Socialistisk Information nr. 175 • April 2003 Til SAP's Forside
Af Penelope Duggan
Verdenskongressen fandt sted i en situation, som har forandret sig dramatisk, siden kongressen blev planlagt for få år siden. Også for Fjerde Internationales rolle og profil har disse forandringer haft vigtige konsekvenser. I korte træk handler det om følgende forhold:
l Sammenbruddet for 1990´ernes »dot.com«-ballonøkonomi i USA og andre udviklede lande, og en udvikling i verdensøkonomien på vej til det værste tilbageslag siden 1974-75. Denne vending blev indvarslet af det økonomiske kollaps i Asien i 1997 og det finansielle sammenbrud i Rusland i 1998.
l I tilknytning hertil en accelererende økonomisk krise og tilmed finansiel kollaps i en række tredjeverdenslande, specielt i Latinamerika, hvor den økonomiske og sociale katastrofe i Argentina er fortsat i Uruguay og meget vel kan være på vej i Brasilien.
l Den herskende klasses internationale svar på krisen i form af et forstærket »neoliberalistisk« angreb på arbejdsvilkår og sociale rettigheder – med særlig styrke i Europa (fx Italien og Storbritannien), men også i USA.
l Bitter modoffensiv fra arbejderklassen og de undertrykte befolkningslag mod disse angreb, som især kan ses i den nuværende bølge af arbejderkampe i mange europæiske lande, og i de omfattende mobiliseringer mod undermineringen af levevilkårene i Argentina.
l Væksten i massebevægelsen mod neoliberal globalisering, som startede i Seattle i slutningen af 1999, og som foreløbig kulminerede i 2002 med det 90.000 personer store Verdens Sociale Forum og det 60.000 personer store Europæiske Sociale Forum. I adskillige lande har denne massebevægelse ført til en magtfuld antikrigsbevægelse. Uden tvivl har denne bevægelse været afgørende for at ændre situationen for venstrefløjen på internationalt plan.
l Virkningerne efter 11. september 2001 på international politik, især med iværksættelsen af USA´s »krig mod terrorisme« – et forsøg på at reorganisere verdenspolitikken i højreorienteret retning under USA´s lederskab.
l En række venstredrejede eller populistiske regeringer er tiltrådt i Latinamerika (Venezuela, Brasilien), hvilket afspejler en massiv afvisning af neoliberalismen over hele kontinentet.
Disse forandringer har grundlæggende ændret Fjerde Internationales placering. I de sidste tre år har medlemmer af Internationalens sektioner været centralt involveret i afgørende mobiliseringer, ofte i en ledende rolle. Her skal især bemærkes de italienske kammerater i Bandiera Rossa-strømningen i Partito di Rifondazione Comunista, hvoraf mange spillede en central rolle i mobiliseringerne til Genova-demonstrationerne og det Europæiske Sociale Forum i Firenze; de brasilianske kammerater, som har styrket deres indflydelse i det brasilianske Arbejderparti, bl.a.i kraft af deres centrale rolle i Verdens Sociale Forum og deres stærke position i Porto Alegre; og den rolle, Ligue Communiste Révolutionnaire i Frankrig spillede i mobiliseringerne mod Le Pen efter et imponerende valgresultat for LCR´s præsidentkandidat, Olivier Besancenot.
Disse tre eksempler er kun en del af en betydelig vending for Fjerde Internationale, som i mange lande er begyndt at rekruttere nye medlemmer, nogle gange i stort tal, og ofte blandt unge. Denne politiske og organisatoriske fornyelse har bidraget til at afslutte en periode med politiske og organisatoriske vanskeligheder.
Skarpe interne debatter
I slutningen af 1980´erne og starten af 1990´erne var Fjerde Internationale præget af en række skarpe interne diskussioner, som medførte en vis nedslidning. Disse diskussioner var uundgåelige i lyset af de store omvæltninger i verdenspolitikken og især af arbejderbevægelsens store internationale tilbageslag, symboliseret af Sovjetunionens sammenbrud, USA´s første Golfkrig og sandinisternes valgnederlag i Nicaragua.
