Det var den største demonstration siden påskestrejkerne i 1985. Politiet sagde 10.000. Arrangørerne sagde 22.000. Hvis sidstnævnte tal holdt stik, ville deltagelsen have været på den rigtige side af den forventning om 20.000 deltagere, som LO-bossen i København, Peter Kay Mortensen – måske ikke så taktisk klogt – havde tilkendegivet dagen før.

Men deltagertal kan altid diskuteres, nogle var på hjem, da andre mødte frem, så måske er formuleringen »op mod 20.000« den bedste – tilstrækkelig upræcis til ikke at være forkert.

Det afgørende er, at det lykkedes at samle en bred og markant protest mod den finanslov, regeringen og Dansk Folkeparti havde aftalt. Dermed blev det synligt, at denne regering kan forvente aktiv modstand.

Modstanden blev tilmed også markeret med noget så sjældent som en række politiske arbejdsnedlæggelser.

Meget vigtigere end deltagertallet var den kendsgerning, at demonstrationens succes skyldtes en bred alliance mellem fagforeningsfolk, uddannelsessøgende og kunstnere. Dertil kom, mindre talstærkt, indvandrerorganisationer, ulands- og miljøaktivister.

At forene så forskelligartede grupper i en fælles manifestation er en historisk begivenhed og en nøgle til at opbygge en stærk modstand mod regeringen.

Men det er samtidig en alliance, der er skrøbelig, og som der skal arbejdes på at holde sammen på, også når der ikke blæses til demonstration: respekt i samarbejdet, indarbejde hinandens krav, udveksle synspunkter, gæstetalere osv.

Når demonstrationen foran Slotspladsen synede af noget, skyldtes det ikke mindst opbuddet af fagforeningsfaner. Det afgørende signal blev givet på det store faglige tillidsmandsmøde i Silkeborg 1. marts.

Arrangørerne havde bestræbt sig på at inddrage de lokale LO-sektioner i initiativet og dermed give initiativet bredde. Det lykkedes, og uden denne bredde var der aldrig kommet så mange faner til København.

Den faglige venstrefløjs ønske om at inddrage (de socialdemokratiske) LO-sektioner, en større åbenhed i den etablerede del af fagbevægelsen og fornemmelsen af, at »noget må gøres« – det forklarer, hvordan LO-formand Hans Jensen kunne ende som taler og LO-Storkøbenhavns Peter Kay Mortensen fremstå som organisatorisk talsmand for et initiativ, der startede som en idé på den yderste venstrefløj.

Det faglige samarbejde vil fortsætte med nedsættelse af åbne temagrupper om arbejdsmiljø, arbejdsmarkedspolitik, uddannelse og den offentlige sektor. Desuden bliver der indkaldt til en ny landsdækkende faglig konference til september, som LO i storbyerne er med til at anbefale.

Som udgangspunkt er det positivt, at så brede dele af fagbevægelsen er med til at formulere politiske svar og modstand mod forringelser. Det samme er sket i begyndelsen af april på et møde i den københavnske Tillidsmandsring (politisk domineret af »gammelkommunister«), hvor der blandt et overvældende flertal var enighed om at bakke op bag et LO-baseret netværk af tillidsfolk i hovedstaden.

Denne udvikling afspejler en åbenhed langt op i LO-systemet over for at arbejde sammen med fagbevægelsens venstrefløj. Det er godt, fordi den afspejler en erkendelse af, at en eller anden form for fornyelse er nødvendig, hvis fagbevægelsen skal fastholde sin berettigelse, og hvis den politiske højrebølge skal vendes. På den anden side må et samarbejde med de socialdemokratiske ledere ikke betyde, at venstrefløjen afholder sig fra nødvendige initiativer.

Regeringens planer om at vedtage en lov om deltidsarbejde har været det mest konkrete omdrejningspunkt for fagbevægelsens vrede mod regeringen. Regeringen vil blæse på overenskomsterne og via lovgivning gennemtvinge mulighed for deltidsarbejde. Lønmodtageren skal kunne indgå en aftale med arbejdsgiveren – frivilligt, men hvad hvis alternativet er en fyring eller andre sanktioner?

