Socialistisk Information nr. 159 • November 2001                         Til SAP's Forside

Af Bjarke Friborg

1963-1973: Fremvækst

1964: Kommunistiske ideer får et voksende publikum, men bevægelsen spalter sig under indtryk af »den store polemik« mellem Sovjet og Kina. Mens det nystiftede PDPA (Peoples Democratic Party of Afghanistan, dansk forkortelse: FDP, red.) orienterer sig i retning af Sovjet, erklærer PYO (Den Progressive Ungdoms Organisation) sig snart for maoistisk og marxist-leninistisk. Mens PDPA ønsker øget samarbejde med Sovjet for at fremme industrialisering og en stærk statsmagt, advarer PYO mod en fjendtlig og stor-russisk udenrigspolitik rettet mod Afghanistans uafhængighed.

1965: Efter model fra det egyptiske Muslimske Broderskab (Ikhwan al-Muslimeen) bliver der også gjort forsøg på at etablere en islamistisk bevægelse, som skal værne landet mod vestlig indflydelse. Antallet af organiserede »ikhwani« forbliver dog beskedent, skønt de hævder at repræsentere en dybt religiøs befolkning. Hvad de mangler af tiltrækningskraft over for intellektuelle, kompenserer de for ved deres indædte anti-vestlige holdning. De bliver snart kendt for deres voldelige indstilling og for at kaste syre i ansigtet på skolepiger og kvindelige studenter.

1965-1972: Studenteraktioner, strejker (bl.a. i Afghan Airlines) og bondeoprør. Flere bliver dræbt under sammenstød med politiet, hundredvis bliver såret, og tusinder bliver arresteret. Der er også uro i hæren, både blandt menige og soldater. PDPA deler sig i to fraktioner, grupperet omkring aviserne Khalq (»Folket«) og Parcham (»Flaget«). Mens Khalq-fløjen under Hafizullah Amin er mest åbent prosovjetisk, er Parcham-fløjen under Babrak Karmal mere optaget af et gradvist reformarbejde i alliance med det afghanske nationale borgerskab. Maoisterne bliver hurtigt kendt som »sholei«, efter deres ugeavis Sholai Jawaid (»evig flamme« på persisk/dari/farsi). Det lykkes dem at få tilslutning fra flere tusinde intellektuelle og et mindre antal arbejdere. I Kabul er det maoisterne, som arrangerer de største demonstrationer. Gruppens arbejde gør et varigt indtryk, så »sholei« helt frem til i dag bruges som betegnelse for sekulære intellektuelle, revolutionære og demokrater.

1972: I juni trækker det op til sammenstød mellem sholei og ikhwani ved universitetet i Kabul. Ikhwanierne er bevæbnede med knive og pistoler, og en af deres ledere – Gulbuddin Hekmatyar, som senere bliver leder af det yderliggående Hizb-i-Islami (det Islamiske Parti) – dræber personligt den fremtrædende PYO-aktivist Saydal Sokhandan. Mange andre sholei bliver såret, og begivenheden udløser en intens debat om vejen frem for den revolutionære bevægelse. Væbnet kamp, forholdet til bønderne og udviklingen i Kina er de vigtigste stridsemner.

1973-: De to vigtigste maoistgrupper kalder sig nu SAMA (Afghanistan People’s Liberation Organisation, ledet af professor Qayum Rahbar) og RGPA (Revolutionary Group of the Peoples of Afghanistan, ledet af dr. Faiz Ahmad). RGPA lægger særlig vægt på arbejde blandt bønderne – som udgør 90% af befolkningen – og de fleste af dets kadrer og aktivister flytter ud til landsbyerne. RGPA bliver efterhånden kendt som ALO (Afghanistan Liberation Organisation – »Sazman-i Rehayi Afghanistan«). Både SAMA og ALO opnår en vis støtte blandt hazara-folket (et mongolsk bjergfolk) og blandt tadsjikker.

Daoud styrtes ved et blodigt kup den 28. april 1978, og PDPA tager magten med Noor Mohammad Taraki som præsident og Babrak Karmal som vicepræsident. Kuppet mødes af væbnet oprør fra godsejerne, mullaherne og de islamistiske kræfter. I 1979 udbryder der også oprør blandt de nationale og etniske mindretal i Hazaradjah, Tadsjikistan og Nuristan, rettet mod den pashtunsk-dominerede centralmagt. Officerer begynder at modsætte sig ordrer, deserterer eller slutter sig til forskellige modstandsgrupper. Fra 1980 optrapper Sovjet sit militære engagement, som efterhånden bliver til en langvarig og opslidende krig. Afghanistan bliver til »Sovjets Vietnam«. Mens Sovjet officielt mister 15.000 soldater, er det tilsvarende antallet afghanere 1,5 millioner (næsten 10% af befolkningen).

