Borgerlig EU-skepsis bremser Venstres Unionsbegejstring

Sammenbruddet for en fælles europæisk udenrigs- og sikkerhedspolitik under Irakkrigen har givet yderligere næring til et skifte i Venstres EU-politik. Venstrefløjen står over for en stor udfordring, hvor det ikke er nok at spille de nationale strenge, mener Enhedslistens Keld Albrechtsen.

Af Åge Skovrind

Der er sket en tydelig forandring i Venstres EU-politik, siden partiet overtog regeringsmagten. Fra at være et af de mest Unionsivrige partier, har Venstre lagt sig på en nærmest passiv linje. Årsagerne er både nationale og internationale. Desuden ligger der en taktisk overvejelse om, hvordan man kan vinde en folkeafstemning om en ny traktat – hos en vælgerbefolkning, der i stigende grad også tæller Unionsskeptiske borgerlige vælgere.

Det mener Keld Albrechtsen, medlem af folketinget for Enhedslisten.

– Venstre har opdaget at en del af det borgerlige vælgerkorps er blevet mere EU-skeptisk Både Venstre og Konservative bliver kritiseret i deres eget bagland, hvis de går for vidt i EU-integrationen, siger han

– Samtidig stod Anders Fogh overfor nogle meget praktiske problemer, da han overtog regeringsmagten, først og fremmest vedrørende de danske undtagelser. De Konservative havde presset hårdt på for en folkeafstemning for at få ophævet undtagelserne, og det pres blev støttet af Socialdemokratiet og de Radikale.

– Statsministeren stiller så sig selv det spørgsmål, om man kan vinde først en folkeafstemning om undtagelserne, og derefter en folkeafstemning om en ny forfatningstraktat. Vores argument fra Enhedslistens side har været, at en hurtig afstemning om undtagelserne var at købe katten i sækken, fordi den traktat, undtagelserne var knyttet til, kort efter kunne blive ophævet.

– Den argumentation tog statsministeren til sig og besluttede, at en afstemning om undtagelserne måtte afvente den ny traktat, og derfor har han også forpligtet sig til at indskrive undtagelserne i den ny traktat, så de overføres i ren form.

Afstemning skal cementere undtagelser

– Derfor vil argumentet i en ja-kampagne for en ny traktat være, at den ikke gør op med, men tværtimod cementerer undtagelserne. Det vil være hans strategi i en kommende kampagne for den ny traktat – i modsætning til S og R, som formentlig vil fastholde, selv om det er dybt irrationelt, at undtagelserne skal væk.

– Yderligere har det svækket Venstres EU-profil og fremkaldt passivitet, at statsministeren har fokuseret meget på det såkaldte kompetencekatalog, dvs. at man på ene eller måde kunne overbevise befolkningen om, at EU's kompetence var meget afgrænset. Derfor arbejder Henning Christophersen i EU-Konventet på at få indskrænket gummiparagraffen. Det var den, Ole Krarup førte retssag på, og som indebærer, at der åbnes op for lovgivning, selv om der ikke er traktatbestemmelser. Unionen kan så at sige udvide sin egen magt.

Denne linje er heller ikke specielt Unionsivrig, men sker af hensyn til de skeptiske borgerlige vælgere.

Skibbrud for fælles udenrigspolitik

– Den seneste udvikling er, at EU's fælles udenrigspolitik er brudt sammen i forbindelse med Irakkrigen, hvor forsøgene på at skabe en fælles europæisk identitet i bedste fald er udskudt, og der er det helt tydeligt at Venstre har besluttet sig for, at USA og derfor også NATO er det eneste grundlag for dansk sikkerhedspolitik. Derfor har vi også i forbindelse med Konventdiskussionen set, at Venstre er blevet meget forbeholden over for at give EU nye beføjelser på forsvars- og sikkerhedspolitiske områder – selv om det er område, hvor Danmark har undtagelser. Her plejer praksis at være, at Danmark ikke blander sig.

– Frankrig har været ivrig for at udvide kompetencen for at komme nærmere en EU-hær, men det ser ikke ud til at blive til meget, fordi Storbritannien er imod. Her ligger Danmark sådan set bare i læ af Storbritannien. Det er ikke en aktiv linje, men et udtryk for alliancen med Storbritannien og USA.

– For at opsummere, så er der en række nationale og internationale faktorer, som sammenlagt har tvunget Venstre i defensiven i EU-politikken og dæmpet partiets Unionsbegejstring ganske solidt.

Sandsynligvis vil de selv bestride det, men i den faktuelle politik holder de sig tilbage for at holde foden på speederen.

SF fra EU-accept til begejstring

Samtidig ser man SF gå mere offensivt ud med forslag om fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik, så der er vel egentlig tale om en større omgruppering i EU-debatten?

– Man kan sige, at Holger K. Nielsens meldinger er en nyorientering af SF's politik, hvor man er gået fra en EU-accept, til noget, der ligner en EU-begejstring, som selvfølgelig er en konsekvens af kritikken af USA. SF's holdning udvikling sker parallelt med en skærpet kritik af USA. Det er ikke bare lallende Unionsbegejstring, men man kan selvfølgelig stille spørgsmålstegn ved deres løsning, Selv tror jeg ikke, det er en løsning at lave en anden stormagt end USA, men det er en større diskussion om venstrefløjens internationale perspektiv. Hvordan skaber man et alternativ til USA's overherredømme – og her vil jeg i langt højere grad pege på FN end på EU.

– Men de Radikale og SF fremstår i dag som de to mest Unionsivrige partier, og det er en markant ændring af EU-geografien. Socialdemokratiets top har forsøgt at følge med SF og Radikale, men det er kun i toppen, længere nede i rækkerne er det åbenlyst, at der ikke er en begejstring for udvikling af Unionen. I Socialdemokratiet har man nøjagtig samme problem som i Venstre.

Nationale argumenter utilstrækkelige

Hvad er så konsekvenserne af denne ændring for os? Kan vi bruge det til noget positivt eller negativt?

– Den umiddelbare konsekvens er, at EU-debatten skifter karakter i Danmark, fordi presset for en hurtig unionsudvikling er blevet langt mindre. SF og R er ikke i stand til at drive dansk EU-politik fremad, og det stiller Unionsmodstanderne i en mere gunstig situation forstået på den måde, at modparten sammenlagt er blevet mindre energisk.

– På den anden side betyder det, at ja-siden kommer nærmere de holdninger, der dominerer i befolkningen. Og i den forstand er ja-siden blevet stærkere, Hvis det kan lykkes ja-siden at få forhandlet en traktat, som kun i begrænset omfang overfører magt til Unionen og fastholder undtagelserne, så bliver det ikke nogen nem opgave at vinde for venstrefløjen.

– Anders Foghs ændrede EU-politik stiller derfor venstrefløjen overfor en udfordring. Min personlige holdning er, at nej-siden ikke kan vinde den diskussion på en simpel national platform, fordi nej-siden vil stå overfor en ja-kampagne fra de Radikale og måske fra SF på et idealistisk grundlag og en meget forsigtig tone fra Venstre, som vil forsøge at berolige befolkningen om, at det ikke går for vidt. Derfor skal Unionsmodstanden være progressiv og visionær, hvis den skal have en chance for at hamle op med den modpart. Det vil ikke være nok at slå på de nationale strenge.

Følg med hver måned: Abonnér!