Kulturrelativisme eller forbudspolitik?

Kampen mod fremmedhad kan ikke adskilles fra en kamp mod kulturel og religiøs undertrykkelse. Har den danske venstrefløj svigtet indvandrerkvinderne?

Æresdrab, slør og tørklæder, religiøse skoler, og ikke mindst feministers og venstrefløjens ansvar for at kæmpe for indvandrerkvinders og børns rettigheder var på dagsordenen, da deltagerne på Socialistisk Arbejderpartis påskeseminar diskuterede med Nahid Riazi fra den Internationale Kampagne for Iranske Kvinders Rettigheder. En diskussion, der ikke specielt drejede sig om Iran. For som Nahid sagde i sin indledning:

– Da vi kom til Danmark, havde vi bedre muligheder for at organisere os. Men vi var også i nogle nye samfund med nogle nye problematikker. Derfor blander vi os i dag i alle mulige spørgsmål, der har med den kulturelle og religiøse undertrykkelse at gøre.

I centrum af Nahids oplæg stod overvejelser over, hvordan kampen for indvandrerkvinders og børns rettigheder stod i forhold venstrefløjens øvrige opgaver. Nahid er både forkæmper for kvinders rettigheder og aktiv på venstrefløjen i Irans Arbejderkommunistiske Parti, og hun lagde ud med at kritisere den danske venstrefløj for, hvad hun opfattede som fløjens kulturrelativisme.

– Forestil jer, sagde hun, at vi var tilbage i 60’erne og 70’erne, hvor de socialistiske ideer og i det hele taget humanistiske ideer stod stærkere, men hvor vi samtidig som i dag havde en gruppe af indvandrerne, der er meget religiøse og traditionelle. Forestil jer, at kvindebevægelsen gik på gaden og smed bh’erne som et symbol på kvindeundertrykkelsen. Men når de kom til en kvinde med slør, sagde de: Det er jeres problem. Det vil vi ikke blande os i.

– Tænk, hvis folk sagde: Vi skal fjerne alle sociale og religiøse hæmninger, der begrænser menneskets valgfrihed, have en lovgivning, der beskytter mennesker og deres frihed til at bestemme over deres egen krop og deres egen skæbne. Men når man mødte indvandrerne, sagde man: Dem snakker vi ikke med, for de har en anden kultur.

– Forestil jer, at forkæmpere for børns rettigheder gik på gaden og sagde, at børn skal ikke være forældres ejendom. De er mennesker, der skal have deres egne valgmuligheder. Men når man kom til de religiøse skoler, sagde man: De børn vil vi ikke snakke med, de er en anden slags mennesker.

Netop sådan mener Nahid, at venstrefløjen og kvindebevægelsen har en tendens til at reagere i dag, og baggrunden er i følge hende det almindelige tilbageslag, der er sket for socialistiske og humanistiske ideer efter murens fald:

– Der er sket et tilbageslag for almindelige humanistiske ideer, og det er derfor, venstrefløjen accepterer et begreb som kulturrelativisme. Efterhånden er det muligt at stille spørgsmålstegn ved alle former for menneskerettigheder. Hvis man tidligere f.eks. flygtede fra et land og sagde, at man var forfulgt, fik man asyl. I dag siger myndighederne: Tag tilbage, du står kun til seks måneders fængsel.

– Det hele går tilbage, og det har også påvirket venstrefløjen. De er påvirket af en holdning, der siger: Det, der er dårligt i vores øjne, kan være godt i andres øjne, så hvorfor skal vi blande os. F.eks. hvad angår sløret.

Men det er farligt ifølge Nahid. For hvis man begynder at gradbøje menneskerettigheder og ikke mindst kvinderettigheder i forhold til etniske og religiøse tilhørsforhold, ender man med at vise mere respekt for religion og tradition end for selve mennesket og dets rettigheder.

– Og det er ikke kun mig og andre kvindeorganisationer, der siger sådan, understregede hun. Det er den unge generation, der råber op og siger: Få øje på mig. Jeg er en samfundsborger, hvorfor er der ingen, der gør noget ved de problemer, jeg står i? Hvorfor er jeg blevet overladt til mig selv, alene med mine problemer?

