Socialistisk Information nr. 159 • November 2001                         Til SAP's Forside

Af Bertel Nygaard

Invasionen var et forsøg på at stabilisere det sovjetvenlige parti Folkets Demokratiske Partis, FDP’s, styre i Afghanistan. Dette styre var endt i kaos, og i 1979 måtte Sovjetunionen vælge mellem tre onder: At trække støtten til FDP tilbage og overlade det gennem tres år venligtsindede naboland til antisovjetiske kræfter. Eller støtte den siddende afghanske regering og tage medansvar for styrets voksende modsætning til befolkningen.

Kreml valgte den sidste mulighed: Invasion. I december 1979 rykkede 80.000 sovjetiske tropper ind i Afghanistan for at vælte præsident Amin og i stedet indsætte den mere moderate Babrak Karmal.

Men hvad de sovjetiske ledere håbede ville være et hurtig kirurgisk indgreb mod et enkelt broddent kar – i stil med den vietnamesiske regerings indgreb mod Pol Pot – viste sig at blive en rullende snebold af elendigheder. I stedet for at stabilisere landet til fordel for Sovjetunionen gav invasionen yderligere opbakning til de kontrarevolutionære kræfter, der nu kunne berettiges ved at pege på den besættelsesmagt, som hindrede landets selvstændighed.

Sovjetunionens Vietnam er det blevet kaldt. Ikke bare af smarte journalister med hang til overfladiske analogier, men også af respekterede historikere som Eric Hobsbawm.1  Analogien er glimrende, for så vidt som Sovjetunionen stak sin næve i en politisk og militær hvepserede af et andet land for at styre dets politiske kurs – og alt for mange år senere måtte trække sin hånd ud igen, nu overstukket til randen af invaliditet.

For at undgå den værste ølhusgeneralisering skal her ses mere konkret på de storpolitiske betingelser, som satte rammerne for de »ydre« muligheder i Afghanistan. En vurdering af landets »indre« muligheder må så følge derefter.

Siden slutningen af 1946 havde den politiske verden været bipolær. Men bipolariteten havde vekslet mellem skærpede og mere moderate former. USA’s ydmygelse i Vietnamkrigen fik landet til i en årrække at fare med lempe over for visse af »fjendelandene«. Den amerikanske præsident Nixon blev blitzbeskinnet som bannerfører for afspændingspolitikken – i Moskva i 1972 underskrev han SALT I-aftalen, der indebar en vis begrænsning af de strategiske kernevåben. Og han fik venlige relationer med Kinas Mao Zedong.

Ved halvfjerdsernes slutning havde USA ikke fået meget ud af denne mere polerede form for antikommunisme: Sydøstasien, Nicaragua og Iran løsrev sig fra amerikansk indflydelse. USA’s styre – nu med Jimmy Carter på præsidentposten – besluttede derfor at lægge den venlige maske på hylden og genindføre konfrontationslinjen.

Samtidig kunne Sovjetunionen ikke mønstre samme selvstændige styrke over for USA som tidligere og havde derfor mindre »råd« til at miste internationale samarbejdspartnere. Nabolandet Afghanistan havde længe været venligsindet over for Sovjetunionen. Men omvæltninger i regionen styrkede de antisovjetiske strømninger. Den islamiske regering i Pakistan optrappede sin intervention til fordel for antisovjetiske kræfter i Afghanistan. Og shahens fald i Iran betød nok en antiamerikansk vending i landet, men fjendens fjende er ikke altid en ven: Shahen havde ikke grebet ind over for verdslige og neutralistiske kræfter i Afghanistan; Khomeini begyndte derimod at opildne til »muslimsk« modstand.

Skismaet mellem Kina og Sovjetunionen var ligeledes afgørende. Kina indledte selv et angreb mod det sovjetisk allierede Vietnam i begyndelsen af 1979. Og gennem perioden 1978-79 optrappede Beijing-regeringen sin modstand mod det sovjetvenlige afghanske styre – en indledende vrissen kølighed blev efterhånden erstattet med materiel støtte til de kontrarevolutionære kræfter.

