Indblik - om Sydøstasien:

Hvilken fremtid for drager og tigre? 3

Fattigdom og facade-demokrati 4

Sydkorea, Malaysia, Thailand 6

Fritstil forkælede aktionærer 8

Fortiden tårner sig op 9

Nazister invaderer Nordjylland 12

Paraguay-diktaturets blodige skygge 14

Grønne partier visner i regeringstoppen 16

Studenternes demonstrationer 18

Det fleksible arbejde 22

Hvem har de farlige jobs? 25

Fra Lenin til Jeltsin 26

Socialister i EU-Parlamentet 30

Abonnér på Socialistisk Information:

I starten af året kom den Internationale Arbejdsorganisation (ILO) med en rapport om de sociale følger af krisen i Østasien. Kapitalflugt, virksomhedslukninger og faldende økonomisk aktivitet har fået arbejdsløsheden til mere end at tredobles, således at der nu ifølge skøn er tabt 8 milioner jobs i Indonesien, hvor arbejdsløsheden ventes at nå op på 20 procent.

I Thailand er arbejdsløsheden steget til 6 procent, i Sydkorea til 8,4 procent – op til mellem 15 og 23 procent inden for industri og byggeri. I Filippinerne er den blevet ca. 11 procent, mens Malaysia er sluppet nogenlunde med kun 61.000 arbejdsløse. Prisen er her blevet betalt af gæstearbejderne: 400.000 er blevet sendt ud af landet.

Stigningen i arbejdsløsheden er sket i lande, der stort set ikke har nogen form for arbejdsløshedsunderstøttelse. Samtidig er reallønnen gået den anden vej. Der har været et fald på 30 procent i Indonesien, 8 procent i Thailand og 5-10 procent i Sydkorea.

Tallene får ILO til at konkludere, at de seneste 20 års fattigdomsbekæmpelse er tabt på gulvet. Hvor man tidligere brystede sig af, at det asiatiske mirakel havde reduceret fattigdommen, går det nu den modsatte vej.

Antallet af personer under fattigdomsgrænsen er steget fra 13 til 28 procent i Thailand, fra 4 til 12 procent i Sydkorea og fra 15 til 20 procent i Indonesien. Og det er de officielle tal. Andre regner med, at så mange som 50 procent i Indonesien lever under fattigdomsgrænsen.

Eller set på en anden måde: Der er en stor gruppe mennesker i disse lande, der for et par år siden kunne se frem til forbedringer, til at få et bedre hus og give deres børn en uddannelse. I dag er de berøvet disse forhåbninger.

ILO's forslag over for dette handler om uddannelse – »human resource development« – samt om etablering af understøttelsessystemer og regulerede arbejdsmarkedsforhold, først og fremmest forhandlingssystemer. Moderate forslag. Men der er langt stærkere aktører på banen end ILO.

Da krisen udviklede sig i sidste halvdel af 1997, gik IMF ind og rejste lån for i alt 117 milliarder dollars i støtte til de betrængte økonomier – først og fremmest Sydkorea og Indonesien. Eller rettere sagt: støtte til deres kreditorer. Som Financial Times udtrykte det i forhold til Sydkorea:

»Kreditorerne, der stod som garanter for de meget risikofyldte lån, vil blive holdt skadesløse. Først af IMF og i anden omgang af de sydkoreanske skatteydere. Simpelthen fordi kreditorerne er for store til, at man kan tillade sig, at de går fallit. For at føje spot til skade vil nogle af kreditorerne oven i købet kunne skabe sig en formue på det.«

Det har langt fra været gratis for de berørte lande. Fra økonomer over gældsplagede thailandske forretningsmænd til sydkoreanske fagforeningsfolk og thailandske græsrødder kritiseres IMF for at have forværret krisen med sin traditionelle nyliberalistiske medicin: højere rente, nedskæringer og stram pengepolitik . Ja, selv ekspræsident Suharto har kritiseret IMF for at have uddybet krisen i Indonesien.

