Socialistisk Information nr. 159 • November 2001                         Til SAP's Forside

Af Mads Bruun Pedersen

Det er ikke nemt at være venstreopposition i Pakistan i dag. De to politiske hovedstrømninger, der præger den offentlige debat og det politiske liv i det hele taget efter den 11. september, trækker hver sin vej – og ingen af dem går i progressiv retning. På den ene side står regeringen under ledelse af militærdiktatoren, kupgeneral Pervez Mussharraf. Her over for står de fundamentalistiske religiøse partier, som støtter de afghanske talebanere og vender sig imod regeringens samarbejde med USA. Efter at den såkaldt globale alliance mod terrorisme, som er blevet bygget op efter terrorangrebene i USA, indledte krigen mod Afghanistan natten mellem den 7. og den 8. oktober har de reaktionære fundamentalistiske religiøse partier stillet sig i spidsen for til tider ganske voldsomme protester. Både mod regeringen og mod krigen.

Det politiske billede har derfor i løbet af de seneste to måneder vendt op og ned på både den indenrigspolitiske og internationale politiske situation for regeringen i Pakistan. Militærdiktaturet, som kom til magten ved et kup i 1999, har været under en international boykot på grund af den atompolitik, landet har ført. En politik, som i 1998 førte til prøvesprængningen af en atombombe. Konsekvenserne var et internationalt pres, som blev udtrykt gennem en sanktionspolitik, der ramte landets anseelse og internationale relationer.

Flyattentaterne i USA fik imidlertid med et slag skabt en fuldstændig anden situation. Da USA havde brug for landets militære faciliteter og politiske kontakter til taleban-styret i Kabul, for at kunne gennemføre sin krigsindsats, kom der andre signaler. Og militærregeringen har ikke været sene til at benyttet sig af chancen for at få gjort kål på de internationale sanktioner. I en analyse af de politiske konsekvenser, skriver Farooq Sulehria, som er medlem af Labour Party Pakistan - der er det eneste venstresocialistiske parti, som ikke er faldet for den overordnede politik om national samling omkring regeringen og heller ikke har sluttet sig til de reaktionære religiøse partiers kampagne:

»Lige pludselig har tingene vendt sig til fordel for dem (regeringen, red.). Dagene efter den 24. september bragte dem gode nyheder:

– Den 24. september: Bush-regeringen hæver sanktionerne mod Pakistan. Japan og Australien har allerede lovet af hæve dem. USA’s udenrigsminister Colin Powell sagde under et møde med pressen på TV-stationen NBC, at USA ikke har nogen bekymringer over Pakistans atomprogram og »garanterer« at Musharraf-regeringen vil forblive stabil.

– Den 26. september: Tretten lande letter deres gældsbetalinger for Pakistan. Disse lande omfatter: USA, Norge, Finland, Danmark, Tyskland, Frankrig, Belgien, Spanien, Australien, Canada, Storbritannien og Schweiz. Japan løsgør et 40 mio. dollar lån til Pakistan.

– Den 27. september: Den Internationale Valutafond (IMF) eftergiver overraskende et tredje afdrag på gælden. Forhandlingerne om dette afdrag har foregået over lang tid, og IMF havde ikke været tilfreds med militærregeringens økonomiske resultater.

Alt dette er en belønning af den pakistanske regering for dens støtte til det »internationale samfund« imod »terrorisme««, skriver Farooq Sulehria.

På den anden side har modstanderne af dette nære samarbejde med USA-alliancen benyttet chancen til at bringe sig i centrum. Tidligere har fundamentalistiske partier ellers været enten støttet politisk fra de skiftende regeringer eller i det mindste tålt, fordi de har været bindeleddet til taleban-regeringen i Kabul. Men i denne situation har de set en mulighed for at komme i politisk offensiv og skabe deres egen politiske dagsorden.

I de dele af Pakistan, der ligger tættest på Afghanistan, har støtten været størst. Det er her flygtningene fra Afghanistan har levet i lejre både under krigen mod den sovjetiske besættelse og siden under den borgerkrig, som fulgte efter mujahedinernes sejr. Det var i disse lejre og lokale samfund, at talebanerne udviklede sig som en magtfuld militær bevægelse. Og I løbet af forholdsvis kort tid var de i stand til at erobre store dele af Afghanistan for til sidst at kontrollere størstedelen af landet og fordrive de stridende fraktioner inden for den »gamle« modstandsbevægelse (dem, der i dag er forenet i den såkaldte Nordlige Alliance).