Afghanistan har en lang historie som kastebold mellem internationale magter. I århundreder var landet underlagt nomadekrigere, tilbage til den legendariske Timur Lenk i 1300-tallet. Ud af kampe mellem blandt andre disse kræfter og persere under safavidedynastiet opstod i 1747 en selvstændig, shah-ledet afghansk stat.

Men landet var strategisk velplaceret for det russiske imperiums kamp mod Osmannerriget, og i 1800-tallet kom den britiske kolonimagt med erobringshensigter. Fra den anden engelsk-afghanske krigs afslutning i 1880 var landet under førerskab af en engelsk indsat marionet-emir. 39 år senere lykkedes det at slippe af med overherredømmet. Således blev Afghanistan sammen med Nordyemen det eneste islamiske land med reel uafhængighed i tiden før Anden Verdenskrig. Den afghanske befrielsesregering begyndte en modernisering af landet og var den første i verden, som anerkendte Sovjetunionen.

Men moderniseringsprocessen skete med to skridt frem og et tilbage. Det viste sig vanskeligt at opnå statsligt herredømme uden for de ikke særlig store eller særlig mange storbyer. Uden for centralregeringens domænefelter regerede de lokale ledere. Skiftevis regerede bybaserede, relativt moderniseringsvenlige kræfter og mere traditionalistiske ledere med base i de lokale landlige magteliter.

Premierminister Daúds styre i 1950’erne begunstigede centraliseringsbestræbelserne: nationalisering af en række foretagender, ophævelse af kravet til kvinder om at bære slør, reorganisering af hæren mv. Men fra 1963 fulgte ti år under kong Zahir Shahs traditionalistiske styre. Det var i denne periode, i 1965, at en række moderniseringsvenlige intellektuelle i de større byer stiftede Folkets Demokratiske Parti, FDP.

Kongen blev styrtet i 1973 og Daúd genindsat som præsident. Og det var under truslen om endnu et tilbageskridt for moderniseringsprocessen, at FDP i april 1978 kuppede sig til magten med hjælp fra hæren. FDP var et svagt parti med under 5.000 medlemmer, og forankring kun blandt intellektuelle i byerne og i visse dele af hæren. Partiet var ikke modent til at lede et land. Og hvad værre var: Det var ikke synderligt plaget af en sådan selvindsigt.

Afghanistan var endnu i 1978 et uhyre underudviklet land. Byerne var meget svage. 87 procent af befolkningen boede i landområder, der i organisation og dyrkningsmetoder havde mange levn fra mere end tusind år tidligere. 15 procent af befolkningen levede som nomader under stammeledere, reelt uafhængigt af centralregeringen. Den politiske magt på landet lå hos godsejere, ågerkarle, religiøse ledere og stammehøvdinge.

Industri var der næsten ikke noget af, jernbaner slet ikke, og uden for byerne fandtes kun få veje. Sundhedssystemet var meget svagt, på landet fandtes stort set ingen læger. Over 90 procent af befolkningen var analfabeter. Kvinder blev generelt holdt uden for offentligt liv.

FDP ville ændre alt dette. Dets mest vidtrækkende reformer angik jordforholdene. Partiet ville dekretere en opløsning af de gamle magt- og ejendomsforhold på landet. Det ophævede fattigbønders gæld til rige bønder og herremænd, og det lagde loft over jordejendomme på mellem seks og tres hektarer, afhængig af jordens bonitet. Efter et år ved magten kunne FDP proklamere, at over 300.000 hektar jord var blevet fordelt til 132.000 familier, og nogle måneder senere, i august 1979, hævdedes det, at 300.000 familier var blevet begunstiget af reformerne, og at mange var indgået i landbrugskooperativer.2 

Men reformerne blev gennemført for landbefolkningen, ikke med den. Det var voluntarisme og fantasteri.

