Teorien om den permanente revolution er ikke en metafysisk spekulation, men et forsøg på at give et svar på et af de alvorligste problemer i vor tid.

Af Michael Löwy

Denne teori har uden tvivl været en af Trotskijs mest betydningsfulde og fornyende bidrag til marxismen i der 20. århundrede.

Ideen om den permanente revolution – i starten kun i relation til Rusland – forekom første gang hos Trotskij under den revolutionære omvæltning i Rusland fra 1905-1906. Trotskijs tese om karakteren af denne revolution, udgjorde et radikalt brud med de fremherskende ideer i Anden Internationale mht. Ruslands fremtid.

Hidtil havde det været en universal præmis, næsten en troserklæring for de ortodokse marxister, russiske såvel som europæiske, at den kommende russiske revolution nødvendigvis og uundgåeligt måtte få en borgerlig demokratisk karakter: Afskaffelse af zarstyret, etableringen af en demokratisk republik, afskaffelse af de feudale levn på landet, uddeling af jord til småbønderne. Alle fraktioner i det Russiske Socialdemokrati havde det som en indiskutable forudsætning. Hvis de diskuterede med hinanden, var det om proletariatets rolle i den borgerlige revolution og dens klassealliancer. Hvem skulle man prioritere en alliance med: det liberale borgerskab (mensjevikkerne) eller bønderne (bolsjevikkerne)?

Trotskij var den første og i mange år den eneste marxist, der satte spørgsmålstegn ved dette hellige dogme. Før 1917 var han alene om ikke kun at forestille sig arbejderbevægelsens ledende rolle i den russiske revolution, – en tese som han delte med Parvus, Rosa Luxemburg og, i nogle tekster, også med Lenin, men samtidig muligheden for, at den borgerlige revolution kunne udvikle sig til en socialistisk revolution.

Det var i løbet af 1905, at Trotskij for første gang formulerede sin nye doktrin i en række revolutionære tidsskrifter, og senere systematiserede han den i pjecen Resultater og fremtidsudsigter. Han var uden tvivl inspireret afParvus, som dog aldrig opgav ideen om en arbejderregering, der skulle udføre et borgerligt demokratiprogram: Han ønskede at ændre historiens lokomotiv, men ikke dens spor.

(…)

Trotskijs pjece starter med et studie af den kombinerede og ujævne udvikling (begrebet optræder stadig ikke) i Rusland – der resulterede i en svag og halvvejs udenlandsk overklasse og et moderne og usædvanligt koncentreret proletariat. Herfra nåede han til den konklusion, at kun arbejderklassen, støttet af bønderne, kunne gennemføre en demokratisk revolution i Rusland ved at omstyrte enevælden og godsejernes magt. Faktisk blev perspektivet om en arbejder-regering delt af en anden russisk marxist, nemlig Parvus. Den radikale nyskabelse i teorien om den permanente revolution lå ikke så meget i definitionen af klassekarakteren af en fremtidig russisk revolution som på opfattelsen af revolutionens historiske opgaver.

Trotskijs afgørende bidrag var ideen om, at den russiske revolution kunne overskride grænserne for en dybtgående demokratisk forvandling og begynde at tage antikapitalistiske skridt med et klart socialistisk indhold. Hans principielle argument for at retfærdiggøre denne revolutionære hypotese var simpelthen, at »proletariatets politiske dominans er uforenelig med dets økonomiske slavebinding.«

Hvorfor skulle proletariatet, når det først har magten og kontrollerer tvangsmidlerne, forsat tolerere kapitalistisk udnyttelse? Selv om proletariatet i starten ønskede at begrænse sig til et minimumsprogram, ville det blive ledt af logikken i deres position til at gå efter kollektive mål.

Trotskij var også overbevist om, at uden udvidelsen af revolutionen til Vesteuropa, ville det russiske proletariat have vanskeligt ved at beholde magten i længere tid.

Hændelserne i 1917 bekræftede dramatisk Trotskijs grundlæggende forudsigelser 12 år tidligere. Den manglende evne hos borgerskabets og dets allierede på den moderate fløj af arbejderbevægelsen til at svare på bøndernes spirende radikalisering og folkets længsel efter fred, skabte forudsætningerne for en radikalisering af den revolutionære bevægelse fra februar til oktober.

