Socialistisk Information nr. 172 • Januar 2003 Til SAP's Forside
Af Anthony Bégrand
Hvordan analyserer du de begrundelser, Bush-regeringen har givet for at retfærdiggøre den »præventive krig« i Irak?
Gilbert Achcar: Attentaterne den 11. september 2001 gav Bush-regeringen et fortrinligt påskud til at føre en politik i felten, som for længst var udklækket som svar på tungtvejende interesser, der stikker betydelig dybere end det at svare igen på en terrorhandling.
Siden 11. september er der blevet iværksat en strategi for udvidelse af USA’s militære tilstedeværelse i verden, begyndende med Centralasien. Med Afghanistan-krigen som dække er der blevet opbygget militærbaser i to tidligere sovjetiske republikker i Centralasien: Usbekistan og Kirgisistan, og der forhandles med andre lande i regionen. USA har fremrykket sin militære tilstedeværelse helt til Georgien. USA etablerer sig varigt i dette område ved det Kaspiske Hav, som anses for at være en verdens mest lovende regioner med hensyn til olie- og gasrigdomme – bortset fra den arabisk-persiske golf – og hvor de US-amerikanske olieselskaber allerede er særdeles aktive.
Når det gælder Irak, er de påståede årsager endnu mere åbenlyst falske, end påskuddet om »krigen mod terrorismen« er for Centralasiens vedkommende. Krigen i Irak kan ikke præsenteres som et svar på en eller anden aggression. Bush-regeringen opgav at gøre et stort nummer ud af argumentet om en påstået direkte forbindelse mellem det irakiske regime og Al Qaida-netværket. Dens hovedargumenter kører i stedet på to punkter. For det første, at det irakiske regime er et diktatur, og at det har gjort sig skyldigt i afskyelige handlinger. Men det er et grænseløst hykleri. De værste af disse handlinger er begået med Washingtons velsignelse, dengang USA så velvilligt på Iraks krig mod Iran. Og hvem køber påstanden om, at Washington går imod diktaturer? Man behøver bare at se på de lande i Centralasien, hvor USA er i færd med at oprette baser, og som USA bevilger hundreder af millioner dollar i bistand: De er nogle af jordens mest despotiske. Det pakistanske regime – en loyal tjener for Washington oprettet ved et statskup mod en folkevalgt regering – er i gang med at grundlovsfæste sit diktatur.
Når USA’s regering går efter at få et regime udskiftet, er det i realiteten ikke for at erstatte et diktatur med et demokrati, men for at erstatte et opsætsigt eller fjendtligt regime – det være sig diktatorisk eller demokratisk – med et regime, der er loyalt over for Washington, og som vil være diktatorisk eller demokratisk, alt efter hvad der er påkrævet i situationen.
Imidlertid er det mest bærende argument i dag – navnlig over for den amerikanske befolkning – at det irakiske regime skulle udgøre en »terror-trussel« for USA, fordi det forsøger at skaffe sig masseødelæggelsesvåben. Men argumentet om, at Irak har skaffet sig masseødelæggelsesvåben eller er på vej til at gøre det, underbygges ikke med nogen beviser. Landet har i årevis være underlagt inspektioner, og selv om disse har været afbrudt i et stykke tid, har landet fortsat været under meget tæt overvågning. Hvis der forelå konkrete oplysninger, ville USA ikke have tøvet med at stille dem til skue. Men det er ganske andre motiver, der ligger til grund for den offensiv, man forbereder imod Irak.
Hvad er så Bush-regeringens virkelige motiver?
Det er til dels de samme, som har gjort sig gældende ved den militære opmarch i Centralasien. I forhold til denne region i hjertet af kontinentalmassen fra Rusland til Kina er der både strategiske motiver og den økonomiske interesse, der knytter sig til olie- og gaskilderne. Ved at få kontrol med Irak ville USA ligeledes opnå et styrket greb om hele Golf-regionen og i betragtelig grad øge sit pres på Iran og Syrien, to regimer, der anses for opsætsige.
Men det, man er optaget af i den aktuelle situation, er ikke at sikre sig mod en ny rivaliserende magt i stil med Moskva eller Peking. Det handler i bund og grund om at sikre økonomiske interesser, dvs. olieinteresser.
Irak er det land i verden, der næst efter det saudiske kongedømme har de største oliereserver. Det er det, der motiverer Bush-regeringen, hvis vigtigste ministre er tæt knyttet til olieindustrien. De ved om nogen, at USA’s oliereserver om ti år vil være nærmest udtømte, hvorved landet vil være fuldkommen afhængigt at import.
Hele verdens oliereserver er ifølge de gældende beregninger på vej til at blive udtømt i midten af dette århundrede. Sagt med andre ord vil oliemarkedet trække sig sammen på mellemlangt sigt, og efterspørgslen vil have tendens til at overstige udbuddet strukturelt og i stigende omfang.
Olien, verdensøkonomien livsnerve, bliver en endnu mere afgørende faktor end i dag. USA vil derfor have hånd i hanke med hovedparten af de globale oliereserver og i første række de to tredjedele, der ligger i den arabisk-persiske golf.
Kan FN og de europæiske stater lægge hindringer for Bushs krigeriske ambitioner?
I 1991 førte USA den første krig mod Irak i FN-regi, fordi Bush seniors regering på det tidspunkt havde brug for FN til at overbevise den offentlige opinion i USA, der endnu var påvirket af Vietnam-traumet og derfor meget forbeholden over for militær intervention i udlandet. FN blev brugt som argument i den amerikanske indenrigspolitik.