For uanset hvor stort behovet var for at modernisere landbruget, kunne det ikke ske ved at ignorere de faktiske forhold blandt landbefolkningen. Virkningen blev modvilje mod reformerne i store dele af befolkningen – og dermed grobund for kontrarevolutionære kræfter. Styret udviste ikke vilje eller evne til at gøre sig bevidste om lokale forhold og de lokale beboeres egne udsyn. I mange fattigbønders bevidsthed betød spørgsmål om stammeoprindelse, etnicitet og religion mere end spørgsmål om klassemodsætninger. Mange bønder blev forlegne, når de fik overdraget jord, der tidligere havde tilhørt godsejere: »Nej, det kan man ikke. Det er jo khayanat [uretmæssig tildragelse af andres besiddelse]«, lød det ofte fra bønder, når partiarbejdere overdrog dem deres jord.3 

FDP ville løse landområdernes problemer blot ved at ændre på ejendomsforholdene. Men resten af produktionsstrukturen forblev uberørt, og det blev uklart, hvorfra bønderne nu skulle få kreditter svarende til dem, de traditionelt fik af godsejerne. Og hvor skulle såsæd, redskaber og kunstgødning komme fra?

Kvindernes stilling ville regeringen ændre rent administrativt. Man oprettede alfabetiseringsklasser med både mandlig og kvindelig deltagelse, men uden at gennemføre nogen generel politisk oplysningskampagne for kvinders deltagelse i det offentlige liv. Dermed overlod man hele ideologidannelsen til kontrarevolutionære, traditionalistiske kræfter.

Partiet havde altså tendens til »substitutisme« – det vil sige, at det satte sig selv og sine reformer i stedet for den befolkning, hvis interesser det hævdede at varetage.

Styret kunne dermed ikke virkelig forankres i de fattigere samfundslag, hvor der var potentiale for støtte. Tværtimod kunne dele af den brede befolknings utilfredshed udnyttes af de samfundslag, som havde tabt ved FDP-styrets reformer: godsejere, hvis ejendom var eksproprieret, stammeledere, som følte deres lokale autonomi truet af den omsiggribende statsmagt, og så videre. Kontrarevolutionen antog en mangfoldighed af former, først og fremmest islamiske – fra de relativt moderate til de mest ekstreme. En overgang fandtes enkelte maoistiske guerillaer, hvis skuffelse over FDP-styret havde ført til væbnet modstand.

FDP var ikke blot numerisk svagt og ujævnt forankret. Dets politiske dannelse var også mere dogmatisk end konstruktiv. Medlemmerne havde studeret en række sovjetisk autoriserede, katekismusmarxistiske tekster frem for at udarbejde konkrete analyser af deres eget land og de forhold, de selv kæmpede under.

Dermed kunne en lang række traditionalistiske værdier overleve og reproduceres under dække af revolutionær retorik. For eksempel ideen om badal, en form for personlig hævn. Den gjorde både styret og dets modstandere tilbøjelige til at løse problemer med pistoler frem for diskussion eller afstemning -også indbyrdes mellem rivaliserende grupper i FDP.

Partiets betydeligste politiske fraktioner var Khalq og Parcham. Den første fik overtaget umiddelbart efter partiets magtovertagelse, og snart måtte Parcham-folk finde sig i indflydelsesfattige ambassadørposter.

Den første landsleder efter omvæltningen var således en Khalq-mand, Nur Mohamed Taraki. Men selv hans indflydelse kom hurtigt under beskydning. Fraktionsfællen Hafizullah Amin var mere en snu rænkespiller end Taraki, der hurtigt blev reduceret til kransekagefigur og – med en kommentators ord – »fange af en situation, han ikke havde tilstrækkelig indflydelse på«.4 

Amin endte med at kuppe magten fra Taraki i september 1979. Taraki havde været forholdsvis Moskvatro – ikke så meget som Parcham-fraktionens leder Babrak Karmal, men alligevel. Men hvor Taraki havde talt om en »nationaldemokratisk revolution« i en vis alliance med bønder og dele af det »nationale borgerskab«, så omtalte Amin april 1978 som en ren »arbejderrevolution« – ud fra tvivlsomme beregninger om den afghanske arbejderklasses størrelse, en eufemistisk maske for FDP’s autokrati. Amin skærpede altså den voluntaristiske kurs og undertrykkelsen af rivaliserende retninger, ikke mindst gennem oprettelse af det hemmelige politi, Aqsa. De oprindelige FDP-medlemmer svandt hastigt – enten gennem mord eller på grund af deres afsky for FDP’s undertrykkelsesapparat.

