Socialistisk Information nr. 162 • Februar 2002
Det er velkendt, at Danmark er Jantelovens land. Da tidligere indenrigsminister Karen Jespersen forrige år nedsatte en tænketank på integrationsområdet, var det forudsigeligt, at den ville møde modstand fra hæren af professionelle smagsdommere.
Tænketanken barslede i januar med en række ideer. Hér skal fremhæves det særdeles originale og stærkt nytænkende forslag om lavere mindste-løn til indvandrere. Den lavere løn skal gøre det attraktivt for virksomhederne at ansætte de indvandrere, hvis adgang til arbejdsmarkedet er hæmmet af mærkelige efternavne og uforståelige eksamensbeviser.
At fagbevægelsens ledere var at finde i kategorien af negative kritikere, er imidlertid overraskende: De faglige ledere har i årtier udvist en næsten kamæleon-agtig evne til at tilpasse sig de politiske realiteter i en global markedsøkonomi. Når Dansk Metals Max Bæhring således taler om, at overenskomsterne »bankes tilbage til stenalderen«, fornemmer man – som i et syn – de blodrøde faner blafre trodsigt i vinden, og man aner den slumrende vilje til protest. Samtidig mindes man LO’s reaktion på Nyrup-regeringens såkaldte »unge-indsats«, der halverede dagpengene til ledige under 25 år: Dengang skrev LO et kritisk brev til regeringen! Om fagbevægelsen vil tage så kraftige midler i brug denne gang, er uklart, men et stærkt formuleret brev vil være et forventeligt svar, sagens alvor taget i betragtning.
Kantsliberen
Følg
med hver måned: 4
numre for kun 20 kroner!![]()