Socialistisk
Information nr. 158 • Oktober 2001
Artiklen
her på siden er oversat fra den svenske ugeavis Internationalen. Den er
skrevet af tre medlemmer af Socialistiska Partiet, den svenske sektion af 4.
Internationale. SP er en af Enhedslistens samarbejdspartnere i Sverige og har været
repræsenteret på flere årsmøder.
De tre forfattere var alle med i organiseringen af demonstrationerne mod EU-topmødet og mod præsident
Bush. Anders Svensson sad i den centrale ledelse for Göteborgaktionen.
I Internationalen er artiklen præsenteret som et oplæg til debat blandt
avisens læsere. Også i Danmark kan den indgå i diskussionerne, både fordi
mange danskere deltog i Göteborg-demonstrationerne, og fordi vi vil stå over
for lignende problemer og muligheder ved det kommende EU-topmøde i København.
Af Anders Svensson, Jörgen Hassler og Marco Espvall
Protesterne
ved EU-topmødet og ved George W. Bush’s Sverigebesøg er det største
fremskridt for venstrefløjen i årtier. Demonstrationer, møder, debatter og
rester samlede i alt mellem 30.- og 40.000 deltagere. Noget lignende har vi ikke
set siden Barsebäck-marcherne i 70’erne.
En påfaldende stor del af dem,
som deltog i protesterne, var unge. Deres protest skal ikke ses som en del af
den EU-modstand, der lever videre fra folkeafstemningen, men som en del af den
protestbølge, som er drevet hen over den vestlige verden i de sidste år.
Den
internationale protestbølge har sat borgerskabet i en tilstand af mild panik.
Fra første øjeblik har de mødt den med vold.
Allerede ved demonstrationerne
ved EU-topmødet i Amsterdam i 1997 blev hundredvis af fredelige demonstranter
anholdt. Senere blev de tilkendt erstatning, men borgerskabet har siden da i
stadig større grad anvendt voldsapparatet – politi, paramilitær og militær
– til at slå protesterne ned.
Anvendelsen af vold fra den
borgerlige stats side accelererede efter de protester, som stoppede WTO-mødet i
Seattle i 1999. Derefter blev der udviklet et mønster af zoner med
demonstrationsforbud; anholdelser, inden protesterne er begyndt; massive
politistyrker, som besætter hele byer; larmende helikoptere og frem for alt en
total foragt for ytringsfriheden, forsamlingsfriheden og menneskerettigheder.
Göteborg
udgjorde ingen undtagelse fra den internationale regel. Tværtimod var der tale
om en optrapning i to henseender.
For det første var omringningen
af Hvidtfeldtska Gymnasium torsdag morgen det groveste overgreb indtil da mod
vores politiske rettigheder, eftersom skolen var det center, som protester og
andre aktiviteter skulle organiseres fra.
For det andet var det første
gang i protestbølgens historie – i Vesten – at politiet anvendte skydevåben
(i den fattige del af verden dræbes folk, som demonstrerer mod IMF,
Verdensbanken og WTO hver måned). Fra og med torsdag aften trak politiet
pistolerne i gentagne tilfælde. Pistol-vifteriet nåede sin uundgåelige
kulmination, da uropolitibetjente fra Göteborg og Stockholm skød og sårede
tre personer ved Reclaim the Streets’ gadefest fredag aften. Kun et par uger
senere oplevede vi det første dødsoffer i Vesten, da en 23-årig aktivist blev
henrettet med to skud i hovedet af politiet i den italienske by Genova.
Massemedierne
har spillet en afgørende rolle for at bane vejen for politiets overgreb. Ved
forud ukritisk at fremføre – og i visse tilfælde skærpe – politiets
version af de forskellige begivenheder piskede de en stemning op, hvor det var
o.k. at skyde unge efter at have grebet ind for at stoppe dansen.
En slynge lavet af et kondom blev
til en granatkaster; et par handsker ved et transformatorskab blev til et
skjulested for våben, brændte udendørsmøbler blev til en by i ruiner, ødelagte
vinduer blev til voldtægt. Efter at politiet havde skudt og såret aktivister,
var spørgsmålet ikke, hvordan det havde kunnet undgås, men hvorfor politiet
ikke anvendte mere vold: Hvorfor ikke tåregas, vandkanoner, gummikugler, militær?
Journalister! Der er forskel på
skudsårede mennesker og ødelagte vinduer. Der er forskel på mishandlede unge
og snavsede læskure.
For at lægge ansvaret for volden i Göteborg over på os, som organiserede protesterne, må man leve i fuldkommen uvidenhed om det internationale mønster.
Dermed er ikke sagt, at vi
forsvarer smadrede vinduer og brændte toiletvogne – tværtimod indgår det i
politiets strategi, at – med hjælp fra provokatører – sætte gang i hærværk
for at kunne gribe ind mod protester efter forgodtbefindende.
Politiets vold og undertrykkelse
giver heller ingen fripas for demonstranter til hovedløst at kaste sig ud i
slagsmål med politiet. Folk, der protesterer, har ret til at forsvare sig, og
hvis man i visse trængte situationer tyer til stenkastning, er det forståeligt,
men i længden har vi intet at vinde på voldsomme sammenstød med den
borgerlige stat – volden er deres specialitet, deres politi og militær er
veluddannede, velbevæbnede og tælles i tusinder.