Siden hen omgik Washington FN og det russiske og kinesiske veto, når det gjaldt bombningerne i Bosnien og dernæst Kosovo-krigen, i NATO-regi. USA betragter FN som en udtjent organisation, der bygger på tidligere tiders styrkeforhold. I FN har fire stater har samme status som USA, med vetoret som permanente medlemmer af Sikkerhedsrådet, og det er set med de amerikanske lederes øjne ude af trit med den nuværende unipolære verden.
Supermagten USA vil ikke besvære sig med nogen juridisk eller institutionel binding, der kan hæmme dens handlefrihed. Dette standpunkt drives meget vidt af Bush-regeringen, som har ophøjet unilateralismen til doktrin. Bush har ikke desto mindre henvendt sig til FN i sagen om Irak. Men når han har gjort det, skyldes det, at han har været udsat for et meget kraftigt pres i selve USA. Advarslerne om risikoen for en destabilisering af Mellemøsten, som kunne forværres ved en ensidig intervention, har lydt fra alle sider, herunder fra grupper i det Republikanske Parti og endog fra kredsen omkring George W. Bushs far. Det har fået præsidenten til at gå vejen omkring FN, men i form af et ultimatum: Enten gør I, som vi vil, eller også gør vi det selv! Efter at have henvendt sig til FN kan Bush kræve af Kongressen, at den giver ham carte blanche til at gribe til våben over for Baghdad. Det er dér, han må og skal have grønt lys. Grønt lys fra FN er kun en fordel, ikke en nødvendighed.
For at forsøge at opnå denne fordel, som ville være bekvem for Washington, forhandler man med russerne og franskmændene i rene studehandler om de enkeltes interesser i et Irak efter Saddam Hussein. Men hvis Bush får brug for det, vil han ikke tøve med at føre krigen uden FN-godkendelse. Han vil i så fald satse på, at aktionen kan legitimeres efterfølgende, ved at den irakiske befolkning går på gaden i jubel over at være sluppet af med regimets ledere – hvilket på ingen måde kan udelukkes.
Den eneste rolle, Bush derudover tiltænker FN, er som den, der sørger for efterkrigs-forvaltningen i de lande, som USA hærger militært efter sine ensidige afgørelser – som i Kosovo og Afghanistan.
For så vidt angår indstillingen hos de europæiske stater, der har sat sig på bagbenene, er der afgørende forskelle. Schröder har udtalt sig imod krigen af åbenlyse valgtaktiske grunde og har udnyttet den tyske befolknings pacifisme.
Fra fransk side er kritikken langt mere alvorlig. Frankrig var meget længe fast leverandør til Irak og har bevaret særlige relationer til Baghdad. Det er baggrunden Paris’ modvilje over for krigen: Hvis Saddam Hussein blev udskiftet med et Washington-loyalt regime, ville det nødvendigvis ske på bekostning af franske interesser. Derfor opfordrer den franske regering til at fortsætte afvæbningen i Irak uden at fjerne regimet, og man håber ligefrem på at få ophævet embargoen, så Frankrig kan høste frugterne af sine særlige forbindelser til det nuværende regime.
Men USA slår fast, at det vil styrte regimet i Baghdad under alle omstændigheder, hvorfor Frankrig og Rusland bliver nødt til at gå med, hvis de vil værne blot en smule om deres interesser i Irak. På denne baggrund vil jeg ikke vædde så meget som en centime på Jacques Chiracs vilje til at modsætte sig USA’s projekt til det sidste. Men hvis det lykkes at opbygge en omfattende antikrigs-bevægelse i Frankrig, vil det utvivlsomt påvirke ham.
Hvordan kan man opbygge en sådan bevægelse mod krigen? Og hvordan skal man forholde til de muslimske grupperinger?
Man skal holde sig klart, at opinionen er langt mere kritisk over for den krig, der er under forberedelse nu, end den var over for de to tidligere krige i Afghanistan og i Kosovo. Derfor er det nu, man skal sætte alle sejl til for at opbygge en antikrigs-bevægelse i Frankrig. Jeg vil endda sige genopbygge, for her har den antiimperialistiske bevægelse i mange år befundet sig på et lavpunkt og har et stort efterslæb i forhold til resten af Europa. Den superarrogante linje, som den amerikanske regering følger i dag, skaber et gunstigt klima for denne genopbygning.
Denne bevægelse vedrører først og fremmest krige, hvor islam er involveret, fra Palæstina over Afghanistan til Irak. Den kan og bør mobilisere dele af de muslimske befolkningsgrupper i Frankrig. I den forbindelse gælder det om at undgå to grøfter. Den ene er eftergivenhed over for fundamentalistiske grupper, der udbreder reaktionære, antivestlige eller antijødiske budskaber og paroler snarere end antiimperialistiske eller antizionistiske. En sådan eftergivenhed ville lette deres vækst i de muslimske miljøer, forplumre antikrigsbevægelsens generelle budskab og gøre det umuligt at inddrage andre dele af befolkningen.
Den modsatte grøft består i at se en fundamentalist bag enhver muslim, der står frem som sådan. Det lægges der op til i Frankrig med en diffus racisme i medierne og en tilbøjelighed til at bruge begrebet »islamisme« i flæng. Vi har altid set kristne, som refererer til deres religiøse identitet i antikrigs-bevægelserne. Der er ingen grund til, at vi ikke skal tolerere dem, der refererer til andre religioner.
Gilbert Achcar underviser i statskundskab ved universitetet Paris VIII Saint-Denis og er forfatter til bl.a. Le choc des barbaries, terrorismes et désordre mondial (éditions Complexe, 2002).
Interviewet blev første gang bragt i den franske ugeavis Rouge den 10. oktober 2002.