Socialistisk Information nr. 162 •  Februar 2002

SOCIALISTER OG EUROPA

Globalisering og nationalstat

Mere marked, mindre stat – eller?

Af Robert Went

Mindre stat?

En af tidens store myter angår statens rolle i globaliseringsprocessen. Mange politikere hævder, at statens indflydelse på økonomien, og især politikernes indflydelse på økonomien, må reduceres så meget som muligt for at give plads til markedet.

’Mindre stat, mere marked’, lyder omkvædet – ikke blot fra dyrkere af det frie marked, men også fra flere og flere socialdemokratiske fortalere for ’markedsdisciplin’.

Nye opgaver

Realiteten er dog ganske anderledes. Statens indflydelse formindskes ikke. Staten får anderledes opgaver, men ikke nødvendigvis færre. Mens globaliseringen har begrænset statens magt på visse områder, er statens rolle på andre områder blevet endnu større. Steven Vogel skriver:

»I de fleste tilfælde af ’deregulering’ har regeringerne kombineret liberalisering med reregulering, en genformulering af gamle regler og dannelse af nye. Derfor er vi endt med friere markeder og flere regler. Faktisk er der ofte tale om en logisk forbindelse: liberalisering forudsætter reregulering.«

Der har været mange eksempler fra mange lande på dette skift i statens opgaver. Under overskriften ’Den franske liberalismes illusion’ beklagede The European i 1994, at den siddende franske højreregering var begyndt  at »gribe mere ind i økonomien – ikke mindre, som det blev lovet«.

I England under Margaret Thatcher blev der luget grundigt ud i regeringsprojekter. Her førte offensiven mod staten ofte til de størrelser, som kaldes halv-selvstændige NGO’er (quasi-autonomous non-governmental organisations  – Quangos), der fortsatte med at udføre de tjenester, de før havde udført som afdelinger af lokalstyrer.

Heller ikke frihandelsprotektoren Ronald Reagans handlinger svarede til hans officielle ideologi. Staten blev ikke mindre under Reagan, men dens prioriteringer blev delvis ændret. En kommentator bemærker:

»Reagan havde ikke held til at beskære regeringsudgifterne, skønt han bedyrede at ville begrænse statens vækst. I stedet skete der i 1980’erne en betydelig ændring i karakteren af regeringens udgifter. Året før Reagan tiltrådte som præsident, udgjorde forsvarsudgifterne 22,7 % af regeringens udgifter. Da Reagan forlod posten i 1988, var dette tal steget til 27,3%. Derimod faldt udgifterne til sociale ydelser og understøttelse begge med 2,4 % i samme periode.«

Statens rolle

Staten udfører altid en række afgørende økonomiske funktioner under kapitalismen: Den sikrer ejendomsrettigheder; den standardiserer pengeenheder og vægt og mål; den koordinerer økonomien og er med til at sikre, at den økonomiske proces får tilført den fornødne arbejdsstyrke, subsidier, teknisk udvikling, infrastruktur. Staten har desuden relationer til andre stater, og endelig skaber den en konsensus i samfundet.

Alt dette gør staten imidlertid på skiftende måder og med skiftende intensitet. Den har en række redskaber til sin rådighed og er ikke tvunget til at udføre sine opgaver selv. Et svejtsisk multinationalt selskab, som opretter et firma i Holland, kan regne med, at den hollandske stat udfører de økonomiske funktioner, som er nødvendige for firmaets virke. Selskabet er ikke afhængigt af, at den svejtsiske stat griber ind.

Stater kan også uddelegere større opgaver til den private sektor. Og stater kan selvsagt samarbejde i internationale organisationer og overføre deres magt til de organisationer.

Hvem der udfører statens opgaver, hvordan de gør det, og hvad disse opgaver består i, er ikke fastsat en gang for alle. Det afhænger af konkrete økonomiske, sociale, politiske og institutionelle udviklinger. Verdensøkonomiens internationalisering har ført til, at stater i stigende grad samarbejder i internationale institutioner.

Men internationale institutioner som EU kan ikke fungere i et tomrum. Hvis de skal opnå legitimitet til deres beslutninger og få borgerne til at rette sig efter dem, har de brug for de nationale regeringer.

Regeringerne skærer altså ned på sociale og kollektive projekter og hakker løs på den vesteuropæiske velfærdsstats rødder, og det er her ingen ringe hjælp, at venstrefløjen er svækket ideologisk og organisatorisk.

Imens øges statens aktiviteter på andre områder: Staterne bruger enorme mængder skatteyderpenge til at redde kriseramte banker, holde immigranter ude, jagte papirløse arbejdere og nedkæmpe arbejdermodstand, når det skønnes nødvendigt, som for eksempel i England under Thatcher. Staterne investerer i udvikling af infrastruktur for at tiltrække investorer til deres lande: tunneler, højhastighedstog, nye og større lufthavne. Og staterne sænker skatter og øger subsidier for at gøre arbejdsgivere glade.

Kort fortalt: Statens rolle er ved at blive omdefineret, ikke reduceret. Talen om, at staten er ved at forsvinde, er i det store hele et ideologisk forsøg på at retfærdiggøre nedskæringerne i de offentlige udgifter, nedbrydelsen af den offentlige sektor og begunstigelsen af de storprofiterende investorer.

Hvad er nyt ved globaliseringen?

Af Robert Went

Kapitalismen udvides og skaber store ændringer i verdensøkonomiens struktur, sammenhængskraft og funktion. De forskellige landes økonomier væves tættere sammen.

Dermed bliver de mere indbyrdes afhængige, og de økonomiske op- og nedgange synkroniseres eller koordineres i højere grad end før. Produktion og forbrug i forskellige dele af verden sker efter mønstre, som bliver mere gensidigt afhængige. Alverdens markeder for varer, serviceydelser, kapital og finansredskaber, samt – i mindre omfang – arbejde integreres mere og mere i hinanden.

Også for de enkelte firmaer gør internationaliseringen sig gældende. Selskaberne bliver mindre afhængige af ét eller nogle få lande, når de placerer deres markeder, personale og driftsenheder. Multinationale selskaber placerer forskellige dele af deres produktion i vidt forskellige dele af verden. Og bestandigt flyttes råmaterialer, halvfabrikata og færdige produkter omkring i verden.

Nationalstaterne får mindre greb om økonomiens udvikling, og regeringer og parlamenter afgiver bevidst kontrollen over bevægelser af varer, service og kapital hen over grænser. Ingen stærke internationale regulerende organer eller nogen global centralbank står parat til at overtage denne rolle fra nationalstaterne. Derfor vokser sandsynligheden for kriser, der breder sig som olieudslip, fordi økonomier og selskaber er mere og mere indbyrdes forbundne.

Den herskende økonomiske lære siger, at så meget som muligt bør overlades til markedet. Men den ’usynlige hånd’, som angiveligt helt problemfrit skulle balancere markedet, må med jævne mellemrum have hjælp fra regeringer, centralbankledelser og internationale organisationer som BIS og IMF. Disse organers tiltag er meget beskedne, sammenlignet med den øgede finansielle ustabilitet. Og de kommer først, når skaden er sket.

I den udstrækning at centralbanker og regeringer overhovedet griber regulerende ind, nøjes de med at afværge de allerværste katastrofer. Af princip lader de markederne selv være så frie som muligt – med alle de virkninger og risici dette medfører.

Følg med hver måned: 4 numre for kun 20 kroner!