Den klassiske, »fordistiske« industriproduktion var en vigtig forudsætning for, at kapitalakkumulationen kunne komme i gang igen efter Anden Verdenskrig, men den viste sig senere problemfyldt. Her stod hver enkelt arbejder ved et samlebånd og gentog – efter omhyggelige anvisninger udformet gennem tids- og bevægelsestudier – samme funktion uophørligt på en stor fabrik, som leverede uhyre mængder af helt ensartede produkter. Virksomheden var typisk styret af et stort, hierarkisk bureaukrati, der klart skilte åndsarbejde fra håndsarbejde. Håndsarbejderen havde ikke den fjerneste indflydelse på sin produktive aktivitet. Forbrugerne fik billige masseprodukter, men kunne ikke få tilfredsstillet sine individuelle behov og ønsker til produkter. Og mellem de store samlefabrikker og deres underleverandører herskede en ophedet konkurrence og generel mistro.

Det mest effektive bud på en ny model er den »trimmede« produktion (som ofte omtales med sin engelske betegnelse lean production) – med decentralisering, fleksibilitet, specialisering, netværksorganisering og teamwork. Arbejderne organiseres i teams, inddrages i produktudviklingen og oplever større variation og udfordring. Forbrugerne indgår i netværk for at bidrage med deres egne individuelle ønsker til produkter og deres udformning. Leverandører og montagefirmaer samles også i netværk med mere harmoni og samarbejdsånd. Og den hierarkisk-bureaukratiske styringsform ophæves. I stedet træder en sundere og mere konstruktiv konkurrence.

Erhvervspressen hævder herudfra, at en række af de kerneproblemer i det kapitalistiske system, som marxister har påpeget, slet ikke ligger i systemet som sådan. Kapitalismen er selv i stand til at udvikle sig ud af sine problemer, og det gør ethvert antikapitalistisk projekt, ikke blot urealistisk, men også overflødigt.

Hvis disse påstande holder, vil både teoretiske og praktiske perspektiver i det marxistiske projekt være blevet svækket alvorligt. Nok indrømmes det, at der førhen var noget om snakken, men når kapitalismen selv kan løse sine problemer, forældes den marxistiske kritk.

Det er den amerikanske marxistiske filosof Tony Smiths ærinde i hans seneste bog Technology and Capital in the Age of Lean Production at sammenholde kendsgerninger om de nye økonomiske tendenser med en række af de grundmodsætninger i kapitalismen, som Marx påpegede. Resultatet bliver en rammende analyse og kritik af en afgørende del af den »nye økonomi«.

Marx så flere afgørende kendetegn for arbejdernes undertrykkelse og fremmedgørelse i kapitalismen. For det første er arbejderne som klasse adskilt fra produktionsmidler og konsumptionsmidler. Det pålægger dem en strukturel tvang til at sælge deres arbejdskraft.

Denne tvang hævdes overvundet gennem især garantier om livstidsansættelser på den enkelte fabrik. Arbejdsgiverne skulle have en interesse i at motivere arbejdsstyrken til at opretholde et højt niveau af evner, omstillingsvillighed og aktive bidrag til produktudviklingen. Markedsmekanismerne vil så på længere sigt favorisere de virksomheder, der kan fastholde medarbejderne.

Men kun en lille del af de ansatte i trimmede virksomheder har garantier om livslang ansættelse, og intet forhindrer, at det antal kan falde, så snart udbuddet overstiger efterspørgselen, hvilket ofte vil ske, så snart nye innovationer udbredes til en større gruppe virksomheder. Og tempoet for udbredelse af innovationer øges drastisk i den nye økonomi.

Selv når en arbejder er garanteret fortsat ansættelse uanset f.eks. investeringsflytninger, så er denne ’fleksibilitet’ sjældent smertefri. Arbejderne kan tvinges til at forrykke hele deres etablerede tilværelse eller til at acceptere ellers uantagelse ansættelsesbetingelser. Og kapitalinvesteringer flyttes i dag mere og mere efter kapitalisternes behag, fordi den teknologiske udvikling gør kapitalen mere mobil. Livstidsansættelse betyder desuden ofte, at arbejderen bindes til enkelte virksomhed og mister muligheden for at skifte til gunstigere vilkår under en anden arbejdsgiver. Arbejderne i den trimmede produktion er altså ikke fri for den strukturelle tvang, som Marx pegede på.

For det andet påpegede Marx, at arbejderne udbyttes. Tony Smith understreger, at udbytningen i den trimmede produktion er øget. Den øges både intensivt – fra 45 effektive sekunder per arbejdsminut ved det fordistiske bilsamlebånd til 57 tilsvarende sekunder i den trimmede bilfabrik – og ekstensivt i form af mere overarbejde for den enkelte ansatte med henblik på at mindske ekstraansættelser og lagerbehov.

