Socialistisk Information nr. 171 December 2002                          Til SAP's Forside

INTERNATIONALE NOTER

 

Afghanistan:

Demonstranter dræbt af politiet

Politiet åbnede den 11. november ild mod studenter fra Kabul universitet, der demonstrerede mod kummerlige forhold med mangel på mad og elektricitet. Demonstrationen startede fredeligt og gik til præsidentpaladset. Her blev demonstrationen beskudt, da nogle studenter nægtede at stoppe marchen. Fire blev dræbt og 20 såret. En ny demonstration den 12. november mod politiets overgreb endte med, at politiet igen åbnede ild og yderligere to menes dræbt.

Ifølge Human Rights Watch har politiet efterfølgende slået og truet studenter, og sårede studenter holdes isoleret på et hospital. Human Rights Watch har forlangt en undersøgelse af politiets overgreb mod studenter og vidner.

 

 

Ecuador

Moderat venstreorienteret bliver præsident

Lucio Gutiérrez blev med 58,2 procent af stemmerne valgt som ny præsident i Ecuador den 24. november. I januar 2000 tilsluttede Gutiérrez sig indianernes opstand for at jage den korruptionsmistænkte, daværende præsident, Jamil Mahuad, på flugt.

Indianerne udgør 40 procent af befolkningen og Gutiérrez er i alliance med det indianske parti Pachakutik og støttes af det lille marxistiske parti MPD. Under valgkampen har Gutierrez lovet at forbedre forholdene for Ecuadors indianske befolkning og de mange fattige i landet, og han støttes af de fleste af landets fagforeninger

Gutiérrez har kritiseret globaliseringen og den ny-liberale økonomiske politik i Latinamerika. Han har dog ført en moderat valgkamp og har opgivet sin tidligere modstand mod, at Ecuadors valuta er bundet til dollaren. Han accepterer også nu USA’s militærbase på Ecuadors Stillehavskyst under forudsætning af, at den bruges til indsats mod narko og ikke mod de venstreorienterede guerillaer i Colombia.

Israel

Valg uden alternativer

Den 5. november blev Israels premierminister, Sharon tvunget til at træde tilbage, og der skal holdes valg inden 3 måneder. Årsagen til regeringssammenbruddet var, at det ikke lykkedes Sharon at danne en koalition med højrefløjen, efter at Arbejderpartiet havde forladt den nationale samlingsregering.

Arbejderpartiet forlod regeringen under forhandlingen af landets budget, da Sharon afslog at mindske bosætternes økonomiske støtte til samme niveau som andre befolkningsgrupper i det israelske samfund. De israelske bosættere modtager mere statsstøtte end nogen andre befolkningsgruppe på trods af, at de har den højeste indkomst per indbygger.

Bag problemet om støtten til bosætterne ligger dog landets massive økonomiske krise og den palæstinensiske intifada. Den 4. november viste en regeringsrapport, at hver fjerde israeler lever under fattigdomsgrænsen. Især er der udbredt fattigdom blandt palæstinenserne i Israel, men også jøder fra Afrika, Asien og de arabiske lande er hårdt ramt. Arbejdsløsheden formodes at blive 12 procent, og for andet år i træk ser det ud til, at Israels økonomiske vækst bliver negativ.

Den palæstinensiske intifada har skadet den israelske økonomi voldsomt. Turismen som er en vigtig indkomstkilde er halveret, og byggeindustrien som er afhængig af billig arbejdskraft fra Gaza og Vestbredden  er faldet med 18% de sidste to år. Dertil kommer strukturelle problemer og afmatningen af verdensøkonomien.

Såvel Arbejderpartiet som Likud forsvarer den ny-liberale politik, der er blevet ført de sidste årtier. Og selvom medierne givetvis vil fremstille valgkampen som en kamp mellem duer og høge, vil ingen af dem kunne give en retfærdige løsning på den israelske besættelse af de palæstinensiske områder, der er fundamental for at opnå fred i Mellemøsten.