Det, som blev kaldt de demokratiske opgaver, hvad angik bønderne, var først fuldført efter sovjetternes magtovertagelse. Men efter at have fået magten var de revolutionære efter oktober, ikke i stand til begrænse sig til simple demokratiske reformer. Klassekampens dynamik tvang dem til at sætte sig udtrykkeligt socialistiske mål. Konfronteret med den økonomiske boykot fra den besiddende klasse og den voksende trussel om en generel lammelse af produktionen, blev bolsjevikkerne og deres allierede faktisk tvunget langt tidligere end forventet til at ekspropriere kapital. I juni 1918 besluttede Kommisærernes Folkeråd at socialisere industriens hovedbrancher.

Revolutionen havde med andre ord været en uafbrudt proces, der havde udviklet sig fra en borgerlig-demokratisk fase i februar (ufuldendt) til en proletarisk-socialistisk fase, som begyndte i oktober. Med støtte fra bønderne kombinerede sovjetterne demokratiske mål (bondeoprøret) med socialistiske mål (eksproprieringen af borgerskabet) og åbnede en ikke-kapitalistisk vej; en overgangsperiode mod socialisme. Men bolsjevikpartiet var kun i stand til at tage ledelsen af denne gigantiske bevægelse, som »rystede verden« takket være dens radikale strategiske nyorientering, som var startet af Lenin i april 1917 med et perspektiv, der lå temmelig tæt på det i den permanente revolution.

Der mangler det kontroversielle spørgsmål om den internationale udbredelse af revolutionen: Bekræftede hændelserne den betingelse, som Trotskij forudsagde: Ville proletariatets magtovertagelse i Rusland være dømt til at mislykkes uden revolutioner i Europa? Både og. Arbejderdemokratiet i Rusland overlevede ikke nederlaget i den europæiske revolution (1919-23). Men tilbageslaget førte ikke til en genindførelse af kapitalisme, som Trotskij troede i 1906 (det skete først efter 1991), men til en uforudset udvikling: Udskiftningen af arbejdermagten med et diktatorisk bureaukratisk lag udsprunget fra arbejderbevægelsen selv.

I et forløb med ophedede politiske og teoretiske konfrontationer med stalinismen udarbejdede Trotskij i anden halvdel af 1920’erne den internationale udbygning på teorien om den permanente revolution. Hans tanker var påvirkede af den dramatisk eksplosion i klassekampen i Kina fra 1925-27, på samme måde som hans første tanker var påvirkede af den russiske revolution i 1905.

I bogen Den permanente revolution (1928) præsenterer Trotskij for første gang sine teser om dynamikken i den sociale revolution for koloniale og halvkoloniale lande (for at anvende tidens sprog) på en systematisk måde og som en teori, der var gældende på verdensplan. Det startede som en polemik mod det stalinistiske Kominterns katastrofale politik, der ønskede at påføre de kinesiske kommunister doktrinen om revolutionen i etaper med den borgerlige demokratiske revolution og alliancen med det nationale borgerskab repræsenteret af Chiang-Kai-Sheks Kuomintang som en separat historisk etape.

Trotskij insisterede på, såvel i Kina som i zarens Rusland, at borgerskabet, der føler sig truet af den socialistiske arbejderbevægelse, ikke længere kunne spille en konsekvent revolutionær og anti-imperialistisk rolle. Det var kun proletariatet i alliance med bønderne, der kunne fuldføre det demokratiske program med hensyn til landbrugsreformer og national frigørelse i en uafbrudt proces, hvor den borgerlige revolution udvikler sig til en socialistisk revolution.

Det teoretiske fundament for denne analyse er utvivlsomt loven om den kombinerede og ujævne udvikling, som allerede lå implicit i hans skrifter i 1906 eller i hans polemik i 1928, men som blev klart formuleret i Den russiske revolutions historie (1930). Teorien tillod Trotskij at overskride begrebet om historiens evolution, der gør den til en rækkefølge af faste forudsigelige stadier, og indbygge en dialektisk fortolkning af den historiske proces, som integrerer den ulige rytme – de »tilbagestående« lande låses fast og forhindres at gøre fremskridt – med »kombineret udvikling« i betydningen sammenknytning af forskellige faser og blandingen af forældede former med mere moderne.

Med denne indfaldsvinkel fulgte afgørende strategiske og politiske konklusioner:

Sammensmeltningen af de mest avancerede socio-økonomiske forhold med de mest tilbagestående, er det strukturelle grundlag for fusionen eller kombinationen af de demokratiske og socialistiske opgaver i en proces af permanent revolution. Eller formuleret på en anden måde: En af de vigtigste politiske konsekvenser af en kombineret og ulige udvikling, er de uundgåelige og vedvarende uløste demokratiske opgaver i de perifere kapitalistiske lande.