Og ekstraarbejdet kompenseres ikke af højere løn eller andre goder. Reallønnen har ikke fulgt produktivitetsfremgangen i den »nye økonomi« på nær samme måde som det skete under tidligere opsving. »Profit share«-ordninger, hvor arbejderne får en lille del af det ekstra overskud, afskaffer ikke udbytningen, men fungerer som ideologisk gulerod for at øge motivationen. Ofte bruges »profit share«-argumentet til at presse den garanterede løn ned, hvorefter den ekstra profitbonus jo kun udbetales i de år, hvor firmaet har kunnet klare sig godt nok i konkurrencen.

En række omlægninger på virksomhederne har desuden kun ideologisk funktion, idet de ikke berører klassekendetegn, men kun ydre statussymboler. Arbejdsgiverne kan godt dele parkeringsplads og garderobe med de ansatte, hvis det øger deres motivation og dermed produktiviteten.

Omlægninger til trimmet produktion fjerner således ikke udbytningen Men den forrykker den taktisk til arbejdsgivernes fordel: Når ansvarsområder lægges over til »selvstyrende« grupper af ansatte, forrykkes også en stor del af de mere åbne klassekonflikter ind i grupperne. En langsomt arbejdende eller udeblivende arbejder erstattes ikke, men lægger blot ekstra pres på resten af gruppen. At protestere mod overbelastning vil ofte blive følt umiddelbart som en usolidarisk handling over for gruppen.

For det tredje påpegede Marx, at arbejdsproces kontrolleres af kapitalen. Det princip kaldte Marx for arbejdets reelle subsumption under kapitalen, og det skal forstås i modsætning til den tidlige kapitalismes kun formelle subsumption, hvor arbejdet for eksempel var forlagt til forskellige værksteder, som af kapitalister blev købt til at producere en vis mængde varer, men som stadig kunne tilrettelægge arbejdsprocessen selv.

Under fordismen blev arbejdet subsumeret mere reelt under kapitalen, end det havde været før. Betyder den nye trimning af produktion, at denne reelle subsumption af arbejdet overvindes?

Fortalerne for den trimmede produktion kommer med flere argumenter for dette. Her skal nævnes to centrale:

(1) Den trimmede produktion gør, at ledelsen ikke har nogen interesse i at overvåge, reducere eller overbebyrde arbejdsstyrken. Arbejderne vil nemlig ret let kunne vælte systemet ved blot at blive uvillige til at komme med konstruktive forslag til, hvordan produktionen kunne forbedres.

Men, indvender Tony Smith, frygten for gensidig undergang kan næppe kaldes et tegn på harmoni. Og også det nye produktionssystem understøttes af ledelsens ultimative ret til for eksempel at forflytte umotiverede arbejdere til mindre ønskværdige opgaver.

(2) Nok stresses arbejderne i trimmede virksomheder mere end i traditionel fabriksproduktion, men til gengæld får de lov at udvikle deres intellekt og kreativitet.

Dette er mere en påstand end et egentligt argument. Og hvorfor skal graden af kompensation vurderes af ledelseskonsulenter? Hvor meget den nye arbejdsforms udfordringer kan kompensere arbejderen for det forøgede stressniveau er det velsagtens arbejderen selv, der må vurdere. Og ville mange arbejdere ikke foretrække at få lidt mindre udfordring til gengæld for et lavere stressniveau, eller endnu bedre: at have muligheder for kreativ udfordring og samtidig selv definere belastningsniveauet?

Under alle omstændigheder er det tvivlsomt, at ret mange arbejdere ønsker at tage del i det fænomen, som i Japan er så udbredt, at det har fået et særligt navn: karoshi – pludselig død på grund af for meget overbelastning på arbejdet.

At klassemodsætningerne mellem lønarbejdere og dem, der ejer og kontrollerer kapitalen, skulle være forsvundet i og med den trimmede produktion, er altså en myte. Den trimmede produktion viderefører den kapitalistiske strukturelle tvang. Den skærper udbytningen af arbejdskraften. Og den overfører en del af det beskidte arbejde med reel subsumering af arbejdet til medlemmer af arbejdsstyrken selv, trods erklæringer om at afskaffe dette træk. De fundamentale modsætningsfyldte strukturer i forholdet mellem arbejde og kapital, som Marx hævdede var indbygget i kapitalismen, består altså stadig.