I en situation med udbredt demoralisering og pessimisme i arbejderbevægelsen og på venstrefløjen var det svært for en politisk strømning med rødder i arbejderbevægelsen at fastholde sine positioner. Der eksisterede både en fare for at kollapse totalt i demoralisering, og på den anden side risikoen for at henfalde til sekterisk fantasteri.
Når Fjerde Internationale har været i stand til at komme igennem denne periode, var det frem for alt ved at holde fast i en åbenhed over for massebevægelsen, ved at insistere på nødvendigheden af enhedsfronten og ved at gå i spidsen for de undertryktes bevægelser. Det var i en situation, hvor nytteværdien af en sådan holdning ikke altid var indlysende, og hvor en lukket og sekterisk propagandisme a la Lutte Ouvriere nogle gange forekom mere effektiv. Men da først den omfattende anti-globaliseringsbevægelse udviklede sig, begyndte styrkeforholdet på den revolutionære venstrefløj at ændre sig.
Debattens hovedpunkter
Trods de nævnte ændringer, afviser dokumenterne til verdenskongressen enhver kortsigtet eufori og sætter den nuværende periode ind i en ramme af dybtgående historiske forandringer, især neoliberalismens fremvækst, arbejderbevægelsens historiske nederlag, stalinismens sammenbrud og Socialdemokratiets usle ideologiske og politiske kollaps. Dokumentet »Fjerde Internationales rolle og opgaver« slår fast, at genopbygningen af arbejderbevægelsen og de folkelige bevægelser kun er ved sin begyndelse, og at vi står over for en langsigtet kamp.
»Den historiske nedbrydning af arbejderbevægelsen og de sociale bevægelser har kun nået sin første fase. Vi står over for en langvarig genopbygningsperiode. Vendingen i verdenssituationen har brudt en udbredt fornemmelse af politisk magtesløshed og opgivenhed blandt aktivister. I mangel på en historisk, symbolsk begivenhed, som kunne give et spektakulært opbrud i den internationale situation, vil reorganiseringen af den anti-kapitalistiske og anti-imperialistiske sociale bevægelse tage form af en række sociale og politiske erfaringer. Det er gennem disse erfaringer, at de udbyttede og undertrykte befolkningslag, som i dag er opsplittede, igen kan forenes omkring sociale prioriteringer og sociale krav. Det vil give mulighed for at genetablere et aktivistisk lag i de sociale bevægelser og udvikle et antikapitalistisk »overgangsprogram« med globale perspektiver på grundlag af kapitalismens aktuelle modsætninger og de udbyttede og undertryktes aktivitet.«
Desuden:
»Vi befinder os i en ny, meget speciel situation. Arbejderklassen står stadig i en svag position og er i defensiven, men den yderste venstrefløj er ved rejse sig og genvinde det politiske initiativ i stort omfang. Dens mål er at fasttømre en dristig, antikapitalistisk, social og politisk venstrefløj, som søger at vinde indflydelse og give retning til kampe og mobiliseringer.
Dokumentet indeholder endvidere en række centrale vurderinger:
l At det er afgørende at forene de forskellige elementer af opposition til den neoliberale globalisering, specielt at knytte bevægelsen for global retfærdighed sammen med den faglige kamp mod nedskæringer og neoliberal »modernisering«.
Som dokumentet formulerer det: »Bevægelsen mod kapitalistisk globalisering er en stærk løftestang for fornyelsen af arbejderbevægelsen og de sociale bevægelser og for udviklingen af nyt befrielsesperspektiv. Fra starten af den ny cyklus har aktive, radikale kræfter (politiske, sociale, faglige, borgerrettigheds- og intellektuelle grupper) uden for den traditionelle arbejderbevægelses kontrol spillet en grundlæggende rolle og har endda taget initiativet… En samling er blevet mulig mellem en ny, ung generation, som bærer en genpolitisering og en ny radikalisme, og »gamle« aktivister med erfaringer fra 1968-oprøret og fra perioden 1985-95.«
l At midtpunktet for venstrefløjens fornyelse er kampen for opbygning af brede anti-kapitalistiske partier.