Trotskij afviste den vulgære udviklingslære i den stalinistiske doktrin om etape-revolutionen og fremhævede i den permanente revolution, at der ikke kunne findes en separat og komplet demokratisk etape i Kina eller andre »orientalske« lande (Afrika og Latinamerika var uden interesse på det tidspunkt), som på en eller anden måde skulle være en nødvendig historisk forløber for den næste socialistiske etape. Den eneste sande revolutionære kraft er proletariatet og bønderne, og når de først har fået magten, bliver den demokratiske revolution i kraft af sin udvikling direkte omformet til en socialistisk revolution og dette bliver en permanent revolution.

(…)

Den vigtigste begrænsning i Trotskijs analyse er af sociologisk, snarere end af strategisk karakter: at anse bønderne blot som en støtte til det revolutionære proletariat og som en klasse af små ejendomsbesiddere, hvis horisont ikke gik længere end til de demokratiske krav. Han havde f.eks. problemer med at acceptere en kinesisk rød hær, som først og fremmest bestod af bønder. Hans fejl, som han delte med de fleste russiske og europæiske marxister, bestod i at overtage Marx’ analyse (i den 18. Brumaire) af de franske bønder som en atomiseret og småborgerlig klasse og anvende dem – uden en kritisk analyse – på nationer i den koloniale og halvkoloniale verden med meget anderledes karakteristika. Dog argumenterede han i et sine sidste skrifter, Tre opfattelser af den russiske revolution (1939) for, at den marxistiske analyse af bønderne som en ikke-socialistisk klasse aldrig havde haft en »absolut og uforanderlig« karakter.

Teorien om den permanente revolution er blevet bekræftet i to betydningeri løbet af det 20. århundrede. På den ene side af de katastrofer, der var konsekvensen af de kommunistiske partiers linje for en revolution i etaper og dannelsen af en blok med det nationale borgerskab (i den første etape) og den blinde anvendelse af denne stalinistiske doktrin i de afhængige lande – fra Spanien i 1936 til Indonesien i 1965 eller Chile i 1973. Men der er også en anden side, fordi denne teori, sådan som den var formuleret fra 1906, i store træk har givet os mulighed for at forudsige, forklare og kaste lys over revolutionerne i det 20. århundrede, som alle har været »permanente« revolutioner i de perifere lande. Hvad der skete i Rusland, Kina Jugoslavien, Vietnam eller Cuba har, i store træk, været i overensstemmelse med Trotskjs centrale ide: muligheden for en kombineret og uafbrudt revolution – demokratisk og socialistisk – i et land i den perifere kapitalisme, afhængigt eller kolonialt. Den kendsgerning, at lederne af de revolutionære bevægelser efter oktober 1917 ikke selv har anerkendt bevægelsens »permanente« karakter (med nogle undtagelser såsom Che Guevara), eller først har gjort det senere og med andre begreber, ændrer intet ved de faktiske historiske forhold.

Den anden dimension af teorien, som er blevet bekræftet – først og fremmest i negativ form – er opfattelsen af permanent revolution i modsætning til den stalinistiske doktrin om socialisme i ét land. Trotskijs opfattelse, at socialismen kun kan eksistere på verdensplan, at en revolution i et perifert land kun kan begynde overgangen til socialisme, og at et socialistisk samfund, der er sit navn værdigt, ikke kan opbygges inden for rammerne af et enkelt land, er blevet bekræftet af Sovjetunionens kollaps i 1991.

Godt nok kom udviklingen ikke til at ske som han havde håbet – en anti-bureaukratisk politisk revolution – men den fiasko, som det sovjetiske bureaukratiske eksperiment repræsenterer, er ikke mindst en bekræftelse på hans vigtigste hypotese.

Teorien om den permanente revolution tillader os ikke alene at forstå de store sociale revolutioner i det 20. århundrede. Den er fortsat forbløffende relevant her ved indgangen til det 20. århundrede. Hvorfor?

For det første fordi de opgaver, der hører til en ægte demokratisk revolution , ikke er blevet fuldført i det overvældende flertal af landene i den perifere kapitalisme – hvad enten det er i Mellemøsten, Asien Afrika eller Latinamerika. Afhængigt af det konkrete land handler det om demokratisering af staten (herunder adskillelse af stat og religion!), frigørelse fra den imperialistiske dominans, udstødningen af det fattige befolkningsflertal og en løsning på krisen i landbruget. Afhængigheden har antaget nye former, men den er ikke mindre brutal eller snærende end tidligere. Nu sker det gennem Valutafondens, Verdensbankens og snart WTO’s diktatur over de gældstyngede lande – dvs. praktisk talt alle landene i Syd – i form af »strukturtilpasningsprogrammer« og hårde betingelser for afbetaling af gælden. Man kan endda sige, at den magt over det økonomiske, sociale og politiske liv i disse lande, der udøves af disse institutioner i det globale finansielle system – som i almindelighed tjener de imperialistiske magter og i særdeleshed USA – på mange måder er endnu mere direkte, autoritært og totalt end tilfældet var i det gamle, nykoloniale system.