Men hvad med forbrugerne? De indgår i netværk ved hjælp af ny informationsteknologi, der gør det muligt at specificere vareproduktionen helt ned til den enkelte kundes behov. Det indebærer, at forbrugerne knytter sig til et enkelt firma for at indgå i dets produktdesign. Og omvendt får virksomhederne en interesse i at fastholde den enkelte kunde. Forbruger og firma indgår, hævdes det, i en relation med »fælles skæbne«.

Får forbrugerne dermed suveræne magt? Først og fremmest udelader argumentet behovene hos de mennesker, som ikke er i stand til at mønstre en effektiv efterspørgsel. Men at folk ikke har penge, betyder jo ikke, at de ikke har de behov, som pengene kunne bruges til at dække.

Bortset fra det har heller ikke den forbruger, som kan mobilisere en effektiv efterspørgsel, magt til at effektuere det nye, tættere forhold mellem virksomhed og kunde, og ændringen gennemføres ikke primært for at tilfredsstille rationelt formulerede behov hos forbrugerne, men derimod for at øge forbrugsraten.

Samtidig kræver kapitalakkumulationen, at forbrugerne underlægges et større pres for at definere sig ud fra konsumptionen. Den generelle vareliggørelse af en umådelig række af menneskelige udtryk skærpes.

Forbrugeren indeholder en række træk, seksualitet, politisk holdning og så videre, som ikke umiddelbart passer ind i vareformens endimensionalitet. I et kapitalistisk samfund vil vareformen uundgåeligt se bort fra en række af de behov, som ikke passer ind i vareformen, eller den vil forsøge at indpasse den i vareformen: En rebelsk antikultur kan blive en »mode«, som store firmaer kan tjene penge på ved at sælge en »livsstil« til et segment af yngre, »alternative« kunder. Og vareformen betyder uundgåeligt, at forbrugere vil komme til at gøre indkøb, som strider mod en række kollektive interesser, som forbrugerne identificerer sig med. Det kan være spørgsmål om arbejdsforhold eller økologi.

Under fordismen stod en lille gruppe stærke, vertikalt organiserede kernevirksomheder over for en række små leverandører og distributører. De store virksomheder kunne bedre end den små reducere transaktions- og koordinationsomkostninger. Dermed opnåede kapitalen kontrol, forudsigelighed og lave produktionsomkostninger per enhed. Men modellen skabte uproduktiv mistillid mellem leverandører og samlefabrikker, og den gav samlefabrikken store, uproduktive lageromkostninger.

Tilhængere af trimmet produktion hævder nu, at hvor konkurrencen under fordismen var for hæmmet inden for virksomhederne, var den for skærpet mellem samlefirmaer og leverandører. Alternativet er, at kernevirksomheder og ringfirmaer samles i netværk. Det giver innovationen langt bedre betingelser. Den udbredes hurtigere og monopoliseres ikke så let. Dermed skabes også hurtigere vej til forbrugeren, som kan komme med forslag til yderligere produktforbedringer osv.

Smith har fire hovedindvendinger mod dette billede.

For det første har de store firmaer stadig en magtfordel inden for firmaerne. Produktionen decentraliseres, men finansiering og kontrol er stadig koncentreret hos lederne af de største selskaber. De store firmaers beslutninger får konsekvenser for hele netværket, mens de store beslutningstagere ikke skal stå til ansvar for de konsekvenser af deres beslutninger, som rammer netværkets mindre firmaer. Det sker eksempelvis ved, at kernefirmaet overflytter omkostninger ved nyudviklinger til mindre firmaer inden for netværket – uden at lade ekstra kapital følge med. Der er desuden en tendens til, at de mindst profitable aktiviteter flyttes over til ringfirmaer, eller ringfirmaernes omkostningsbesparelser inddrages af den stærke »kerne«. Det kan ske, fordi ringfirmaerne ofte har svag faglig organisering blandt de ansatte, som således kan trykkes ned i løn og forhindre, at økonomisk pres fra oven ikke rammer profitten hos kernefirma eller »ring«.

For det andet er der en række begrænsninger i harmoni og tillid mellem de forskellige netværk. Selv om man for argumentets skyld skulle medgive, at konkurrencen afgørende mindskes inden for de enkelte netværk, så er dette ikke tilfældet for systemet som helhed. Tværtimod skærpes konkurrencen og mistroen mellem de forskellige netværk. Det hurtigere innovationstempo i den trimmede produktion betyder, at det enkelte produkts levetid forkortes. Det øger faren for, at tidligere investeringer kan devalueres, inden de vender tilbage. Der bliver mindre plads til fejltrin i produktionsprocessen og mindre sikkerhed for at et firmanetværks fordel i én innovationsrunde kan fastholdes i den næste.

