Socialistisk Information nr. 175 • April 2003 Til SAP's Forside
Af Bodil Rasmussen
I næsten 2 måneder holdt verden vejret. Våbeninspektørernes ledere, Hans Blix og Mohamed el Baradei gik i pendulfart mellem møder i Bagdad og møder i Sikkerhedsrådet i New York. Telefonerne glødede ikke mindst fra Det Hvide Hus og Elysee-Palæet. Og diplomaterne var på overarbejde. Det diplomatiske slutspil om Irak var i gang.
Imens blev vi af politikere, journalister og kommentatorer igen og igen fortalt, at USA ville ende med at få sin vilje i FN. Ingen lande ville i sidste ende kunne modstå USA’s magt.
Den 17. marts sluttede spillet. USA trak sin sidste resolution tilbage fra Sikkerhedsrådet, og senere på aftenen erklærede Bush Irak krig. Men det blev en krig uden FN-mandat og med den tyndest mulig opbakning fra andre lande. Kun Storbritannien og Australien sendte egentlige tropper af noget omfang. I dette Indblik ser vi nærmere på baggrunden for, at USA tabte slagsmålet om »verdens« opbakning.
Det er ikke første gang, USA går i krig uden om FN. Det skete senest i Kosova i 1999, hvor interventionen skete i NATO-regi, fordi Rusland havde truet med at nedlægge veto mod en resolution i Sikkerhedsrådet. Forskellen er, at den praktiske opslutning stort set mangler. Fra Europa kommer der kun tropper fra tre lande: Storbritannien, Polen og Danmark. Eneste bidragyder derudover er Australien med 2.000 mand.
USA har ganske vist offentliggjort en liste på 31 lande, der støtter, og sagt, at der er 15 mere. Men nærmere analyser af listen viser, at de fleste lande kun er med, fordi de har givet amerikanerne tilladelse til at overflyve deres luftrum. Andre lande – som Afghanistan, Filippinerne og Colombia (det eneste land fra Sydamerika) – har selv amerikanske tropper i kamp inden for landets grænser.
Forskellen til USA’s første krig mod Irak i 1991 (dengang med FN-mandat) er også slående. Dengang kom 24 procent af tropperne fra andre lande end USA (bl.a. arabiske), og disse dækkede også 88 procent af udgifterne.
Markant modstand
Dertil kommer, at modstanden har været markant. Tre af sikkerhedsrådets permanente medlemmer – Frankrig, Rusland og Kina – har været imod, og – trods kraftig økonomisk pression – lykkedes det ikke USA at vinde et flertal af de ikke-permanente medlemmer over på sin side. Kun Spanien og Bulgarien bakkede op.
Endelig skal det med i billedet, at store organisationer af tredjeverdenslande som »Organisationen af Afrikanske Stater« og »Bevægelsen af Alliancefrie lande« (med 116 medlemmer) i løbet af februar vedtog udtalelser mod USA’s linje. Og at regionale stormagter som Sydafrika og Brasilien har været stærke modstandere af krigen.
Den manglende opbakning stiller Bush-regeringen over for flere alvorlige problemer. For det første vil man selv komme til at stå med regningen på et tidspunkt, hvor USA’s økonomi er alt andet end robust. For det andet kan den manglende internationale opbakning give problemer på hjemmefronten, hvor flere opinionsmålinger indtil krigsudbruddet viste, at der kun var opbakning til en krig mod Irak, hvis den blev ført i FN-regi.
Endelig er det, at så mange lande direkte sætter sig op imod USA, skriften på væggen for en stormagt, der har været enerådende de sidste 10 år, og hvis ledelse af den imperialistiske verden har været uantastet endnu længere.
Europæisk splittelse
Allerede da FN i november vedtog resolution 1441, der bemyndigede våbeninspektørerne til at genoptage deres arbejde i Irak, var der splittelse blandt de imperialistiske magter i Europa. Storbritannien bakkede op om USA, der også på daværende tidspunkt ønskede en resolution, der gav mulighed for at gå i krig. Frankrig strikkede bag kulisserne det kompromis sammen, der blev til resolution 1441.
Op til og efter våbeninspektørernes rapport den 27. januar blev det klart, at de ikke kunne levere beviser, der retfærdiggjorde en krig, at de ønskede mere tid, og at Frankrig og Tyskland bakkede våbeninspektørerne op. På den baggrund blev »aktion åbent brev« igangsat.