Problemerne med at opbygge et moderne samfund efter sovjetisk mønster skyldtes især de tilbagestående forhold, som FDP mødte. Det var ganske enkelt ikke muligt at opbygge et moderne samfund med den hast, som FDP ønskede.

Socialt og økonomisk var Afghanistan afgjort modent til at bevæge sig i socialistisk retning, givet betingelserne på verdensplan. Men de politiske betingelser for, hvad FDP ville, var ikke modne. FDP så bort fra nødvendigheden af at tage udgangspunkt i befolkningen selv.

Havde den politiske dannelse af FDP’s medlemmer ikke været så stivbenet, havde de kunnet drage en lære af de russiske bolsjevikkers kurs under borgerkrigen efter revolutionen i 1917. Bolsjevikken Bukharin talte her for at begrænse den nationale selvbestemmelsesret til de lande, der bekæmpede imperialismen, og på det grundlag med magt indlemme – »tvangssovjetisere« – alle de muslimske områder, som før Første Verdenskrig havde hørt under tsarriget.

Lenin ville heroverfor lade selvbestemmelsesretten gælde alle folkeslag: Man måtte handle »forsigtigt, for at man ikke med sin indblanding bremser netop proletariatets differentieringsproces, som vi skal fremskynde. Hvad kan vi gøre over for folk som kirgisere, usbekere, tadsjiker og turkmenere, der indtil videre befinder sig under deres mullahers indflydelse? (...) Kan vi da gå til disse folkeslag og sige: „Vi vil sætte jeres udbyttere på plads"? Det kan vi ikke gøre, for de lader sig fuldstændig dirigere af deres mullaher. Her må man vente på udviklingen i den givne nation, den uundgåelige differentiering mellem proletariatet og de borgerlige elementer«5 .

Bukharins synspunkt vandt opbakning i 1919 – og de muslimske områder blev tvangssovjetiseret. Resultatet blev en indædt national og religiøs modstandskamp i disse områder, en torn i øjet på den unge sovjetstat. Lenins advarsel blev altså bekræftet. Men halvfjerdsernes FDP valgte ikke desto mindre Bukharins linje.

Situationen i Afghanistan skærpedes i løbet af 1979. I februar lykkedes det kontrarevolutionære guerillaer at kidnappe USA’s ambassadør i Kabul. I regeringstroppernes meget afghanske forsøg på – med kugler før forhandlinger – at befri ambassadøren blev både han og kidnapperne dræbt.

Hændelsen understregede det afghanske styres inkompetence og skærpede det i forvejen anstrengte forhold mellem USA og Afghanistan. Amins politiske voluntarisme kastede uagtsomt brænde på bålet og truede med at ophede den nye bølge af kold krig. Sovjetunionen invaderede og erstattede Amin med lederen af FDP’s Parcham-fraktion, Babrak Karmal.

Den sovjetiske leder, Bresjnev, udtalte i januar 1980 til avisen Pravda: »Det var ikke let for os at træffe beslutningen om at sende sovjetiske styrker til Afghanistan«.6  Det synes ærligt. Invasionen var ikke udtryk for nogen indbygget ekspansionstrang i Sovjetunionen, og der var ikke tale om noget sovjetisk behov for at opbygge Afghanistan efter sovjetisk model. Den kan ikke sidestilles med invasionerne i Ungarn 1956 eller Tjekkoslovakiet 1968, hvor Sovjetunionen væltede populære regeringer og indsatte marionetstyrer. Amins regering i Afghanistan havde praktisk talt ingen folkelig legitimitet. Ej heller var der tale om et sovjetisk forsøg på at skabe et strukturelt assimileret samfund à la den østeuropæiske stødpude mod vest. Tværtimod var invasionen i det store hele en defensiv handling. Men den virkede ikke efter hensigten.

