Socialistisk
Information nr. 157 • September 2001
Af Jens Riis Bojsen
Der bliver stadig større behov for seriøse indlæg om de centrale årsager til Danmarks og hele verdens miljøproblemer – og hvordan vi løser dem. Fjerde Internationale har fremlagt en resolution (i det følgende FI's miljø-resolution), som forsøger dette kunststykke. Og det er blevet til en markant anderledes analyse, end vi normalt ser i Danmark. Den afviger også meget fra de analyser, der lægges frem af SF og Enhedslisten. Begge disse partier har øje for, at miljøproblemer er internationale. Men når det gælder selve årsagen til miljøproblemerne, skilles vandene.
SF ser det nærmest som forkert udvikling, baseret på traditionel tro på vækst. Kuren er et utal af tekniske lovindgreb via Folketinget. Enhedslisten er meget vag i sin kritik af kapitalismen: »Enhedslisten vil have udbredt den økologiske tankegang til den måde, virksomhederne producerer på, og til den måde, byerne fungerer på.« Men kan kapitalistiske virksomheder det? Er det ikke kun muligt, så længe der er et købedygtigt marked for grønne produkter? Lidt i modstrid hermed siger Enhedslisten, at »miljøet er for vigtig en sag at overlade til markedskræfterne«. Men en direkte kritik af kapitalismen og en diskussion af mulighederne i den borgerlige stat findes ikke.
Hvad den grundlæggende årsag til miljøkrisen? I en bredere politisk offentlighed i Danmark er det en udbredt opfattelse, at en bæredygtig udvikling kun kan komme i gang, hvis de fleste mennesker hver især får »en anden holdning«, en »ændret livsstil«, eller hvis samfundet indfører »bedre og mere miljørigtig teknologi«.
FI's resolution giver i stedet hovedsagelig markedsøkonomien skylden:
»En bæredygtig udvikling er umulig inden for rammerne af den kapitalistiske markedsøkonomi.« Ganske vist kan den borgerlige stat lappe på visse af skaderne, men en virkelig løsning kan kun foretages af et radikalt ændret samfund, der har gjort op med markedsøkonomien, et nyt samfund, hvor produktion og forbrug styres demokratisk efter behov og ikke efter købekraft.
Naturligvis har den enkelte også et personligt ansvar, man kan ikke bare give samfundet skylden for alt. Men forstokkethed og forkert livsstil er imidlertid ikke opstået ud af den blå luft, påpeger FI's miljøresolution, men er i høj grad et resultat af selve den kapitalistiske produktionsmåde. Havde der været flere penge i cykler end i biler, ville vi ikke møde ret mange uforbederlige bilister, men i stedet et hav af cyklister!
En total omvæltning af samfundet er absolut tænkelig og højst ønskelig, men vi ved ikke, hvornår den indtræffer. FI's miljøresolutions analyser af den nuværende miljøkrises årsager munder derfor ud i et aktionsprogram. Det er et internationalt program og meget kortfattet, det angiver blot nogle anbefalelsesværdige hovedakser. Det er tanken, at i det enkelte land skal aktionsprogrammet konkretiseres yderligere.
FI's aktionsprogram – som er tiltænkt henholdsvis rige og fattige lande er i punkter:
Forsvar for offentlig service
Kampen mod forurening
Forsvar af arbejdspladser
Kampen for jordreformer
Afskrivning af gæld
som samlet munder ud i et perspektiv med langtidsudvikling og demokrati
FI's miljøresolution lægger stor vægt på at fremhæve, at den 3. verdens miljøkrise er snævert forbundet med den økonomiske krise – og om årsagen siger resolutionen: »Fattigdommen er ikke skæbnebestemt, men stammer fra de imperialistiske landes førte politik og økonomiske foranstaltninger.«
Resolutionen forklarer, hvordan de rige lande har påført den 3. verden vanvittige forhold, hvor millioner af mennesker tvinges til at udpine jorden, overgræsse vegetationen, fælde den sparsomme træbevoksning til brænde eller flygte til store slumbyer. Man kan supplere FI's resolution med oplysningen om, at ifølge FN's miljøagentur, UNEP, trues en milliard mennesker i verdens tørre områder af menneskeskabt erosion og udtørring.
FI’s resolution antyder omfanget af ødelæggelsen af menneskers levevilkår med nogle ekstremt store tal om, hvor mange der lider under uhumske sanitære forhold, mangel på brænde og underernæring.