»Vores mål er at danne proletariske partier, som er anti-kapitalistiske, internationalistiske, økologiske og feministiske; som er brede, pluralistiske og repræsentative; som er dybt optaget af sociale spørgsmål; og som ufortrødent kæmper for såvel de kortsigtede krav som de sociale forhåbninger for den arbejdende befolkning; som udtrykker arbejdernes militans, kvindernes ønske om frigørelse, ungdomsoprøret og den internationale solidaritet; og som tager kampen op mod alle former for uretfærdighed; som bygger sin strategi på udenomsparlamentarisk kamp og arbejderklassens egen aktivitet og selvorganisering; og som indtager en klar holdning til fordel for kapitalens ekspropriation og (en demokratisk og selvforvaltet) socialisme.«
l At et afgørende omdrejningspunkt mellem den globale bevægelse for retfærdighed og de nye venstrefløjsorganisationer, som er opstået – som det italienske Parti for Kommunistisk Genoprettelse og det Skotske Socialistiske Parti – er kampen for en aktiv, klassekampsorienteret fagbevægelse. Det er i den direkte arbejderkamp mod neoliberalismen, at der skabes et grundlag for genoplivningen af de sociale bevægelser, fremvæksten af aktivistiske venstrefløjspartier og alliancer blandt disse. Dokumentet konstaterer, at »Fjerde Internationale vil rette øget opmærksomhed på arbejderklassen.«
Programmatisk fornyelse
Kongressen vil markere et vigtigt skridt i en langstrakt proces af programmatisk fornyelse, som Fjerde Internationale har været i gang med siden midten af 1980´erne. Udgangspunktet for denne reflektionsproces har været, at bevægelsens grundlæggelsesdokument – »Overgangsprogrammet« – ikke kan give svar på alle de spørgsmål, der stilles efter 60 års historisk udvikling, fremvæksten af nye sociale bevægelser og andre nye politiske udviklinger, som man ikke kunne forudse i 1930´erne, samt resultatet af årtiers forskning i den marxistiske og andre progressive bevægelser. Reelt startede denne proces allerede med vedtagelsen i 1979 af en større programmatisk resolution om »Socialistisk revolution og kvindernes frigørelse«, hvor Fjerde Internationale slog fast, at opbygning af en selvstændig kvindebevægelse før, under og efter den revolutionære proces er en nødvendighed. Dertil kom vedtagelsen i 1985 af en resolution om »Socialistisk demokrati og proletariatets diktatur«, som fastslog nødvendigheden og ønsket om et pluralistisk udtryk fra de undertrykte og udbyttede.
De programmatiske resolutioner, som fremlægges til denne kongres, er »Økologi og socialisme«, som forsøger at fremlægge en revolutionær marxistisk analyse af årsagerne til den økologiske katastrofe og en langsigtet program for beskyttelse af miljøet. Resolutionen »Om frigørelse for lesbiske og bøsser«, som bygger på landvindingerne fra 1979-resolutionen, fastslår, at det fri udtryk af seksualitet og menneskets frigørelse er uadskillelig.
I alle disse tilfælde er Fjerde Internationales ansvar ikke blot af programmatisk art, men også et ansvar for at deltage aktivt i opbygningen af bevægelser.
Fjerde Internationales egen rolle
Kongresdokumenterne afspejler også en diskussion, som er foregået i de sidste 15 år om Fjerde Internationales egen rolle. På den ene side er der en udbredt enighed om, at de ambitioner og målsætninger, som Internationalen satte sig ved sin grundlæggelse – at den var, eller snart ville blive, »verdenspartiet for den socialistiske revolution« og reelt den eneste virkelig revolutionære strømning – ikke kan opretholdes i dag.