Kreml begik samme fejl som Lenin havde advaret mod i 1919 – knægtelse af et folks selvbestemmelsesret. Karmal stod som usurpator, og hans folkelige legitimitet blev om muligt svagere, end Amins havde været. Omvendt blev den nu døde Amin gjort til martyr i kampen mod Sovjetunionen.

Hastigt voksede den sovjetiske styrke til 108.000 soldater, der kæmpede mod omtrent 40.000 mudjahedinere. Invasionen blev en tragedie, ikke mindst for Sovjetunionen, som spildte 13.000 unge mænds liv i en kontraproduktiv krig. Yderligere 35.000 overlevede efter at være blevet såret alvorligt. Mange af dem lever endnu – som krigsinvalider, synlige ar efter en fejlagtig bureaukratisk logik.

Karmal og senere hans efterfølger Najibullah indførte gradvis større forsonlighed over for en række tidligere fjender. Da Gorbatjov i 1985 blev generalsekretær for det sovjetiske kommunistparti, blev tendensen til »national forsoning« styrket. Reformerne fra Tarakis og Amins tid blev rullet tilbage, og i stedet trådte en moderat, borgerlig stat med basis i en række af de samfundslag, som førhen havde været modstandere af styret, herunder handelsfolk, stammeledere og visse islamiske talsmænd. Det gav styret en vis respit.7 

Gorbatjov »afghaniserede« konflikten: De sovjetiske tropper blev trukket ud, ganske som USA’s »vietnamisering« af sin krig i 1973. Sovjetunionens stadige tab var blevet for store. Men »vietnamiseringen« havde mødt uforsonlig modstand hos den USA-støttede Saigon-regering, mens USA’s fjender udviste stor taktisk fleksibilitet. I Afghanistan var Sovjetunionens fjender, de kontrarevolutionære mudjahedin-guerillaer, uforsonlige, mens Najibullah lod sig sno om Kremls finger.8 

Hverken regeringssiden eller mudjahedinerne kunne selv finansiere krigsførelsen. Mudjahedinerne blev finansieret stort af blandt andre USA og en række olieproducerende lande – Osama bin Laden blev et produkt af denne støtte og har nu som bekendt vendt sig mod sin skaber, som et andet Frankensteins monster.

Med Sovjetunionens sammenbrud i december 1991 kunne den afghanske regering ikke længere få ressourcer. Som en kommentator bemærker: »Dens kamp ophørte ikke, fordi den manglede soldater, men fordi der ikke længere var midler til at betale dem.«9  I sidste ende bidrog Afghanistan-affæren til Sovjetunionens sammenbrud, mens Sovjetunionens sammenbrud igen blev årsag til den verdslige regerings fald og bidrog til det verdenspolitiske morads, som i dag viser sig i kølvandet på den kolde krig.

Den afgørende analogi mellem Vietnam og Afghanistan ligger i invasionsmagtens ydmygelse. Men USA overlevede ydmygelsen. Sovjetunionen havde ikke styrken til det.

 1 Hobsbawm, Eric: The Age of Extremes, New York 1996, p. 479.
 2 Halliday, Fred: ‘War and Revolution in Afghanistan’, New Left Review no. 119, 1980, pp. 20-41, her pp. 23f.
 3 Citeret i ’Afghanistan – A Revolution Misled’, interview med Feroz Ahmed, Intercontinental Press, no. 34, 1980, p. 949.
 4 Halliday, op.cit., p. 30
 5 Lenin: Udvalgte værker, bd. 11, Kbh. 1983, pp. 231f.
 6 Citeret i Jaber, Salah: ’Eight Years on from the Soviet Intervention’, International Viewpoint nr. 117, 1987, p. 14.
 7 Jaber, Salah: ’Prospects After the Soviet Military Withdrawal’, International Viewpoint nr. 159, 1989, pp. 3f.
 8 Jf. Jaber, Salah: ’The Implication of the Soviet Troop Withdrawal’, International Viewpoint nr. 145, 1988, pp. 9f.
 9 Jaber, Salah: ’After the Fall of Najibullah’, International Viewpoint nr. 229, 1992, p. 28.