Der er blevet dannet et meget stort fagligt netværk mod deltidsloven, og det interessante er her, at det er tillidsfolk på en lang række industriarbejdspladser, der udgør netværket. Det startede med store virksomheder som Lindø, Rockwool, Danfoss, Grundfos og Vestfrost, og netværket har nu tilslutning fra 174 virksomheder.

Lovens skæbne er uvis, idet regeringen ikke kan regne med ubetinget støtte fra Dansk Folkeparti.

Efter kampagnen mod deltidsloven vil det næste samlende omdrejningspunkt blive vedtagelsen af finansloven for 2003. Kan der opbygges en endnu større bevægelse og en endnu større demonstration i den anledning? Den faglige landskonference til september må nødvendigvis give en melding på dette spørgsmål.

Mulighederne vil i sagens natur afhænge af, hvad regeringen satser på. Skattelettelser betyder, at der skal skæres dybt. Foreløbig har regeringen ikke holdt sig tilbage med forslag, der kan tirre fagbevægelsen: brugerbetaling på AMU-kurser, afskaffelse af reformen for voksenefteruddannelse, stop for udbygning af BST, oprettelse af tværfaglige a-kasser…

Men samtidig kan regeringen – trods højlydte protester fra fagbevægelsens ledere – konstatere, at det går relativt godt i meningsmålingerne. Sagt på en anden måde: Der er stadig masser af arbejdere, der stemmer Venstre eller Dansk Folkeparti.

At opbygge en faglig styrke vil tage tid. De borgerlige kan med held udnytte, at medlemmerne ingen tiltro har til deres faglige ledere. De kan ikke skaffe forbedringer, men nyder selv en masse privilegier og er ikke til at stole på. At genvinde troværdigheden sker ikke fra den ene dag til den anden.

Gamle begreber som solidaritet og fællesskab er forsvundet, ikke kun fordi lederne har glemt (at kæmpe for) dem, men også som resultat af forskydninger i erhvervsstrukturen, hvor store industrivirksomheder med stolte arbejdertraditioner er forsvundet, mens nye virksomheder er oprettet længere vestpå, hvor arbejdskraften ikke er opdraget i det samme faglige miljø.

Der er en udstrakt erkendelse af, at det er nødvendigt at få den politiske diskussion tilbage i fagforeningerne og på arbejdspladserne. Men hidtil er hverken fagbevægelsens ledere eller Socialdemokratiet selv kommet med et bud på den strategi, der skal skabe alternativet til den borgerlige regering. Det virker mere, som om man er i koma efter valgnederlaget.

Men den diskussion, fagbevægelsens ledere inviterer til, indebærer også, at man i modstanden mod regeringens frontalangreb fremfører et alternativ, som lægger afstand til den socialdemokratiske politik. Ellers er alternativet bare »Nyrup tilbage«.

I den diskussion trænger især to spørgsmål sig på:

– Aktiveringspolitikken: Fogh vil sende flere kontanthjælpsmodtagere i arbejde, fratage unge mellem 25 og 30 dagpengeretten og nedsætte ydelserne for udlændinge. Det vil tvinge flere ud i underbetalte jobs og dermed lægge aktiveringssystemet endnu mere for had. Men alternativet er ikke det socialdemokratiske aktiveringscirkus, som har lagt grundlaget. Alternativet er ordinære job med fulde rettigheder til alle.

– Udlændingepolitikken: Fagbevægelsen må gøre en indsats for, at udlændinge kan integreres på lige vilkår på arbejdsmarkedet ud fra en holdning om, at der er plads til alle, og ikke ud fra en holdning om, at udlændinge er et problem. Det er en indsats, der også handler om oplysning og at få vendt en holdning blandt mange af fagbevægelsens medlemmer.

Alt i alt skaber den ny situation med den borgerlige regering og en udstrakt åbenhed fra den etablerede fagbevægelse gode muligheder for, at venstrefløjen i den kommende periode kan svømme som en fisk i vandet og vinde indflydelse i fagbevægelsen.