Socialistisk Information nr. 179 • September 2003 Til SAP's Forside
Af Katrine Toft Mikkelsen
Da Søren Pind og venner i sommerens løb præsenterede 10 teser, der skulle stramme Venstres liberale profil, blev de afvist af partiledelsen, der med Anders Fogh i spidsen afviste de ti teser og bekendtgjorde, at de ville stemme imod dem, hvis de blev sat til afstemning på partiets årsmøde. Dette blev i mange medier udlagt som en intern kamp i partiet og endnu et eksempel på, at Venstre og Anders Fogh ikke længere er så liberale, at det gør noget. Det er imidlertid en fejlslutning. I det omfang der er tale om en intern uenighed, handler det ikke om uenighed om målet, men om hvordan og i hvilket tempo, man når dertil.
Som Claus Hjort Frederiksen udtrykte det i Weekendavisen 1. august: »Nu gælder det om at få folk med på reformerne og gennemføre dem i et acceptabelt tempo. Men altid med målet klart (…). Hvis man, uden at mennesker kunne følge med omvæltningerne, revolutionerede det danske samfund, ville det være en interessant, men kortvarig periode, vi ville få som regering.«
Hvad er nyliberalisme?
Hvad er så dette mål, som Venstre ifølge Claus Hjort Frederiksen arbejder sig stille og roligt frem imod?
Noget af det vigtigste i nyliberalismen er den blinde tro på markedet. Hvis man blot sørger for, at markedet får frihed til at udfolde sig, mener man, at markedets indbyggede mekanismer vil sørge for, at de gode og overlegne adfærdsformer vinder frem. Statens opgave er alene at sikre stabile rammer for markedet.
Eller med Venstres egne ord i deres program:
»Venstre ønsker en fri markedsøkonomi – både fordi den mest effektivt kan opfylde menneskets individuelle ønsker og behov, og fordi den enkelte har en grundlæggende ret til frit at handle og indgå aftaler med andre mennesker. Den frie markedsøkonomi sikrer den dynamik og fornyelse i samfundet, der giver vækst i såvel materielle som ikke-materielle værdier. De offentlige indgreb i det frie marked skal derfor begrænses mest muligt og koncentreres om foranstaltninger, der tjener til at øge den frie konkurrence samt smidiggøre og effektivisere den fri prisdannelse.«
Miljø der betaler sig
Også på miljøområdet bruges markeds-logikken: »Målsætningen for en liberal miljøpolitik er, at produktionsmetoder og menneskelig adfærd tager hensyn til at bevare de globale livsbetingelser. (…) Vejen til et renere miljø går først og fremmest via oplysning og rådgivning og ikke via forbud og påbud. Det skal kunne betale sig at være miljøbevidst.«
Derfor skal offentlige virksomheder og institutioner privatiseres og operere på markedsvilkår. Den økonomiske logik overordnes alt andet. Kun det økonomisk rentable er acceptabelt. Argumentet er, at det som vinder frem på markedet er godt, fordi det ellers ikke kunne have vundet frem. Markedet opfattes som mere intelligent end mennesket og bliver et mål i sig selv. Vi må alle underkaste os det frie markeds logik.
En anden konsekvens af denne prioritering af markedet på bekostning af alt andet ses i forhold til viden og forskning. Kun »nyttig« viden tillægges værdi, hvilket i praksis vil sige viden, som umiddelbart kan bidrage til udvidelsen af samfundets materielle rigdom. Erhvervslivets og markedets – ofte kortsigtede – interesser afgør, hvilke former for vidensindsamling, der skal fremmes.
Frihed til at vælge
Nyliberalismen vil gøre op med velfærdsstaten og give frit spil for kapitalismen. Det vil selvsagt føre til øget ulighed, hvilket man dog ikke kan sige direkte, hvis man samtidig skal sikre opbakning fra befolkningen. Derfor må nyliberalisterne forsøge at sælge projektet under en anden overskrift: Frihed.
Frihed, som i nyliberalismens betydning er frihed for det enkelte individ til at handle på et marked uden tvang og begrænsninger. Hensyn til fællesskabet må aldrig overskygge hensynet til individet. Det beskrives i Venstre program således: »Der er ikke for megen lighed i Danmark, men for lidt frihed for den enkelte til selv at administrere velfærden.«
Svaret på dette problem er privatiseringer, »pengene-følger-borgeren«-ordninger og »frit valg«. På denne måde kan (de mest velstillede) borgere »frit« vælge at betale ekstra for et privat servicetilbud, hvis de synes, det offentlige er for dårligt. Og de, der ikke har råd? Ja, hvis de ikke vil betale, er det fordi de ikke ønsker det højt nok – det er markedslogik for burhøns!
Små sikre skridt
Der er rigeligt med eksempler på, at Fogh-regeringen holder målet klart, samtidig med at de ikke går hurtigere frem end befolkningsflertallet kan bære. Også her illustrerer en udtalelse fra Claus Hjort Frederiksen regeringens intentioner: »… derfor er skattestoppet et fremragende eksempel på vores strategi. Det fører langsomt, men sikkert til skattelettelser. Det er ikke i et voldsommere tempo, end folk kan følge med. Det er måske ikke herostratiske skridt, men det er sikre skridt.«
Men det er ikke nok blot at kritisere konsekvenserne af liberalisternes ideologi, når den omsættes i praktisk politik. Vi må også give vores bud på en alternativ udvikling for samfundet. Og for at et sådant alternativt program også i praksis skal fremme en antikapitalistisk kamp, skal det udvikles i et samspil med de folkelige bevægelser, der vender sig mod regeringens asociale politik.