- »Eftersom ATTAC samler personer og
grupper med vidt forskellige holdninger til den Europæiske Unions fremtidige opbygning,
skal den ikke tage stilling til dette spørgsmål. Til gengæld udtaler foreningen sig og
vil fortsat udtale sig om den politik, der føres eller planlægges af Unionen.«
Det skriver ATTAC Frankrig i sin udtalelse »Et andet Europa er muligt. Et
andet Europa for en anden verden« – et manifest, som dannede
grundlaget for bevægelsens mobilisering til aktiviteterne i Nice.
ATTAC har haft rig anledning til at protestere mod den reelt eksisterende Union. Især
to punkter bragte ATTAC på gaden over for Nice-topmødet: EU’s rolle som forhandler
i bl.a. WTO og EU’s »Charter om grundlæggende rettigheder«.
- »Det er ikke ATTAC’s opgave at udtale sig om, hvilke institutionelle former
Unionen kan antage, undtagen hvis disse sigter til at styrke fællesskabsinstitutionernes,
især Kommissionens, »skadeevne« med hensyn til liberalisering. Dette er navnlig
tilfældet, når det gælder den delte kompetence mellem Kommissionen og medlemsstaterne i
forhold til den fælles handelspolitik, som står indskrevet i Amsterdam-traktatens
artikel 133.«
- »Over for et Charter, som udgør et angreb imod de sociale rettigheder, og hvis
juridiske status desuden er meget foruroligende, stiller ATTAC sig solidarisk med de
fagforeninger og alle de borgerbevægelser, som går imod det.«
Det franske ATTAC nøjes ikke med at kritisere EU på enkelte punkter. Det mønster,
der tegner sig i udspillene fra Unionens ledende organer, fordømmes utvetydigt i det
følgende afsnit, som danner indledningen til ATTAC Frankrigs udtalelse:
- »Drivkræfterne bag den liberalistiske globalisering er ikke alene de multinationale
selskaber, finansmarkederne og de multilaterale institutioner, der fungerer som mellemled
for dem (IMF, Verdensbanken, OECD, WTO). Det er også regeringerne i de store
industrilande og, hvad det institutionelle Europa angår, EU-Kommissionen og det
Europæiske Råd.
- Kommissionen, som har monopol på at stille forslag til fællesskabslovgivning, har for
længst tilsluttet sig de nyliberale læresætninger og på det område, hvor Kommissionen
råder over selvstændige beføjelser, konkurrencen, forfølger den systematisk sin
offensiv imod den offentlige sektor, for privatiseringer og på internationalt plan –
navnlig i WTO – for »liberalisering« til det yderste af handlen med varer og med
tjenesteydelser, herunder ikke mindst uddannelse og sundhed. Kommissionen er derfor en
institution, hvis politik ATTAC kun kan møde med energisk modstand – på de
indsatsområder, som udstikkes i vores platform.
Det Europæiske Råd, der samler EU-landenes stats- og regeringschefer, er den
igangsættende og retningsgivende instans for den Europæiske Unions politikker, hvis
praktiske aktører er Kommissionen (med sine forslag), medlemsstaterne (med de
standpunkter, de indtager i Ministerrådet) og Parlamentet (på de områder, hvor det har
medbeslutningsret). Man må konstatere, at også det Europæiske Råd (hvor beslutningerne
træffes ved konsensus, dvs. for Frankrigs vedkommende med præsidentens og
statsministerens godkendelse) er en aktiv forkæmper for den liberalistiske globalisering,
hvor det ellers kunne have været et værn mod den. Det kunne navnlig konstateres i
Lissabon i marts 2000, da det Europæiske Råd gav grønt lys for alle de
»liberaliserings«-tiltag, som Kommissionen havde bedt om – ja, man trykkede endda
på speederen.«
Denne politiske linje er ikke kun en spørgsmål om EU-toppens aktuelle
personsammensætning. I en uddybende boks forklarer ATTAC: