfølgende år. Det indrømmede Per Stig Møller i august.

Åbne kilder

Per Stig Møller hævdede tidligt, at regeringen kun havde forladt sig på »åbne kilder«, dvs. offentlige og tilgængelige, da regeringen fremlagde sit grundlag for beslutningen om at drage i krig. Ingen hemmelige efterretningsrapporter havde haft nogen betydning.

Også denne påstand viste sig ikke at holde stik.

I et svar til SF skrev statsminister Fogh Rasmussen, at rapporter fra Forsvarets Efterretningstjeneste havde været brugt til at vurdere terrortruslen fra Irak.

Regeringen forsvarer sig nu med en meget snæver definition af, hvad krigsgrundlaget egentlig var. Regeringen påstår nu, at det egentlige indhold i Per Stig Møllers oprindelige udtalelse var, at selve krigsgrundlaget kun handlede om Iraks manglende vilje til samarbejde med våbeninspektørerne. Denne manglende vilje handlede om, at Irak ikke havde svaret tilstrækkeligt på spørgsmål stillet af våbeninspektørerne. Det var altså våbeninspektørernes egne ord, der udløste dansk krigsdeltagelse.

Et politisk synspunkt

Også statsminister Fogh Rasmussen har givet et solidt bidrag til misinformationen op til krigen. Ikke mindst over for pressen.

Under debatten om dansk krigsdeltagelse sagde regeringen intet om atomvåben. Men lige efter debattens afslutning, gik Fogh Rasmussen til pressemøde, hvor han bl.a. sagde, at der er risiko for, at Irak hurtigt vil »råde over atomvåben«.

Udtalelsen var slående. For i begyndelsen af marts havde våbeninspektørerne fra atomenergiagenturet IAEA aflagt rapport til FN’s Sikkerhedsråd, hvor de havde konkluderet, at der ingen tegn var på, at Irak havde genoptaget sit atomvåbenprogram.

Derfor spurgte Enhedslisten til statsministerens udtalelse, og fik ét af de mere underholdende svar i forløbet. Svaret lød: »Omtalen af risikoen for at Irak kunne komme til at råde over atomvåben udtrykker det politiske synspunkt, at det ville være uansvarligt fortsat at udvise eftergivenhed over for den manglende irakiske efterlevelse af nedrustningsforpligtelserne, idet Irak derved ville få mulighed for at forfølge sine ambitioner om at udvikle atomare våben«.

Dilettantisk

Sagen om regeringen og de irakiske masseødelæggelsesvåben er langt fra slut. Der er meget, der endnu ikke er fuldt afklaret, og der kan ligge grimme overraskelser for regeringen i den kommende tid.

En hurtig vurdering af regeringens indsats kunne være, at regeringen har lænet sig op ad USA og Storbritannien på alle niveauer. Der har kun i ringe grad været en dansk kvalitetskontrol af de oplysninger, især påstanden om irakiske masseødelæggelsesvåben, der er kommet fra regeringens allierede. Så når Blairs og Bush’ manipulationer afsløres, rammer det hurtigt også den danske regering.

Men selv på de betingelser har regeringens optræden været utrolig dilettantisk. Luften var tyk af billig propaganda, da Folketinget trak Danmark i krig. Så tyk, at selv hvis det store hold amerikansk dirigerede eksperter, der endnu søger efter våben, skulle finde lagre med både kemiske, biologiske og atomare våben, så ville regeringen ikke kunne genvinde den troværdighed, den havde før krigen.

Kenneth Haar er international sekretær i Enhedslisten.

Følg med hver måned: Abonnér!