Ifølge kongresdokumenterne er det Fjerde Internationales opgave at bidrage til at skabe en »revolutionær masse-Internationale«, som kun vil kunne dannes af mange flere politiske kræfter end Fjerde Internationale alene. På den anden side er det klart, at Fjerde Internationales nytte som en samling af aktive organisationer, organiseret omkring centrale programmatiske referencepunkter og med en mængde erfaringer fra bevægelsesarbejde internationalt, er blevet bekræftet i de forløbne fem år. Det gælder særligt i udviklingen af bevægelsen for global retfærdighed, men også ved at spille en rolle, nogle gange en afgørende rolle, i dannelsen af brede venstrefløjsorganisationer, som kan hjælpe med til at overvinde problemet med en politisk repræsentation for arbejderklassen og de undertrykte – og på denne måde vise et fortsat behov for at styrke denne strømning, som på ingen måde står i modsætning til kampen for at skabe bredere organiseringer.
Startede ikke kun i Seattle
Desuden er det vigtigt at huske, at den nuværende periode med dramatisk fremvækst af bevægelsen for global retfærdighed og genopbygningen af arbejderbevægelsen og venstrefløjen ikke kommer ud af det rene ingenting, og at den ikke startede udelukkende med Seattle. Som dokumentet om verdenssituationen forklarer:
»Dette vendepunkt kom ikke ud af den blå luft. Det var resultatet af en opsparet utilfredshed, voksende bevidsthed, en ny solidaritetsånd og vigtige kampe, selv om de alle endte i blindgyder, tilbageslag eller nederlag: I USA var der de langvarige strejker blandt piloter og kurerfirmaet UPS. I Europa var der generalstrejker på nationalt eller sektorniveau i Storbritannien (minearbejderne 1984-85), Danmark (generalstrejken i 1985), Belgien først i 1986, derefter i den offentlige sektor i 1987, generalstrejke i 1993, en langstrakt strejke blandt lærerne over en toårig periode), den spanske stat (generalstrejke i de tidlige 1990´ere og Italien (1992 og 1994). Latinamerika (Ecuador, Brasilien og Bolivia) og Asien (Sydkorea og Indonesien) oplevede massebevægelser og store arbejderkampe.
Strejkebevægelsen mod Juppé-regeringen i Frankrig (vinteren 1995) var første signal om denne ændring. Med den Europæiske Arbejdsløshedsmarch (til Amsterdam i 1997) begyndte der at komme et skifte i holdningen blandt aktivister i Frankrig og resten af Europa. Dertil kom andre direkte initiativer, der allerede var i gang, som kampagnen for sletning af den tredje verdens gæld, og nogle meget radikale bondebevægelser i f.eks. Brasilien og Indien.
Fra Porto Alegre til 11. september
Konfrontationen i Seattle i november 1999 åbnede vejen til »bevægelsen mod globalisering«, som mødtes i Porto Alegre til det første Verdens Sociale Forum, i en radikal, internationalistisk og potentielt anti-kapitalistisk stemning, båret frem af en ny generation. Denne stemning af radikal internationalisme på et feministisk grundlag kom også klart til udtryk i Kvindernes Verdensmarch 2000, som blev forberedt allerede før Seattle.
I Genova var denne bevægelse for første gang i stand til at forbinde sig med radikale dele af fagbevægelsen i en direkte konfrontation med regeringen og dens neo-liberale politik. Så blev den endnu en gang gjort bredere og stærkere. Efter 11. september var den i stand til, i varierende former fra land til land, hurtigt at omdanne sig til en antikrigsbevægelse med hundredtusinder af demonstranter over hele verden mod den imperialistiske krig i Afghanistan. Den var også en af drivkræfterne bag den politiske og organisatoriske støtte til det palæstinensiske folk, som undertrykkes af den israelske stat.«
Den direkte »fader« til bevægelsen for global retfærdighed efter Seattle var den årtier lange kampagne mod den tredje verdens gæld med en række mobiliseringer i forbindelse med G7-, IMF- og Verdensbank-konferencer. Ofte var det Fjerde Internationales sektioner, som var rygraden i disse mobiliseringer på et tidspunkt, hvor andre kræfter på den yderste venstrefløj ikke udviste nogen interesse.
