Socialistisk Information nr. 143 – Juni 2000

»Internationalisme 2000«:

Hjælp en kammerat til at overleve

Årets indsamling til 4. Internationale er godt i gang, og bidragene indkommer i en lind, men dog ikke brusende, strøm.

Indtil nu har vi modtaget 4.690 kroner, hvilket er lige knap 40 procent af målet på minimum 12.000 kroner inden sommerferien.

Generelt går de indsamlede midler til at styrke 4. Internationales arbejde, ikke mindst i de fattigste dele af verden. Men denne måned er der en helt konkret grund til at bruge det vedlagte girokort og sende et rundhåndet bidrag til indsamlingen. Det handler nemlig om at hjælpe en kammerat fra Mellemøsten i at overleve.

Fængslet i 17 år

Vores kammerat var oprindelig ledende medlem i en revolutionær socialistisk organisation. Han blev arresteret og tilbragte derefter 17 år i fængsel, hvoraf de 7 foregik under de mest umenneskelige forhold. Af sikkerhedsgrunde kan vi ikke oplyse, hvilket land det drejer sig om, men det er et af de mest undertrykkende i hele Mellemøsten.

De første 4 år blev tilbragt i en celle, der var så overfyldt, at når fangerne skulle sove, blev de nødt til at ligge på siden med skiftevis hoved og fødder i hver sin retning – som sardiner i en dåse! For at én fange af gangen bare kunne få en smule motion, måtte de organisere det på den måde, at de øvrige stod op langs væggene.

I den periode blev kammeraten regelmæssigt torteret, bl.a. med elektriske kobberkabler.

De følgende 3 år blev tilbragt i en lille underjordisk celle i ørkenen, uden adgang til dagslys og udsat for ekstreme temperatursvingninger mellem dagens ulidelige varme og nattens uudholdelige kulde.

Ødelagt helbred

De sidste 10 år tilbragte vores kammerat i – hvad han selv kalder – et paradis af et fængsel. Her var ganske vist hverken adgang til at se tv, høre radio, læse aviser eller modtage post, men afsoningen skete sammen med andre politiske fanger, som der var en vis mulighed for social omgang med.

Efter løsladelsen har det ikke været muligt for vores kammerat at få et arbejde, som han kan leve af. Samtidig har årene i fængsel sat sine spor på hans helbred, og han har derfor måttet låne en del penge til lægebehandling.

På trods af lidelserne fortsætter vores kammerat sine aktiviteter mod diktaturet i hans land, men han er afhængig af vores internationalistiske solidaritet.

Skal han vente forgæves?

Beløb kan indsættes på

Giro 5 10 08 52

Internationalens Venner
Box 547
2200 Kbh. N

Mærk talonen:
»Internationalisme 2000«