Og i det danske blad Samfundsøkonomen kan man læse følgende dom over IMF's politik i Thailand:

»Thailand har ved at slutte op omkring IMF's "hårde kurs" accepteret, at den finansielle restrukturering, herunder sikringen af de udenlandske kreditorer er sket på bekostning af realøkonomien og dens likviditetsbehov, og på bekostning af den almindelige befolkning i landet.«

Regningen til den almindelige befolkning er også blevet forøget af, at IMF havde en såkaldt reform af de sydkoreanske arbejdslove på programmet, hvilket betød lettere adgang til at fyre arbejdere.

En del af IMF's lånebetingelser har bestået i krav om en yderligere liberalisering. Banker og virksomheder skal omstruktureres, lyder parolen, og midlet er at give udenlandske investorer lettere adgang.

Således bestod lånebetingelserne over for Sydkorea bl.a. i at lempe muligheden for udenlandsk overtagelse af virksomheder, fri udenlandsk adgang til aktiemarkedet og fjernelse af import-restriktioner.

Også i Thailand forpligtede regeringen sig til at åbne op for mere udenlandsk kapital i bankerne – med det resultat, at de fleste tilbageværende banker og finansselskaber er kommet på udenlandske hænder.

Det er ikke nyt, at IMF presser på for øget liberalisering. Men man har benyttet krisen til at sætte trumf på. For et land, der ønskede lån fra IMF, har muligheden for at sige nej til betingelserne været ikke-eksisterende. Og det er næppe rent ideologiske motiver, der ligger bag. Tværtimod bliver det de store vestlige – først og fremmest amerikanske – kapitalinteresser, der kommer til at profitere. De selvsamme interesser, som er så godt repræsenteret i IMF.

Derfor kan det heller ikke undre, at kritikken af IMF i dag ikke bare kommer fra arbejdere og græsrødder, men også fra de dele af borgerskabet, der frygter at blive udmanøvreret.

Således har det store borgerlige oppositionsparti i Korea støttet demonstrationer mod omstruktureringer af virksomheder. Og i det thailandske parlament har oppositionen gennem 1998 og starten af 1999 ført en hårdnakket kampagne mod dele af IMF's lånepakke. De har krævet detaljerne offentliggjort, samt at parlamentet skulle have ret til at behandle de løbende krisedirektiver, der kommer fra IMF. Synspunktet har været, at regeringen ikke varetog thailandske interesser.

Hvor meget disse borgerlige så er i stand til at præsentere som alternativ, er en anden sag.

»Mistilliden til fremtiden hos den almindelige asiat er så udtalt, at enhver af de siddende regeringer i regionen ville blive væltet, hvis den udskrev valg i morgen,« udtaler en økonomisk analytiker fra Singapore ifølge Jyllandsposten den 26. juni.

Det understreger, at krisen også har sat demokratiske spørgsmål på dagsordenen.

Uanset hvad man kalder styret, er der nemlig i de fleste tilfælde tale om autoritære regimer, med små muligheder for opposition og gode muligheder for at fængsle og undertrykke folk, der går til modstand.

Problemet har præsenteret sig forskelligt. Fra Indonesien og Malaysia, hvor kravet har været henholdsvis Suhartos og Mahatmirs afgang. Til Sydkorea, hvor fagbevægelsen i sine aktiviteter har sat faglige rettigheder og arbejdernes indflydelse på kriseløsningerne på dagsordenen.

Udskrivelse af valg har vist sig som en begrænset løsning. I Sydkorea kom der faktisk en ny regering til i starten af krisen. En ny regering, der startede med acceptere IMF's program og siden har taget adskillige konfrontationer med fagbevægelsen.

I Indonesien lover alle de store partier – hvad der så end bliver resultatet af den nuværende strid om valgresultatet – at følge IMF's krav. Og såvel demonstranter som uafhængighedsbevægelser bliver fortsat mødt med vold og fængslinger.

I Malaysia, som p.t. ikke er underlagt IMF, ser oppositionen frem til det kommende valg. Men alternativet fra de store oppositionspartier strækker sig ikke meget længere end til kritik af Mahatirs regime og ønsket om noget andet.