Vores styrke er
masseorganiseringen, og den kan man ikke gennemføre i tåregas og stenregn.
Samtidig betyder den nye internationale situation, at vi må være parate til at
forsvare os – men på en disciplineret, organiseret måde, som har til formål
at minimere voldsanvendelsen fra begge sider.
At
politiet anvender provokatører til at starte hærværk burde få de grupper og
enkeltpersoner, som forsvarer sabotage som politisk metode, til at tænke sig om
en ekstra gang. Vi må brændemærke den slags handlinger som det, de er: et
angreb på bevægelsen, eftersom de ikke skader den kapital, sabotørerne tror
de angriber, nævneværdigt, samtidig med at de medfører, at det overvældende
flertal af arbejderklassen tager afstand fra vores kamp og i forlængelse heraf
måske også fra vores mål.
For os er håndteringen af
vandaliseringen et overlevelsesspørgsmål. Vi anklager ingen organisationer for
begivenhederne på Avenyn eller for balladen med politiet torsdag aften. Vores
opgave er at føre en dialog med alle, som deltager i protesterne, med det formål
at minimere voldsanvendelsen og stoppe vandaliseringen. Forhåbentlig er det
muligt at opnå dette gennem planlægning og aftaler, men hvis det ikke er
muligt, kan vi blive nødt til at konfrontere vandalerne fysisk.
At brændemærke andre
organisationer og udelukke dem fra samarbejde er at gå for langt. I så fald
risikerer vi at isolere en del af de radikaliserede ungdomsgrupper og på den måde
drive dem længere ud i en sump af konfrontation med magtens håndlangere og
symboler. Vi risikerer dermed en udvikling, hvor en del af ungdommen drives ud i
etableringen af terroristlignende organisationer.
I
denne sammenhæng må vi ikke glemme dem, som ikke handler. Et stort ansvar for
samfundsudviklingen det seneste kvarte århundrede, i korthed »fra rig til
fattig«, hviler på det bureaukratiske lag, som kontrollerer fagbevægelsen. De
har forvandlet vores faglige, sociale og politiske organisationer fra redskaber
for arbejderklassens kamp mod kapitalen til organisationer, som beskytter
kapitalen mod arbejderklassen.
Flertallet af arbejderklassen –
og det absolut overvældende flertal af unge – ser ikke længere fagforeninger
og politiske partier som redskaber til at skabe en bedre verden. I den situation
skabes der rum for sabotagestrategier og romantiseret individualistisk
revolutionisme.
I
denne situation står vi over for en dobbelt opgave: På den ene side må vi
vinde de traditionelle masseorganisationer, i første omgang fagforeningerne,
for en strategi, som fører frem mod et socialistisk samfund. En minimums-forudsætning
for dette er netop at skabe et pres nedefra, som gør det umuligt for
bureaukratiet at stille sig uden for protester som dem i Göteborg.
På den anden side må vi vinde
den nye bevægelse for socialismen og for en strategi, som gør den mulig.
Den nye bevægelses grundstamme
findes i kampen for overlevelse i Den Tredje Verden. Den findes der, hvor bønderne
kæmper for jord i Brasilien, hvor de aids-syge kæmper for medicin i Sydafrika,
hvor folket kæmper mod vandprivatisering i Bolivia, hvor metalarbejderne kæmper
mod afskedigelser i Sydkorea.
I
Vesten handler kampen mod den globaliserede kapitalisme stadig meget om
spontanitet og mere eller mindre symbolsk kamp mod dens mest synlige udslag.
Kampen tager form af forsøg på at rive murene omkring magtens topmøder ned,
ødelæggelse af genmodificerede afgrøder, parodier på sexistiske og
undertrykkende reklamer.
Den slags handlinger har en
funktion som propaganda. Forudsat de udføres på en møde, som er acceptabel
for arbejderklassen og andre undertrykte grupper, kan de sætte fokus på
misforhold og vise, at modstand er et valg, vi alle har.
Men de kan aldrig i sig selv
overskride propagandafunktionen. Mere eller mindre individuel kamp kan aldrig
forandre samfundet grundlæggende; det kan kun konfrontationen mellem sociale kræfter,
klassekampen. Derfor må de, som nu radikaliseres, vindes for en strategi, der
stræber efter masseaktion.
Fagforeningernes deltagelse i
Seattle, Nice, Quebec og Genova viser, at sådan en udvikling ikke bare er ønskværdig,
men også mulig.
Vores
arbejde for at vinde ungdommen for kampen mod kapitalismen må nu fortsætte. Vi
må nu arbejde for at opbygge en international massebevægelse mod kapitalismens
skadevirkninger og for en alternativ verden, en bedre verden, en socialistisk,
demokratisk og lighedsbaseret verden.
Men vi tænker ikke kun på at glemme og gå videre. Begivenhederne i Göteborg markerer en ny fase i den borgerlige stats funktion, en ny fase som vi må forstå og reagere på. Derfor kræver vi:
– en uafhængig undersøgelse
af Göteborg-begivenhederne;
– et tribunal om Göteborg-begivenhederne;
– at politiet stilles til
ansvar for sit mordforsøg;
– at [Göteborgs politichef] Håkan
Jaldung træder tilbage;
– at den Nationale Indsatsstyrke opløses.
Følg
med hver måned: 4
numre for kun 20 kroner!