Lad os se lidt nærmere på sultproblemet. 800 millioner mennesker er underernærede, siger resolutionen – og tallet stammer fra FN's landbrugs- og fødevareorganisation, FAO. FI's resolution går ikke dybere ind i sultproblematikken, antallet af sultende bruges først og fremmest til at anskueliggøre omfanget og graden af det imperialistiske overgreb og ødelæggelsen af levevilkår og miljø. Sulten kan altså delvist indikere ødelæggelsen af menneskers levevilkår i den 3. verden, økonomisk og miljømæssigt.
Alvoren af verdens miljøproblemer understreger resolutionen med disse ord:
»De miljøproblemer, der stammer fra menneskets indgreb i naturen, har nået et stade, hvor selve menneskehedens eksistens er truet.« Da det er umuligt at sige noget mere præcist om på hvilke punkter og hvornår, undlader resolutionen det, men bringer mange eksempler, der må mane til eftertanke, ikke mindst klimaforværringen.
Der er udbredte illusioner om, at kapitalen og den moderne borgerlige danske stat kan modernisere sig selv og frembringe en »grøn kapitalisme«, hvor de »grønne forbrugere« sætter dagsordenen på markedet. Her er resolutionen ikke helt fyldestgørende, og det er en skam. Da illusionerne herom er så almindelige, er det vigtigt at forholde sig kritisk hertil.
Kun i et vist omfang vil kapitalen kunne producere grønne produkter og bekæmpe forurening:
1) Udelukkende på områder, hvor der eksisterer et købedygtigt marked!
2) Kun hvor staten påbyder og finansierer forureningsbekæmpelse og miljøomlægninger!
Den borgerlige stats råderum er imidlertid begrænset:
1) Statens ressourcer er hæmmet af hensynet til den private sektor, indtjeningen må ikke hæmmes af for høj beskatning.
2) Markedsøkonomien i den private sektor må ikke bremses af for vidtgående statslige indgreb.
Den borgerlige stats opgave er at regulere det kapitalistiske samfund, og derfor er der ret snævre grænser for dens manøvrerum.
FI's resolution anerkender, at miljøbevægelsen og de grønne har rejst miljøspørgsmålet og gjort det til et vigtigt punkt på den politiske dagsorden. Desværre lider den største del af bevægelsen (men ikke alle) af den politiske svaghed, at man ignorerer sammenhængen mellem miljøødelæggelsen og kapitalismen.
Selv om 75% af det sociale bagland udgøres af lønmodtagere, betragter disse strømninger sig ikke som en del af arbejderbevægelsen. Miljøkampen bliver gjort til løsrevne enkeltspørgsmål eller til et personligt spørgsmål om at træffe et mere økologisk forsvarligt valg. Bevægelsen er typisk uforstående over for at rejse krav, der kan mobilisere langt ind i den organiserede arbejderbevægelse.
FI's resolution analyserer ligeledes, hvorfor arbejderbevægelsen og dens partier overvejende har svigtet. Det skyldes hovedsageligt, at den reformistiske arbejderbevægelse har ligget i halen på kapitalen.
FI's resolution indeholder for første gang en meget nuanceret analyse af Marx' og Engels' syn på tingene, hvor forskellige svagheder påpeges, svagheder der mest skyldes historiske årsager. Men samtidig – og det er absolut det vigtigste – fremhæves marxismens muligheder som analyseværktøj.
De mange analyser i FI's miljøresolution skal helst tjene til andet end hjernegymnastik. De skulle gerne danne udgangspunkt for opstillingen af et relevant aktionsprogram, der kan bidrage til at være katalysator for forandringer. – Men hvordan?
Kun grundlæggende ændringer i bevidstheden hos store dele af befolkningen kan fremtvinge radikale forandringer til det bedre under de forhold, som er opstået under kapitalismen.
Men hvorledes kan folk den ene dag tro, at samfundet ikke kan undvære bilen, for så den næste dag at rejse sig til kamp mod den og den tredje dag få et helt nyt syn på, hvordan samfundets transportbehov løses? Dette kan ingen naturligvis spå om i detaljer, men med en fornuftig analyse ved hjælp af de gode gamle marxistiske værktøjer kan vi ikke desto mindre danne os et billede af et rimeligt sandsynligt udviklingsforløb.
Nogle centrale spørgsmål er:
1) På hvilke områder vil folks her og nu-interesser sandsynligvis komme i konflikt med de forhold, kapitalismen har skabt?
2) Hvilke interesser og aktører kan skabe den dynamik, der frembringer samfundsforandringerne og ændringerne i almindelige menneskers bevidsthed?
Hvilke konflikter kan opstå på følgende områder?:
• Støj og trafik?
• Klima og energi?
• Mad og landbrug?
Det diskuteres i det følgende, og spørgsmålet om, hvilken dynamik der kan skabes, berøres.