Et andet problem efter Nahid opfattelse er, at venstrefløjen med sin kulturrelativisme har overladt scenen til højrefløjen blandt såvel indvandrere som etniske danskere. Den store gruppe af mere verdslige indvandrere er blevet ladt i stikken:

– Vi skal samle de verdslige kræfter blandt indvandrerne, sagde hun. De er hidtil ikke kommet til orde, det har været de muslimske ledere, der har talt på deres vegne. Og når der har været problemer, var det kun de danske højrekræfter, der snakkede om det – for at vende det mod alle indvandrergrupper. Det må vi forhindre. Vi må sige, at vi vil beskytte alle borgere uanset etnisk baggrund mod diskrimination.

For kampen mod diskrimination har ifølge Nahid to sider. Den ene er kampen mod de fordomme og den diskrimination, »vi med en anden hudfarve oplever«. Den anden side er den kulturelle og religiøse undertrykkelse.

– Hvis man glemmer den ene side, så har man svækket den anden side af kampen.

Der var delte meninger om, hvorvidt det stod så galt til med venstrefløjen, som Nahid sagde, men også uenighed om taktikken.

– Du undervurderer det problem, den danske venstrefløj står over for i en situation, hvor der har været kørt en hetz mod flygtninge og indvandrere, sagde Søren Søndergaard.

– Vi kunne godt sige, at det er et problem med islamister, der kommer fra reaktionære islamiske lande. Men i det øjeblik vi siger det, bliver det brugt af Dansk Folkeparti til at sige, at vi skal lukke grænserne. Du gør det for nemt, det er ikke bare en dobbelt kamp, men også et prioriteringsspørgsmål.

Søren rejste også spørgsmålet om, hvilke alliancepartnere man får ud fra de krav, man rejser, og sagde:

– Når I f.eks. rejser kravet om forbud mod religiøse skoler, kan jeg se, hvem det er, der klapper i hænderne. For nylig holdt I en demonstration i anledning af æresdrabet i Sverige. Du holdt en strålende tale, jeg var der, men det var Karen Jespersen også. Og hun står for mange indvandrere som hende, der går ind for at sende flygtninge ud på øde øer, eller udtaler, at somaliere kun duer til at være gadefejere. Og hun står bag den strammeste udlændingelov, vi nogensinde har haft. Derfor vil mange indvandrere opfatte demonstrationen som vendt mod dem.

– Derfor er det vigtigt, at vi finder nogle paroler, der er progressive, fører fremad, fører til frigørelse af indvandrerkvinder, og som skaber de rette alliancer, så vi ikke står i en demonstration med Karen Jespersen, men sammen med dem, vi ønsker at alliere os med.

Til det replicerede Nahid:

– Jeg synes også, at det var pinligt, at Karen Jespersen var på den demonstration. Det var et privat initiativ. Men jeg kan ikke forstå, at man er bange for, at højrefløjen skal sige det samme som vi. Hvornår har højrefløjen interesseret sig for menneskerettigheder?

– Måske bliver Pia Kjærsgaard glad for, at jeg kræver religiøse skoler lukket, men jeg er ligeglad, for jeg tænker på børnene, der hver dag skal opleve fysisk og psykisk undertrykkelse.

– Vi skal tage kampen op mod den kulturelle og religiøse undertrykkelse for at afvæbne folk som Pia Kjærsgaard. Hvis vi snakker om tvangsægteskaber og vold mod kvinder og sagt, at alle de kvinder, der flygter hjemmefra på grund af vold i ægteskabet og ikke bliver beskyttet i deres hjemland, skal have asyl i Danmark, så vil Pia Kjærsgaard aldrig støtte det. Lad dem blive glade, men de skal nok blive kede af det, når de skal betale for at oprette krisecentre.

– Det er en værdikamp: Det handler om at lave om på den måde, mennesker tænker på i deres eget hjem. Som kvinde vil jeg gerne få en anden kvinde, der bærer slør, til at kaste sit slør væk. Jeg vil gerne fortælle hende, at det slør betyder undertrykkelse af kvinder, sagde Nahid og undrede sig over, at venstrefløjen, som hun ser det, viger tilbage for at tage den opgave op.

– Der er dog også brug for lovgivning, sagde hun. Religiøse skoler skal forbydes, og det skal være forbudt for piger under 16 år at bære slør. For »børn skal beskyttes«.