Den politiske scene i de berørte lande er domineret af forskellige grene af borgerskabet og magtapparatet, som kanaliserer utilfredsheden. Samtidig har de forsøg, der har været gjort i Sydkorea og Thailand på at skabe arbejderpartier med udgangspunkt i fagbevægelsen, har haft svært ved at nå ud og vinde opbakning.

Dhyta Caturani, international leder af det indonesiske venstrefløjsparti PRD (Folkets Demokratiske Parti) beskriver vanskelighederne på følgende måde i Green Left Weekly:

»De (de store partier, red.) baserer sig på et feudalt kulturelt livssyn, der stadig er stærkt i Indonesien, og som guddommeliggør individuelle ledere. De bruger langt mere tid på at opbygge en kult omkring lederne end på at forklare deres program.«

»Disse illusioner blandt folk er virkelige og repræsenterer et reelt problem for den demokratiske bevægelse i Indonesien. Den demokratiske kamp, der føres af partier som PRD og af studenter, må rettes både mod regimet og mod denne form for bevidsthed blandt masserne.«

Dhyta Caturani blev den 1. juli hårdt såret, da uropoliti angreb en PRD-demonstration med flere tusinde deltagere, der protesterede mod valgsvindel.

Da Tysklands grønne parti, die Grünen, sidste efterår trådte ind i Gerhard Schröders regering, udløste det et politisk jordskælv i partiet. Rystelserne fulgte tæt efter hinanden på grund af a-kraftafviklingen, som kørte fast, men også Kosova-krigen og skærpelsen af regeringens økonomiske politik i nyliberalistisk retning.

Som for at understrege, at det ikke er forbi endnu, er der nu udsendt et nyliberalistisk manifest: 40 ledere fra »den unge generation«, heriblandt fire parlamentsmedlemmer,

offentliggjorde den 25. juni et oplæg, som efterlyser en tilbundsgående revision af partiprogrammet og en udrensning af de partiledere, som ikke vil rette sig efter den.

Partiets program skal strømlines i forhold til regeringens og de grønne ministres. Det, partiet siger, skal bringes på linje med det, partiet gør, og her ses »stiftergenerationen« som en forhindring. »Folk har tillid til Joschka Fischer (den grønne udenrigsminister, red.), men hvad partiet vil, og hvor det er på vej hen, ved de ikke,« hedder det i oplægget.

De Grønnes ledelse er beklemt ved situationen. Antje Radcke, en af «ledelsens talspersoner«, beklager, at papiret er blevet udsendt så tidligt, når en diskussion er planlagt til efteråret. Men samtidig mener hun, at der er »rigtige ting i det, de skriver«.

Gruppeformand Rezzo Schlauch, der betragtes som den egentlige leder i dag til dag-politikken, anser teksten for at være »fuldkommen korrekt«, for »vi må skille os af med hele den dødvægt, vi bærer på, og forny os«. Partiets venstrefløj, som er splittet og svækket oven på sit nederlag ved sidste kongres, har lovet at komme med et svar.

Oplægget fra »de unge« har ikke til formål at oprette en politisk tendens. Underskriverne er helt uden binding til de Grønnes oprindelse, mindre hæmmede og mere i takt med den ideologiske tidsånd. De fører sig frem som den spydspids, der vil fuldføre den liberale drejning af de Grønne, som er indledt af Fischer og Daniel Cohn-Bendit. De Grønne skal dermed konsolideres med blikket vendt mod højre for at erobre byernes moderne mellemlag. Dette rum har ellers været besat af det liberale parti, FDP, som faldt for spærregrænsen ved sidste valg.

»Modernisterne« får rig mulighed for at afprøve deres »nye« linje, for kansler Schröder bruger sit nederlag ved EU-valget til at lancere en ny offensiv. Hans nye finansminister har fået parlamentets godkendelse af et nyliberalistisk nedskæringsbudget, som kansleren selv betegner som »historisk«: 30 milliarder D-mark i besparelser – navnlig på de sociale udgifter – med åbninger for privat pensionsforsikring og øget fleksibilitet på arbejdsmarkedet.

Schröder er ikke alene arbejdsgivernes ven, men også bilindustriens mand, og regeringens synderegister risikerer at blive lige så stort på miljøområdet som på det sociale.

