Endnu har statsministeren ikke anset det for opportunt at fastsætte en afstemningsdato.

Ikke desto mindre er starten gået. År 2000 er året, hvor kampen om ØMU'en skal afgøres i Danmark.

Både regeringen og den borgerlige opposition ved, at det afgørende for at få ja'et sikkert i hus er at vinde de EU-skeptiske socialdemokratiske vælgere.

Opinionsbarometeret svinger, og Socialdemokratiet har ikke råd til en gentagelse af 2. juni 1992. Derfor skal mere end hvert tiende af de 58.000 medlemmer på euro-kursus i løbet af i år, som led i en euro-mobilisering fra top til bund i partiet.

Operationen blev indledt på Socialdemokratiets kongres den 10.-11. september 1999. Og samtidig blev en lignende lanceret over for fagbevægelsens medlemmer, på basis af LO-økonomernes store ØMU-rapport.

To hovedstrenge slås an i den socialdemokratiske ja-propaganda:

For det første skal vælgerne stilles over for de fuldbyrdede kendsgerninger: ØMU'en er urokkelig, Danmark har allerede bundet sig til euroen, og vores økonomiske politik er allerede tilpasset til den. Derfor kan vi lige så godt gå med.

»Det har i et stykke tid været min klare opfattelse, at ØMU'en er kommet for at blive, samt at den europæiske udvikling vil køre videre, hvad enten Danmark deltager i samarbejdet om den fælles mønt eller ej,« skrev LO's formand, Hans Jensen, i Politiken (18.10.99).

»Med den danske aftale om fastkurssamarbejde med ØMU'en inden for snævre udsvingsgrænser, ERM-II, er det i realiteten ECB, der bestemmer renteniveauet herhjemme og den danske krones værdi over for valutaer uden for euro-området, men der er ikke danske repræsentanter i ECB's Styrelsesråd,« fremhæver LO i sin ØMU-rapport.

Den anden streng er truslen om alenegangens følger i globaliseringens jungle og tabet af indflydelse som »udeland«.

»Deltager vi i euroen, står vi skulder ved skulder, når spekulanterne sætter valutaerne under pres,« lokker Nyrup (Pol. 6.10.99).

»Hvis vi bliver udenfor,« derimod, »betyder det, at Danmark lettere kan komme under pres fra valutaspekulanter. For at beskytte os kan det blive nødvendigt at hæve renten væsentlig mere end landene omkring os,« forklarer Freddy Blak i Aktuelt (2.12.99).

At stå udenfor er altså ensbetydende med højere husleje, flere arbejdsløse og mindre velfærd. Et ja til euro er det trygge valg.

»Vi kan ikke stoppe de computersystemer, som gør, at der kan flyttes enorme summer fra den ene del af verden til den anden på sekunder. Men vi kan beskytte os selv mod de mulige negative følger af dette ved at føre en økonomisk politik, som svarer til eurolandenes. Eller endnu bedre: Ved at være medlem af euroen.« (Pol. 6.10.99)

De »computersystemer«, Nyrup her nævner, er en elegant omskrivning af de finansmarkeder, hvis transaktioner blev liberaliseret allerede i ØMU'ens første fase, og hvis hærgen han tydeligvis ikke agter at sejle op mod. Men samtidig får statsministeren også sagt, at den førte politik hverken kan eller vil blive fraveget.

Efter truslerne kommer løfterne:

»Euroen skaber basis for at føre en mere aktiv og stabil fælles beskæftigelseslinje.«

Nyrup kører hen over kritikken af ØMU'ens manglende sociale hensyn og fører euroen til torvs som den skinbarlige garant for dansk velfærd.

– Jeg er overbevist om, at velfærdssamfundets værdigrundlag og de afgørende grundpiller, det bygger på – altså en solidarisk finansiering, en lige adgang til uddannelse, en lige adgang til at blive behandlet på et sygehus og en lige adgang til social tryghed – vil sikres bedst som medlem af ØMU'en. (Inf. 15.10.99)

På samme måde fremmaner bl.a. LO's formand faren for tab af »dansk indflydelse« – et tab, der angivelig følger af, at nationalbankdirektør Bodil Nyboe Andersen ikke kan sidde med i ECB's styrelsesråd og Marianne Jelved står uden for døren i Euro 11-rådet. Og der lokkes med uanede muligheder, hvis Danmark går med.

Danmark skal »søge indflydelsen dér, hvor den er, og høste gevinsterne«, mener LO's formand, som tilsyneladende også tror på en ændring af ECB's statut, så »hensynet til udviklingen i beskæftigelsen sidestilles med det nuværende hovedmål, som er prisstabilitet«.

Nyrup-ledelsen går på listefødder uden om de skarpe spørgsmål, der deler vandene blandt de europæiske socialdemokratier.

Den ledende tyske socialdemokrat Oscar Lafontaine, som i sidste år blev nødt til at gå af som finansminister, spøger stadig som reference for den sociale kritik af ØMU'en.

I modsætning til Lafontaine viger de siddende socialdemokrater i såvel Tyskland som Danmark tilbage for at stille krav om en politisk styring af ØMU'en til fordel for beskæftigelsen.

I november 1999 hævede ECB renten med et halvt procentpoint, selv om den generelle tendens fortsat var lavinflation i EU-området. Ifølge Arbejderbevægelsens Erhvervsråd vil 250.000 europæere, heraf 10.000 danskere, miste deres job i løbet af to år som følge af rentestigningen. Men partiformand Nyrup og ordfører Buksti fandt ikke anledning til kritik.