Det forekommer mest sandsynligt at forestille sig en »eksplosion« i det trafikstøjsplagede Vesteuropa, hvor utilfredsheden er størst og folk mest villige til at aktionere. Da problemet kendes over alt, vil dønningerne brede sig og utvivlsomt også nå Danmark.
Stadig større dele af Europas befolkning plages af støj, helt overvejende fra trafikken. Dette er en meget alvorlig stressfaktor, terror mod nattesøvnen. Og problemet har været i kraftig stigning. Børn kan ikke bevæge sig frit, forældrene må konstant være på vagt. Man lever i angst for, at der skal tilstøde børnene noget.
Over 40.000 (fyrre tusinde!) bliver dræbt hvert år blot på vejene i EU. Antallet af tilskadekomne er mange gange højere. Kolossale områder bliver asfalteret, underlagt brølende beton, inddraget til vældige udfletninger. Motorvejsnettet i Europa er meget omfattende. Mange steder er der tre eller flere spor i hver retning. I de tætbebyggede områder løber kæmpestore motorveje parallelt med få kilometer imellem, f.eks. syd for Frankfurt am Main, i Ruhr, Holland og Belgien.
Selv om motorvejene til stadighed udbygges, kan de slet ikke klare trafikken i de tætte områder, især ikke i Tyskland. Her er den helt gal. Ved flaskehalsene, f.eks. ved Frankfurt am Main, er kødannelser hverdagskost trods 6 spor i hver retning. Køer på 25 km, f.eks. ved Elbtunnelen i Hamborg, er ganske almindeligt. Uheld resulterer normalt i køer på 10 km, og det forekommer hele tiden.
Trods permanent motorvejsbyggeri (med tilhørende køer) er det håbløst at klare trafikken, som bliver mere og mere kvælende. De offentlige budgetter drænes, og derfor bevilges der ikke nok til en udbygning af jernbaner og offentlig transport, der kunne aflaste vejene – en skakmat-situation.
Bilen holder ikke samfundet i gang – den har sat det i stå!
En vigtig forudsætning for et oprør mod støj og trafik er, at samfundet er mættet med biler, således at bilen har mistet sin rolle som statusobjekt, sexsymbol og fartmaskine. Denne udvikling er forlængst i gang.
Sker oprøret, vil det indtræffe, fordi kapitalismen har frembragt en umulig situation uden nogen anden udvej, og oprøret vil finde sted, uanset at alternativer til bilen er meget utilfredsstillende udviklet, og uanset at folk ikke ved meget om de avancerede alternative muligheder. Men oprøret vil sætte skred i bevidstheden, og bagefter vil folk få øje på de nye muligheder!
Kul og olie ved man, hvad er. Men hvad med en energiforsyning baseret på vedvarende energi – er det ikke ren science fiction?
Uvejr og voldsomme regnskyl har bredt sig over Europa. I år i Polen, de foregående år i Frankrig og Italien. Folk synes, at vejret er blevet unormalt. Der er udbredt frygt for følgerne af den store CO2-udledning og drivhuseffekten.
Det folkelige pres er blevet opfanget af FN og de store industrilandes regeringer, og resultatet er Kyoto-aftalen. Den megen omtale heraf har yderligere forstærket almindelige menneskers bekymring for en forværring af klimaet.
Trafikkens røg og støj kunne være en vigtig faktor, der bidrog til, at folk kommer på andre tanker med hensyn til energiforbrug. Men kan vi forestille os oprør mod CO2-udledningen fra boligopvarmningen fra kul og olie?
Det er nok et spørgsmål, om folk vil gå på gaden. Hvilket sprængfarligt emne skulle få dem til det? En pludselig oliekrise? Er det ikke tvivlsomt, om de olieproducerende lande og selskaber tør udløse det?
I stedet for et brag af oprør mod CO2-udledningen fra boligopvarmningen kunne man snarere forestille sig en glidende ændring af den enkeltes tankegang, fremme den enkeltes interesse for en mere økologisk bæredygtig udvikling – altså solvarme.
Men masseaktiviteter mod trafik kombineret med frygten for klimaforværringer kan bestemt godt tænkes at sætte mere gang i aktiviteterne. Det er karakteristisk, at interessen for CO2-reduktion og vedvarende energi i dag er størst i Tyskland, det land i Vesteuropa (på nær Benelux), hvor røgen og støjen er værst.
Den tyske regering forsøger at profilere sig med verdens største solenergi-program – varme fra solfangere og passiv solvarme samt el fra solceller. I stadig flere menneskers øjne bliver solenergi derfor et reelt alternativ. Interessen breder sig hurtigt ud over Vesteuropa. Danmark er langt bagefter, men vil blive trukket med.