Miljøminister Jürgen Trittin har en baggrund som grøn »fundamentalist«, men skabte kold luft mellem sig selv og partiets venstrefløj, da han stemte for krigen på Balkan. I forhold til bilismen erklærede Trittin lidt for hurtigt, at den tyske regering ville godkende det EU-direktiv, der forpligter bilfabrikkerne til at tage bilvrag retur med henblik på genbrug.

En opringning fra Volkswagens direktør til Schröder var nok til, at Trittins ord blev modsagt, og Fischer optog bag sin partikammerats ryg forhandlinger med lederne af energibranchens konglomerater – Veba, Viag, RWE og EnBW – for at give dem større garantier.

De tyske Grønne befinder sig så at sige halvvejs, men godt på vej til at blive et »ansvarligt« parti – et statsbærende parti. I Belgien er de grønne slået ind på den samme vej efter det kombinerede EU-, lands- og regionalvalg i juni.

Belgiens grønne partier (Agalev i det flamsktalende område, Ecolo i det fransktalende, dvs. Wallonien og Bruxelles, red.) skulle efter valget taget stilling til regeringsdeltagelse på regeringsmagtens tre niveauer: den belgiske stat, sprogsamfundene og regionerne. Partiledelserne havde for længst gjort klar til at gå med, og dioxin-skandalen gav dem vind i sejlene. For at tage den endelige beslutning holdt de grønne kongres i weekenden den 10.-11. juli.

I Flandern havde Agalev frie hænder til at konkretisere sine institutionelle ambitioner. Det skyldes, at de seneste store sociale kampe og massebevægelser – mod atomraketter og mod racisme – fandt sted tilbage i 1980'erne.

Wallonien er derimod i 1990'erne blevet rystet af to bevægelser uden fortilfælde. For det første en lærerstrejke, som – med afbrydelser – varede i to år, og som ruskede godt op i de sociale og politiske forhold. For det andet den »hvide krise«, der først og fremmest brød ud som følge af den politiske laden stå til i forhold til retsvæsen og politi (i forbindelse med forbrydelser mod børn, red.). Protesterne blev dog ikke til en varig ny borgerbevægelse.

Ecolo var i stand til at indfange disse to radikaliseringer, hvilket ikke har været uden indvirkning på de grønnes medlemmer og ledere. Det betyder, at mens springet til at deltage i en liberalt ledet regering blev taget med et stort flertal af de grønne i Flandern, var der betydelig modstand i Ecolo og ligefrem flertal imod blandt medlemmerne i Bruxelles.

Regeringsgrundlaget er stødt på hård kritik i Ecolo. Den retter sig mod:

– opretholdelsen af lukkede centre, hvor udlændinge uden opholdstilladelse tilbageholdes;

– afvisningen af at give udlændinge nogen stemmeret;

– gaver til erhvervslivet uden krav om modydelser i form af ansættelser;

– en skattereform, der favoriserer de rige;

– manglende konkrete tiltag for afvikling af atomkraften;

– fortsat kontrol af de arbejdsløse ved hjælp af hjemmebesøg;

– manglende forslag om arbejdstiden.

Og samtidig fortsætter den nye regering tilpasningen til Maastricht-kriterierne. Alt dette har bragt Ecolos bagland i oprør. Men heller ikke på Agalevs kongres udeblev kritikken. Der gik et gys gennem salen, da talen faldt på Doel – en landsby ved floden Escaut, nær Antwerpen, som er blevet et symbol for den økologiske kamp mod den nyliberalistiske politik. Doel har i forvejen et a-kraftværk som nabo og skal nu oversvømmes som følge af en havneudvidelse. Agalev har fået et principielt løfte om en undersøgelse af spørgsmålet, men har ikke stået fast på noget, der kunne true regeringsdeltagelsen.

Med miljøpartiernes regeringsindtræden er der vendt en side i belgisk politik. Ifølge de grønne selv er vendingen »historisk«, for almindelige dødelige vil den fremstå som nyliberal, antisocial og antiøkologisk.