Regeringslederne fra Spanien, Italien, Storbritannien, Portugal, Danmark, Ungarn, Tjekkiet, Polen og Slovakiet bakkede i et åbent brev, der ikke havde været forelagt EU eller andre i Europa, op om den amerikanske linje. Det stod 1-0 til amerikanerne, der samtidig kunne glæde sig over at have sået splittelse i det EU, som på andre områder (handelspolitik, den internationale straffedomstol, Kyoto-protokollen) havde modsat sig Bush-regeringens interesser.
Hvad den amerikanske regering overså, var, dels at Frankrig, Tyskland og Belgien havde det langt overvejende flertal af de europæiske befolkninger bag sig, som det kom til udtryk i meningsmålinger og i de millionstore demonstrationer. Dels at de havde lagt sig ud med to af de toneangivende lande i EU.
Frankrigs interesser og EU
Det har gang på gang været påpeget, at Frankrigs, såvel som Ruslands og Kinas, olie-interesser var en vigtig årsag til, at landene vendte sig mod en krig mod Irak (se f.eks. sidste nummer af SI). De har alle indgået lukrative oliekontrakter med Saddam Hussein. På den baggrund var der imidlertid mange i pressen (og i den amerikanske regering?), der forventede, at Frankrig, Rusland og Kina i sidste ende ville springe i målet. For hvis krigen alligevel kommer, er det så ikke bedre at være med til at dele rovet?
Det skete imidlertid ikke, og en del af æren må tilkomme fredsbevægelsen. Frankrigs præsident Chirac var under pres fra en omfattende fredsbevægelse – f.eks. viste en meningsmåling i starten af marts, at 7 ud af 10 franskmænd ønskede, at Frankrig skulle nedlægge veto i sikkerhedsrådet. At bakke ud ville simpelthen have været for omkostningsfyldt politisk for præsident Chrirac.
Men udviklingen kan også ses som udtryk for stadig stigende spændinger mellem USA på den ene side og EU’s to førende magter, Frankrig og Tyskland, på den anden. Spændinger, som er blevet forstærket af Bush-regeringens tendens til enegang på den ene side og EU’s stadig større ambitioner på den anden.
Bush-regeringen har ført en voldsomt protektionistisk politik med bl.a. omfattende støtte til landbrug og stål og har blokeret for den medicinaftale, der blev indgået ved WTO-mødet i Doha. Begge dele er gift for WTO's nye forhandlinger om liberaliseringer af verdenshandelen. Samtidig har USA saboteret stort set alt, hvad der findes af internationale aftaler, og understreget sin holdning med den nye sikkerhedspolitiske doktrin om retten til forebyggende angreb. Man har med andre ord rokket ved det stadig større net af internationale aftaler, som – med udbredelse af nyliberalismen som målet – har reguleret forholdene mellem de imperialistiske magter.
Det har bl.a. vakt bekymring i organisationer som WTO, hvor ledende embedsmænd advarer mod USA’s enegang (International Herald Tribune, 15.marts 2003).
På baggrund af alt dette kan Frankrig og Tyskland have fundet det på sin plads at markere en modstand. Ikke så meget på grund af olien i Irak, slet ikke på grund af freden, men simpelthen for at sikre deres/EU’s interesser over for den amerikanske konkurrent. I samme retning peger det, at Tyskland, Frankrig og Belgien samtidig med krigsudbruddet offentliggjorde, at de vil gå i gang med et tættere militært samarbejde.
At Frankrig og Tyskland ikke fik hele EU med på vognen, vil give problemer for den videre udvikling af EU-projektet, som Juni-Bevægelsen da også påpegede fra sit landsmøde. For hvad er meningen med at opbygge en europæisk stormagt med ganske betydelige økonomiske interesser, hvis man alligevel er til fals for et USA, der i sidste ende vil tvære en ud økonomisk? Det spørgsmål står ikke mindst de USA-venlige og EU-venlige regeringer i Storbritannien, Italien, Spanien, Portugal og Danmark tilbage med.
NATO og »Det nye Europa«
Splittelsen mellem de imperialistiske magter fik også følger i NATO. Tyskland, Frankrig og Belgien blokerede i midten af februar for, at der kunne sendes tropper til Tyrkiet. Officielt reagerede man på en opfordring fra Tyrkiet, der »følte sig truet«, reelt var der tale om en amerikansk manøvre for at sikre den nordlige front mod Irak.
Splittelsen blev først løst med et kompromis efter en 14 dage lang krise. Kompromiset reddede NATO’s ansigt, men betød også, at planen for de lovede troppeoverførsler fra NATO blev begrænset. I modsætning til Kosova-krigen havde splittelsen mellem USA og to af Europas stormagter gjort NATO til et ubrugeligt værktøj for Bush-regeringens politik.