For det tredje er informationsstrømmen i netværkene alvorligt begrænsede. Det er rigtigt at informationens mængde øges i den nye økonomi. Men der er begrænsninger i den art information, som formidles? Informationsstrømmen er på arbejdsgiverhænder og formidler ikke spørgsmål om arbejdsmiljø eller ansættelsespraksis i forskellige dele af netværket, om diskrimination på grund af etnicitet, køn eller seksualitet, økologiske aspekter af firmaets aktiviteter – og så videre. Tony Smith mener, det vil være muligt at anvende den nye økonomis ideologi mod den selv: Når dens fortalere henviser til, at en fri informationsstrøm gavner samfundet, må vi henvise til, at disse ideologer selv fortier en række afgørende begrænsninger ved denne informationsstrøm.

Og for det fjerede betyder organiseringen af forskellige kapitalenheder, at det bliver vanskeligere for staten at udføre en politik, som gavner ikke blot de store aktiebesiddere og spekulanter, men befolkningen som helhed. Det bliver vanskeligere at indsamle skatter på grund af firmaernes, handlens og produktionens kompleksitet: Produktionen af en vare bogføres typisk i det land i hele firmaets produktionssystem, hvor skatten er lavest, hvilket skaber et pres på staterne for at sænke skatterne og dermed have færre penge til offentlige goder. Og informationsteknologien gør det muligt for et lille antal aktiehandlere at reagere på en folkevalgt statsleders udtalelser ved for eksempel at dumpe en valuta. Finansspekulanter får således mere reel magt til at presse beslutninger igennem, som er til deres fordel.

Men selv om man kan så tvivl om den trimmede produktions muligheder for at tilfredsstille menneskelige behov har man ikke tilbagevist den påstand, at den er det bedste af de mulige alternativer. Forsøgene med ikke-kapitalistiske samfund i det tyvende århundrede viste sig jo ude af stand til at løse en række af de problemer, som man kunne pege på i den traditionelle industrikapitalisme.

Heroverfor opstiller Tony Smith et perspektivrigt socialistisk alternativ, som er organiseret demokratisk og folkeligt og som tager højde for en lang række af de problemer, som har hjemsøgt både de forskellige kapitalismer og de bureaukratiske kommandoøkonomier.

Ydermere sætter han spørgsmålstegn ved, om det alternativ, som den trimmede produktion kan byde på, vil kunne redde kapitalismen ud af den langsigtede nedgangsperiode, som blev indledt omkring 1970. Den trimmede produktions fortalere hævder selvsagt, at den nye økonomis innovationer vil kunne det.

Tidligere lange ekspansionsfaser i kapitalismen byggede på, at enkelte firmaer i kraft af monopol på innovationer besad en produktivitetsfordel, som de kunne bruge til at udvinde merprofitter, som kunne investeres i nye områder. Dette lader sig ikke i samme grad gøre i den nye økonomi, fordi de innovationer, som her giver enkeltfirmaer produktivitetsfordel, meget hastigt udbredes til en række andre firmaer.

Ligeledes kan kunder inden for en bestemt region langt nemmere end før flytte deres indkøb til andre dele af verden, hvor priserne ikke indeholder denne merprofit, hvilket også gør det sværere for firmaer at opbygge solide merprofitter. Endelig virker det usandsynligt, at firmaer skulle kunne akkumulere sikker merkapital ved at holde innovationsraten oppe, for det ville kræve, at firmaet opretholdt et enormt budget til at investere i markedsførelse af nye produkter med en meget kort levetid, hvilket igen modvirker nogen langsigtet akkumulation af merprofit.

Man kunne vel her indvende over for Tony Smith, at en ny lang fremgangsfase for kapitalismen logisk betragtet ikke behøver tage samme form som tidligere faser. Ingen synes dog at have skitseret et realistisk perspektiv for langsigtet fremgang med trimmet produktion.

Tony Smiths bog er et uundværligt bidrag til en analyse af kapitalismens seneste produktionsformer. Den kan være en stor hjælp i kampen mod de angreb på løn- og arbejdsforhold, som den trimmede produktion medfører – især fordi bogen helt systematisk flår den ideologiske maske af den samarbejds- og korpsåndsretorik, som de nye produktionsformer ofte indføres med.

Bogen er kort og koncis, men alligevel grundig i sin argumentation. Dermed kræver den uundgåeligt en omhyggelig læser, som gider ofre mere end blot en time eller to. Men ud over vilje til nærlæsning kræver bogen ingen særlige forudsætninger. Den er faktisk forbilledligt enkelt skrevet og velstruktureret, emnets kompleksitet taget i betragtning.

Tony Smith: Technology and Capital in the Age of Lean Production, State University of New York Press, Albany, USA. 2000.