Udover den ofte tekniske vinkel er velfærdsdebatten præget af et meget defensivt udgangspunkt: Der er ikke råd til velfærden, hedder det, hvorefter der indforstået refereres til de mange flere ældre og den deraf følgende »forsørgerbyrde« i fremtiden.

Påstanden om den øgede forsørgerbyrde er der ikke meget reelt kød på, hvilket ofte er dokumenteret. Men argumentet anvendes fortsat som fast messet mantra i debatten.

Udgangspunktet var også meget sympatisk: Det skulle være »velfærd set fra neden«, medlemmerne skulle sætte dagsordenen for fagbevægelsens bud på fremtidens velfærd. Det var i øvrigt ikke bare sympatisk. Det var i dybeste overensstemmelse med det akutte behov, fagbevægelsen har, for at medlemmerne i større omfang kan se sig selv og genkende egne ønsker og krav i det, fagbevægelsen gør og siger.

Der blev op til kongressen gjort et flot stykke arbejde med at få undersøgt, hvad fagbevægelsens medlemmer mener om velfærd. Og det kom der en række spændende materialer ud af.

Men der opstod problemer, da der skulle laves politik og holdninger ud fra det, medlemmerne havde sagt. Medlems-meningerne røg så at sige gennem et »filter« af holdninger, som LO fandt det taktisk hensigtsmæssigt at have.

Bare et enkelt eksempel: Når 80 procent af medlemmerne erklærer sig helt eller nogenlunde enig i, at »omsorg for ældre, børnepasning og sundhedsvæsen primært bør varetages af det offentlige«, hvorfor tør LO så ikke mene det samme, kunne man spørge.

Men det turde LO ikke, og udliciterings-temaet blev derfor kongresdebattens omdrejningspunkt. Så vigtigt var det for fagbevægelsens top at mene noget andet på dette spørgsmål end det store flertal af medlemmerne, at LO valgte at leve med et nej til det samlede velfærdsudspil fra flere af de større forbund for offentligt ansatte medlemmer.

De forudgående interviews, undersøgelser og analyser, der skulle have været fundament for politik-delen, er mere end vanskelige at få øje på i kongresoplægget »Velfærd forpligter«. »Fra neden«-perspektivet blev mildt sagt ikke særlig solidt forankret. Resultatet er, at fagbevægelsens velfærdsudspil er kemisk renset for egentlige visioner. Det bærer i sin fremtidsorientering mest præg af at være fremskrivninger af allerede synlige udviklingstendenser, hvis påvirkelighed sjældent bliver anfægtet eller diskuteret.

For PMF er initiativer på arbejdsmarkedet nøglen til mere velfærd. PMF vil ikke acceptere den låsning af den offentlige økonomi, der primært er begrundet i den slet skjulte tilpasning til den ØMU, vi dog (endnu) ikke er medlem af. Og påstanden om den uoverkommelige forsørgerbyrde anser PMF for et eksempel på grov manipulation - med det eneste formål at tilvejebringe et grundlag for ændringer af det danske samfund, der er dikteret af helt andre politiske interesser, end dem, der henvises til.

Det er rent ud sagt hårrejsende, når det i velfærdsdebatten påstås (sågar også af LO!), at der mangler et beskæftigelsesmæssigt potentiale til at løse fremtidens opgaver i den offentlige sektor, fordi »vi er tæt på fuld beskæftigelse«. Påstanden fremsættes samtidig med, at ca. 800.000 mennesker i den arbejdsdygtige alder står og tripper på arbejdsmarkedets sidelinje. Det er indlysende nok ikke dem alle, der umiddelbart kan påtage sig et arbejde. Men der burde være et kæmpe-potentiale for velfærdsudvikling, når så stor en del af den mulige arbejdsstyrke er sat uden for. Der er masser af muligheder for at få flyttet penge fra indkomstoverførsler til velfærdsservice. Og ad denne vej kan der samtidig gøres op med udstødningen og den negative sociale arv, hvilket vel også turde være et bud på forbedret velfærd. Fuld beskæftigelse burde være fagbevægelsens helt ultimative krav til velfærdssamfundet. Alle i arbejde er både løsningen på et påtrængende aktuelt problem og fundamentet for løsningen af fremtidens.