Endnu engang vil kommunerne forsøge at underordne sig kravene fra regeringen og Kommunernes Landsforening om lav vækst i udgifterne. Men denne gang går det ikke uden protester!

Af Ebbe Rand Jørgensen

Da ledelsen for Kommunernes Landsforening (KL) startede forhandlingerne med regeringen i forsommeren, var der lagt op til »same procedure as last year«. KL’s formand, Anker Boye, blev også denne gang enig med sin partifælle, finansminister Mogens Lykketoft, om princippet om »én procent realvækst« i kommunernes udgifter.

Men som det ofte bliver påpeget, så skal den ene procent ses i forholdt til samfundets generelle vækst på tre procent. Desuden viser det sig jo også gang på gang, at »virkeligheden« ude i kommunerne ikke sådan lader sig tilpasse til nogle teoretiske talstørrelser i finansministeriets regnebog.

Problemerne med at holde sig inden for »rammen« på én procent har måske været endnu tydeligere i år. Én af dem, der har påpeget problemet, er den »rebelske« Venstre-borgmester i Farum, Peter Brixtofte. Hans kritik har især gået på at KL’s ledelse har været for vattet, at ledelsen i KL og regeringen har været for sammenspiste. Hans løsning er, at Farum Kommune skal melde sig ud af KL og spare kontingentet på ca. en halv million kr.

Idéen er ikke ny. Det har været foreslået i flere kommuner af blandt andre Enhedslisten, uden at give anledning til større omtale.

Forslagene om at bryde med KL, har fra venstrefløjens side været tænkt som en indgangsvinkel til et »kommunalt oprør«. De aftaler, som KL har lavet med skiftende regeringer, har altid været grundlaget for budgetdiskussionerne i kommunerne, et grundlag, der sjældent stilles spørgsmålstegn ved. KL har så at sige fungeret som statsmagtens »forlængede arm«.

Brixtoftes argumentation har mest gået på, at KL’s ledelse har gjort deres arbejde for dårligt. De burde have sikret flere penge til kommunerne. KL endte også med at gå til finansministeren og få lavet nogle justeringer til den oprindelige aftale.

Både Brixtofte og Anker Boye har sagt, at problemerne er så store, at de ikke kunne løses inden for den aftale, der oprindeligt blev lavet. Udgifterne til både kontanthjælp, aktivering og førtidspension er væsentlig større end Finansministeriets beregninger viser. Udgifterne til integration af flygtninge har også vist sig større end beregnet.

Derfor har kommunerne fået lov til at lade kommuneskatten stige med 0,1 procent. Derudover får de lov til en »mere fleksibel låneudnyttelse«. Umiddelbart er der ikke flere penge fra statskassen.

Et særligt problem er, at kommunernes mange skolebygninger forfalder. Nødvendige vedligeholdelsesarbejder er blevet udskudt på grund af pengemangel. De fleste kommuner har foretrukket at afdrage gæld fremfor at vedligeholde deres bygninger.

Det er ikke noget nyt problem. For dem, der har haft deres daglige gang på skolerne, har forfaldet været tydeligt.

Det nye er, at det ikke mere kun er et problem for brugerne af bygningerne. Forringelsen af bygningen begynder at accelerere så meget, at der ud fra en snæver økonomisk betragtning skal gøres noget.

Et eksempel er skolerne i Københavns Kommune, der ifølge en beregning lavet af Per Bregengaard og Morten Kabell fra Enhedslisten i København forringes med 6,25 procent om året. Dertil kommer et alt for højt energiforbrug, som følge af dårlige vinduer, manglende isolering og dårlige varmeanlæg.

Regeringen og KL har erkendt problemerne med den manglende vedligeholdelse. Derfor aftalte de også, at kommunerne skulle have mulighed for at låne 1,75 milliarder til renovering af skolerne. Men betingelsen er, at kommunerne selv skal finansiere et lige så stort beløb. Derfor er der ikke slet ikke sat arbejde i gang, der tilnærmelsesvis svarer til behovet.