Det værste risikerer at blive den åndelige korrumpering, som en sådan regeringsdeltagelse sætter i gang, for et parti er nødt til at stå ved hele den regeringspolitik, det er med i. At det bliver tilfældet, snarere end en åben debat, fik man et fingerpeg om, da kongressen ville udpege de grønnes egne ministerkandidater. Ledelsen afviste forslaget med henvisning til forfatningen og til, at det er kong Albert, der udpeger ministrene i Belgien.

Arbejdsministeren har for nylig udsendt en liste over 10 faggrupper, som har det farligste arbejde. Baggrunden var bl.a. statsminister Poul Nyrup Rasmussens åbningstale for Folketinget i oktober 98, hvor han sagde, at regeringen ville styrke arbejdsmiljøet for især de lavest uddannede på arbejdsmarkedet.

Formålet med at udpege 10 særligt farlige grupper har været at give noget mere kød og blod til regeringens handlingsplan »Rent arbejdsmiljø år 2005«. Samt at rette op på regeringens temmelig skrammede image efter indgrebet i efterlønnen.

Politiske initiativer om arbejdsmiljø er populære og koster sjældent ret meget økonomisk. Det er ofte temmelig uforpligtende udmeldinger. Arbejdsgiverne har ofte en vetoret, som blokerer for mere vidtgående indgreb i virksomhedernes dispositioner. Det fremgår da også af planen, at der skal tilstræbes konsensus eller enighed med parterne om indsatsen i de forskellige brancher, dvs. at der vil være en betydelig partsstyring af indsatsen.

Nyt fra arbejdsministeren er en udmelding om, at man ikke kun vil rette fokus mod arbejdsmiljøet, men også mod folkesundheden. Det udspil blev straks adopteret af DA, som udtalte, at »arbejdsmiljø skal kombineres med sundhedsfremme på arbejdspladserne, og at livsstilsfaktorerne skal inddrages«.

Dermed er der åbnet en ladeport, hvor arbejdsgiverne kan blande sig mere direkte i den enkeltes sundhedsadfærd eller mangel på samme. Tilbud på dette område er godt, men der er en oplagt fare for, at det vil komme til at overskygge ændringer i arbejdets planlægning, de ansattes grad af indflydelse på arbejdet og arbejdstempoet. Det er nemlig faktorer, som har vist sig at have en klar sammenhæng med højere dødelighed og sygelighed hos arbejdere i forhold til funktionærer.

Nu skal arbejdsmarkedets parter drøfte handlingsplaner på de enkelte brancheområder. Her har fagbevægelsens repræsentanter en vigtig opgave. De skal sikre, at det ikke ender som en pose luft, hvor arbejdsgiverne kan bakke ud efter forgodtbefindende eller trække handlingsplanerne i langdrag. Der er afsat 82,5 mio. skatteyderkroner til indsatsen. Men hvor meget vil virksomhederne investere?

Erfaringerne fra handlingsplanen om ensidigt gentaget arbejde er skræmmende. Her er Arbejdstilsynet helt blevet koblet ud, så de virksomheder der absolut intet gør, har kunnet fortsætte med at nedslide folk helt uden omkostninger. Også selv om der findes praktiske løsninger, der kunne forebygge nedslidning.

Kvindeligt Arbejderforbund (KAD) har nærlæst arbejdsminister Ove Hygums liste og må konkludere, at bortset fra hjemmehjælpere og social- og sundhedshjælpere, så er listen en rigtig MANDELISTE. Miljøsekretær Maja Hallengren udtrykker i Kvindernes Fagblad nr. 2/99, at »hun er dybt rystet over, at rengøringen ikke er kommet med på listen, samt at listen er næsten forbeholdt mændene« – noget, som aldeles ikke stemmer overens med KAD's egne opgørelser over, hvem der ryger på førtidspension.

Forklaringen kommer fra en fuldmægtig i Arbejdsministeriet, som siger, at en faggruppe skal markere sig dårligt på mindst to områder. Den nedslående konklusion er derfor, at hvis man »kun« er udsat for ensidigt gentaget arbejde, så kan man ikke komme på listen over de 10 farlige jobs. Måske kan de komme med næste år, lyder beskeden!

