Socialistisk Information nr. 171 • December 2002                          Til SAP's Forside

BOGANMELDELSE l  »Empire«

Imperiet: Kapitalismens sidste stadium?

Det intellektuelle murstensværk Empire, som snart udkommer på dansk, er blevet udråbt som »det nye kommunistiske manifest«. Ifølge Daniel Bensaïd, fransk filosof og revolutionær socialist, kasserer den uden konkret analyse begreber som imperialisme, klasse og folk til fordel for forhastede og luftige konklusioner.

Af Daniel Bensaïd

Michael Hardt og Antonio Negris bog Empire (1) har fået en særdeles varm velkomst af en række fremtrædende intellektuelle. Den til tider overdrevne ros har haft en berettigelse, for så vidt som man må hilse et forsøg på syntese på tværs af de faglige discipliner velkommen – i modsætning til de opsplintrede idéretninger. Bogen forholder sig til den store »overgang«, som verden gennemlever, ud fra et postmarxistisk materialistisk synspunkt inspireret af Spinoza og Machiavelli, Deleuze og Foucault.

Det er ikke muligt her at nå rundt om alle de spørgsmål, bogen tager op, men dens centrale tese sammenfattes godt af titlen: »Imperiet«. Michael Hardt og Toni Negri registrerer uden nostalgi konsekvenserne af overgangen fra modernitet til postmodernitet. De hilser denne »centrale skift i samtidshistorien« som en frigørelse og som døråbner for en blandet og bevægelig politik, modsat modernitetens tendens til opdeling i to fløje og to territoriale lejre.

Forfatterne registrerer uden beklagelse den statslige og nationale suverænitets nedgang til fordel for et grænseløst Imperium. Til forskel fra den klassiske imperialisme, hvor nationalstaten ekspanderede ud over sine grænser, rummer den nuværende imperiale fase angiveligt hverken nationalstater eller imperialismer. Dette nye system, som er »overnationalt, globalt og totalt, kalder vi Imperiet« (2). Imperiet er derfor ikke amerikansk – eller for den sags skyld europæisk – men »slet og ret kapitalistisk«.

»Intet udenfor«

Ifølge bogen er Imperiet opstået ved slutningen af den kolde krig i kraft af den transnationale kapitals koncentration og politiaktionerne i Golfen og på Balkan. Det udgør »en ny magtform«, et pascalsk ikke-sted, hvor centrum er overalt, og periferi intetsteds. Eftersom Imperiet udsletter grænsen mellem indre og ydre, er der ikke længere noget udenfor.

Denne situation gør ifølge Hardt og Negri de ting, »den gamle revolutionære skole« har beskæftiget sig med, til fortidslevn. Det, den sætter på dagsordenen, er i stedet en mod-globalisering drevet af en iboende befrielsestrang. »At være republikaner i dag« vil sige at »kæmpe i Imperiets indre og opbygge modstand på sammensat og omskiftelig grund«. I al sin helhedsomfattende ambition er hypotesen tillokkende. På mange punkter er den imidlertid svagt underbygget, empirisk såvel som begrebsmæssigt.

Bogen viger ofte uden om en analyse af, hvordan kapitalakkumulationen faktisk foregår i dag, og verdensmarkedet behandles kun abstrakt eller skubbes helt i baggrunden. Hvordan er den nøjere sammenhæng mellem kapitalens koncentration og dens geografiske placering og statslige (økonomiske og militære) støttefunktioner? Hvilke geopolitiske strategier er det, vi ser udfolde sig? Hvad betyder spændingsforholdet mellem en fremvoksende overnational ret og en verdensorden, der stadig hviler på en mellemstatslig struktur? Hvordan er forholdet mellem fri bevægelighed for kapital og varer, kontrol med arbejdskraftens bevægelser og ny international arbejdsdeling?

Vel kan den imperiale dominans ikke analyseres på samme måde, som Luxemburg og Hilferding gjorde i starten af det 20. århundrede. Vel er der grund til at gå tilbage og se på debatten mellem Lenin og Kautskij om ultra-imperialismen. Men det betyder ikke, at man kan lægge disse klassikere bag sig uden at undersøge, hvad der har forandret sig. Hvis Imperiet fungerer »uden noget udenfor«, bliver det afgørende spørgsmål, hvordan den ulige og kombinerede udvikling, der er nødvendig for dets stofskifte, er blevet »internaliseret« i form af et ændret dominans- og afhængighedssystem.