Den tillægsaftale som regeringen og KL lavede efter Farum-borgmesterens »aktion«, har ikke afgørende ændret ved princippet om en procents vækst.

Regeringen anerkender, at der måske er nogle problemer. Dem må kommunerne løse ved nogle lempelser af lånemulighederne, nogle skattestigninger, og så har regeringen lovet at »se« på, om der skal ændres ved bloktilskuddene i 2001 når regnskaberne for 2000 er klar.

Flertallene i de enkelte kommuner har reageret ved at finde besparelser.

I KL-formanden Anker Boyes kommune har snakken om besparelser udløst protester. Under byrådets førstebehandling af budgettet onsdag den 20. september, demonstrerede forældre og pædagoger på Flakhaven foran rådhuset. Der er lagt op til nedskæringer på daginstitutioner og fritidshjem. Samtidig skal forældrebetalingen på skolefritidsordningerne stige. Også ældreområdet er truet af besparelser. Andre grupper vil også mærke nedskæringerne. Nogle væresteder for handicappede og udviklingshæmmede er truede af nedlæggelse.

I Københavns Kommune (som ikke er omfattet af KL-aftalen) har truslen om nedskæringer også medført protester. Sidste år var der forældreaktionerne mod besparelserne på daginstitutionerne. Også i år må institutionerne holde for, og også i år er der aktioner. Denne gang har de ansatte på kommunens fritidshjem valgt at gå i strejke i protest mod nedskæringerne. Fritidshjemmene skal indskrænke åbningstiden både om morgenen og eftermiddagen. I stedet øges timetallene i børnehaveklasserne og de små klasser. Det betyder væsentlige forringelser for fritidshjemmene, deres muligheder for at udvikle en fornuftig pædagogik og deres muligheder for at tiltrække kvalificeret personale. De vil udvikle sig til »deltidsinstitutioner« med deltidsansat personale.

I diskussionen om nedskæringerne står Enhedslisten – og andre på venstrefløjen – klart i et dilemma. På den ene side støtter man protesterne. På den anden side er det vanskeligt at sætte en dagsorden, der hedder: Bryd med KL og en procent-rammen.

Alternativet hedder i nogle situationer: Skattestigninger. En begrænset stigning i kommuneskatten opfattes forståeligt nok som et mindre onde end en nedskæring på daginstitutioner, skoler eller ældrepleje. Det gælder også selvom det er de samme grupper, der skal betale skattestigningen, som dem, der rammes af nedskæringer.

Et andet alternativ hedder stigninger i ejendomsskatter, som lider af den samme ulempe. Stigningen betales i stor udstrækning af de samme grupper. Alle har en bolig, enten som ejere eller lejere og betaler ejendomsskat. Men en væsentlig del af stigningen i ejendomsskatterne betales dog af velhavere og erhvervslivet.

Flere steder foreslår Enhedslisten stigninger i både ejendomsskat og personskat. I Odense foreslår Enhedslisten stigninger i ejendomsskatter (dækningsafgift og grundskyld) og personskatten. De foreslår en prioritering, så hvis budgettet kan hænge sammen ved at øge ejendomsskatten, foretrækkes det fremfor en stigning på 0,1 procent i personskatten.

Også i København foreslår Enhedslisten skattestigninger. Enhedslistens budgetforslag opererer med en skattestigning på 0,6 procent. I Borgerrepræsentationen forsvarede Enhedslistens ordfører Morten Kabell det med følgende ord:

»Det er ikke en ønskesituation at sætte skatten op. Kommuneskatten er asocial – alle betaler samme procentdel uanset indkomst – ja, faktisk sparer de rigeste på at der findes en skatteloft. Det afgørende er, om det vi bruger pengene til, gør den samlede manøvre socialt rigtig.«

Introduktionstilbud: Fire måneders Socialistisk Information for kun 20 kr.!