Skævheden viser sig også i Arbejdsskadestyrelsens afgørelser, som kun i meget begrænset grad anerkender skader som følge af ensidigt nedslidende arbejde. Det betyder, at kvinder sjældnere end mænd får erstatning for deres arbejdsskader på bevægeapparatet.

Kommentaren er tidligere bragt i Arbejde & Sundhed, der udgives af Aktionsgruppen Arbejdere Akademikere.

Repræsentanter for de franske revolutionære i Lutte Ouvrière og LCR (Fjerde Internationale) tog den 20.-23. juli plads i EU-parlamentet til dets første samling. De fem nye EU-parlamentarikere, der kom ind med 5,2% af stemmerne, tog fat på arbejdet med den erklærede intention »at forstyrre konsensus-klimaet i Europa-parlamentet og bryde monotonien i denne ordmølle«.

Arlette Laguiller brugte sit ene minut – taletiden er nøje afmålt – til at bore i skandalen om Martin Bangemann – kommissæren, der brugte sin post som springbræt til en topstilling i det spanske teleselskab Telefónica.

– Hvilke tjenester er det, Hr. Bangemann belønnes så godt for? Hvor meget har disse tjenester indbragt det private selskab Telefónica? Hvilken kontrol er der med de tilskud og fordele, som de private selskaber indkasserer fra EU?, spurgte Arlette Laguiller.

De fem repræsentanter – Arlette Laguiller, Armonie Bordes og Chantal Cauquil fra LO,

Alain Krivine og Roseline Vachetta fra LCR – fik i juli afklaret deres gruppetilhørsforhold.

De undersøgte først mulighederne for at danne en ny gruppe. Mindstekravet er 14 deltagere fra mindst fire lande. Da det viste sig at være umuligt, søgte LO og LCR optagelse i den Forenede Venstregruppe-Nordisk Grønt Venstre (GUE-NGL), som består af de forskellige kommunistpartier, men også det danske SF.

GUE-NGL besluttede på sit møde den 8. juli at optage LO-LCR-repræsentanterne som associerede medlemmer. Gruppen accepterede dermed en »teknisk aftale«, som sikrede de fem LO-LCR-medlemmer mulighed for at fungere normalt i EU-parlamentet.

»Gruppens pluralistiske sammensætning og mangfoldighed indebærer en fuld ytrings- og stemmefrihed for alle dens bestanddele,« fremhæver LO-LCR i en pressemeddelelse.

LO og LCR markerede allerede deres frihed under EU-parlamentets formandsvalg. De havde erklæret sig parate til at støtte GUE/NGL's kandidat, Laura Gonzalez fra det spanske kommunistparti. Gruppen valgte imidlertid at trække hende til fordel for socialdemokraternes kandidat, Mario Soares. LO/LCR stemte da imod alle de opstillede – både Soares, højrefløjens kandidat og den grønne kandidat Heidi Hautala og højrefløjens Nicole Fontaine.

EU-parlamentet vedtog i første samling blandt andet en resolution om Kosovo, som LO og LCR tog klart afstand fra, fordi den krævede respekt for de nuværende grænser i regionen. Dette indebærer en afvisning af Kosova-befolkningens ret til selv at tage stilling til uafhængighed, forklarer LO og LCR i deres rapport fra den første samling.

Også Alain Krivines løfte om at føre bevægelsernes krav ind i EU-parlamentet (se sidste nummer af SI) blev der taget fat på at realisere. Midt under Romano Prodis tale indledte den lokale komité for papirløse udlændinge (sans-papiers) i Strasbourg en demonstration i EU-parlamentets gård. En kærkommen mødepause for LO-LCR-medlemmerne, der sammen med folk fra det franske kommunistpartis liste og fra de grønne sluttede sig til demonstranterne og deres krav om opholdstilladelse til alle.

Aktionen udmundede i, at hele Venstregruppen, de grønne og en række socialdemokrater sendte et telegram til den franske indenrigsminister for at protestere mod anholdelsen af Romain Binazon, leder af den landsdækkende koordinering af sans-papiers i Frankrig.