Samtidig blev det imidlertid endnu en gang understreget, at EU er ude af stand til af føre en fælles udenrigspolitik.
Én sidegevinst fik Bush-regeringen dog ud af NATO. Opbakningen til krig fra de fleste østeuropæiske landes regeringer. Ud over de fire østeuropæiske lande, der skrev under på det åbne brev, har Bulgarien været en af USA’s få faste støtter i sikkerhedsrådet. Og på listen over koalitionslande optræder næsten alle østeuropæiske lande. Det fik USA’s forsvarsminister Donald Rumsfeld til at tale om Det nye Europa, der nyligt befriet for kommunismen havde større forståelse for USA’s frihedsbudskab.
Men det er ikke folkelig taknemmelighed mod USA, der har fået Østeuropas lande til at bakke op. Ganske som i Vesteuropa har modstanden mod krig i meningsmålingerne ligget på 70-90 procent. I stedet gør den amerikanske tænketank »Institute for Policy Studies« opmærksom på, at ønsket om et NATO-medlemskab kan have spillet ind. Skal et nyt land optages i NATO, kræver det enstemmighed. Med andre ord USA har vetoret.
Samtidig bidrager USA med økonomisk hjælp til en række østeuropæiske lande blandt til modernisering af deres militær. Bulgarien har således det sidste årti modtaget 420 millioner $ fra USA.
Tyrkiet på kollisionskurs
Efter konflikten med Frankrig og Tyskland var det imidlertid ikke mindst Tyrkiet, der viste, i hvilket omfang USA’s sædvanlige opbakning var begyndt at smuldre.
Presset af en næsten total folkelig modstand mod krigen og en vis skepsis over for USA’s gyldne løfter forsøgte den tyrkiske regering at presse USA til skriftlige garantier for en økonomisk støtte af ganske anseelige dimensioner. Tal på op til 41 milliarder har været nævnt.
Men det afgivne tilbud viste sig at være for lille; det tyrkiske parlament afviste i første omgang aftalen med USA, og først efter pres fra militæret vedtog Tyrkiet at give amerikanerne ret til overflyvning.
Medvirkende til parlamentets modstand har formentlig også været en mistro til amerikanernes kurdiske allierede, samt at amerikanerne – samtidig med de gyldne økonomiske løfter – fastholdt, at Tyrkiet skulle underordne sig IMF’s krav.
Tyrkiets modstand betød ikke bare en kæp i hjulet for USA’s militærstrateger, der havde regnet med at åbne en nordlig front gennem Tyrkiet. Den var samtidig på to punkter et slag mod amerikansk forsøg på at skaffe sig politisk opbakning og legitimitet til krigseventyret mod Irak. Dels gjorde forhandlingerne med Tyrkiet det åbenlyst for en bredere offentlighed, at USA kun kunne skaffe sig opbakning med tegnebogen, hvilket ikke så kønt ud i forhold til de store ord om kamp mod diktatur og masseødelæggelsesvåben.
Dels betød det en opmuntring til de mindre lande i FN’s sikkerhedsråd, om at holde fast i deres modstand mod krigen trods amerikansk pression.
Musen mod elefanten
Onsdag den 19.marts fandt et nærmest surrealistisk skuespil sted i FN’s sikkerhedsråd. Mens USA’s tidsfrist til Saddam Hussein var ved at rinde ud, behandlede Sikkerhedsrådet den sidste rapport fra våbeninspektørerne.
Det bemærkelsesværdige var, at bortset fra USA’s tre faste støtter: Storbritannien, Spanien og Bulgarien, erklærede samtlige andre medlemmer af Sikkerhedsrådet (Angola, Cameroun, Chile, Guinea, Frankrig, Kina, Mexico, Pakistan, Rusland, Syrien, og Tyskland) sig for modstandere af krigen. USA’s snak om, at man var lige ved at have overbevist de såkaldt uafklarede (Chile og Mexico i Latinamerika, Angola, Guinea og Cameroun i Afrika, Pakistan i Asien) viste sig at være blålys.
Det havde ellers ikke skortet på økonomisk pres og diplomatiske rundrejser for at overbevise de trevne.
Den tidligere omtalte rapport fra »Institute of Foreign Policy«, der blev offentliggjort allerede 26. februar opregner USA’s økonomiske pressionsmidler:
Afrika: Både Guinea og Cameroun er berettiget til fortrinsret til det amerikanske marked gennem AGOA (Africa Growth and Opportunity Act). Betingelsen er, at man ikke »deltager i aktiviteter, der underminerer USA’s nationale sikkerhed eller udenrigspolitiske interesser«. USA er den største bistandsyder til såvel Angola som Guinea, ligesom der er store amerikanske investeringer i henholdsvis Angolas olieindustri og Guineas aluminiumsudvinding.