»Det lover ikke godt for den fremtidige udvikling i arbejdsløsheden, hvis ethvert tilløb til stigning i den økonomiske vækst straks skal dæmpes af ECB med stiltiende socialdemokratisk opbakning,« kommenterede de to Aalborg-økonomer Poul Thøis Madsen og Henrik Plaschke (Inf. 25.11.99).

De anklagede Socialdemokraterne for at acceptere ECB som institution hævet over demokratisk diskussion og antydede, at det sker for at »undertrykke alle farlige diskussioner, indtil danskerne har stemt ja til ØMU'en«.

Men selv om ØMU-kritikerne er fuldkommen marginaliserede i den socialdemokratiske ledelse, slipper Nyrup ikke for en ulmende social ØMU-kritik i Socialdemokratiets egne rækker.

Den 28. november 1999 lancerede EU-kritiske socialdemokrater et Socialdemokratisk Netværk Europa (SNE). »De mange socialdemokratiske vælgere, som stiller sig kritisk over for EU,« skal også »føle sig repræsenteret af Socialdemokratiet«, udtaler SNE.

Netværket vender sig i korte vendinger imod, at EU bliver til »en politisk, økonomisk og militær supermagt«. Og dets ledende fortaler Marianna Egebrønd, formand for Socialdemokratiet i Nordjylland, begrunder sit ØMU-nej med socialdemokratiske grundværdier:

»Der er ingen tvivl om, at euroen er et borgerligt projekt. Det eneste, det går på, er lavere inflation, og at valutaen skal have det godt. Der bliver ikke taget hensyn til velfærdssamfundets beståen, en høj beskæftigelse og en god offentlig sektor. Alle de ting, som er årsag til, at vi har et godt velfærdssamfund i Danmark, er ikke med.« (Inf. 15.10.99)

En mere præcis kritik fremføres af Ivar Nørgaard, der med sin pondus som forhenværende socialdemokratisk minister er trådt frem som nej-siger. Til det ny Notat siger han (24.12.99):

– Jeg har hele tiden været meget kritisk over for ØMU-konceptet, fordi det ensidigt lægger vægt på bekæmpelsen af inflationen. Beskæftigelsen spiller næsten ingen rolle.

– Modellen for den Europæiske Centralbank bygger ensidigt på den tyske Bundesbank med dens diktatoriske beføjelser til at føre pengepolitik uden politikernes indblanding.

Ivar Nørgaard er skuffet over udviklingen, som ikke har ført til nogen ændring af de hårde finansielle kriterier, kun et uforpligtende beskæftigelsesafsnit i traktaten. Samtidig er Jacques Delors' tanker om EU-investeringer i jernbaner og edb-bredbåndsnet blevet syltet.

– Det ville have været en gigantisk indsprøjtning til beskæftigelsen, mener Nørgaard.

– Men på grund af rygten for, at finansieringen skulle lægge pres på priserne og føre til inflation, har man ikke sat det i gang.

– Så længe den angst for inflation er til stede, skal vi ikke sige ja til at ophæve vores forbehold, konkluderer han.

Fra de etablerede modstanderbevægelser, JuniBevægelsen og Folkebevægelsen mod EU, er ØMU-politikkens beskæftigelsesskadelige konsekvenser en fast bestanddel af kritikken. Hovedpointen er og bliver dog, at ØMU skal afvises, fordi den forhindrer Danmark i at føre en »selvstændig økonomisk politik«.

Hvad denne selvstændige økonomiske politik skal gå ud på, hvis den ikke er identisk med status quo og regeringens »ufravigelige«, ØMU-tilpassede politik, har man intet svar på. Ligeledes gives der ingen bud på, hvordan man tackler udfordringen fra internationale koncerner og finansmarkeder – en trussel mod selvstændige økonomiske valg, som trods alt ikke er opfundet af Poul Nyrup Rasmussen.

I debatten om ØMU-kriterierne og Stabilitetspagten har der nærmest været tendens til at idyllisere den danske regerings politik efter den berømte »kick-start«.

»Regeringens spark til økonomien virkede. Siden 1994 er arbejdsløsheden faldet drastisk i Danmark. Men tilslutter Danmark sig ØMU'en, så er det farvel til den mulighed,« hedder det f.eks. i det ny Notat (24.12.99).

En mere præcis stillingtagen til, hvilket alternativ politik til sikring af velfærden, der kan og skal sættes op over for ØMU-politikken, afvises af hensyn til de tværpolitiske alliancer hen over midten, som modstanderbevægelserne ønsker at legemliggøre. Også for den danske venstrefløj synes hensynet til sammenholdet på »nej-siden« langt hen ad vejen at overskygge viljen til at mobilisere for en socialt retfærdig økonomisk politik på dansk og europæisk plan.

Som Finn Sørensen fra Fagbevægelsen mod Unionen sagde til Socialisten (24.9.99):

– Det er modstandernes akilleshæl, ligesom det har været ved alle andre afgørende afstemninger om EU: Tror folk på, at det er muligt at føre en anden politik?

– Når vi skal til at svare på det, begynder det at knibe med enigheden. Der kommer i første omgang en deling mellem de modstandere, der tilhører arbejderbevægelsen, og dem, der ikke gør. Mange af de sidste er jo varme tilhængere af det Indre Marked, som jo er første skridt på vejen mod ØMU'en.

– Også blandt arbejderbevægelsens ØMU-modstandere vil der hurtigt vise sig forskelle, når vi skal til at formulere en alternativ økonomisk politik.