Revolutionen i disse lande kan således kun blive en kompleks kombination af disse demokratiske krav og omstyrtelsen af det kapitalistiske system. Nu som før er de revolutioner, der står på dagsordenen i disse perifere lande, ikke identiske med den revolutionære dagsorden i landene i Vesten. En social revolution i Indien kan ikke, med hensyn til program, strategi og sociale drivkræfter, blive en ren »arbejderrevolution« som i England. Den afgørende politiske rolle – som ikke var forudset af Trotskij! – som indfødtes og bondebevægelser spiller i mange lande i dag (zapatisternes FZLN i Mexico, De Jordløses Bevægelse i Brasilien, indianerorganisationen CONAIE i Ecuador) viser jordspørgsmålets betydning og det sociale sprængstof og dets tætte forbindelse med den nationale befrielse.

F.eks. kan man ikke forestille sig en social revolution i Brasilien, som ikke tager hånd om en effektiv demokratisering af staten, national befrielse, en radikal jordreform og en kurs mod en selvstændig økonomisk udvikling, der tilfredsstiller befolkningsflertallets sociale behov. Og omvendt: Kun en social – dvs. anti-kapitalistisk – revolution kan fuldføre dette demokratiske program i en proces med »uafbrudt« social forandring.

(...)

Det nationale spørgsmål har fået en ny aktualitet i den kamp, landene i Syd fører mod den nyliberale globalisering, mod de internationale finansinstitutioner, mod det umenneskelige gældssystem, mod Valutafondens diktater om »strukturreformer« med dramatiske sociale konsekvenser. I denne sammenhæng ser vi, at der igen – med eller uden deltagelse fra partier af stalinistisk oprindelse – dukker nationalistiske illusioner op om muligheden for en »national udvikling« (kapitalistisk), om en strategisk alliance med det nationalistiske militær, eller om en bred koalition af alle klasser, der skal støtte en »selvstændig økonomisk kurs«, orienteret mod hjemmemarkedet. Teorien om den permanente revolution giver os mulighed for – samtidig med at den rummer plads for forhåbningerne om en national befrielse og kampen mod nye former for imperialistisk dominans – at gennemskue illusionen i denne strategi og holde fast i, at den nationale demokratiske kamp og den socialistiske kamp er uadskilleligt forbundet i en og samme historiske bevægelse.

I mange lande i den perifere kapitalisme – såvel som i det tidligere Sovjetunionen og de østeuropæiske lande – har det nationale spørgsmål også taget en ny og højst foruroligende form: blodige etniske konflikter, stammekrige og religiøse hævntogter, fremprovokeret af reaktionære og ofte fascistoide kræfter, hvad enten de er manipulerede af de vestlige magter eller ej. Også her er den eneste løsning en socialistisk/internationalistisk revolution, som kan bryde den onde spiral med mord og hævntogter og fremlægge en ægte demokratisk føderal eller konføderal løsningsmodel, som garanterer mindretallets nationale rettigheder og skaber betingelserne for arbejderenhed på tværs af grænserne. Det gælder i særdeleshed for Sydøstaisen, Mellemøsten og Balkan.

Vi har ofte i denne artikel brugt hypotese-formen: Det er den eneste grammatiske form, der passer til opfattelsen af revolutionen som en objektiv mulighed (som foreslået af Trotskij fra 1906). Uanset hvor skærpede de sociale modsætninger er i de afhængige lande, bliver revolutionen aldrig »uundgåelig«, eller en »nødvendig« konsekvens af kapitalismens krise eller den skærpede fattigdom. Det eneste, man kan fremføre, er et betinget forslag: hvis ikke en ægte socialistisk/demokratisk revolution finder sted – i en »permanent « proces – så er det usandsynligt, at landene i Syd, landene i den perifere kapitalisme, kan påbegynde en løsning på de problemer, de står overfor: fattigdom, arbejdsløshed, skrigende sociale ulighed, etnisk diskrimination, mangel på vand og brød, imperialistisk dominans, fåmandsvælde, de store godsejeres monopol på jorden…

Få alle siderne med: Prøv 4 måneders Socialistisk Information for en 20’er!