Lørdag den 19. januar bliver der, på initiativ af Enhedslisten, afholdt en konference i København for fagligt aktive, under overskriften: »Modstand mod den borgerlige regering«.

Konferencen skal give den første pejling på, hvilke muligheder der er, for at den progressive del af fagbevægelsen kan opbygge en modstand mod den regering, der fra dag 1 har lagt op til konfrontationer.

Det er oplagt, at det politiske udgangspunkt i dag er et andet, end da vi sidst blev belemret med en borgerlig regering, dvs. da Schlüter trådte til i 1982. Både fordi den nuværende regering har et andet udgangspunkt, og fordi fagbevægelsen er blevet svækket gennem de sidste årtier. Derfor kan man ikke i første omgang forvente omfattende strejkebevægelser, som vi så det i de første år under Schlüter-regeringen.

Et af de spørgsmål, som nødvendigvis må diskuteres på konferencen, er forholdet mellem fagbevægelsen og de forskellige arbejderpartier. Nyrups regeringsperiode var jo præget af, at store dele af arbejdsmarkedspolitikken blev ført i et tæt samarbejde med de nuværende regeringspartier, og i direkte modsætning til SF og Enhedslisten. Det betyder, at det også i den kommende periode vil være meget svært at se et bare nogenlunde klart arbejderparti-alternativ til regeringen, f.eks. i forhold til arbejdsløsheden.

Et andet vigtigt og aktuelt emne er, hvad regeringsskiftet betyder for overenskomstforhandlingerne for de offentligt ansatte, som skal afsluttes i løbet af det næste par måneder. Særligt blandt de ansatte i kommuner og amter er der en spirende utilfredshed med den stigende decentralisering af lønforhandlingerne. Det fører til splittelse og favoriserer de højtlønnede på de lavere lønnedes bekostning. En række tillidsfolk har igangsat en underskriftindsamling for kravet om reallønsforbedringer for alle gennem centrale forhandlinger. Hvis det lykkes at opbygge det nødvendige pres for dette krav, kan det føre til en første konfrontation med regeringens stramme udgiftspolitik.

Samtidig vil det også være vigtigt, at konferencen bruges til de første spadestik til solidaritet med lokale konflikter, som f.eks. de århusianske stilladsarbejderes kamp for deres overenskomstmæssige rettigheder.

Det er oplagt, at konferencen den 19. januar kun kan betragtes som de indledende manøvrer på vejen mod et bredere samarbejde i den progressive del af fagbevægelsen. Dels har regeringen endnu ikke haft lejlighed til politiske indgreb, som har sat sig dybe spor i folks hverdag, og dels er der et stykke vej igen, før man kan se et samlende politisk perspektiv.

Men netop som et første spadestik kan konferencen have betydning. Blot det at forsøge på at få de faglige organisationer og medlemmerne på banen i den politiske kamp er hårdt tiltrængt, hvis ikke vi skal leve i mange år med Anders Fogh som statsminister.