Socialistisk Information nr. 170 • November 2002 Til SAP's Forside
Af Christina Celeste Nielsen
Hvordan ser østudvidelsen ud, hvis man er polsk venstreorienteret EU-modstander? Det har vi spurgt Zbigniev Kowalevski om. Kowalevski er radikal polsk venstrefløjsaktivist, skribent for fagforeningsugeavisen Nowy Tygodnik Powszechny (Nyt Folke-Ugeblad),og redaktør af den socio-politiske årbog Rewolujc (Revolution), der er en præsentation af »tidligere, nuværende og kommende revolutionære bevægelser i verden«. Han er medlem af Fjerde Internationale.
Hvad er hovedproblemerne for de østeuropæiske lande i forbindelse med Østudvidelsen?
Før kapitalismen blev styrtet, var Østeuropa en afhængig eller halv-afhængig, mere eller mindre underudviklet periferi til de vesteuropæiske imperialistiske magter. Efter omstyrtelsen af kapitalismen blev Østeuropa i høj grad industrialiseret og moderniseret og udvikledes i en uafhængig retning. Først og fremmest gennem en massiv import-substitution uden sidestykke i noget andet land eller periferi. Nu er Østeuropa ved at blive, hvad det var før.
Som den venstreorienterede britiske forsker Peter Gowan observerede, var den kapitalistiske restaurations-proces i Østeuropa i 90’erne samtidig en proces hen imod marginalisering af regionen. Det var et af de mest dramatiske eksempler i den moderne kapitalismes historie på marginalisering udført af den kapitalistiske verdens kernestater. Det rangerer på højde med den britiske ødelæggelse af produktivkræfterne i Indien i begyndelsen af 1900-tallet.
Før havde landene i regionen grundlæggende moderne industrielle sektorer og, i en række tilfælde, ganske produktive landbrugssektorer. I dag er landene sunket tilbage til at være dybt afhængige leverandører af råvarer og arbejdskraftintensive produkter af ringe værdi, som et led i den vesteuropæisk-centrerede internationale arbejdsdeling.
Hele denne proces hen imod atter at udgøre en periferi bliver gennemført under slogans, der siger det modsatte, nemlig slogans om integration af Østeuropa i den udviklede, rige og dominerende kerne af verdenssystemet.
Men det er ikke sandt, at Østeuropa med EU-udvidelsen mod Øst vil blive en del af kernen. Det udvidede EU vil blive delt internt mellem en dominerende kerne og en afhængig periferi. De alvorligste problemer i forbindelse med udvidelsen hænger langt hen ad vejen sammen med dette fundamentale problem. Og kan kun forstås i denne sammenhæng. Jeg mener ikke, den radikale venstrefløj i EU, med nogle enkelte markante undtagelser, forstår dette.
Hvad tænker og siger den polske befolkning?
Det ser ud, som om flertallet i den polske befolkning støtter integrationen af Polen i EU, selvom støtten er klart faldende. Jeg siger: »Det ser ud som om,« fordi vi kun kan vurdere det ud fra de polske meningsmålinger. Og vi har et problem med meningsmålingerne her i landet. Det er almindeligt kendt, at omkring visse specielle spørgsmål siger mange polakker ikke, hvad de virkelig mener, men derimod, hvad de tror er »politisk korrekt« at sige. Generelt er svar, som er i modstrid med mainstream-holdningen (den dominerende ideologi) underrepræsenterede i de polske meningsmålinger.
Under alle omstændigheder har propagandaen fra pro-EU-flertallet i den politiske elite og massemedierne haft sin virkning. Den siger, at med EU-integrationen vil Polen blive en integreret del af den rigeste og mest udviklede del af verden. Mange mennesker tror – eller håber – at det vil være sandt, og at vores indtræden vil afslutte den sociale katastrofe udløst af kapitalismens genindførelse og den nyliberale politik. Mange tror, at i det mindste en del af de sociale goder, de mistede med »den virkeliggjorte socialismes« fald, vil blive genvundet.
Socialdemokrater siger, at vi vil blive en del af »det sociale Europa«, og mange af deres støtter tror, at det faktisk vil være tilfældet. Selv det vigtigste parti til venstre for Socialdemokratiet, det Polske Socialistparti (PPS), som nu er ved at bryde sammen, sagde gennem mange år det samme: »Kammerater, vi vil gå ind i sociale Europa, vi vil tjene på de sociale standarder i Vesteuropa,« råbte PPS’ tidligere formand Piotr Ikonowich i sin 1. maj-tale. Samtidig blev avancerede sociale standarder fra »folkets« Polen massivt ødelagt, under presset fra den kapitalistiske restaurationsproces og EU.
På den anden side ser vi voksende nervøsitet i den polske befolkning, men denne nervøsitet er politisk kapitaliseret af de anti-liberale højrefløjs strømninger.
Hvilke politiske kræfter er imod integrationen i EU?
Kun højrefløjs-oppositionen mod deltagelse i EU er kendt af den polske befolkning. Denne opposition er næsten fuldstændigt domineret af mere eller mindre radikale og stærkt yderligtgående højrefløjs-politiske strømninger, samt af den populistiske bevægelse kaldet Selvforsvar.
Selvforsvar er en bevægelse af bondeoprindelse og er stadig landligt domineret, men har også en voksende base i byerne af småborgerlig karakter. Ledelsen repræsenterer de småborgerlige karrieremagere, som det ikke lykkedes at blive kapitalister. Det har en vigtig folkelig – eller, for at være mere præcis, plebejisk – støtte.
Selvforsvar bliver af mange mennesker regnet for en radikal venstreorienteret bevægelse, men i virkeligheden er dets ledelse højreorienteret og etablerer alliancer med det nationalistiske og gejstlige radikale Højre, specielt Polske Familiers Liga (LPR).
I dag udgør LPR og Selvforsvar den parlamentariske hovedopposition til Polens indtrædelse i EU. De er dygtige til at præsentere sig selv over for brede dele af den polske befolkning som »de sande forsvarere af de polske nationalinteresser« såvel som »de sande forsvarere« af de fattige og i almindelighed af alle mennesker, som er truet af neoliberalismen og den neoliberale globalisering.
Den mere eller mindre radikale venstrefløjs-opposition er »hemmelig« – ikke kendt offentligt, fordi den er frygtelig lille, marginal og helt uden forbindelse til arbejderbevægelsen og arbejderklassen. Og de har ingen mulighed for at udvikle sig i den situation med dybt lavvande i klassekampen, som vi har levet med i mange år. Uden for meget små cirkler kender ingen til venstrefløjs-kritik af EU og optagelsen i EU. Desuden afspejler venstrefløjens ekstreme politiske svaghed sig i dens utroligt begrænsede viden om og refleksion over EU-udvidelsen mod Øst.
En anden side af denne elendige situation for EU-modstandere på den polske venstrefløj er manglen på nogen som helst væsentlig Øst-Vest-integration af den radikale europæiske venstrefløj. Tværtimod virker det, som om der er en voksende kløft mellem den radikale vesteuropæiske venstrefløj, der udvikler sig og vokser, og den underudviklede, magtesløse og stagnerende østeuropæiske venstrefløj. Se blot på, hvordan anti-globaliserings-bevægelserne udvikler sig i Vest i forhold til i Øst. På dette område har man den samme dybe kløft.