Fjerde Internationale er en betydningsfuld faktor i udviklingen af en vifte af bevægelser og alliancer over hele verden, og selve eksistensen af vigtige strukturer, fx de regelmæssige konferencer i det Europæiske Antikapitalistiske Venstre, skyldes en bevidst aktivitet fra Fjerde Internationale. Som dokumentet om Fjerde Internationales rolle og opgaver formulerer det:
Fjerde Internationale i dag
»Fjerde Internationales organisatoriske situation kan defineres som:
l en international organisation af revolutionære, som bygger på Overgangsprogrammets metode og den strategi og taktik, der følger heraf;
l en uovertruffen samling af programmatiske referencer, kollektive og individuelle politisk erfaringer med en evne til udvikling og refleksion på spørgsmål som kvindeundertrykkelse, undertrykkelse af bøsser og lesbiske – spørgsmål som kun i ringe grad er blevet udviklet af andre revolutionære strømninger, med sektioner i en række lande, som bygger på den lokale arbejderklasses behov.
l en organisation, som respekterer massebevægelsernes uafhængighed og deres demokrati, og som praktiserer et internt pluralistisk demokrati med tendensrettigheder.
l og derfor et levende redskab… Den kendsgerning, at vi har bevaret denne struktur, og at den utvivlsomt er den eneste internationale gruppering af sin art, er en dyrebar værdi i den ny politiske periode, her hvor en ny generation af aktivister træder frem.
Nye udfordringer
Selv om dokumenterne til verdenskongressen hilser den ny bølge af kampe velkommen og anerkender den vitale rolle, som bevægelsen for global retfærdighed spiller, så udtrykker de en meget nøgtern vurdering af den samlede verdenssituation. Ikke alene er neoliberalismen fortsat den dominerende ideologi og praksis i de største kapitalistiske stater, men oven i årtiers angreb på den arbejdende befolknings livsvilkår kommer nu også truslen om en permanent imperialistisk krigstilstand.
Bevægelsens aktivister står over for et vidtrækkende ansvar i den virkelighed, man vender tilbage til efter kongressen. Det gælder ikke mindst:
l Opbygningen af den bredest mulige antikrigsbevægelse mod imperialismens krigsoffensiv.
l Den fortsatte kamp for at opbygge nye anti-kapitalistiske partier og at styrke dem, der allerede findes.
l Bidrage til at genopbygge arbejderbevægelsen og at kæmpe for en klassekampsorienteret fagbevægelse, hvor revolutionære marxister må være i centrum for de omfattende arbejderkampe, der er på vej.
l At gøre massebevægelsen i stand til at imødegå den sociale katastrofe i Latinamerika, og specielt at forberede de enorme politiske kampe, som med sikkerhed vil komme i Brasilien efter valget af Lula.
l Fortsætte udviklingen af en bevægelse for global retfærdighed og bidrage til at skabe den stærkest mulige solidaritet mellem bevægelser i »Nord« og »Syd« gennem Verdens Sociale Forum og de tilknyttede kontinentale Forumer.
l Hjælpe de undertryktes massebevægelser – af kvinder, lesbiske og bøsser, indfødte folk og andre – som vil vokse frem med fornyet styrke i den kommende periode.
Skarpere profil
Dette er er omfattende dagsorden og et omfattende sæt af opgaver. Kongresdokumenterne konstaterer, at for at gøre dette – med alle de internationale og nationale opgaver, det indebærer – er det nødvendigt at styrke organiseringen og koordineringen af Fjerde Internationale i den kommende periode. Og på det nationale plan »er vores største problem ikke sekterisme, men en form for politisk og organisatorisk adfærd, som undervurderer eller udvander den revolutionære marxistiske organisation.« For at gennemføre sin omfattende dagsorden bestræber Fjerde Internationale sig på at styrke sin internationale organisation, styrke sine sektioners profil og sikre, at (hvilket allerede sker i en række lande) radikaliseringen af unge mennesker udmønter sig i en fornyelse af Internationalens ledelse og medlemsskare.