Pakistan: Efter krigen i Afghanistan har USA ophævet sanktioner mod Pakistan, givet en milliard $ i støtte og lovet at fjerne importkvoter på tekstilprodukter.
Latinamerika: Såvel Chiles som Mexicos handel er orienteret mod USA, og mens Chile p.t. afventer, at den amerikanske kongres skal underskrive en tosidet handelsaftale, er præsident Fox i Mexico afhængig af Bushs støtte for at udskyde afviklingen af toldsatser inden for rammerne af NAFTA. Samtidig ønsker Mexico en aftale med USA om de mexicanske indvandrere i USA.
National stolthed og fransk pres
Ved første øjekast kan det se umuligt ud. Hvordan kan fattige lande modstå et sådant pres? Igen lagde de opsamlede modsætninger til USA sig i vejen.
For det første har Frankrigs koloniale interesser ikke mindst i Afrika til en vis grad opvejet USA’s. Hvor USA er den største donor, handelspartner eller investor, er Frankrig den næststørste. Og Frankrig har ikke undladt i det diplomatiske spil op til krigsudbruddet at markedsføre sig som dem, der går ind for en mere retfærdig handel.
Nok så vigtigt er, at hvad enten det gælder Afrika, Latinamerika eller Pakistan, har den folkelige modstand mod krigen været stor. Efter 10 års globalisering og anti-globaliseringsbevægelsens fremkomst er det svært at finde støtte til USA ret mange steder i den tredje verden, bortset fra i smalle eliter.
Ganske vist kan USA annullere en handelsaftale med Chile, men blandt den chilenske befolkning er bekymringen snarere, at aftaler med USA giver dette land for store fordele.
De pakistanske masser har ikke fået meget glæde af USA’s milliardbistand, men har fået påført en krig, de er imod.
Den mexicanske regering kan lide nederlag ved de kommende lokalvalg, Pakistans militærleder kan blive væltet ved kup eller opstand.
Endelig er der den nationale selvbevidsthed hos de udsatte. Den har USA’s – som man selv siger – »meget robuste« kampagne for at få opbakning ikke levnet meget plads til. Og det er formentlig ikke blevet bedre af, at USA med et skuldertræk afviste et kompromisforslag fra de seks uafklarede.
Stemmer fra Syd
Det er således ikke underligt, at man skal gå til den tredje verden, hvis man skal finde kommentarer, der ser USA’s nye isolation i et globalt perspektiv.
Den mexicanske forfatter Carlos Fuentes udtrykker nok meget godt reaktionen blandt mange, når han under overskriften: »Mexico må stå for principper, ikke interesser« konstaterer, at USA har akkurat lige så meget brug for Mexico som omvendt, og skriver:
»Jeg kan ikke se et eneste alvorligt tilfælde, hvor USA kan skade Mexico, på grund af landets uafhængige internationale standpunkt. Lad os komme af med dette spøgelse, der kun skræmmer kujonerne og de uhæderlige. Mexicos politiske uafhængighed i tilfældet Irak vil magtfuldt bidrage til det, verden mest af alt behøver: et modspil til USA’s magt. Faren i vor tid er ikke den ynkelige Hussein. Det er en unipolar verden domineret af Washington.«
Et af anti-globaliserings-bevægelsens kendte ansigter, Walden Bello, tager i en artikel den 10. februar med titlen »Tilbagekomsten af magtbalancepolitik« fat på de store perspektiver.
Efter at have gjort opmærksom på, at en verden med kun én supermagt, USA, – i modsætning til hvad man troede efter Sovjetunionens sammenbrud – ikke er blevet en mere fredelig verden, skriver han:
»Det er den dårlige nyhed. Den gode nyhed er, at uindskrænket overherredømme, selv når det bakkes op af en overvældende magt, er en forbigående tilstand. Ganske som i Napoleons Europa kan en række lidt mindre magter på kort sigt anse en føjelig eller underdanig holdning for en nødvendighed. Men de ved, at det er en katastrofal strategi på lang sigt, for det er simpelthen en invitation til aggression. Det var, hvad den fastlåste stilling i FN’s sikkerhedsråd handlede om«.
På den baggrund forudser Bello, at vi de kommende år vil se en udvikling af skiftende alliancer af »de lidt mindre magtfulde«, i forsøget på at inddæmme USA’s magt. Samtidig vil på den ene side den islamiske fundamentalisme, på den anden side anti-globalisering bidrage til processen ved i stigende grad at fjerne USA’s legitimitet til at udøve sin magt.