Af Bodil Rasmussen

MALACCA, Malaysia. Dr. M. – Malaysias premierminister Mhathir Mohammed – er bedrøvet. Denne gang gælder det ikke oppositionen, der fremturer med demonstrationer og undergraver den malajiske enhed, men derimod lille Bush’ første skridt på slagmarken: det amerikansk-britiske bombeangreb på Bagdad fredag den 16. februar. Også forsvarsministeren her i Malaysia protesterer og udtrykker håb om flere protester fra andre islamiske lande. Den næste protest, vi læser om, er dog ikke fra islamisk side, men derimod fra en af regeringens skarpe kritikere, det fortrinsvis kinesiske Demokratiske Aktionsparti. De foreslår, at regeringen aflyser en invitation til det amerikanske flyvevåbens luftakrobatik-enhed.

Uanset race, religion og holdning til systemet i Malaysia er partierne fælles om en 3. verdens-nationalisme, der ser med skepsis på Vestens – og specielt USA’s – forsøg på at dominere verden politisk og økonomisk. Ingen går dog så vidt som at foreslå boykot af amerikanske produkter. Malaysia vil gerne have udenlandske investeringer, og skilte fra Kentucky Fried Chicken, McDonalds og Coca Cola forurener gadehjørnerne i alle større byer på vestkysten.

Malaysias multietniske præg har en særlig charme, også her ved mit andet besøg i landet. I den uge, vi bor i Georgetown i det vestlige Malaysia, vågner jeg hver morgen ved, at der kaldes til bøn fra moskeen lidt længere oppe ad gaden. Hører jeg godt efter, kan jeg høre en anden moske lidt nede ad gaden – en lille smule forskudt. Men foruden moskeerne er der inden for fem minutters gang også to hindutempler, utallige kinesiske klantempler plus yderligere to-tre moskeer. Man er sammen, men også adskilt. I religion, madvaner og påklædning. Og det gælder også det politiske system, hvor regeringskoalitionen består af det dominerende malajbaserede UMNO, en kinesisk gruppering, en indisk gruppering, samt en række småpartier.

Til en vis grad er der også sociale forskelle bag.

Den dag, vi ankommer til Malaysia, er topnyheden, at arbejderne i oliepalmeplantagerne nu har opnået en månedlig mindsteløn.

Især de indisk baserede partier og aviser føler sig kaldet til at kommentere sagen og afslører dermed, at en stor del af landets 45.000 arbejdere i oliepalmeplantagerne er indere.

»With political power lost, everything lost«. Det er den lærdom, vi skal drage af Malaccas utroligt flotte søfartsmuseum, indrettet i en kopi af en sunken portugisisk galeon. Udstillingen fortæller på overbevisende vis, hvordan det var de portugisiske, hollandske og engelske kolonister, der ødelagde den før så blomstrende handel på Malacca.

Og det er vel den lærdom, Malaysia brugte, da de efter krisen i 1997 afslog lån fra Den Internationale Valutafond og i stedet, med udmærkede resultater indførte kontrol med kapitalbevægelser. Men den nationale selvbevidsthed har også en bagside, når nationens interesser bliver til det herskende partis interesser.

Det blev demonstreret gennem reaktionen på en artikel i Asiaweek, der ikke bare havde en udlægning af politiske begivenheder, der afveg fra UMNO. Men værre endnu bragte et ikke flatterende billede af Doktor M. på forsiden. Et klart angreb på nationens ære, hvis man skal tro lokale aviser.

Et lignende angreb på nationens ære sporede en aviskommentator i udenlandske fagforeningers støtte til malajiske ditto.

Kommentatoren aner et forsøg på at købe landets fagforeninger til at miskreditere regeringen og slår til lyd for øget kontrol med de udenlandske bidrag.

Det er i det hele taget ikke nemt at være fagforeningsleder i Sydøstasien. Umiddelbart efter at Gloria Arroyo havde overtaget præsidentembedet i Filippinerne kom nyheden om mordet på fagforeningslederen Filemon Lagman. 10.000’er nedlagde arbejdet for at deltage i begravelsen.

Den nye præsident udtrykte forståelse for arbejdernes følelser, men man undlod dog ikke at udstationere 1.000 betjente til begravelsen, og i øvrigt understrege, at et stabilt arbejdsmarked var centralt for at bringe Filippinerne på fode igen.

Gloria Arroyos forståelse antyder, at de organiserede arbejdere er en af de kræfter, hun står i gæld til efter magtovertagelsen sidste måned. Hun har også erklæret våbenhvile på de sydlige øer og frigivet godt 70 fanger fra de kommunistiske og de islamiske oprørsbevægelser. Men oprørsbevægelserne klager over, at løsladelserne går for langsomt, studenterne har meldt sig på banen med krav om bedre universiteter, og Gloria har også en gæld til militæret og børsmæglerne. Så hvor længe mon bukserne holder?

Arbejdsnedlæggelser er i sagens natur ret effektløse, hvis man tilhører et af Sydøstasiens stammefolk, og ernærer sig ved primitivt landbrug, jagt og fiskeri. I stedet valgte tusinder af stammefolk i Vietnams vestlige højland op til Cambodja i starten af februar at blokere hovedvejene og afskære telefonlinjer.

Årsagen til utilfredsheden er angiveligt adgangen til jord. Siden 1950’erne har flere og flere vietnamesere slået sig ned i området og forvandlet stammernes gamle områder til kaffeplantager.

Men bagved konflikten ligger også gamle modsætninger til centralregeringen, der ønsker at tilpasse stammefolkenes levevis til det mere organiserede vietnamesiske samfund. Og som det så ofte er tilfældet med små gruppers nationale krav og følelser, er også disse stammefolk blevet udnyttet af større magter med en anden dagsorden. Således rekrutterede amerikanerne i stort omfang disse stammefolk til deres krig i Vietnam i 1960’erne og 70’erne. Det har ikke just gjort problemet mindre.

Det er heller ikke altid nemt at være international finansspekulant, selv om der unægtelig er flere penge i det. »Hvor mange børns død har du været ansvarlig for«, blev den internationale finansspekulant Soros spurgt, da han som repræsentant for Davos topmødet i et transatlantisk tv-show debatterede med deltagere fra det alternative sociale topmøde i Porto Alegre. Og hans besøg i Bangkok, hvor han var inviteret til at tale i Foreign Correspondents Club, måtte han simpelthen aflyse. Forkølelse lød den officielle forklaring, men reelt havde nyheden om Soros’ besøg affødt så mange arrige reaktioner, med løfter om en modtagelse med rådne æg og det der var værre, at forkølelsen var en meget tynd undskyldning.

Det var Soros’ og andre finansspekulanters ansvar for krisen i 1997, der bragte thailænderne på barrikaderne, og da vi passerede Bangkok på vej mod Malaysia, gik bølgerne stadig højt.

Nationalister blev Soros-modstanderne kaldt, den stakkels Soros havde jo bare fulgt spillets regler. Ja, sagde modstanderne, men de regler – bl.a. de frie kapitalbevægelser – var skabt af Vesten. I stedet for at følge Vesten blindt skulle Thailands ledere hellere gøre som Malaysia, lød det fra modstanderne.