Med Sovjets invasion fra 1980 bliver der lagt endnu større pres på den allerede hårdt prøvede afghanske venstrefløj. Regimet undertrykker fra starten al opposition og stempler den som »kontrarevolutionær«. Straffene er imidlertid hårdere for »sholei« (dvs. sekulære oppositionelle med uddannelse) end for de religiøst-orienterede »ikhwani«, eftersom de første er »bevidste fjender« af regimet, mens de andre bare er »uvidende fjender«. Og mens USA går ind og støtter den mest konservative del af modstandsbevægelsen, har KGB en egen afghansk afdeling med specielt ansvar for at bekæmpe »sholei«. Derudover opererer både iransk og pakistansk efterretningsvæsen i området, ikke mindst i takt med det stigende antal flygtninge. I midten af 1980’erne er op mod 1/3 af de 18 millioner afghanere flygtet til udlandet, fordelt på 3,5 millioner til Pakistan og 2 millioner til Iran. (I dag er tallene gået ned til henholdsvis 1 og 1½ million).

Allerede før invasionen er de revolutionære grupper hårdt svækkede af splittelse og stagnation. Det maoistiske grundsyn gør dem fra starten fjendtlige over for Sovjet, men samtidig er de svorne modstandere af de godsejere og islamister, som snart tager ledelsen i modstandskampen mod Sovjet. De fleste grupper vil bevare deres uafhængighed, men er usikre på hvordan. Mens SAMA satser på »befriede områder« under sin egen kontrol, forsøger RGPA/ALO at danne en »enhedsfront« med en række islamistiske organisationer. En planlagt opstand i Kabul den 5. august 1979 bliver imidlertid knust, og et stort antal ALO-kadrer bliver dræbt. Senere forsøger de at infiltrere islamistgrupper, med varierende held. I 1986 bliver lederne af både SAMA og ALO opsporet og henrettet af Gulbuddin Hekmatyars organisation – som i mellemtiden er blevet en nær USA-allieret.

1991: De vigtigste venstrefløjsgrupper er nu ALO og deres kvindefront, RAWA (Revolutionary Association of Women in Afghanistan). RAWA blev oprettet allerede i 1977 som en feministisk og anti-fundamentalistisk kvindeorganisation. Op gennem 1980’erne arbejder de først og fremmest blandt flygtninge i Pakistan, hvor de opretter skoler og driver et hospital i Quetta. ALO bliver imidlertid splittet i 1991, bl.a. på spørgsmålet om RAWA, som mindretallet ønsker skal blive mere selvstændig. Udbryderne indleder et samarbejde med Mansoor Hekmat og de iranske »arbejderkommunister«, og udgiver tidsskriftet Asre-Jadid (»Ny Tid«). Samme år stiftes det nye Afghanistans Kommunistiske Parti (Hezb-e Komunist-e Afghanistan, eller Communist Party of Afghanistan, CPA) gennem en sammenslutning af flere overlevende maoistgrupper fra 1970’erne. Partiet er tilknyttet RIM (Revolutionary Internationalist Movement) og har bl.a. guerillagruppen »Den Lysende Sti« i Peru som sit forbillede.

1994-1998: Da den pakistansk-støttede Taleban-bevægelse opstår i 1994, tror en del, at den kan tilbyde stabilitet og »lov og orden« – i hvert fald sammenlignet med den daværende kaotiske situation. Allerede før deres magtovertagelse er de i forhandlinger med USA om en olierørledning til Det Kaspiske Hav. USA sørger for penge, Pakistan for logistik og Saudiarabien for en stærkt konservativ islamisk ideologi. I 1996 erobrer de Kabul, og indfører deres eget jernhårde regime. Talebanerne viser sig snart at være ekstremt kvindefjendske, stærkt chauvinistiske mod ikke-pashtunere og voldsomt yderliggående og bogstavtro i deres islam-tolkning. I 1997 bliver Taleban-styret officielt anerkendt af Pakistan, Saudiarabien og de Forenede Arabiske Emirater.

1998: USA affyrer missiler mod formodede baser for Osama bin Laden, efter terroraktionen mod de amerikanske ambassader i Kenya og Tanzania.