 

 

Italien:

Hidtil største demonstration mod krig

Mellem 400.000 og 1 million mennesker demonstrerede den 9. november i Firenze i den hidtil største protest mod USA’s angrebsplaner overfor Irak. Alt forløb fredeligt, selvom både Italiens borgerlige medier og politiet havde spået det modsatte. Den italienske regering havde sat Schengen-aftalen om menneskers fri bevægelighed ud af kraft for at holde uønskede personer ude. Demonstrationen afsluttede konferencen - Det Europæiske Sociale Forum - som fandt sted fra den 6. til 10. november. Konferencen i Firenze er den første europæiske udgave af det årlige Globale Sociale Forum, der de sidste 2 år er blevet holdt i Porto Alegre i Brasilien.

 

 

Pakistan

Militæret får skrøbelig marionetregering

Zafarullah Khan Jamali fra Pakistan Muslim League som loyalt støtter general Musharraf skal som nyvalgt premierminister lede det første civile parlament siden Musharrafs militærkup for tre år siden. Dermed beholder militæret og Musharraf en betydelig magtbase i Pakistan. Og Musharraf bliver siddende som præsident foreløbig i fem år til.

Jamali har udtalt, at han vil videreføre støtten til USA’s krig mod terrorisme og fuldt ud støtter militærregimets økonomiske og politiske reformer, der i høj grad er dikteret af IMF og verdensbanken. 

Den fundamentalistiske alliance, Muttahida Majlis-e-Amal (MMA), opnåede en overraskende stor tilslutning på 14 procent og ser ud til at opnå flertal i de to af landets fire provinser, nemlig de to som grænser op til Afghanistan. De religiøse fundamentalister har skiftet fra at bakke op om USA-imperialismen og militærregimet til at kritisere militærregimet og forsvare landets suverænitet. Også Pakistan People’s Party (PPP) har kritiseret militærregimet og dets pro-amerikanske linie. Men hverken MMA eller PPP har dog kritiseret militærregimets privatiseringer og liberalistiske økonomiske politik.

På et tidspunkt så det ud til at PPP og MMA kunne danne flertal. Men den d. 21. november lykkedes det for Jamali at blive valgt som premierminister med støtte fra 10 afhoppede medlemmer fra PPP og uafhængige parlamentarikere. Den nye regering vil overfor en stærk repræsentation af religiøse fundamentalister og et relativt stærkt PPP have begrænset manøvrerum og det spørges om regeringen holder perioden ud.

 

 

Venezuela

Godhedens akse

»En ondskabens akse? Snarere en godhedens akse – god for folk, god for fremtiden – en ny bølge af frihed skylder igen over vores kontinent.«

Det var svaret fra Venezuelas præsident Hugo Chavez på konservative amerikanske politikeres beskyldninger om, at Brasilien, Venezuela og Cuba ville udgøre en ny »ondskabens akse« efter Lula da Silva valgsejr i Brasilien. I et tv interview forklarede han Lulas sejr med den brasilianske befolkningens utilfredshed over den rå kapitalisme og han ser frem til en alliance mellem Cuba, Brasilien og Venezuela i kampen mod fattigdom.

Hugo Chavez er i den seneste tid igen blevet udfordret af højrefløjen gennem strejker og demonstrationer, der med to millioner underskrifter kræver præsidentvalg. Ifølge meningsmålingerne ville Chavez dog vinde et valg i dag.

I marts i år forsøgte oppositionen at afsætte Chavez ved et kup, hvor USA nåede at anerkende den nye junta inden det stod klart at kuppet ikke ville lykkes. 

 

 

Polen

Minearbejdere i kamp

10.000 demonstrerede i Katowice i det sydlige Polen den 20. november i  protest mod regeringens plan om at lukke uprofitable kulminer. Regeringen planlægger at lukke 7 kulminer, hvilket vil gøre 35.000 ud af 140.000 minearbejdere arbejdsløse. Store grupper af stålarbejdere og sygeplejersker som forlanger højere løn deltog også i demonstrationen.

 

 

Følg med hver måned: Abonnér!