»De mange«

I mangel af præcis analyse bliver Hardts og Negris tese usikker og lægger i sin fremadrettede del op til et i grunden beskedent projekt omkring krav om borgerløn, fri bevægelighed og fremme af almenvellet. Man svinger mellem på den ene side en modstand uden udsigt til et brud og på den anden side en tilbøjelighed til katastrofeteori, hvor enhver ulydighed over for kapitalens orden bliver umiddelbart systemnedbrydende: Da kapitalen har opbrugt alt rum for ekspansion, bliver dens modsigelser mere og mere uløselige.

Hardt og Negri benægter enhver relation til sammenbrudsprofetier og nævner Tredje Internationales gamle »Zusammenbruchstheorie«. De stiller sig selv spørgsmålet, hvordan de mange (the multitude) kan »blive politiske« i deres modstand og aktioner. Men »denne opgave for de mange forbliver temmelig abstrakt«. Hvilke konkrete praksisser vil være drivende for dette politiske projekt? »Det kan man ikke udtale sig om i dag.« Hardt og Negri fastholder dog, at den imperiale orden »åbner reel mulighed for at omstyrte den og nye potentialer for revolution«.

Problemet ligger for en stor dels vedkommende i en manglende politisk og filosofisk afklaring af begrebet »de mange«, som skal erstatte begreberne folk og klasse. Denne »mængde« kan ligesom klassen være et spejlbillede af den imperiale orden eller af »kapitalismens nye ånd«. Når det gælder om at dæmme op for virkningerne af markedets tingsliggørelse og fremmedgørelse, kan man ikke slå sig til tåls med formuleringer om de mange i stedet for folket, om stedubundne menneskestrømme i stedet for pigtrådsklædte grænser og om økopolitisk reproduktion i stedet for økonomisk produktion.

Hardt og Negri ved, at markedsføringen – som var »postmoderne«, længe inden begrebet blev til – kan lægge sig tungt hen over mangfoldigheden og forvandle enhver forskellighed til forbrugsmulighed. De ved også, at flotte ord om lokal modmagt kan dække over en afmagt over for magten selv. De ved, at »krydsninger, bevægelighed og forskellighed ikke er frigørende i sig selv«, og at det ikke er nok at erstatte det mytiske, tendentielt ensartede »folk«, der »er indført som syntese til brug for suveræniteten«, med en mængde »bestående af de enkeltes ukuelige individualitet og mangfoldighed«.

Ikke desto mindre hævder de, at de udbyttede i postmoderniteten er blevet en del af den bredere skare af undersåtter, og at »massen af fattige« har »slugt og fordøjet den proletariske masse«. Denne satsning på de mange lægger sig paradoksalt nok tæt op ad en populistisk forestilling, idet den fremstiller verdens tilsidesatte som »fundamentet for mangfoldighed« og »tillige fundament for enhver mulighed for menneskelighed«.

Hvilken vej frem?

Endelig bruger Hardt og Negri tilsyneladende det problematiske begreb postmoderniteten til at betegne en inddeling af tiden i perioder. Dermed opfatter de modernitet og postmodernitet som to på hinanden følgende epoker og ikke som to komplementære og modsatte kulturelle mekanismer knyttet til kapitalakkumulationen: Centralisering på den ene side, fragmentering på den anden. Krystallisering af magt, men også generaliseret opløsning. Fastlåste feticher, men også letflydende varecirkulation.

Når man foretager en tidsmæssig adskillelse af disse sideløbende tendenser, får det den nye imperiale orden til at fremstå som »postmoderne«, »postkolonial« og »postnational«. Det styrker illusionen om, at vi befinder os i en »eftertid«. Men i virkeligheden afskaffer den globaliserede imperiale orden ikke den gamle orden med mellemstatslige dominansforhold. Den føjer sig til den.

»Imperiet, imperialismens højeste stadium« indebærer, at man drager konklusioner ved at fremskrive endnu langt fra entydige tendenser, hvorved man risikerer at havne i samme grøft som udsagnet om imperialismen som »kapitalismens højeste stadium«: en snæver, katastrofistisk fortolkning, hvor »det højeste stadium« bliver en slutfase uden tænkbare udveje. I stedet for at holde fast ved, at politik handler om styrkeforhold og kampe mellem gammelt og nyt, begynder man at sammenblande kapitalens begrænsninger og de manges ubegrænsede ønsker.

Noter

1. Michael Hardt og Antonio Negri, Empire, Harvard University Press, 2000.

2. Antonio Negri, ‚L'Empire, stade suprême de l’impérialisme’ i Le Monde diplomatique, januar 2001.

Oversat fra den franske ugeavis Rouge, 26. april 2001.

Følg med hver måned: Abonnér!