Uden den pakistanske regerings, hærens og efterretningstjenestens støtte – økonomisk og militært – havde denne bevægelses succes ikke været mulig. Men denne taktiske alliance er i dag ikke længere i militærregeringens interesse. Det har skabt en politisk reaktion fra de religiøse partier, som har stået i spidsen for protester vendt mod krigen og mod regeringen. Protesterne er samlet under en politiske paraply, kaldet Afghan Defense Council og består af en række små og store partier. Situationen bliver imidlertid ikke enklere af, at disse kræfter også har forbindelser til kredse inden for hæren og bruges ikke bare i forhold til Afghanistan men også i Pakistans konflikt med Indien om Kashmir.

På den anden side af det politiske spektrum har de to store borgerlige partier - Pakistans Folkeparti (PPP) og Pakistans Muslimske Liga (PML) – sluttet op om militærregeringen. Den nationale samling i en vanskelig situation er motivet. Formanden for PML, Mian Mohammad Azhar, siger ifølge Ritzau: »Vi støtter ham for nationens skyld«. Og i PPP er opfattelsen, at Pakistan ikke har noget andet valg end at føje sig for USA-alliancens krav, hvis man ikke skal komme til at lide yderligere under sanktioner i stil med dem, der blev ophævet efter 11. september.

Men ikke bare de borgerlige partier har samlet sig omkring regeringen. Også en række mindre venstreorienterede partier har fulgt denne udvikling, skriver generalsekretæren i Labour Party Pakistan (LPP), Farooq Tariq.

»Nogle af de mindre alliancer af radikale og stalinistiske partier er også åbenlyse tilhængere af militærregimets standpunkt. ‘USA må støttes for at kunne fjerne terrorismen’, lyder råbet fra disse eks-venstrefløjspartier, når de skal retfærdiggøre deres støtte til regimet. Disse »venstre«-partier omfatter Det Nationale Arbejderparti og Kommunistisk Arbejder-bonde Parti. De har nu opgivet deres anti-amerikanske slogans«

Det politiske felt, som venstreoppositionen i Pakistan i dag må arbejde inden for, er på den ene side afgrænset af modstand mod militærregeringen og dens alliance med USA. På den anden side står de fundamentalistiske partier, som i en udtalelse fra LPP´s nationale ledelse beskrives således:

»De går ind for Jihad (islamisk krig) imod amerikanerne, som engang var deres bedste venner politisk og økonomisk. De religiøse fundamentalister er en ny form for fascister og må mødes med modstand på alle områder. LPP tror ikke på noget kompromis eller nogen alliance med disse religiøse fanatikere på nogen spørgsmål".

I stedet arbejder partiet for at opbygge en tredje vej – mod krig og imperialistiske aggression, mod den religiøse fanatismes terror og for et fredeligt, demokratisk Pakistan. Det skal ske gennem samling af og samarbejde med andre venstrekræfter omkring demonstrationer. Seneste skete det den 15. oktober i byen Lahore. Her blev partiets march stoppet af politiet, fortæller Farooq Tariq i et interview med det tyrkiske dagblad Evrensel (Universal), den 23. oktober:

»LPPs fredsmarch blev stoppet før den nåede frem til endemålet. Der er en masse politiovervågning omkring LPP-kontoret, men indtil videre har der ikke været nogen arrestationer. Der er udstedt et forbud mod offentlige demonstrationer, og LPP vil ikke acceptere sådan nogle diktatoriske forholdsregler fra regimets side. Men i løbet af de seneste to år har over hundrede aktivister fra LPP været i fængsel, inklusiv mig selv, for at have stillet kravet om at få genrejst demokratiet«, fortæller Farooq Tariq.

Også fra andre organisationer er der forsøg på at opbygge en tredje position. To dage efter den afbrudte LPP-demonstration forsøgte omkring 500 demonstranter at afholde et møde på det sted, hvor politiet havde stoppe LPP-protesten. Borgeralliancen, der stod for mødet, havde samlet en række grupper og organisationer omkring en protest mod krigen og de religiøse fanatikere.

Læs mere om LPP på partiets hjemmeside:
www.labourpakistan.org