Socialistisk Information nr. 175 • April 2003 Til SAP's Forside
Af Christina Celeste Nielsen
I efteråret indgik regeringen, Dansk Folkeparti og Det Radikale Venstre et erhvervsskoleforlig, som løber frem til år 2006. Forliget er delt op to »faser«. I første fase fastlagde forligsparterne de økonomiske rammer for erhvervsskolerne. Regeringen fremlagde det som, at erhvervsskolerne fik 445 mio. kr. i ekstra tilskud. Men det reelle tal er på kun 169 mio. kr., hvilket slet ikke rækker til det løft, som de forsømte erhvervsskoler har brug for. Resten af pengene gives først, når skolerne i forbindelse med forligets »Fase 2« gennemfører en række tiltag. Regeringen har udstukket det overordnede kommissorium for Fase 2. Det lægger sig, ikke overraskende, meget tæt op ad arbejdsgivernes krav. Nu er trepartsforhandlingerne om Fase 2‘s konkrete indhold gået i gang.
Delvis kompetence
Et af elementerne i kommissoriet er indførelse af »delkompetenceuddannelser«. Det er korte forløb af 1½ års varighed med kun én praktikperiode og én skoleperiode. Det skulle afløse det nuværende vekseluddannelsessystem, hvor eleven efter et ca. 40 ugers grundforløb skal i ca. 3 års praktik med kortere skoleperioder indlagt.
Hvad vil denne »delkompetencemodel« betyde?
Torben: – Det vil betyde, at man indfører uddannelser, som kun giver halve tømrere, halve elektrikere, halve murere osv.
– Folk vil blive meget specialiserede og begrænsede i deres faglige viden.
Martin: – Fortalerne siger, at når man har været ude og arbejde et par år, så kan man komme tilbage og tage resten af uddannelsen. Men hvis man først tager en halv erhvervsuddannelse og derefter går ud og arbejder, stifter familie og måske låner penge til et sted at bo osv., så er det svært lige pludselig at skulle til at gå ned på en lærlingeløn igen.
– Det handler om, at man ikke giver folk en uddannelse for livet. Man giver dem bare en uddannelse til erhvervslivet…
Ja, til erhvervslivet her og nu…
Martin: – Ja, netop. Det er meget specialiseret og kortsigtet. Det er ikke en uddannelse, som folk kan gå ud og bruge i det brede erhvervsliv.
– Som EEO ser det, skal uddannelsessystemet godt nok udvikle arbejdskraft, men det skal også udvikle hele mennesker. Mennesker, som kan være en fornuftig del af samfundet og ikke bare et stykke legetøj, som man kan placere, hvor der nu er brug for det.
Torben: – Dem med kun delkompetenceuddannelsen vil altid være de første, som ryger ud, når der er lavkonjunktur. Hvis det forslag bliver gennemført, så skal der i hvert fald stilles noget efteruddannelse til rådighed.
Men det bliver der også sparet meget på…
Torben: – Ja. Den eneste løsning er jo reelle praktikpladser.
Skolepraktikken rammes –
arbejdsgiverne fredes
Et andet element i kommissoriet er en begrænsning eller lukning af skolepraktikken. Skolepraktikken bliver i dag tilbudt til de elever, som ikke kan finde en almindelig virksomhedspraktikplads.
Lærlinge er billig arbejdskraft, og skolepraktikken er alt andet lige en billig løsning for sikring af uddannet arbejdskraft i fremtiden. Hvorfor gør arbejdsgiverforeningerne ikke mere for at skaffe praktikpladserne, og hvorfor vil de så gerne af med skolepraktikken?
Torben: – Ja, jeg ved det ikke. Lærlingene kommer jo også med den nyeste viden inden for faget. De lærer sgu noget på skolerne, som de gamle svende ude i virksomhederne ikke kan.