Ideen om at bruge forbud vakte debat:

– Hvor går grænsen?, spurgte Katrine Toft Mikkelsen. Jeg synes også bh’er, eller stumpebluser, som små piger går med for at ligne Britney Spears, er kvindeundertrykkende. Men at forbyde det ville ikke hjælpe.

Hertil svarede andre mødedeltagere:

– Det argument kan bruges mod hvad som helst. Vi er nødt til at tage stilling.

– Det er i orden at forbyde handlinger som f.eks. vold mod børn eller kvindelig omskæring, men sløret er snarere en holdning end en handling, det kan vi ikke forbyde, sagde Falle Hjorth.

Søren Søndergaard frygtede, at et forbud ville kunne bruges af de reaktionære indenfor indvandrermiljøet, og bemærkede:

– Det dårligste udgangspunkt for at føre kulturkamp er, at nogen kommer og fortæller, hvad der er rigtigt og forkert. Det er især dårligt, når det er et flertal, der siger det over for et mindretal, og især hvis det er et hvidt flertal, der siger det over for et farvet mindretal. Mullaherne vil sige: Se, det er et udtryk for, hvordan det kristne Danmark bekæmper os, vi er forfulgt, vi må holde sammen. Og det pres vil give mullaherne endnu mere magt.

– Jeg vil ikke forbyde holdninger, svarede Nahid. Selv med de forfærdelige imamer diskuterer jeg, selv om både de og jeg er trætte af det. Det er vigtigt at diskutere med dem, så andre mennesker kan finde ud af, hvad det egentlig handler om, hvad de egentlig står for.

– Jeg ønsker heller ikke, at den enkelte kvinde skal have det dårligt, fordi hun går med slør. Vi skal respektere hendes valg, men det betyder ikke, at vi som venstrefløj skal tie stille, når vi snakker om, hvad sløret er symbol på.

– Men med små piger er det noget andet. Når du tvinges til at bære slør fra 9-10-årsalderen, har du ikke noget valg. Der er behov for lovgivning for at vise, hvor samfundet står. Ganske ligesom det danske samfund for nogle år siden forbød at slå børn. Sløret er også vold, og det undertrykker børnenes mulighed for selv at finde ud af, hvor de står.

Nahid understregede, at hun ikke har et specielt hadefuldt forhold til islam. Kritikken af, at børn påtvinges religiøs undervisning, gælder alle religioner:

– For børn har ingen religion. Barndommen er en tid i livet, hvor du skal undersøge forskellige muligheder. Når barnet bliver voksent, skal hun frit kunne vælge mellem de ting. Ikke have at vide, at en religion er den eneste rigtige. Jeg er ikke mod religionsundervisning på et historisk grundlag. Men så skal man også fortælle om de negative sider. Hvordan religion har været årsag til massakrer osv.

Derfor vender Nahids organisation sig imod enhver form for religiøse skoler, også kristne. Når skytset rettes meget mod islam, er det blandt andet, fordi islam er en af de religioner, der har en politisk magt, forklarer Nahid:

– Ikke bare i Iran, i Afghanistan og Sudan. Men også her i Danmark på en eller anden måde. De har ikke statsmagten, men de prøver på alle måder at have indflydelse på folks måde at leve på. Ganske som kirken gjorde i Danmark for 100 år siden. Derfor skal islam begrænses lige så meget, som kristendommen er det i Danmark i dag.

Også de fælles problemer for danske og udenlandske kvinder skal mere frem, mente en deltager:

– Vi har fælles problemer, hvad angår f.eks. tøj, vi føler os tvunget til at gå i. Og problemer med mandssamfundet i det hele taget. Det er vigtigt, at danske kvinder forstår det. At det ikke handler om, at de er frigjorte, og det er »de andre« ikke. Fælles kamp og arbejde vil også gøre det lettere for os kvinder imellem at diskutere de forskellige former, undertrykkelsen tager.

»Jeg ønsker at åbne en diskussion, der tager udgangspunkt i, at vi alle sammen er samfundsborgere. Indvandrere er en del af det her samfund, og derfor er vi nødt til at tage stilling. Blandt indvandrerne er der også højrekræfter, endda fascistiske kræfter, som vi er nødt til at kæmpe imod. Det har været glemt indtil nu, og derfor kan de danske højrekræfter bruge det mod os alle sammen til at sige, at indvandrerne skal sendes hjem. Men det gør vi ikke. Vi bliver her.«