Penelope Duggan er medlem af Fjerde Internationales Forenede Sekretariat. Artiklen er oversat af Åge Skovrind.
Af Ebbe Rand Jørgensen
Hvordan vil du i korte træk opsummere kongressens diskussioner og beslutninger?
– Kongressen var interessant ikke mindst på grund af tidspunktet for dens afholdelse, nemlig ugen op til den 15. februar. Det gav diskussionerne en meget konkret dimension: Hvad gjorde man i de enkelte lande i forhold til antikrigsarbejdet, og hvordan var medlemmerne i de enkelte sektioner involverede?
– Mobiliseringerne mod krigen var et væsentligt emne. Et andet var bevægelserne imod nyliberalismen.
– Det spændende er, at vi i de forskellige sektioner oplever at være en del af en større global bevægelse. Det opleves meget konkret, når medlemmer af Fjerde Internationale i forskellige lande oplever at deltage i næsten samme aktiviteter og f.eks. også i de samme internationale møder i ATTAC.
Hvilke opgaver er de vigtigste?
– Den ny udvikling stiller os over for nogle af de samme opgaver de forskellige steder. Det kan f.eks. handle om at slå på sammenhængen mellem netop freds- og antiglobaliseringsbevægelserne.
– Det handler også om bevægelsernes bredde. Vi hilser den socialdemokratiske fagbevægelse og socialliberale NGO’er velkomne, samtidig med at vi vil undgå, at de dominerer bevægelserne. Der er også nogle anarkistiske tendenser, der er totalt afvisende over for at politisk partier overhovedet må spille nogen rolle. Der er det vores rolle at forklare nødvendigheden af partier, men at de skal arbejde med respekt for bevægelsens egen dynamik.
Hvordan står Fjerde Internationale så gearet til at løfte opgaven?
– Det handler selvfølgelig meget om de mere interne forhold, som der også var en del diskussion om. Der er behov for en stærkere ledelse, hvis vi skal koordinere vores arbejde. Men den opgave kan kun løses, hvis de enkelte sektioner prioriterer opbygningen af Internationalen, også økonomisk.
Spiller Fjerde Internationale nogen reel rolle?
– Ja, det var nemlig meget inspirerende at opleve, at selv om vi er små, så er vi til stede i 40 lande, hvor medlemmerne alle steder spiller en vigtig rolle. Jeg kan nævne tre lande, hvor der er en meget spændende udvikling:
– I Frankrig havde sektionen som bekendt stor succes med deres valgkampagne. Siden valget er medlemstallet næsten fordoblet.
– I Brasilien indgår sektionen i og spiller en vigtig rolle i Arbejderpartiet. De fik en ministerpost i Lulas regering. Det har givet anledning til en diskussion i Internationalen, som også var oppe på kongressen. Det er klart, at der er en modsætning, som ikke kan holde i længden, fordi regeringen lægger op til et kompromis med nyliberalismen. Det hører med til billedet, at der er stærke sociale bevægelser, bl.a. de jordløses bevægelse, og situationen i Brasilien spiller en stor rolle for andre latinamerikanske lande.
– I Filippinerne har FI fået en ny medlemsorganisation, idet vi har optaget RPM-M (Revolutionært Arbejderparti i Mindanao). De arbejder bredt på alle fronter og har også et medlem i parlamentet. De arbejder stærkt for at skabe enhed på venstrefløjen. Der er nogle temmelig uheldige politiske traditioner, f.eks. har nogle maoister ikke holdt sig tilbage for at bruge mord som politisk våben også over for andre venstregrupper. Det gør det vanskeligt at rejse spørgsmålet om enhed, men på den anden side også meget vigtigt.
– Kongressen var præget af, at der var enighed om hovedopgaverne: Arbejdet i bevægelserne, samling af venstrefløjen og opbygningen af 4. Internationale. De uenigheder, der også var, handlede mest om mere konkrete, detaljerede emner.