Slesvig-Holsten og det nationale spørgsmål

En omstridt landsdel gennem århundreder – i dag et eksempel på fredelig integration, sammenlignet med andre nationale konfliktområder. Men hvordan ser det ud fra arbejderbevægelsens ståsted og med venstrefløjens briller?

Af Bjarke Friborg

18. april 2003: Omkring 300 mennesker står på en forblæst bakketop ved navn Dybbøl, lige uden for Sønderborg. For 139 år siden blev 3.000 mennesker dræbt her i løbet af tre blodige timer. For mange af de lokale er historien meget nærværende, og de gamle militære skanser på Dybbøl er selve symbolet på grænsespørgsmålet – bl.a. illustreret af den langstrakte og følelsesladede debat før sidste års kransenedlæggelse ved krigergravene, hvor ceremonien for første gang siden 1864 blev gennemført i fællesskab af både danske og tyske repræsentanter. For enkelte var dette »voldtægt mod historien« (Søren Krarup m.fl.), for andre helt naturligt og uproblematisk.

På denne måde dukker grænsespørgsmålet op igen med ujævne mellemrum. Så sent som i 1997 var der både hærværk og bombetrusler mod amtsborgmesteren og flere andre lokalpolitikere i forbindelse med oprettelsen af et regionalt EU-samarbejde mellem Sønderjyllands Amt og de to nordligste tyske amter, kaldet »euroregion Slesvig/Sønderjylland«. Spørgsmålet lurer med andre ord lige under overfladen, men det har også en lang og broget forhistorie.

Et nationalt symbol

Stormen på Dybbøl i 1864 betød den danske hærs nederlag til soldaterne fra Preussen og Østrig. Danmark mistede nu 1/3 af sit areal og 1/5 af sin befolkning og var reduceret til en ubetydelig randstat i udkanten af det stadigt mere mægtige Tyskland. Fra 1864 til 1920 var Slesvig-Holsten og hele Sønderjylland under tysk herredømme, indtil en folkeafstemning fastlagde den nuværende grænse.

I mellemtiden måtte de dansksindede slesvigere dele skæbne med mange andre som undersåtter i det stortyske kejserrige. Det betød f.eks. at dø som soldat for Otto von Bismarck, men det betød også at møde den fremvoksende tyske arbejderbevægelse, der i denne periode kæmpede lige så hårdt for bedre arbejds- og sundhedsvilkår som mod tysk, engelsk eller fransk militarisme.

Internationalisme

I disse år var Tyskland et af de mest moderne og dynamiske samfund i verden, både kulturelt, politisk og økonomisk. Et faktum, der også gav næring til en påtrængende tysk nationalisme, der samtidig satte sit præg på arbejderbevægelsen. Alligevel var det langt fra Dybbøl-nostalgi, der fik de toneangivende tyske socialister til naturligt at støtte indlemmelsen af Slesvig-Holsten i en samlet tysk stat. Tværtimod blev de drevet af ønsket om at sætte en streg over fortidens små reaktionære fyrstestater, til fordel for et nyt og moderne industrisamfund. Engels var derfor slet ikke alene, da han under krigen i 1848 gik klart ud til fordel for den tyske side:

»...krigen i Slesvig er den eneste revolutionære krig, som Tyskland nogen sinde har udkæmpet. Spørgsmålet var, om slesvigerne skulle tvinges til at følge samme skæbne som det lille, impotente og halv-civiliserede Danmark og være slaver under Rusland til evig tid, eller om de skulle få lov til at genforenes med en nation på 40 millioner, som netop da kæmpede for sin frihed, enhed og tilsvarende genvindelse af sin styrke.« (Letter from Germany. The War in Schleswig Holstein. The Democratic Review, 1850)

For Engels var målet en »europæisk konføderation af republikker«, der kunne føre en overordnet politik i arbejdernes interesse og være hævet over national-egoistiske særinteresser:

»Det har vist sig tilstrækkelig klart, at hovedsæderne for reaktionen – i mere eller mindre liberal udgave – er de små uafhængige stater, som Tyskland er omringet af. […] Danmark er en stat, der kun overlever ved hjælp af Øresundstolden, dvs. udplyndring af den almindelige handel. Ingen har interesse i dansk selvstændighed ud over Rusland og en bestemt gruppe engelske politikere […] der følger deres gamle politik med at opsplitte Centraleuropa i en række indbyrdes stridende småstater, så England kan påtvinge dem sit »del og hersk«-princip.«

Selvbestemmelse

Alligevel gik de tyske socialistledere principielt også ind for folkenes selvbestemmelsesret, dvs. at grænsestridigheder skulle løses ved demokratiske midler som f.eks. en folkeafstemning. Dermed kom de i modsætning til den national-liberale eller borgerlig-liberale bevægelse i både Danmark og Tyskland, der begge gik efter en militær konfrontation. En uenighed, der ikke kun blev tilspidset i 1848 og 1864, men også efter Første og Anden Verdenskrig i 1920 og 1945. Langt ind i de danske partier Venstre og Konservative var der således i lang tid tilhængere af at udnytte Tysklands nederlag til en grænsejustering, dvs. et spejlbillede af den yderste tyske højrefløj.

Hvor de borgerlige kræfter hyldede nationen og faldne krigshelte, var arbejderbevægelsen optaget af det, der forenede på tværs af gamle og nuværende grænser. Da den socialistiske bevægelse for alvor fik gennemslag efter 1870-71 i både Danmark og Tyskland, opfordrede det danske socialdemokrati således de dansksindede arbejdere i Slesvig til at stemme på tyske socialister, frem for på borgerlige danske højrepolitikere: »Lad det derfor være uden indflydelse på Eder, at de ovennævnte mænd ikke tilhører den danske nationalitet, de repræsenterer menigmands sag, uden hensyn til om han er dansk eller tysk. … vi sætter friheden, ligheden og broderskabet som de højeste goder, langt over fædreland og nationalitet.« (Louis Pio, 1872)

Fortidens spøgelser

Folkeafstemningen i 1920 var sandsynligvis den mest demokratiske løsning på selve grænsespørgsmålet, men dermed var konfliktpotentialet langt fra forsvundet. I første omgang måtte der både et kupforsøg og en generalstrejke til (»påskekrisen« kun 15 dage efter folkeafstemningen), før de dansksindede højre-nationale accepterede deres nederlag. Ydmygelsen af de tysksindede bidrog på sin side til et voksende publikum for nazismen både nord og syd for grænsen. Først efter 1945 blev der mere roligt omkring spørgsmålet, og mindretallene på begge sider af grænsen lagde herefter vægt på netop mindretalsbeskyttelse og kulturelle rettigheder.

I dag er den dansk-tyske konfrontation betydeligt afdæmpet, og spørgsmålet om dansk- eller tysksindet er i høj grad blevet en individuel sag for dagens globaliserede ungdom, der ikke føler sig hjemme med hverken det ene eller det andet nationalitetsstempel.

Alligevel er nationalismen slet ikke begravet og finder i dag ny næring bl.a. i indvandrerskepsis og flygtningemodstand. I virkelighedens »europæiske konføderation af republikker« bliver de indre mure bygget ned, i takt med at de ydre mure bliver bygget op. Med andre ord er der god grund til at lære af historien og af kampen mod nationale fordomme.

Følg med hver måned: Abonnér!