Martin: – Det »sjove« er jo, at sidste gang der blev forhandlet og lavet aftaler på erhvervsskoleområdet, endte man på, at erhvervslivet skulle finde 36.000 praktikpladser. I dag mangler de stadig at finde de 6000.
– Det handler om, at DA ikke kan finde ud af at leve op til deres ansvar. I virkeligheden burde skolepraktikken jo slet ikke være nødvendig. Man burde finde de praktikpladser, der mangler.
Hvordan gør man det. Hvad skal der til?
Martin: – Blandt andet handler det om kommunikation og en målrettet indsats. I Nordjylland f.eks. har de efter et projekt kaldet Praktik-tak stort set ikke nogen skolepraktikanter. De har alle sammen fået en aftale med en eller flere virksomheder.
Torben: – Man kunne også arbejde mere med at »straffe« de arbejdsgivere, som ikke tilbyder praktikpladser. Lige nu betaler alle arbejdsgivere lige meget til Arbejdsgivernes Elevrefusion (AER), som står for skolepraktikken. De, som er dårlige til at tage elever ind, burde jo betale forholdsvist mere.
Martin: – Ja, lige nu bruger regeringen kun guleroden over for arbejdsgiverne, mens erhvervsskolerne altid skal motiveres med pisken. Det kunne være, man skulle bytte lidt rundt.
Torben: – Og så skal det offentlige også til at tage sig sammen. På landsplan har vi kun to elektrikerlærlinge inden for det offentlige.
Men langt de fleste elever vil jo helst undgå skolepraktikken og i stedet ud i en rigtig virksomhed.
Torben: – Jo, det vil langt de fleste. Men skolepraktikken er ikke nødvendigvis en dårligere uddannelse. Inden for elektrikerfaget er der ikke noget som helst, der viser, at skolepraktikanterne klarer sig dårligere.
Martin: – På Frederiksberg Tekniske Skole har de sendt 600 elever gennem skolepraktik-ordningen i løbet af de sidste par år. De har alle sammen arbejde nu. Der er mange myter omkring, at skolepraktikken ikke dur.
– Der er godt nok problemer i enkelte fag, primært de merkantile, men ved at fjerne hele ordningen rammer man jo alle fag, og det er der ingen saglige argumenter for.
Torben: – Der er både elever, som er utilfredse i skolepraktikken og i virksomhedspraktikken.
Vil i fokus trods krigen
Nu har LO-ungdom så taget initiativ til en kampagne mod lukning og beskæring af skolepraktikken. Der er lagt op til forskellige aktioner rundt omkring i landet. Nogle har allerede fundet sted i Odense og Aalborg. Kan det gøre nogen forskel?
Torben: – Jamen altså, der er nogle, som forhandler, og nogle, som laver ballade. Man bliver nødt til at føre en kampagne på alle fronter.
Martin: – Vi er nødt til at lave nogle aktiviteter, som ikke er på arbejdsgivernes præmisser. Som har fokus på de elever, der står og mangler en praktikplads, og som kan få et spark i røven, hvis de heller ikke kan få en skolepraktikplads. Det er dem, der skal være fokus på. Ikke om DA, DI eller LO for den sags skyld kan få det store regnskab til at gå op. Det skal handle om de mennesker, som kommer ud af uddannelsessystemet i sidste ende.
Kampagnen er vel også en mulighed for eleverne for selv at tage stilling og gøre noget?
Torben: – Ja, helt sikkert. Nu drukner vores aktionsdag i Esbjerg og Århus den 29. marts og i København den 5. april jo desværre nok lidt i krig… Men det er da vigtigt, at vi gør noget alligevel. Prøv at tænke på alt det, de kan luske igennem nu, mens medierne ikke fokuserer på det. Så lader regeringen soldaterne slås, mens de skærer alt muligt ned. Det er vigtigt, at vi går på gaden sammen og kræver opmærksomhed om de forringelser, som vil få stor betydning de næste år.
»Fase 2«-udformningen vil formentlig blive besluttet endeligt i Folketinget i uge 17.