Det interessante er, at den tyske regering politisk har brug for at profilere sig på solenergiområdet. Den håber på en kortsigtet politisk gevinst – men det vigtigste er, at den vækker den sovende bjørn: befolkningen, som får øje på solenergiens muligheder.
Spørgsmålet er så, om den dynamik, der udløses, er stærk nok til radikale forandringer på energiområdet, om kapitalen og den borgerlige stat formår at bremse og inddæmme mobiliseringerne.
Vekselvirkningen mellem befolkning, politikere og kapital kan også belyses på næste område:
Mad hører til de mest indgroede vaner, der stammer helt fra barnsben – uanset om det er ældre, der mest er til brun sovs, eller yngre, der lever af chips, cola og junk food. Mange har svært ved at forestille sig et radikalt skift. Men billedet er modsætningsfyldt, for mange andre vil meget gerne leve sundt og godt.
Ulykker i det industrielle landbrug (agro-business) kan sætte skred i folks bevidsthed, selv om det indtil videre er svært at forestille sig masseoprør.
Dønningerne er netop rullet gennem europæisk landbrug som følge af BSE-krisen og mund- og klovsygen. Selv om kun få mennesker risikerer Creutzfeld-Jakobs sygdom fra gale køer, og risikoen for mund- og klovsyge er næsten nul, så har skandalerne ikke desto mindre sat mange tanker i gang hos folk. Det har øget interessen for økologisk landbrug i de store europæiske lande.
Det interessante er, at herved ændrer den politiske situation sig: For at profilere sig over for vælgerne har den tyske regering igangsat et større støtteprogram for økologisk landbrug. Samtidig peger undersøgelser på, at 10% af de tyske forbrugere vil være villige til at købe økologisk mad. I de følgende år kan økosektoren derfor vokse ud af nichestadiet. Herved bliver alternativet mere synligt og nærværende, og jorden gødes for det næste spring fremad i udviklingen.
Det kan indtræffe kort efter, for alt tyder på, at det industrielle landbrug fortsat vil producere masser af skandaler – resistente bakterier, forgiftet grundvand osv. Det vil give ny utilfredshed hos folk, frembringe politisk aktivitet, få flere til at ændre madvaner, få det økologiske landbrug til at vokse og blive mere fremtrædende ... og så videre.
Motoren i udviklingen er altså kapitalismens ulykker i en interessant vekselvirkning med almindelige menneskers bevidsthed, politikernes behov for at markere sig samt til slut det økologiske landbrug som den sidste aktør på scenen. I takt med at alternativet vokser i styrke, vil vi kunne se almindelige mennesker aktionere for forandringer.
Inden for EU vil der blusse en strid op om landbrugsstøtteordningerne, den største enkeltpost på budgettet. Østudvidelsen bliver dyr, og landbrugsstøtten vil derfor komme under pres. Skal pengene gå til ineffektivt traditionelt smålandbrug, til den fremstormende agro-business eller til et helt nyt økologisk? Kan vi forestille os spektakulære kampe som i Frankrig, hvor en McDonald's blev »demonteret«?
Almindelige mennesker i de imperialistiske lande har ikke her og nu nogen bevidsthed om, at de skulle have nogen direkte fælles interesser med folk i den tredje verden.
Alligevel føler mange mennesker i høj grad et moralsk medansvar for den fattige verden. De vil gerne hjælpe, men kender ingen anden mulighed end at give et bidrag til Folkekirkens Nødhjælp eller Røde Kors. Nøden og elendigheden i den 3. verden opleves som bundløs og håbløs. Og det skyldes bl.a. manglende viden om imperialismen og de positive løsningsmuligheder.
Attac må derfor bryde informations-barrieren, gøre op med mediernes tavshed og misinformation. Hernæst må der mobiliseres på de punkter, hvor det er lettest at mobilisere over en bred front, det kunne være gældssletning for de fattigste lande. Gennem sådanne mobiliseringer kan Attac skaffe sig adgang til offentligheden og således bryde mediernes informations-spærre.
Med hyppige mellemrum kommer kapitalismen til at udlevere sig selv. Det kan også ske på en måde, der fremover kan gøre det mere klart for almindelige mennesker i Nord, hvordan kapitalismen og imperialismen ter sig i Syd:
Den ansvarsløse omgang med penicillin kan meget hurtigt frembringe resistente bakterier – resultatet kan blive nogle gedigne epidemier à la middelalderens »Sorte Død«, der vandrer jorden rundt – og direkte truer landene i Nord.
Genmanipulerede planter, insekter og bakterier kan resultere i ubehagelige »ups, det var vist en smutter«, der som en boomerang slår tilbage på landene i Nord.Følg
med hver måned: 4
numre for kun 20 kroner!